Aaiún Nin

Genrer og tematikker

Aaiún Nins digte er skrevet i et meget direkte og ligefremt kommunikerende sprog. De forsøger sjældent at bryde syntakser eller skabe fremmedgørelse i sproget. Snarere handler det om at skrive ting frem, klart og direkte. Det er i sig selv en politisk gestus på den måde at gøre sit budskab så tilgængeligt som muligt. Sætningerne er klare, og budskaberne er klare. Det handler om at gøre sig selv menneskelig i læserens øjne. Som asylansøger, som sort afrikaner, som queerperson. Asyl er et bureaukratisk og abstrakt begreb, som der kan herske politisk uenighed om. At være det menneske, der bliver gjort hjemløs, er det modsatte, det er konkret, og det er kropsligt, og det er det, Nin skriver frem i sine digte, igen og igen. Nins bøger gør det sjældne, at de inviterer læseren med ind i et rum, hvor de politiske kategorier, vi er vant til at høre om, er ophævet, og hvor der bare er den menneskelige erfaring, et spejl for læseren.

Det er i høj grad, fordi Nin er så god til at skrive om kroppen, skrive sanseligt og specifikt, at man som læser kommer tæt på et menneske. Men det er også kroppen, der er politiseret, kroppen der er genstand for brutale overgreb. Homofobisk vold og trusler i hjemlandet. Begrænset bevægelsesfrihed i Europa, med juridisk asylstatus. Racistisk afsky og dehumanisering. Nin skriver om det hele på en frygtløs og ublu facon, der både gør digtene virkelig hårde og virkelig skrøbelige. Men også stærke. Det kan virke uforfærdet, når man både kan skrive om forsøg på at begå selvmord, og et grineflip man havde med sin søster som barn. Fordi disse to ting ikke udelukker hinanden, fordi der er en sandhed i at insistere på, at begge disse ting findes. At begge ting må siges. Det er det store krav, som Aaiún Nins digte stiller til os, vi skal tale om det, vi skal tale om det hele, ikke tie. Og Nins digte er i gang med at finde et sprog til det. Det er altså også i denne gestus, i denne demokratisering af sproget, at Nin bliver til en politisk digter, der søger at tale sandt om verdens tilstand og at få os andre til det samme.

Beslægtede forfatterskaber

Den danske digter Mette Moestrup er oversætter af Nin og har fået redaktionel bistand af oversætter Farhiya Khalid. Khalid har bl.a. oversat den franske filosof og forfatter Françoise Vergès’ bog ”En dekolonial feminisme” (2023), som er et hovedværk inden for moderne intersektionel feministisk tænkning.

Behrouz Boochani er en kurdisk-iransk journalist og forfatter, der har skrevet et stort episk værk om sin rejse som flygtning i ”No Friends But the Mountains” (2018). I den kan man læse om skibbrud og sult og fængselsvagters tortur af uskyldige indsatte i lejrene på Manus, den australsk styrede ø, der fungerer som flygtningelejr med formålet at afholde immigranter ophold i selve Australien.

Tahir Mirza er en dansk forfatter, der har skrevet om flygtningelejren på Nauru, hvor han tidligere selv har arbejdet som tolk. I romanen ”Nauru” (2023) tror den fiktive hovedperson, den dansk-afghanske tolk Samar, at han skal hjælpe flygtningene, men hans idealer og engagement bliver hurtigt sat på prøve af de lokale myndigheder.

Mikas Lang skriver ikke om flygtninge, men om den afrikanske, sorte diaspora fra en anden tid. I hans roman ”Bamberg Blues” (2025) skrives en afro-tysk karakter frem, som er baseret på de tilbageværende fakta omhandlende hans afdøde onkel, og også meditationer Lang har foretaget for at kommunikere med sin døde slægtning. Onklen og Langs mor voksede op som børn af en hvid mor og en sort far, som var soldat fra USA. Ved at fremskrive de manglende detaljer af sin familiehistorie insisterer Lang også på at høre til. Det er væsensforskelligt fra men måske heller ikke helt ulig det projekt, Aaiún Nin har i sine digte.

Relaterede forfattere