At bogen ikke blot har en positiv holdning til fremskridtets tekniske vidundere, fortæller allerede omslagsbilledet. Her er fascinationen til at få øje på både i synsvinkel og størrelsesforhold. Læseren ser sammen med Jørgen beundrende op på et hjul fra et lokomotiv, hvis væsentlighed fremhæves af dets størrelse. Jørgen og hans løbehjul fylder ikke meget ved siden af! Den moderne teknik lovprises ligefrem i opslag efter opslag, hvor de forskellige transportmidler vises dels i historisk, dels i moderne tilsnit. Idéen er god, billederne er flotte; det er bare kedeligt, at bogen stopper i 1932, og at teksten ikke rigtig kan følge trop med billedernes kvalitet.
Historien vil vide, at teksten kom til over en nat, skrevet af én fra Monde-gruppen, (den gruppe af venstreorienterede, der stod bag det politisk-kulturelle tidsskrift Monde, 1928-32). Forfatteren var ikke Edvard Heiberg - som kolofonen angiver det – derimod Hans Kirk. Under alle omstændigheder præsenterer bogen sig først og fremmest som en billedfortælling, som teksten knytter an til.
Et af de otte beskrevne transportmidler er motorcyklen. Selve opbygningen af opslaget med de historiske udgaver på venstresiden og den moderne på højresiden er karakteristisk for bogen, ligesom brugen af billedudtrykkene er det. Der er tale om to vidt forskellige udtryksformer, - venstresidens tegninger og litografiske tryk og højresidens fotomontager. Billederne viser, at Ungermann var vant til at tegne med litografisk kridt på den litografiske sten og til på øjemål at skille farverne ud og fordele dem på de 4 sten (gult, rødt, blåt og sort) således at de 4 afsmitninger på papiret tilsammen giver det farvede billede med alle blandingsfarverne.
Venstresiden og højresiden spiller netop ikke sammen, men kolliderer snarere, og derved skabes en spænding, en provokation og en bevægelse. Samtidig bemægtiger fotomontagen sig billedrummet med sine dristige beskæringer. Den hopper nærmest ud af billedet og op i øjnene på læseren. Det er råt og brutalt, det er flot og fascinerende.
Det er tydeligt, at Ungermann er stærkt inspireret af den banebrydende russiske avantgardekunst fra århundredets første årtier. Her var netop den fantasifulde og uortodokse tilrettelægning samt den slagkraftige enkelhed i visualiseringen karakteristisk, ligesom kombinationen af tegnede og malede elementer sat sammen med fotomontagen og collagen var det.
En større udstilling af sovjetiske plakater i Danmark fandt sted allerede i 1923, arrangeret af journalisten Anker Kirkeby i Politikens foredragssal. I 1930 kom Tegneforbundets udstilling af sovjetisk plakat- og tegnekunst. Men det er oftest boghandleren Asger Fischers udstilling i Illums bogafdeling i 1932 af nye sovjetiske plakater og børnebøger, der nævnes som inspirationskilden for bl.a. Ungermann og Aage Sikker Hansen (1897-1955). Udstillingen vakte opmærksomhed både i den borgerlige presse og i de kulturradikale og socialistisk-kommunistiske kredse.
Arne Ungermann
Ungermann står som den ene af ophavsmændene til det moderne gennembrud i den danske billedbog for børn. Det var i begyndelsen af 1940’erne, hvor han ved siden af Egon Mathiesen satte en ny dagsorde...
Læs hele forfatterportrættet
