BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Atticus Lish
Foto: Politikens forlag
*Seneste udgivelse

Atticus Lish

    Hovedforfatter
    • Birgitte Duelund Pallesen
      cand.mag., 2016

    Intro

    Selvom ”Forberedelse til næste liv” er Atticus Lishs allerførste forsøg udi romangenren – og den oven i købet udkom på et mikroskopisk og ikke særlig kommercielt forlag – fik romanen øjeblikkeligt succes hos amerikanske læsere. Med sine brutale (social)realistiske skildringer af samtidens USA, lægger Lish stemme til en fortælling, som ofte overses i det frihedselskende land. Nemlig fortællingen om det obskøne post 9/11 USA, som det ser ud fra bunden af samfundet.

    Baggrund

    Atticus Lish blev født i 1972 på Manhattan i en rig og privilegeret familie. Som søn af den respekterede og hæderkronede redaktør Gordon Lish var dagligdagen nem og fuld af litteratur, og den unge Lish tog del i kultiverede middage og samtaler med forfattere som Raymond Carver og Don DeLillo med samme berettigelse som var det børnefødselsdage. Han fik da også et første glimt af litterær succes allerede som 9-årig, hvor Don DeLillo citerede ham med en sætning i sin berømte roman ”The Names”.

    ”Over hans ar på ryggen havde han en tatovering af et kranie med dødsvinger der nåede ud til skuldrene. Han havde en stjerne på halsen fra før sin indrullering, og et amerikansk flag på skulderen, oprindeligt lavet så det skulle se ud som om han bar sin uniform, også når han tog den af. [...] Man kunne se de kinesiske figurer svøbe sig omkring triceps. Han kunne også se det klare lyserøde ar omkring ribbenene. [...] Farven omkring arret lignede overhovedet ikke hud. Det lignede smeltet plasticlegetøj.”

    ”Forberedelse til næste liv”, s. 54.

    Det hele var imidlertid ikke hygge og snak, for faren havde store planer for sin søn, som fra tidlig alder blev pacet frem i verden og i 9. klasse måtte begynde på det velrenommerede Phillips Academy. Et (IVY league) forberedende akademi, der gennem tiden har huset flere amerikanske præsidenter samt forfattere og filmfolk. Både Bush Sr. og Jr. gik således på Phillips Academy, ligesom Peter Sellars og Humphrey Bogart – der imidlertid blev bortvist grundet opsætsigheder og mangel på akademisk interesse.

    Atticus Lish
    Foto: Politikens forlag
    • Født

      1972 på Manhattan, New York.

    • Uddannelse

      Matematikgrad fra Harvard.

    • Debut

      Preparation for the next life, 2014.

    • Litteraturpriser

      Plimpton Prize for Fiction, 2015. PEN/Faulkner Award for Fiction, 2015. Carla Furstenberg Cohen Literary Prize, 2015. New York City Book Award, 2015.

    • Seneste udgivelse

      Forberedelse til næste liv. Politikens forlag, 2016. Oversat af Tonny Vorm.

    • Inspiration

      Ernest Hemingway, Robert Stone, John Dos Passos, Gustave Flaubert, Leo Tolstoy og Biblen.

    Selvom Atticus Lish afsluttede sin uddannelse på akademiet, måtte han se lignende problemer i øjnene og efter bare to år droppede han ud af matematikstudiet på Harvard. Han havde fået nok af det privilegerede og beskyttede liv og nok af den litteratur, som faren stod for. Foranlediget af en tilfældig amerikansk kung-fu serie blev det Kina og kampsport, der begyndte at betyde noget for Lish.

    Atticus brød således med sin familie, flyttede til East Flushing i Queens og begyndte at dyrke kampsport og ernære sig ved hjælp af jobs på ganske uglamourøse steder (hos take-away-kæden Papaya King, på en skumfabrik etc.). Han kom i klammeri med politiet, da han ikke kunne nøjes med at slås i sportsarenaerne, slog et smut forbi marinekorpset uden dog at færdiggøre uddannelsen. I 1995 giftede han sig med den koreanskfødte skolelærer Beth – med hvem han flyttede til Kina – og her slog han sig lidt til ro.

    Skrivning blev det imidlertid ikke til, før de var tilbage i New York i 2003. Lish afsluttede sin uddannelse på Harvard og var nu klar til at give litteraturen en ny chance. Imens han arbejdede med at oversætte kinesiske fagtekster til engelsk, gik han i kast med sin første roman ”Forberedelse til næste liv”, der har fået en imponerende modtagelse. Af pressen er den blevet udnævnt til ”den bedste roman i årevis” [2]Justin CartwrightReviewThe Guardian, 2016-02-14.. Lish selv udnævnes til en litterær messias.

    Denne popularitet ville være nem at tilskrive den betydningsfulde far og hans indflydelse, men Atticus var under skrivningen endnu ikke forsonet med ham. Forsoningen indtrådte dog nogle år og nogle indrømmelser senere: ”Jeg var en vred lille nar, som havde brug for at få nogle på kassen […] Jeg skammer mig over min opførsel.” (Nick Paumgarten: Grappling. The New Yorker, 2014-12-01. Egen oversættelse).

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Atticus Lishs første, og indtil videre eneste roman, ”Forberedelse til næste liv” har sit plotmæssige omdrejningspunkt i mødet mellem en kinesisk immigrant og en knægtet krigsveteran, hvorfor den kan kategoriseres som en form for socialrealistisk kærlighedsroman. Eftersom kærlighedshistorien udspiller sig i en meget konkret arena og i et meget konkret tidsrum – nemlig i New York efter 9/11 – hæver den sig imidlertid over den banale kærlighedshistorie og tegner tillige et skurvet samtidsportræt af mulighedernes land, sådan som det opleves fra samfundets bund.

    Her er immigration et af de helt store temaer. Zou Lei, den ene af de to hovedpersoner, er immigreret fra Kina og har ingen rettigheder eller sikkerhed i landet. Hendes familie tilhører et muslimsk etnisk mindretal, Uighur, fra Nordvestkina, og hun får derfor heller ikke lov til at opleve et tilhørsforhold sammen med den anselige mængde af kinesiske immigranter, der opholder sig i landet – de forstår hende simpelthen ikke. Lish sætter hermed fokus på, hvordan folk, der er tvunget til at immigrere, i USA er underlagt juridiske såvel som sociale love, der sætter strenge grænser for deres bevægelighed og handlerum.

    Krig er et andet vægtigt tema i romanen i kraft af Skinner, den anden hovedperson, der netop er hjemvendt fra Afghanistan i en temmelig ukampdygtig tilstand. Hans livsduelighed og psykiske modstandskraft er simpelthen destrueret af al den meningsløshed, han har været vidne til, og han er ligesom Zou Lei seriøst begrænset i sine handlemuligheder. Hvor hendes begrænsninger er fysiske, er hans psykiske.

    For ingen af de to hovedpersoner er der imidlertid nogen hjælp at hente fra samfundets autoriteter, og det er her, den egentlige kritik skal findes. Myndighederne spænder godt og grundigt ben for begge: for Zou Lei, der ellers gerne vil leve et retskaffent liv, men som ikke kan opnå opholdstilladelse, og for Skinner der er overladt til sit eget selvmordstruede jeg efter at have kæmpet deres krig. Den mytologisering og propagandering for kampen mod terror, som Bush-regeringen søsatte – og som medførte de ekstremt skrappe immigrationsregler – er i klar modvind. Hele projektet fremstilles dystopisk som en mere eller mindre storhedsvanvittig og imperialistisk undskyldning, der kunne have været undgået. Og som har haft katastrofale følger for det amerikanske samfund.

    Beslægtede forfatterskaber

    Atticus Lish’ fars nok største litterære bedrift var (i egenskab af redaktør for bl.a. Raymond Carver) at bringe den på det tidspunkt allerede minimalistiske litteratur så tæt på det tyste som overhovedet muligt. Hans råd var at barbere alle sætninger ned fra 25 til 5 ord. Det er et råd, den unge Lish nærmest demonstrativt forbryder sig imod: han skriver sig ind i en helt anden tradition af verbal overflod. Den bastante kærlighedsroman ”Forberedelse til næste liv” er lang og maksimalistisk og spækket med lange beskrivende passager, der bevæger sig på et detailniveau, hvor oplistninger af produkter i et kinesisk supermarked ikke er usædvanlige. Vi har at gøre med en særdeles granskende stil, der bygger den skildrede beskidte og ubarmhjertige (under)verden op partikel for partikel.

    På den måde kan man sige, at Lishs stil er journalistisk mere end plotdrevet: hans skrift udtrykker et ønske om at registrere virkeligheden i New Yorks underklasse i så mange pixels så muligt uden skelen til det større narrativ. Her minder han om den franske forfatter Gustave Flaubert – der også er et erklæret idol – som på samme måde benyttede sig af et demokratisk perspektiv, hvor alt (subjekter og objekter) fremtræder med samme signifikans.

    På indholdssiden er Charles Dickens et klart forbillede for Lish, og ”Forberedelse til næste liv” tager ligesom den victorianske forfatters værker form af en social kommentar, der skal sætte lys på den sociale stratifikation i samfundet. Det samme projekt ser vi hos amerikanske modernister som Ralph Ellison og John Dos Passos, med hvem Lish deler sin stålsatte vilje til at berette ikke om, men fra underklassens udgrænsede position. Ligesom dem har han desuden et imponerende verbalt gehør over for sociolekter. Hans dialoger foregår i en højst autentisk jargon, så samtaler på såvel kinesiske fastfood-restauranter som hjemme hos white-trash-agtige udlejere gengives med overbevisning og naturlighed.

    Dette gehør har imidlertid ikke været helt nemt for Lish at opøve, fortæller han selv. Han begyndte nemlig med at imitere andre forfattere og deres sproglige greb i stedet for at lytte til, hvad der lød naturligt for ham selv. Under skrivningen af ”Forberedelse til næste liv” indså han imidlertid, at ”hvis Hemingways lektie er at skrive, som man taler, handler det navnlig om at skrive som du selv taler, ikke som Hemingway taler” [1]Preparation for the next life: An interview with Atticus Lish.Vice, 2014-11-25.. Atticus Lish har uden tvivl lært lektien.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Roman

    Forberedelse til næste liv
    Forberedelse til næste liv

    Atticus Lish

    Politikens forlag, 2016. (Preparation for next life, 2014). Oversat af Tonny Vorm.

    Om forfatterskabet

    Artikler

    The New American Love Story, Lived in the Shadows

    Dwight Garner

    New York Times, 2014-11-12.

    Atticus List, podcast interview. Otherppl with Brad Listi

    Brad Listi

    2014-11-19

    The Son Also Writes It: Atticus Lish’s Roundabout Path to …

    Asher Brown-Pinsky

    Observer, 2014-11-19.

    Grappling

    Nick Paumgarten

    The New Yorker, 2014-12-01.

    Preparation for the Next Life by Atticus Lish, review: 'leisurely …

    Leo Robson

    The Telegraph, 2015-03-31.

    Preparation for the Next Life by Atticus Lish review – a debu…

    Patrick Flanery

    The Guardian, 2015-04-08.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Atticus Lish

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Preparation for the next life: An interview with Atticus Lish.

    Vice, 2014-11-25.

    [2]

    Review

    Justin Cartwright

    The Guardian, 2016-02-14.