”Far sad i gyngestolen med lukkede øjne og ventede på, at postbilen skulle komme. Jeg lå på det gulmalede gulv og kærtegnede kattens stive krop, nogle hvide hår hvirvlede op i luften og svævede hen mod døren.
Mor stillede tallerknerne på bordet og skar noget tørret kød ud på et fad. Jeg tog katten i halen, bar den udenfor, om bag hushjørnet og smed den ned i hullet med stivfrossent køkkenaffald.”
”Stoppested for en nat”, s. 114.
I samlingens tredje del er novellerne henlagt til de allernordligste finske egne, hvor frosten bider, og skoven ruger over de tavse beboere. Både dyr og mennesker dør – ikke sjældent ved egen hjælp – og døden forekommer så dagligdags, at hverken fortæller eller karakterer gør et nummer ud af det. Den største bekymring er, at det er dyrt at få gravet hul til kisten i vinterfrosten, da det kræver sprængstof, men ingen vil vente til foråret, for liget ”skal graves ned med det samme, så begynder det heller ikke at røre på sig” (s. 100).
Liksoms karakterer er ensomme og har svært ved at indgå i relationer. Mange er på flugt og stikker af uden forklaring, og de mange afskeder skildres som et ufravigeligt vilkår i livet. I flere tekster møder en 15-årig pige ældre mænd i nogle usunde forbindelser, men det er, som om længslen efter at være tæt på et andet mennesker ophæver gængse forventninger til et ligeværdigt forhold. Der er meget ydmygelse, selvdestruktion og svigt i de lakonisk fortalte noveller om eksistenser på randen af opløsning. Det foregår i København, Moskva, Stockholm og det nordligste Finland i en ikke nærmere defineret tid. Novellerne lever ikke op til genrens klassiske karakteristika med et afgørende vendepunkt, men er nærmere små indblik i kærlighedsløse og lidt opgivende liv.
Rosa Liksom
Finlandssvenske Rosa Liksom skriver med den laplandske natur som nerve i sine historiemættede og menneskekloge værker. Fra forfatterskabets første og lidt dystre fortællinger til den filmatiserede ...
Læs hele forfatterportrættet