”(…) jeg er kontorlandskaber, en Mars-bar, Lake Michigan/ jeg fryser/ jeg er en forfilm til en forfilm/ gråden for enden af argumentet/ en motorvej løber gennem min rygrad/ jeg er en campingvogn med et gulv af tulipaner/ afstanden mellem fingeren og det den peger på (…)”
”Til den lyse morgen”, s. 21.
Formmæssigt ses gentagelserne bl.a. i digtet på side 17, hvor sætningen ”en mand på en mark” gentages seks gange, og hver gang er et nyt ord kursiveret og dermed trykstærkt. Legen med rytme og betydning går igen i flere digte, hvor eksempelvis sætningen ”det er mig” på side 22 gentages efter en række sætninger, så det bliver til et omkvæd.
Det er med til at underbygge den mundtlige spoken word-dimension, hvor digtene er skabt til at blive fremført til en performance frem for udelukkende at blive læst i en bog, og de rytmiske gentagelser efterligner en musikalsk struktur.
Samlingens titelløse digte, der ofte fortsætter hen over flere sider, beskriver et jeg, der især i begyndelsen af samlingen bevæger sig lidt retningsløst rundt i byen. Han går ind i en butik og slår hovedet mod dørkarmen, han skubber et fjernsyn gennem byen, og han kører med bus og iagttager sine medmennesker. Samtidig er retningsløsheden en indre tilstand, hvor jeget ”(…) er mere en proces end jeg ikke er.” (s. 17). Med andre ord er jeget midt i en (identitets)udvikling, der endnu ikke er afsluttet.
Omkring midt i digtsamlingen sker der imidlertid et brud, da jegets faster dør af et årelangt – og hemmeligt – heroinmisbrug. Herefter fylder døden som tema. Digtene ser tilbage på mormorens død af kræft, og på de sidste sider dør også farfaren, mens jeget ”(…) skriver til den lyse morgen” (s. 46).
Mads Mygind
Mads Mygind har Aarhus i sine fingerspidser. Hans mundtlige og rytmiske digte handler om hverdagens yderpunkter, hvor retningsløshed, fællesskab og livets absurde sider eksisterer side om side, og ...
Læs hele forfatterportrættet
