- Christian Bauncand.mag., 2011
Intro
Kristina Ohlssons andet værk, ”Tusenskönor” (”Tusindfryd”, 2011), følger endnu engang Alex Rechts efterforskningsgruppe med de nu velkendte karakterer. Værket består af mange forskellige spor og springer mellem Stockholm og Bangkok, mellem illegale indvandrere og svenske præster. Som ”Askepot” begynder værket med svigt og overgreb. Her i form af en voldtægt af en ung pige. Denne ligger dog år tilbage, og den egentlige efterforskning koncentrerer sig om henholdsvis et iscenesat dobbeltselvmord og en indvandrer, som er blevet kørt ihjel. Ægteparret, der angiveligt skulle have skudt sig selv, er oven i købet præster, som skjuler flygtninge. Parrets datter er i Bangkok, hvor hun langsomt bliver fravristet sin officielle identitet og kommer i alvorlige problemer hos myndighederne. Konsekvensen af fortidens voldtægt ligger og lurer under historiens overflade: Hvem er blevet voldtaget? Og hvad har voldtægten betydet for pigen og hendes familie, for voldtægtsmanden og for lokalmiljøet?
