Foto: Poul Petersen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Arne Ungermann

Emneord:

Hovedforfatter

Kirsten Bystrup
bibliotekar, 2003

Ungermann står som den ene af ophavsmændene til det moderne gennembrud i den danske billedbog for børn. Det var i begyndelsen af 1940’erne, hvor han ved siden af Egon Mathiesen satte en ny dagsorden for billedbogen fx med værker som Palle alene i verden og bøgerne med børnerim.

Ungermann var også medarbejder ved tidsskrifterne Vild hvede, Hvedekorn, Aandehullet og Kulturkampen samt de satiriske julehæfter Blæksprutten og Svikmøllen – bl.a. som redaktør en årrække.

Foto: POLFOTO

Født
11. december 1902.
Død
25. februar1981.
Uddannelse
litografuddannet i Odense 1916-22.
Debut
Kaspar Knalds oplevelser 1925.
1922-24
opgaver for den lokale avis Middagsbladet og Fyns Tidende.
Seneste udgivelse
Oppe i gardinerne og andre sjove rim for de mindste. Gyldendal, 2019. Billedbog.

Udvalgte bøger

Ungermann og børnebogen

Bladtegningen var kun et af Ungermanns arbejdsområder. De andre var plakatkunsten og bogillustrationen. Udfra en kvalitetsmæssig vurdering kan man ikke sige, at det ene område var vigtigere end det andet. Det var karakteristisk for Ungermann, at han ikke blot kunne det hele, men også at han gjorde det hele godt. Således også børnebogen, hvor Ungermann står som den ene af ophavsmændene til det moderne gennembrud i den danske billedbog. Det var i begyndelsen af 1940’erne, hvor han sammen med Egon Mathiesen satte en ny dagsorden for billedbogen. Hvor Egon Mathiesen var maleren, var Ungermann grafikeren, der var i stand til at gribe både det hverdagslige og det fantastiske og absurde med sin karakterfulde og præcise streg.

Palle alene i verden (1942) med tekst af Jens Sigsgaard og de to rimbøger Okker Gokker Gummiklokker : og andre børnerim (1943) og Abel Spendabel : og andre børnerim (1945) var banebrydende værker, da de udkom og er siden blevet til klassikere i dansk børnelitteratur.

I sine illustrationer til børnebogen opsummerede Ungermann sin viden som litograf, sin erfaring fra bladtegningen og fra plakaterne, sin forkærlighed for illustrationen til aforismen i et signifikant og unikt formsprog, der har inspireret og skabt en klangbund for de senere generationer af tegnere. Ungermanns billeder til børnebogen er blevet et stykke dansk kulturarv.

Palle globalt

Arne Ungermann fik i forbindelse med sin 75 års-fødselsdag stillet spørgsmålet: ”Er Palle tegnet ud af et voksent barnesind?” . Hertil svarede han – med en forventelig karakteristisk tør konstatering: ”Det håber jeg da rigtignok. Ellers var den vel ikke solgt i mere end en million eksemplarer i mere end 30 lande.” Men han tilføjer også et andet svar på spørgsmålet - og måske også en forklaring på bogens succes, når han siger: ” Jeg kan ikke sige, at jeg tænker anderledes, når jeg tegner for børn. Det ville være lidt nedladende, men jeg er da glad for, at jeg indeholder noget, som børn kan forstå.” (Interview i Politiken ved Ebbe Mørk, 11.12.1977).

Historien om Palle, der i en drøm – der udvikler sig til et mareridt – erkender, at der alligevel ikke er noget ved at være alene i verden, er ikke blot blevet en dansk klassiker. Den har også vundet udbredelse verden over. Den har på mange måder været en ”grænseoverskrider” også i politisk og ideologisk henseende, - som bogens forfatter Jens Sigsgaard iagttager - idet den har kunnet læses på samme tid i såvel USA som USSR.

I langt de fleste tilfælde er det Ungermanns tegninger, der er brugt i de udenlandske udgaver. Det kan være svært at forestille sig Palle i en anden streg, men ikke desto mindre findes der fx flere forskellige tjekkiske og ungarske udgaver samt en japansk - tegnet af illustratorer fra det pågældende land.

Palle i flere udgaver

I førsteudgaven fra 1942 slutter bogen med, at Palle vågner grædende op, liggende i sin seng, mens teksten lyder: ”Å, mor, jeg drømte, jeg var alene i hele verden, og jeg kunne gøre alt, hvad jeg ville. Men så blev jeg ked af at være alene. – Det er godt, at det var bare noget, jeg drømte.” Allerede ved udgivelsen kritiserede en anmelder ved Sorø Amtstidende den triste slutning og skrev bl.a. ”… sådan kunne H.C. Andersen aldrig have båret sig ad.” Derfor blev slutningen gjort mere optimistisk med følgende tilføjelse: ”Så kom Palle op i en vældig fart, og her sidder han på legepladsen mellem alle kammeraterne, og de har det vel nok dejligt” , og Arne Ungermann tegnede et nyt billede, hvor Palle er sammen med et par kammerater på en typisk legeplads fra 1940’erne med en vippe, en sandkasse og en gynge. Den blev if. Jens Sigsgaard først lanceret i Holland i 1951, mens den kom med i 1954 i den danske udgave. Det var også slutningen med den legende Palle, der kom med i den nye udgave af Palle alene i verden , der kom i 1974.

Selv fortæller Ungermann – i fortsættelse af ovennævnte interview – om arbejdet med den nye udgave: ”Det var for resten ganske sjovt at revidere Palle for nogle år siden. Han var jo ikke længere den pæne, friserede lille fyr. Han skulle selvfølgelig være langhåret, og sporvognene måtte skiftes ud med en bus, men ånden i bogen, dens idè om, at det hele, selv de uaflåste slikbutikker, ikke er noget som helst værd, når man er alene, den var fortsat den samme.”

Ungermann har tegnet helt nye billeder, men han genbruger dog i mange tilfælde selve motivet fra 1. udgaven. Man ser her tydeligt, hvordan hans streg har udviklet sig gennem årene – fra tegningen, det ligger tæt på skitsen, understreget af enkelte, markante farvedryp til den mere gennemarbejdede tegning, hvor akvarelfarven både bruges til farvelægning og til at holde billedet sammen i en vignetagtig helhed.

Enkelte af 1. udgavens mere tidstypiske billeder er helt udeladt, og teksten er dermed også revideret, ligesom illustrationerne følger op herpå. Palle er blevet langhåret, han kører ikke sporvogn, men bus og legepladsen er blevet til en tidstypisk 1970’er skrammellegeplads. Også denne udgave af Palle blev oversat, men kom dog ikke så vidt omkring som 1. udgaven – det blev ved de nordiske sprog samt et par andre. Men det er ikke 1974-udgaven, der er blevet stående i Danmark. 10 år senere, i 1984, gik man i de nye optryk af bogen atter tilbage til den oprindelige 1. udgave. Teksten er ganske let revideret, men billederne er helt de samme.

Hvorfor er det Ungermanns oprindelige billeder, der ”holder sig”? De afspejler jo 1940’ernes Danmark – fx vasker Palle sig i et vaskefad, og han kører i sporvogn. Der er imidlertid det særlige ved Ungermanns billeder, at det aldrig er det naturalistiske og virkelighedsafbildende, der bliver vigtigt. Ungermann kan være tidstypisk og universel på samme tid, idet han ophæver realismen i sin klare, enkle form, hvor farven understreger og giver karakter. Hans billeder får en symbolagtig karakter.

Børnerim

”Sat os i verden – med mellemrum – har han. Her tropper vi op – og lykønsker farmand.”

Sådan skrev og tegnede Arne Ungermann til Jens Sigsgaards 60-års fødselsdag i 1970. På tegningen ser vi deres fælles ”børn”. Palle står forrest, bagved finder vi Abel Spendabel, Bamselejse med et dannebrogsflag og Katinka med dukkevognen – dog er dukke Paola erstattet af en noget uautoriseret, øltørstig baby! – Helt bagest står Okker Gokker Gummi Klokker. Hele ”familien” er stillet op ”til fotografering” i anledning af ”fars” fødselsdag. Den eneste, der mangler, er Palle i den langhårede udgave – han kom først til fire år senere. Endelig mangler Skolebøllen Karl (1977) også, men han hører ikke med i billedbogssammenhængen.

Der er på mange måder tale om ”et rigtigt familiefoto” der rummer lige dele historie og nostalgi. Men i modsætning til fotografiet er der her tale om ”børn”, der lever videre i bedste velgående i dag. Palle er den ene. De andre er knap så funderede i den reelle verden – hvem har mødt Okker Gokker Gummi Klokker og Abel Spendabel andet end i børnerimenes verden?

Imidlertid har de to billedgjorte bogstavrim også baggrund i børnenes egen verden. Jens Sigsgaards feltarbejde til disse bøger bestod i, at han indsamlede ca. 2000 børnerim blandt københavnske skolebørn. Deraf, fortæller han, ”valgte jeg 15, udfra hvad jeg mente var oplagte emner at illustrere, og hvad jeg selv syntes lød sjovt. Det var den første børnerimsamling, der byggede på rim, som udelukkende var indsamlet blandt nulevende børn i et bymiljø. En del af rimene kendte jeg i forvejen selv fra min egen barndom om Vendsyssel, og det, at de også levede i en storby, kunne tyde på, at de ramte noget centralt.”

Okker Gokker Gummi Klokker

Først udkom Okker Gokker Gummi Klokker (1943), og den fik i starten en noget ublid medfart – især i pædagogkredse. I børnehavelærerindernes fagblad kunne man fx læse: ”At børn selv rimer noget vrøvl sammen er jo naturligt for alderen, men skal vi ligefrem have vrøvlet og karikaturbilleder? Jeg synes det hele er nede på et for lavt plan.”

To år efter kom Abel Spendabel (1945), og allerede på det tidspunkt var kritikken forstummet. Siden er bøgerne overgået til klassikerstatus, efterhånden som generation efter generation har taget dem til sig. Ikke blot fordi børnerim aldrig går af mode, men fordi Ungermann har ramt så præcist i sine illustrationer.

Der er nemlig det særlige ved Ungermanns illustrationer, at de bemægtiger sig læserens fantasi som selve billedskabelsen af rimet. Det er lidt det samme som vi senere har oplevet med Ib Spang Olsens illustrationer til Halfdans ABC (1967, 2. udg. 1994). Der er en indre samhørighed mellem tekst og billede, som gør, at man ikke kan skille de to udtryk fra hinanden.

Det er tydeligt, at det barokke og fabulerende univers har givet Ungermann inspiration til at tegne nogle helt andre billeder, end han tidligere har gjort til børn. Rimenes vildskab, humor, barske og hensynsløse konsekvens modsvarer meget godt Ungermanns egen mangel på sentimentalitet og udtalte sans og øje for det groteske. Om det er børn eller voksne, han tegner til, gør ingen forskel. Han elsker under alle omstændigheder den ironiske pointe, den barske detalje og den overraskende drejning.

Abel Spendabel

En af hemmelighederne i hans illustrationer er hans særlige evne til at skabe et tilsyneladende realistisk univers, for derefter at lade det opløse sig igen. Som fx i Birgitte Birgitte Bergøje , (fra Abel Spendabel ), hvor vi ser ind i stuen. Her står Birgitte foran spejlet og forrest i billedet sidder en kvindeskikkelse – moren? - som kigger ud bagest i billedet, ud i entreen, hvor faren, gætter vi, netop er kommet hjem. Birgitte er komme til det punkt, hvor hun smører sit øje med blæk – og som der står i teksten: ”så gik det hele væk” , så forsvinder hendes øje også på billedet. Men ikke nok med det – Birgittes hoved træder ud af spejlet – det intensiverer bestyrtelsen, ja, det er helt surrealistisk.

Hermed understreger Ungermann fraværet af enhver realisme, ligesom det også er tilfældet i fx AV godav, må jeg låne din sav (fra ”Abel Spendabel”), hvor situationen viser en lille nisselignende mand godt i gang med at save alt over – det være sig kvinden som kirken som hunden – som giraffen og spegepølsen – for at nævne et udvalg fra billedets kompromisløse gengivelse af vildskaben i afvisningen overfor den molbolignede ungersvend med lang lys fletning - Vel må du ej, du må gå din vej . Her er en kompromisløs konsekvens, fastholdt i billedets eget univers, der netop intet har at gøre virkeligheden.

Ligesom i Palle alene i verden bruger Ungermann en tynd tuschstreg, men her lader han i højere grad farvelægningen være med til at omslutte billedet i den vignetform, der er blevet så karakteristisk for ham.

Så er der også det med Ungermanns tegninger, at de ”sidder rigtigt” – i forhold til hinanden og på siden. Han ved at afstanden mellem figurerne er lige så vigtig som selve figuren. Der er ingen tilfældigheder eller uovervejede elementer i illustrationerne. De er nøje og afmålte, her er kun det, der skal være. De er præcise og rummer på samme tid en ro, der gør at øjet falder til ro, og en spænding og en rytme, der gør, at øjet bliver udfordret.

Historien om fire børn, en missekat og en kvanki-vanki

Ungermanns sans for nonsensgenren har også vist sig i hans billeder til Edvard Lears Historien om fire børn, en missekat og en kvanki-vanki (1950, 2. udg. 2002).

Det er en vild og rablende nonsensfortælling om de fire søskende Mette, Alfred, Klavs og lille Ingolfs tur hele verden rundt. Helt alene er de dog ikke på turen. Med sig har de en lille kat – til at styre båden – samt en ældre kvanki-vanki, der skal koge deres middagsmad og lave kaffen. Her er der ikke mange livliner til den såkaldt virkelige verden, hvilket ser ud til at passe Ungermann fint. Det giver ham frit spillerum til sin billedsætning. Hvis man skulle være i tvivl om, hvordan en kvanki-vanki ser ud, kan man blot se på Ungermanns tegning af det sære dyr. Det har fugleben og kohale, arme og følsomme fingre, en flot elefantsnabel, horn i panden og et ansigt som en bavian.

På omslagets forsidebillede ser vi det stikke hovedet op af kaffekandens tragt, mens halen stikker ud af tuden. Tragten er hvid, så den ligner en høj, stiv krave om dyrets hals. Kaffekanden er ikke blå – som senere i fortællingen. Den er lys grøn, fordi den skal tjene som baggrund for de formelle oplysninger om bogen, forfatter, titel, mv., som Ungermann har skrevet i hånden, så det passer ind i billedet. Katten er også med – den sidder med ryggen til – og bliver – som alt det andet – et væsentligt billedelement i den samlede komposition. Ungermann opgiver ikke fortællingen i billedet til fordel for kompositionen. Han sørger for, at der er plads til begge dele.

At det lykkes så flot – ikke blot i dette men også i bogens andre helsides billeder – skyldes også den teknik, han har valgt. Om den fortæller hans datter, Line Ungermann Schmidt-Madsen: ”I denne bog brugte min far en teknik som han aldrig havde brugt før, når han illustrerede billedbøger – han brugte oliekridt, som han lagde ret tykt på, hvorefter han skrabede det af for at skabe skygge eller lysere partier i billedet. Farverne blev derved stærkere og mere gennemtrængende. Når illustrationerne var blevet trykt i 6 farver, fremstod de som et originalt tryk.”

Det giver oliemaleriagtige billeder med en særlig tæt struktur og stoflig virkning. Selvom billederne er udsprunget af teksten og hænger sammen med den, har de samtidig en egenværdi som selvstændige billeder.

Ungermann alene

Sideløbende med sit makkerskab med Jens Sigsgaard laver Ungermann sine egne billedbøger, hvor han selv står for både tekst og billeder. Hvor Sigsgaard holder fast i et psykologisk funderet barnligt univers, giver Ungermann sig selv løsere tøjler.

I Pusti, som hverken var fugl eller fisk (1955, 2. udg. 2002 – dog uden Ungermanns karakteristiske håndtekstning) gennemspiller Ungermann sin fascination af fabeldyret i den enkle, moralske fortælling om katten, som hele tiden ønsker den var en anden. Den vil nemlig gerne lege med elefanter og giraffer, ligesom den gerne vil svømme som fiskene og flyve som fuglene. Hver gang den ønsker, sørger en magisk sommerfugl for, at killingen får en elefantsnabel eller en girafhals eller fuglevinger. Men til sidst ser Pusti så forfærdelig ud, at ingen gider lege med den og Pustis sidste ønske er at blive en killing igen.

I Snebolden , (som Ungermann tegnede i 1979, og som blev udgivet posthumt 1985), virker det også som om selve fascinationen af fabeldyr, eller anderledes og uventede sammensatte dyr, er drivkraften eller påskuddet for historien om Oles snebold, der vokser sig kæmpestor og i sin fart ned af bakken opsuger alle dyrene fra cirkus’et. Efter at de har opholdt sig en vinter lang i snebolden, kommer der et nyt kuld unger på banen. Her er tale om kombinationer, der aldrig er set før, – fx er der slangeraffen, (der er barn af slangen og giraffen) og strudseløven, (barn af struds og løve).

Et andet tema er den omvendte verden, som Ungermann tager op dels i Da solen var forkølet (1960) og i Det tossede land (1971). Her er det lidt drillepinden Ungermann, der udfolder sig. Han kan ikke rigtig dy sig for at sætte tingene på spidsen – eller på hovedet! Man kan måske godt sige, at der er tale om en satire, der udspiller sig indenfor børnenes erfaringsramme. Men grundlæggende er der tale om den samme drivkraft som i de voksenhenvendte værker.

Ungermann fik velfortjent Kulturministeriets Illustratorpris for ”Da solen var forkølet”. Selve idéen kan minde om Harald Bergstedts (1877-1955) Den kære sol i tværeland (1941) – hvor solen simpelthen nægter at stå op, fordi folk er for sure. Men Ungermann har mere spil og barnlighed i sin fortælling. Her er solen blevet syg og må holde sengen. I stedet sendes 3 lærlinge til at sætte farve på byen. Men de er endnu ikke udlært, og det kommer der mange forkerte farvesætninger ud af – og megen pjat og ballade!

Ungermann står selv for teksten, der veloplagt veksler mellem det enkelt berettende og rimede strofer. Ved at håndsætte teksten opnår Ungermann en grafisk helhed mellem billede og tekst. Billederne er vignetagtige helheder tegnet i tusch og farvelagt med fedt farvekridt. Netop brugen af farvekridt i en stærkere farveskala end ellers gør, at farven og fladen virker på en anden måde. Det giver en særlig dynamik og kompleksitet i billederne.

I sine erindringer Man må se det for sig (1977), nævner Ungermann idéen med at lade de optrædende følge tidens gang omvendt, dvs. at lade tidsforløbet køre baglæns, sådan at hovedpersonen starter fx i 80-års alderen og ender med bogstaveligt at gå i sin mor igen. Sådan er det netop i ”Det tossede land”, der introduceres således: ”Her fødes man gammel med hvide hår, og bliver yngre som årene går.” På billedet ser vi en olding i barnevogn (samme model som i Katinkas dukkevogn ) og en ældre bedstemor på løbehjul. Men Ungermann forfølger ikke idéen som sådan bogen igennem. Her er snarere tale om en odyssé i omvendthed, episodisk fortalt uden en fast hovedperson og som sådan med en større grad af voksenhenvendthed end Ungermanns andre bøger.

Ungermann og klassikerne

Ungermanns billeder til børnebogen forbinder vi i dag ganske særligt med hans indsats indenfor billedbogen. Men Ungermann illustrerede også børnebogsklassikere, Baron von Münchhausens eventyr (1941), et udvalg a H.C. Andersens Eventyr, (1954), J.H. Campes Robinson Crusoe (1958) og Tusind og én nat for børn, bind 2(1970). Den senest genoptrykte er Tusind og én nat for børn, der kom i 2. udgave i 1991, mens de øvrige ikke længere er almindeligt tilgængelige, selvom man må sige, at de også står sig godt i dag. Så forskellige de end er i deres billedudtryk, så er der i alle tilfælde tale om, at Ungermanns illustrationer har den samme klassikerstatus som bøgerne i sig selv.

Ungermanns evne til at forny sig var legendarisk. Ikke sådan at forstå at han ”skiftede stil” blot for at prøve noget nyt. Der er snarere tale om, at han fandt frem til netop den udtryksform, der tillod ham selv at komme ind bagved teksten, så han kunne formidle den på sin egen personlige måde.

”Baron von Münchhausens Eventyr og Rejser” er originallitograferet på sten, ødselt og afvekslende illustreret i en vekslen mellem sort/grå tegninger, farvetegninger og litografiske farvetryk. Ungermanns illustrationer appellerer i lige så høj grad til børn som voksne med deres umiddelbare humor og overraskende billedsætninger af tekstens barokke og vanvittige hændelser.

I illustrationerne til H.C. Andersens ”Eventyr” tegner Ungermann med pen og sort tusch på godt papir. Han bruger selve papirets hvide flade som det hvide i billederne, fremhævet af pennens tætte skraveringer. Det er illustrationer, der har en hverdagslig ligefremhed af og til tider en blid poesi, og som overrasker ved uventede synsvinkler og beskæringer. Fx ses Hyrdinden og skorstensfejeren nedefra mens de klatrer op i skorstenen.

”Robinson Crusoe” er tegnet i tusch, akvarel og blyant. Det er interessant, at Ungermann lader Robinson blive ældre bogen igennem. Der er både fortælling og dramatik i illustrationerne, der veksler veloplagt mellem at være s/h og farvelagte.

Illustrationerne i ”Tusind og én nat for børn”, bind 2 indeholder al østens mystik i prægnante og afklarede tuschtegninger med akvarel, hvor farven holder billedet sammen i en vignetagtig helhed. Her kan man se et eksempel på, at der aldrig er langt fra tanken og idéen om billedet til selve billedet. Ofte er billedet tegnet i én streg – man kan ligefrem se, hvor pennens strøg begynder og ender.

Afslutning

I anledning af, at Arne Ungermann ville være fyldt 100 år 11. december 2002, blev der afholdt en stor retrospektiv udstilling af Ungermanns værker på Sophienholm, et velrenommeret sted for skiftende kunstudstillinger. Her fik man for første gang lejlighed til at danne sig et overblik over Ungermanns omfattende virksomhed.

Med kunstkritikeren Walter Schwartz’s ord: ”Trods en fabelagtig alsidighed har Ungermann lykkeligt undgået alsidighedens farer, løsningen af vidt forskellige opgaver har ikke berøvet ham hans værdifulde kanter. Det fremgår måske tydeligst af den tindrende oplagthed, hvormed han tegner for børn. Som billedbogsillustrator er han af verdensformat, ingen er trængt dybere ind i børnenes cirkler, ingen har mere åndfuldt realiseret det barnlige fantasteri. Vi har haft tegnere, der illustrerede børnebøger, så de voksne moredes og bevægedes, medens børnene kedede sig og tegnere, der faldt i børnenes smag, uden at de voksen kunne afvinde dem videre interesse. Ungermann er den første, der uintroduceret marcherer lige ind i barnekammeret med trommer og piber og straks er på niveau med sit publikum – medens han samtidig får de voksne til at lytte spændt ved døren.” (Dansk illustrationskunst fra Valdemar Andersen til Ib Andersen, 1949).

Bibliografi

Børnebøger af Arne Ungermann

Kaspar Knalds oplevelser 1925.

Arne Ungermann

Link

Jørgens hjul - en moderne billedbog for børn 1932

Arne Ungermann

Se på forfatterweb

Mit skib er ladet med -

Arne Ungermann

1934

Intro

Født

Død

Uddannelse

Debut

1922-24

Seneste udgivelse

Udvalgte bøger

Ungermann og børnebogen

Palle globalt

Palle i flere udgaver

Børnerim

Okker Gokker Gummi Klokker

Abel Spendabel

Historien om fire børn, en missekat og en kvanki-vanki

Ungermann alene

Ungermann og klassikerne

Afslutning

Bibliografi

Børnebøger af Arne Ungermann

Billedbøger illustreret ar Arne Ungermann

Bøger for voksne illustreret af Arne Ungermann

Bøger og artikler skrevet om Arne Ungermann

Om illustratoren