”Jeg var ansvarlig for hans liv helt ind i uendeligheden og til alle tider … og han døde ung. Og hvorfor tager jeg det så let? Det er mit spørgsmål … hvorfor så let?”
”Synet og vennen”, s. 13-14.
I bogens begyndelse bliver fortællerens nære ven, Florian, begravet. Efter begravelsen følger vi fortællerens umiddelbart lidt vilkårlige færden i forsøget på at komme overens med det faktum, at Florian er væk. Hvor går man hen med sin sorg, hvis det da er det, man føler? Hvor kan den rummes? Fortælleren søger mod venner, fremmede, havet, Hölderlins skove i Hardt, inden hun ender som frivillig medarbejder i en Kirkens Korshær-genbrugsbutik, ”en åben afdeling for ingenting” (s. 34).
I tillæg til Gjessings vidtfavnende billedsprog, som man kender det fra hendes digte, spiller ”Synet og vennen” også på andre tangenter. Den rummer mere håndgribelige, ofte humoristiske, hverdagsskildringer, og så har den et væsentligt større fokus på menneskelig interaktion, hvor dialogerne klinger med en beckettsk absurditet. Relationer mellem mennesker er netop kardinalpunktet i ”Synet og vennen”. Mere end noget andet handler den om, hvordan vi som mennesker tager del i andres liv og deler tilværelse med vores medmennesker, og dermed bliver døden også et komplekst fænomen, fordi de døde ikke bare forsvinder, men lever videre i os og gennem os. Om den afdøde Florian bemærker fortælleren i bogens begyndelse: ”jeg tror, at han kommer til at vise os sider af sig selv, som vi ikke vidste af” (s. 10). Menneskets væsen transcenderer dets kropslige beholder og flyder over i andre.
Signe Gjessing
Signe Gjessings forfatterskab er en udforskning af tilværelsen – både den konkrete kropslige og den uhåndgribelige. Signe Gjessings I hendes uforudsigelige og fantasifulde digte kan vi på samme tid...
Læs hele forfatterportrættet
