”Hun var sikker på at deres grunde til at være med toget denne aften var meget anderledes end hendes. De ville redde mennesker, som de aldrig havde kendt, og de var drevet af åh så ædle følelser. Men hun… det var hele hendes eget liv der afhang af det hun gjorde.”
”Tre dage i april”, s. 9.
På vej ned gennem Tyskland med bus 474 møder Dagmar menneskeskæbner, som kommer til at præge hendes syn på verden. Hendes oplevelser de tre dage i april ændrer også hendes opfattelse af tyskerne, krigen og dens aktører.
Den tyske bondemand, som de møder på vejen, er optaget af sin hverdag, ikke af en nazistisk drøm om verdensherredømme, ligesom det hurtigt bliver tydeligt, at krigens ofre også tæller tusindvis af tyske børn. Og selv om det er klart for alle, at Hitler for længst har tabt krigen, er det, som om de allierede er i gang med at lægge alle de tyske byer i ruiner. Der går ligefrem ”et rygte om at RAF-piloterne skyder på alt, hvad der bevæger sig på Tysklands veje og jordoverflade” (s. 223). Dagmar må ligeledes tage de hvide bussers heltemodige gerning op til fornyet revision. Busserne henter ganske vist skandinaviske fanger hjem til Norden, men det betyder samtidig, at andre krigsfanger må ofres. Om de danske flygtningelejre til tyske flygtninge, som etableres efter krigen, hedder det ligeledes: ”Så vidt hun forstod, ville de komme til at minde temmelig meget om nazisternes koncentrationslejre.” (s. 349).
Romanen er fortalt som en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel. Undervejs i historien skiftes der fra fortællingen i 1945 til tilbageblik på både Dagmars svære opvækst og ægteskabet med Paul. Til sidst i fortællingen skildres Dagmars liv efter genforeningen med Paul, der er blevet en anden mand af de traumatiske oplevelser i kz-lejren.
Bogen er baseret på et grundigt researcharbejde og skildrer den historiske redningsaktion af danske og norske kz-fanger i april 1945. En af de vigtige tematikker i romanen er det mod og den næstekærlighed, som kendetegner de udsendte med de hvide busser. En anden er de mange gråzoner i Anden Verdenskrig og i krigens væsen generelt.
Jesper Bugge Kold
Hvordan reagerer mennesket, når det befinder sig i en undtagelsestilstand? Det er en af de ting, Jesper Bugge Kold undersøger i sine bøger. Den danske forfatter er især kendt for sine underholdende...
Læs hele forfatterportrættet