BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Aaiùn Nin
Foto: Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen
*Seneste udgivelse

Aaiún Nin

    Hovedforfatter
    • Andreas Eckhardt Læssøe
      cand.mag., september 2025

    Intro

    Aaiún Nin er en digter, som har debuteret i Danmark, men som ikke har lov til at bo i Danmark. Nin bruger de kønsneutrale pronominer de/dem. I 2021 udgav de deres debutdigtsamling ”På min huds sorthed”, som er skrevet på engelsk og oversat til dansk. Samme år blev Nin deporteret. Så selvom man ikke kan sige, at Nin er en dansk digter, er de en vigtig del af den danske litteratur. De skriver fra en position, en erfaring, som mange mennesker i Danmark har: den afviste asylansøger, fra det hjemløse sted. Deres digte er et kraftfuldt vidnesbyrd, der betoner de kropslige erfaringer, med alt hvad det indebærer.

    Baggrund

    Aaiún Nin er født i 1991 i Luanda i Angola og bruger de kønsneutrale pronominer de/dem. De beskriver sig selv som en hjemløs digter. De måtte flygte fra Angola, fordi de er lesbisk og frygtede forfølgelse. I 2021 debuterede de som digter i Danmark med bogen ”På min huds sorthed”, som er skrevet på engelsk og oversat til dansk af Mette Moestrup. Samme år blev Nin deporteret, fordi de havde fået afslag på deres asylsag. De blev tildelt et ICORN-ophold i Polen og har siden været bosat i Bern i Schweiz. I 2025 udkom deres anden digtsamling ”Se!” i Danmark.

    ”Der stod et graviolatræ i mit første hjems baghave. Frugterne blev så store, at grenene buede under deres vægt. De enorme frugter faldt til jorden med et bump og sprak. Krakelerede som knuste kranier. Halvt opædte af nattens dyr. Syrlige. Krakelerede som knuste kranier. Gik i forrådnelse. Ormene mæskede sig. Mit første hjem står plantet i jord tilsølet af krig. Det runger af landminer, som eksploderer, og amerikanske missiler. Det runger af blødende sår. Det runger af fjerne skud og høj børnedødelighed.”

    ”Se!”, s 5.
    Portræt af Aaiùn Nin
    Foto: Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen
    • Født

      1991, Luanda, Angola.

    • Uddannelse

      Ingen kendt.

    • Debut

      På min huds sorthed. Gads Forlag, 2021. Digte.

    • Litteraturpriser

      Beate Grimsrud-Stipendiet, 2023. Den Lilla pris, 2025.

    • Seneste danske udgivelse

      Se! Gads Forlag, 2025. Digte. Oversat af Mette Moestrup.

    • Videoklip

    I digtene bliver hjemlandet beskrevet flertydigt. Det er både savn til de konkrete ting som duftene og maden, men det er også beskrevet som et brutalt sted, hvor jeget i digtene bliver udsat for seksuelle overgreb. Samtidig er hjemmet også et sted, der i sig selv har været udsat for kolonialismens vold, som både har udslettet sprog og udvundet ressourcer. Om det komplekse forhold til spørgsmålet om hjem siger Nin i et interview: ”Jeg føler, at kroppen er det eneste hjem, jeg har tilbage nu. Udforskningen af forskellige former for selvskade og stofmisbrug afspejler mit forhold til hjem: Hjem er noget, der hele tiden veksler mellem at være et sted for ly, omsorg og kærlighed. Samtidig er hjem også noget, der i kraft af forskellige oplevelser og vilkår er blevet udnyttet og ødelagt.” [1]Laura Priyanka”Jeg leder stadig efter et hjem, mit hjem”Flere.nu, uden dato..

    Nin er en hjemløs digter, en eksildigter, der er tvunget ud i rodløshed og asyl. Om at udkomme i Danmark som det første land fortæller Nin i et andet interview. ”[N]år du er en forfatter fra en minoritetsgruppe, som ikke nødvendigvis får tilbudt nogen som helst platform, så tager du, hvad du kan få. Alene det at udtrykke sine følelser er et stort privilegium […] Mange af samlingens senere digte er skrevet, efter min asylansøgning er blevet afvist, og jeg kan godt tænke… ’Hvor er stemmerne fra alle de her andre mennesker, som har haft det her i deres liv.’” [2]Amalie LangballeAaiún Nin vil faktisk bare gerne have, at du forstår, at hun…Eurowoman nr. 284, 2021..

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Oplæsning på engelsk af Aaiún Nin. Udgivet af Litteraturhuset i Reykjavik Bokmenntaborgin, 2022-07-15.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Aaiún Nins digte er skrevet i et meget direkte og ligefremt kommunikerende sprog. De forsøger sjældent at bryde syntakser eller skabe fremmedgørelse i sproget. Snarere handler det om at skrive ting frem, klart og direkte. Det er i sig selv en politisk gestus på den måde at gøre sit budskab så tilgængeligt som muligt. Sætningerne er klare, og budskaberne er klare. Det handler om at gøre sig selv menneskelig i læserens øjne. Som asylansøger, som sort afrikaner, som queerperson. Asyl er et bureaukratisk og abstrakt begreb, som der kan herske politisk uenighed om. At være det menneske, der bliver gjort hjemløs, er det modsatte, det er konkret, og det er kropsligt, og det er det, Nin skriver frem i sine digte, igen og igen. Nins bøger gør det sjældne, at de inviterer læseren med ind i et rum, hvor de politiske kategorier, vi er vant til at høre om, er ophævet, og hvor der bare er den menneskelige erfaring, et spejl for læseren.

    Det er i høj grad, fordi Nin er så god til at skrive om kroppen, skrive sanseligt og specifikt, at man som læser kommer tæt på et menneske. Men det er også kroppen, der er politiseret, kroppen der er genstand for brutale overgreb. Homofobisk vold og trusler i hjemlandet. Begrænset bevægelsesfrihed i Europa, med juridisk asylstatus. Racistisk afsky og dehumanisering. Nin skriver om det hele på en frygtløs og ublu facon, der både gør digtene virkelig hårde og virkelig skrøbelige. Men også stærke. Det kan virke uforfærdet, når man både kan skrive om forsøg på at begå selvmord, og et grineflip man havde med sin søster som barn. Fordi disse to ting ikke udelukker hinanden, fordi der er en sandhed i at insistere på, at begge disse ting findes. At begge ting må siges. Det er det store krav, som Aaiún Nins digte stiller til os, vi skal tale om det, vi skal tale om det hele, ikke tie. Og Nins digte er i gang med at finde et sprog til det. Det er altså også i denne gestus, i denne demokratisering af sproget, at Nin bliver til en politisk digter, der søger at tale sandt om verdens tilstand og at få os andre til det samme.

    Beslægtede forfatterskaber

    Den danske digter Mette Moestrup er oversætter af Nin og har fået redaktionel bistand af oversætter Farhiya Khalid. Khalid har bl.a. oversat den franske filosof og forfatter Françoise Vergès’ bog ”En dekolonial feminisme” (2023), som er et hovedværk inden for moderne intersektionel feministisk tænkning.

    Behrouz Boochani er en kurdisk-iransk journalist og forfatter, der har skrevet et stort episk værk om sin rejse som flygtning i ”No Friends But the Mountains” (2018). I den kan man læse om skibbrud og sult og fængselsvagters tortur af uskyldige indsatte i lejrene på Manus, den australsk styrede ø, der fungerer som flygtningelejr med formålet at afholde immigranter ophold i selve Australien.

    Tahir Mirza er en dansk forfatter, der har skrevet om flygtningelejren på Nauru, hvor han tidligere selv har arbejdet som tolk. I romanen ”Nauru” (2023) tror den fiktive hovedperson, den dansk-afghanske tolk Samar, at han skal hjælpe flygtningene, men hans idealer og engagement bliver hurtigt sat på prøve af de lokale myndigheder.

    Mikas Lang skriver ikke om flygtninge, men om den afrikanske, sorte diaspora fra en anden tid. I hans roman ”Bamberg Blues” (2025) skrives en afro-tysk karakter frem, som er baseret på de tilbageværende fakta omhandlende hans afdøde onkel, og også meditationer Lang har foretaget for at kommunikere med sin døde slægtning. Onklen og Langs mor voksede op som børn af en hvid mor og en sort far, som var soldat fra USA. Ved at fremskrive de manglende detaljer af sin familiehistorie insisterer Lang også på at høre til. Det er væsensforskelligt fra men måske heller ikke helt ulig det projekt, Aaiún Nin har i sine digte.

    Relaterede forfattere

    Om forfatterskabet

    Interview på engelsk med Nin i forbindelse med tildelingen af ICORN-ophold i Kr…

    Fundacja IB Polska, 2021-12-06.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Aaiún Nin

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    ”Jeg leder stadig efter et hjem, mit hjem”

    Laura Priyanka

    Flere.nu, uden dato.

    [2]

    Aaiún Nin vil faktisk bare gerne have, at du forstår, at hun…

    Amalie Langballe

    Eurowoman nr. 284, 2021.