Kristina Ohlsson

Genrer og tematikker

Kristina Ohlsson skriver gedigne krimier, nærmere bestemt politiromaner med sans for gode cliffhangere. Personligt lægger hun afstand til femikrimier: ”Jeg synes ofte, de kvindelige krimiforfattere ødelægger historierne med temaer, der ikke interesserer mig: Enlige mødre, børn i daginstitutionen, problemer i sexlivet,” siger hun og tilføjer: ”I couldn’t care less. Jeg vil have en ordentlig kriminalroman, og ofte skriver mænd mere hårdkogt.” [7]Jeppe BangsgaardKrimidronning: Det skal være hårdkogtBerlingske, 2011-05-23..

Kristina Ohlsson bevæger sig dog selv i det nære miljø omkring sine hovedpersoner og berører parforholdsproblemer og enlige mødre. Selv den centrale ”efterforsker” Fredrika Bergman kæmper med sin gifte elsker Spencer og skal i ”Tusindfryd” føde hans uægte barn.

Med Fredrika får man dog et nyt bud krimiverdenens mange efterforskertyper. Hun er en højtuddannet kvinde, civilt ansat i politiet, og så har hun et strejf af Sherlock Holmes, da hun har en passion for at spille violin. Som kontrast bruger Ohlsson karakteren Peder. Han er politibetjent med stort P og tænker mere med underlivet og muskerlen end med hovedet. Med Fredrikas nye blik på efterforskning og politiliv trækker Ohlsson de stereotype politibetjente ud i lyset, hvor de bliver tragikomiske. Eksempelvis Peder, der om gifler synes, at ”de ligner schlappe pikke” (”Tusindfryd”, side 25).

Værkerne er velredigerede, og Kristina Ohlsson styrer præcist og spændende informationerne i sine romaner i de mange afsnit, hun bygger sine værker op af. Én af hendes teknikker er at bruge mange personlige stedord og dæknavne i begyndelsen af romanen. Dermed får man som læser en langsom pirrende indsigt i plottets sande sammenhæng. Mange karakterer, mange historier og derfor meget drama præger Ohlssons fortællinger. Med korte sætninger, direkte tale og med fortællere i tredjeperson skaber Kristina Ohlsson en let læselig og nærværende litteratur, som tager relevante problemstillinger under behandling – flygtninge fra Irak, svigt i familier, pædofili og sårbarheden i borgeres digitale identitet for bare at nævne nogle få.

Beslægtede forfatterskaber

Kristina Ohlssons værker lægger sig fint i forlængelse af den lange liste af skandinaviske krimier fra eksempelvis Liza Marklund, Camilla Läckberg, Jan Guillou og Henning Mankell. Som Camilla Läckberg vælger Kristina Ohlsson i sine romaner at åbne parallelt op for kriminalsager og for efterforskernes private liv. Kombinationen af privatliv og efterforskning kan man følge tilbage til Sjöwall og Wahlöös serie om Martin Beck fra 1966 til 1975. Men Ohlssons skriftpraksis er knap så troværdig i sin socialrealisme og har ikke nær samme dybde, og altså betydning, som Sjöwall og Wahlöö. Værkerne ”Askepot” og ”Tusindfryd” er mere moderne og tidstypiske og tangerer tematisk svenske Arne Dahls forfatterskab. Dahl berører også samfundsmæssige problemstillinger som indvandring og pædofili, og begge forfattere har lange videregående uddannelser bag sig.

Hvis Kristina Ohlsson selv skal pege på nogle vigtige værker i sin udvikling, nævner hun kriminalromanen ”Mystic River” af Dennis Lehane, ungdomsbogen ”Vinnaren” af Sam Teague og dramaet ”Kramer vs. Kramer” af Avery Corman: ”Ser ni mönstret? Alla böckerna var gråtböcker, och alla skrevs av amerikanska (manliga) författare. [6]Jessica BjörkängMåndagsmöte: Kristina Ohlsson2010-10-25. Med disse tilkendegivelser bliver det tydeligt, at Ohlsson ikke blot er fascineret af krimiers hurtige underholdning, men lige så meget sætter pris på et godt drama. På Ohlssons blog kan man læse, at hendes andre forbilleder er forfattere som Stephen King, Ira Levin og John Connolly, og andet steds at hun nyder femikrimier fra Anne Holt og Åsa Larsson. Ohlsson er ikke nær så tårepersende som førstnævnte dramaer og ikke så skrap og gotisk som de sidstnævnte, men lægger sig fint imellem med en balanceret kriminallitteratur med følelser tilstede.

Relaterede forfattere