*Seneste udgivelse

Bernard Mathieu

Emneord:

Hovedforfatter

Søren Langager Høgh
Ph.d., 2014

Den franske kriminalforfatter Bernard Mathieu kan sine genrekoder på fingerspidserne. Tommelfingeren er spænding i indviklede mordgåder afsløret i den helt rigtige rækkefølge. Pegefingeren (som er let løftet) er venstreorienteret samfundskritik. Langfingeren er dampende sex – ofte i forbudte og højst ufornuftige konstellationer. Ringefingeren er action i biljagter, skydedueller og nådesløs menneskejagt, og endelig er lillefingeren kokain, bodybags og guldbarrer. Når Mathieu knytter sin næve, slår han hårdt.

Baggrund

Det mærkes på den franske krimiforfatter Bernard Mathieu, at han har arbejdet som udenrigsjournalist i mere end 30 år. Han har skrevet hjem til Paris fra store dele af det, der engang var det franske imperium i Afrika, Asien, Nord-, Mellem- og Sydamerika. Det er særligt Brasilien, hvor Frankrig havde enkeltstående handelsstationer og plantager helt tilbage i 1600-tallet, Mathieu benytter som litterært fikspunkt, og forfatteren har da også været bosat i det kontrastfyldte kæmpeland gennem længere tid. Det er netop eksisterende modsætninger og spændinger som de brasilianske, Mathieu skriver i og med, og han gør det med en overbevisningskraft, som kun en grundig researcher og hårdtarbejdende kulegraver kan fremvise.

”Når man hvert øjeblik er nødt til at tænke på, hvordan man overlever, er der ikke tid til at filosofere over sin ulykke. Og hvis man ikke formåede at overvinde den, gik man til bunds. Længere var den historie ikke. Og man kreperede uden at forstå hvorfor, for under de forhold kunne man ikke forestille sig at dø af andet end en opslidt og mishandlet krop.”

”Zé”, s. 202.

Foto: Jacques Sassier

Født
1943 i Saint-Etienne, Frankrig.
Uddannelse
Journalist.
Debut
Zé. Gallimard, 1997. Roman.
Litteraturpriser
En række franske, ingen danske.
Seneste udgivelse
Zé. Labyrint, 2012. Oversætter: Jesper Tang.
Inspiration
Raymond Chandler og Dashiell Hammett

Oveni den drevne omgang med sit plot har Mathieu et sensibelt og gennemlysende blik for det samfund og de samfundsforhold, han bruger som location i sine krimier. Det, der for en europæer hurtigt kunne blive et eksotisk glansbillede, er i Mathieus optik snarere en dystopisk forstørret version af de samfundsmekanismer, der er styrende også i Europa. Krimiforfatteren Mathieu er således nok ude på at underholde og fastholde sin læser i, hvad vi kunne kalde krimiens store sug: Hvem gjorde det? Men imens de indviklede sammenhænge redes ud, arbejder udenrigskorrespondenten, featurejournalisten nemlig benhårdt på også at eftervise brutaliteten og kynismen, som stikker hovedet frem, hvor magt og valuta udveksles. Mathieus journalistiske indignation blive således hængende i det triviallitterære udtryk. Forfatteren er sig bevidst om, at taletid er en begrænset ressource. Når man har en tændt mikrofon i hånden, er det ens pligt at bruge den afmålte opmærksomhed på at få sagt noget væsentligt – og måske endda få flyttet en lille smule af alt det lort, verdens underklasse rager rundt i.

Uden på noget tidspunkt at blive belærende eller realpolitisk giver Mathieus krimiunivers pejlinger ud i de menneskelige tragedier, som en skæv fordeling af værdi i et samfund skaber – både for dem der har og for dem, der ikke har. Og misforstå mig ikke: Det brasilianske forfald, vi møder i ”Zé”, er ikke kun forfærdende. Nej, det er også selve drivkraften for Mathieus dirrende, pulserende og uforkortede kriminologi.

Udvalgte bøger

Zé
José Costa – eller bare Zé – er den nyuddannede politimand, der lægger navn til franske Bernard Mathieus krimi ”Zé” fra 1997 (”Zé”, 2012). Zé er hentet ud af en af São Paulos såkaldte favelaer, i h...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Bernard Mathieu skriver en konventionel og helt ren krimi. Det er den amerikanske noir-krimi fra 1930’erne, der er skabelonen med lige dele desillusioneret samfundskritik, forførende kvinder, sort kriminalitetsromantik og en lonesome rider af en træmand i centrum. Hos Mathieu er der ingen justeringer eller eksperimenter i forhold til forlægget, og absolut ingen bløde, feminine karakterer, som vi finder i populære skandinaviske samtidskrimier. Det er såre enkelt: Hvis du ved for meget, kommer de og dræber dig.

Mathieus plotbaserede fortælleform er ligeledes planket fra den klassiske noir-krimi – og med god grund for det virker. Med en gammeldags alvidende og flittigt kommenterende fortællestemme opbygges effektiv suspense i de enkelte kapitler, der ofte slutter i en dirrende cliffhanger, hvorfra man bare må læse videre. Informationshastigheden er gennemkalkuleret og holdes lav, så vi som læsere kun langsomt – og synkront med vores famlende hovedperson – opdager sammenhængene. Lars Bonnevie noterer i sin anmeldelse af ”Zé” i Weekendavisen, at Mathieu skriver ”lige efter Krimiforfatternes Grønspættebog” [1]. Der er nu ingen grund til at være hånlig; er det ikke mindst ligeså klichéfyldt at bebrejde brug af klicheer, som det er at benytte sig af dem? Mathieus krimi er ikke og ønsker ikke at være innovativ. Den ønsker til gengæld at lade pråsen gå op for læseren på det helt rigtige tidspunkt. Når det sker, funkler krimien.

Ved siden af det fængende plot, som er en selvstændig og fuldt legitim kvalitet i sig selv, er Mathieu fokuseret på klasseforskelle og racialt bestemte samfundsskel. De rige tryner de fattige, ligesom de hvide tryner de farvede, og man kunne måske klantre Mathieu for at pynte sig med reel elendighed; for at bruge verdens uretfærdighed som skamløst kneb til at opnå kulørt spænding? Omvendt giver fremstillingen af uretfærdighedens konsekvenser jo en vis eksponering af problemerne. I romanen ”Zé” tituleres favelaen som ”en menneskegrød […] Man åd og kneppede og sked sammen med sine naboer.” (s. 251). Billedet af slumbebyggelsen som effektiv integritetsnedbrydende og individudviskende realitet (hør det lige igen: menneskegrød) er en eftertrykkelig påpegning af, at fattigdom findes.

Et andet tema er seksualdriften, der i Mathieus univers er den afgørende kraft og udslagsgivende parameter, når skæbnens hjul drejer. Kærlighed betyder ingenting, sex betyder alt. Hvad enten begæret føres ud i livet eller forbliver et uopnåeligt fantom, ja så er det (åbenbart) altoverskyggende og bestemmende for menneskers (kvinder som mænd) til- og fravalg. Endelig er den brasilianske geografi og et udfoldet brasiliansk inventar særdeles fremtrædende: Brasilien er således et stort og fyldigt rejsetema hos franske Mathieu.

Beslægtede forfatterskaber

Mathieus helt Zé er i familie med James Bond. Begge er maskuline esser, der nedlægger damer og nedkæmper skurke nogenlunde gnidningsløst. Figuren er nok sexistisk, men jo overdrevet i al sin firkantede rammesætning og derfor interessant, effektiv og til tider komisk som hovedbrik i en fortælling. Forskellen er selvfølgelig, at Zé har en for fortællingen væsentlig forhistorie i slummen. Men alligevel: Replikken My name is Zé, José, ville klinge fint.

Forbillederne for Mathieus måde at skrive krimier på er noir-genrens amerikanske pionerer: Raymond Chandler og Dashiell Hammett. De lagde hjørnestenene til den hårdkogte noir-krimi, og Mathieu har ikke tænkt sig at flytte på dem. Således er, gør og tænker Zé som Chandlers hovedperson Marlove og Hammetts Spade. Det vil først og fremmest sige at handle egenhændigt, stålsat og frygtløst, og Zé handler sådan i et helt klassisk noir-univers, der vipper elegant mellem dystopi og realisme. Mathieus stift konventionelle, ja nærmest pasticheagtige gentagelse af krimifædrenes værker, kunne minde om en homage – altså en hyldest, beundringstilkendegivelse eller fejring af den rene krimi som form.

I en dansk kontekst kan man pege på bestsellerforfatteren Leif Davidsen, der ligesom Mathieu har en journalistisk baggrund som udenrigskorrespondent. Davidsens krimier er samtidig med, at de er krimier, også historiebøger og journalistiske reportager fra fremmede himmelstrøg, navnlig Rusland. Når man bliver lidt klogere på russiske samfundsforhold, idet man læser en krimi af Leif Davidsen, så svarer Davidsens Rusland til Mathieus Brasilien.