”At søge efter de mest enkle spørgsmål, de mest åbenlyse kendsgerninger, de døre ingen kan lukke, det var hvad jeg forstod ved antropologi. Jeg var en stærk sjæl. Se, jeg vil forandre alting, alle tings betydning, tænkte jeg. Jeg pakkede min rygsæk med sokker, feltflaske, blyanter, tre tomme notesbøger. Jeg medbragte ingen kort, jeg kan ikke læse kort – hvorfor presse et segl ned i rindende vand? Når alt kommer til alt er rejsens eneste regel: Kom ikke hjem på samme måde, som du tog afsted. Kom på en ny måde.”
”Vandveje”, s. 133.
Bogen er en blandet samling af essays, mikroforedrag, rejsebeskrivelser og digte. Teksterne giver et godt indblik i Carsons ærinde med at sidestille det klassiske og det moderne, filosofien og digtningen. De er også eksempel på, hvordan det følelsesfulde hele tiden berettes med en vis distance. Et sted skriver hun, at det handler om at komme væk fra den personlige fortælling: ”Jeg vil gøre hvad som helst for at undgå kedsomhed. Det er en livsopgave. Man kan aldrig vide nok, aldrig arbejde nok, aldrig bruge navnemåderne og tillægsformerne mærkeligt nok aldrig vanskeliggøre fremdriften barskt nok, aldrig forlade bevidstheden hurtigt nok.” (s. 37).
Pointen er ikke, at der ikke er følelser, begær og personlig erindring på færde hos Carson. Pointen er, at selvbiografien bliver udgangspunkt for forfatterens afsøgning af betydning i forskellige tider, sprog og kunstværker netop med henblik på at forstå det personlige i alle dets forbindelser.
Afsnittet ”Korte foredrag” er en samling mikroessays om ting, der står Carson nær – om kunstneren Camille Claudel, om regn, og et om læsning, hvor barndomserindringen f.eks. træder frem: ”Nogle fædre hader at læse, men elsker at tage familien på udflugt. Nogle børn hader udflugter, men elsker at læse. Pudsigt så ofte disse befinder sig som passagerer i den samme bil. Jeg skimtede de enorme, tæt skårne skuldre af The Rockies mellem kapitlerne i Madame Bovary.” (s. 48).
Afsnittet ”Forskellige slags vand: Et essay om Vejen til Compostela” er en række dagbogsnotater fra en pilgrimsrejse, der indledes af kinesiske og japanske visdomsord. Landskabets skiften og forholdet mellem de rejsende filtrer sig ind i hinanden: ”Lyset er forbløffende, en hammer. Horisonten er ikke nærmere, nogen sinde. Bakkerne skifter atter farve: guld og mørkt guld og mørkere guld. […] Min Cid og jeg har haft vores første udbrud af åbenlys vrede i dag. Det skar som glas.” (s. 163).
Anne Carson
”Hvorfor findes tragedierne? Fordi man er fuld af vrede. Hvorfor er man fuld af vrede? Fordi man er fuld af sorg.” Sådan beskriver canadiske Anne Carson tragediegenren. Hendes tekster spænder over ...
Læs hele forfatterportrættet
