”Ved slusen var jeg groet fast med båden sammen med blåmuslinger og rurer (…). Andre steder i havnen klyngede husbådene sig stadig til hinanden, som var de bange for at blive trukket væk (…).”
”Ved slusen”, s. 104.
Ligesom hendes monografi om Jessie Kleemann tog sit titelmæssige udgangspunkt i den grønlandske myte om Qivittoq, så er samme myte med som en underlæggende strøm i ”Ved slusen”. Myten Qivittoq beretter om et menneske, der er blevet ydmyget i en grad, han ikke kan udholde (som regel på grund af hans egne fejltrin), og som forlader bygden og lever for sig selv i ødemarken.
Om det er hovedpersonen Solvej, der udlever myten i sin selvvalgte isolation, eller om det er hendes forsvundne professorkæreste, der ikke havde held med at gøre Solvej gravid, er ikke helt til at afgøre.
”Ved slusen” er skrevet i datid med mange replikker mellem hovedpersonen Solvej og de mennesker, hun møder og samtaler med omkring Sydhavn, hvor hun slår sig ned i en ramponeret husbåd. Vennen Olav og den besværlige – men dragende – Helene taler om stort og småt mellem egne bekendelser og teorier om verden, mens de alle tre udvikler sig og kommer tættere på en forsoning med deres fortid.
Beskrivelserne af Solvejs færden efter kæresten Verners forsvinden på en udflugt til Grønland er præget af realisme og detaljerigdom og drejer sig tematisk set om sorgbearbejdelse, om at arbejde sig ud af en ensomhed og om at identificere sig med – og give slip på – fysiske rum og steder.
Iben Mondrup
I Iben Mondrups forfatterskab springer to markante spor i øjnene. Tabita trilogien, der består af ”Tabita” (2020), ”Vittu” (2022) og ”Bjørn” (2023), og centrerer sig om de to grønlandske børn Tabit...
Læs hele forfatterportrættet
