*Seneste udgivelse

Birde Poulsen

Emneord:

Hovedforfatter

Nanna Gyldenkærne
2002

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret bøger for børn og unge. For Birde Poulsen (f. 1953) begyndte det med dyrene og sådan er det stort set blevet ved. Hun voksede op ude på landet, et sted hvor der ifølge hende selv var flere dyrebørn end menneskebørn at lege med. Gæslinger vraltede rundt i gåsegang, og der blev udruget fasankyllinger under en varmepude i køkkenet, hvor også de mindste griseunger somme tider kom ind og fik sutteflaske. Birde Poulsen er mor til to døtre og bor i Nordsjælland (om end mindre landligt end i sin barndom). Hun har i perioder siddet på tegnestue sammen med andre illustratorer, men har i de senere år arbejdet hjemme, hvor husets katte nøje overvåger hendes arbejde.

Foto: Privatfoto

Født
1953, Nordsjælland.
Uddannelse
Studentereksamen. Skolen for brugskunst 1974-1979.
Debut
Illustrationer til Andersen, Gitte: Sophus og Josephine. Dalgaard, 1983.
Forfatterdebut
Hvem er det der gemmer sig. Gyldendal, 1994. Billedbog.
Litteraturpriser
Kulturministeriets illustratorpris, 1998.
Seneste udgivelse
Den store bog om Lille Krokodille. ABC, 2022. Billedbog.

Det begyndte med dyrene

For Birde Poulsen (f. 1953) begyndte det med dyrene - og sådan er det stort set blevet ved. Hun voksede op ude på landet i Nordsjælland, et sted hvor der ifølge hende selv var flere dyrebørn end menneskebørn at lege med. Gæslinger vraltede rundt i gåsegang som det passede dem, og der blev udruget fasankyllinger under en varmepude i køkkenet, hvor også de mindste griseunger somme tider kom ind og fik sutteflaske. Birde Poulsen siger, at det var dengang hun opdagede, at dyr både kan tænke og tale. Siden har hun i sine tegninger gjort sit bedste for at tolke deres tanker på en måde, så vi andre også kan forstå dem.

Efter studentereksamen boede Birde Poulsen et år på Færøerne, hvor den våde, tågede natur satte skub i akvarelmalingen og skærpede blikket for himmel og hav. Ikke mindst vandet har hun siden undersøgt i mange, mange tegninger: fra det brusende, oprørte hav til den rolige vandoverflade, der ligger blank og rødmende i solnedgangen.

Årene 1974-79 tilbragte Birde Poulsen på Skolen for Brugskunst, og derefter har der været illustration på dagsordenen. Først illustrationer til masser af undervisningsbøger (fx om medicinske emner som øre-, næse- og halssygdomme), derefter gradvis flere og flere billedbøger. Den første var historien om edderkopperne Eberhardt og Bertha (1985) med tekst af Bente Frithioff Kawa.

Samarbejdet mellem forfatter og illustrator førte i de følgende år til yderligere tre bøger: om bladlus og mariehøns (Herbie klarer ærterne, 1987), om myg (Pjoskes lille liv, 1988) og om gedehamse (Vibeke bli’r dronning, 1989). En billedbogsillustrator var ved at finde sin form og ikke mindst sin motivkreds. Selv siger hun: "Jeg er vist ikke så god til mennesker." Til gengæld har hun udviklet sig til Danmarks dyretegner nummer 1.

Birde Poulsen er mor til to døtre og bor også i dag i Nordsjælland (om end mindre landligt end i sin barndom). Hun har i perioder siddet på tegnestue sammen med andre illustratorer, men har i de senere år arbejdet hjemme, hvor husets katte nøje overvåger hendes arbejde.

Det ligner natur, men er det?

Hovedparten af Birde Poulsens illustrationer er først tegnet op med blyant og derefter farvelagt med akvarel. I enkelte af sine bøger har hun dog suppleret akvarellen med tempera, lak og kridt. I højere grad end de fleste mestrer Birde Poulsen det at male vådt-i-vådt, en teknik der er svær at styre fordi farverne gerne må løbe sammen, men endelig ikke for meget. Teknikken er med sine "ujævne" strukturer og den skiftende farveintensitet fremragende til at male naturbilleder med, for eksempel vand og det padde- og tudseskind, som der er så meget af i illustratorskabet. Præcis som ude i naturen er der ikke ret mange jævne farveflader i Birde Poulsens billeder, og i mange tilfælde hjælper hun effekten yderligere på vej ved at drysse salt over billederne, hvor saltkornene tegner små stjernelignende spor, når de suger den våde farve til sig.

I en hel del bogillustrationer har Birde Poulsen i den senere tid brugt blyanten som eneste redskab og fortæller, at hun er blevet mere og mere glad for de udtryksmuligheder den giver. Hendes arbejde med sort og hvidt og alle gråtonerne derimellem kan blandt andet ses i Jens Smærup Sørensens Farer på skolevejen(2001), Ulf Starks Alene med min bror (2001) og Daniel Zimakoffs Fremmed fugl(2002), som er forsynet med en række dejlige fuglevignetter.

Birde Poulsen tænker ikke bare i billeder, men i høj grad også i bogsider når hun planlægger sine illustrationer. Helt fra den første skitse er der tænkt på, hvor teksten skal placeres, og hvor meget den fylder. I modsætning til mange andre illustratorer er det imidlertid forholdsvis sjældent, at hun lader teksten indgå som en del af selve billedfladen. På det enkelte opslag udspiller billedsidens hovedhandling sig oftest i en eller flere illustrationer afgrænset af en farvelagt baggrund, ikke sjældent med en brudt ramme, så figurerne "stikker ud over" baggrunden. Derudover er der som regel en eller flere fritlagte tegninger eller vignetter på hvid baggrund i forbindelse med teksten, og tit også nogle rent dekorative elementer hentet fra naturen.

Blandt andet i Evelyn med de smukke øjne (1998), der har tekst af Sally Altschuler, fortæller Birde Poulsen en helt separat historie i mindre tegninger der ledsager hovedhistorien. Mens Altschulers tekst handler om myg og edderkopper, fortæller illustratoren sin egen historie om den nyudklækkede, rødøjede tudse der efterhånden lærer at bruge sin lange, slaskede tunge til andet end at ramme sig selv i nakken med, og som på sidste side danser en stille sjæler med sin nyfundne, blåøjede partner. Selv når billederne således fabulerer frit, er der fuldstændig styr på tingene: plads til teksten, variation i billedernes rytme, skiftende billedformater der giver mulighed for at fortælle historien i mange korte, nærmest tegneserieagtige sekvenser.

En tekst skal der til

En tekst skal der til, hvis der skal være noget at illustrere, og i perioder, hvor der ikke har ligget tekster på tegnebordet og ventet, har Birde Poulsen selv kastet sig ud i skriveriet. Det er blevet til en række bøger for de yngste i hvad hun selv karakteriserer som "én-linje-på-hvert-opslag-stilen": Hvem er det der gemmer sig?(1994), Tøjet på - ud at gå(1995), Lille Krokodille på kælketur og Lille Krokodille i det store hav (begge 1997).

Birde Poulsens hidtil mest ambitiøse forsøg som forfatter er Den lille måge og skyggen (1996), hvor hun fik assistance til teksten af illustrator- og forfatterkollegaen Mats Letén. Det blev til historien om den lille måge der spørger sig selv hvad skyggen i grunden er lavet af. Sælen, havtasken, odderen, tudsen og koen giver hver deres svar, alt efter hvad der har betydning i deres eget liv: sten, vand, luft, mudder og græs. Først da natten falder på, indser den lille filosofisk anlagte måge at skyggen slet og ret er et stykke af natten, en opdagelse der fylder den med glæde.

Birde Poulsens egne tekster har givet anledning til at tegne alle de dyrebilleder man kan ønske sig (plus nogle tøjdyr). Samspillet mellem tekst og billeder er i disse bøger harmonisk og uden de helt store overraskelser. Langt større var udfordringen da hun i 1998 illustrerede Carl Diebolts mere end hundrede år gamle sang om Kejseren af Kinesiens land . For det første er hovedpersonerne i denne bog mennesker, selvom illustratoren skyndte sig at indføre både drager, pandaer og mus ved kejserhoffet. For det andet er teksten flere steder så abstrakt at illustratoren har haft fuldstændig frit slag til at finde på den konkrete handling i billederne.

Kejseren af Kinesiens land er en umådelig mægtig mand; han kan gøre alt, hvad han vil, for der er ingen rigsdag til, der ej heller grundlovsfester, dagblade eller lollandske præster, men han blev dog narret en gang, og just derom lyder min sang.

Sådan lyder første strofe, og hvordan illustrerer man den? Birde Poulsen valgte at lave en stor tegning af kejseren i værdig ro, suppleret med fire små billeder hvor han drikker, bokser og svinger sig i trapez. Og uden for billedet står en venligt smilende drage der indrammer teksten med sin hale. Tegningerne, som er i varme, mættede farver, fortæller deres egen historie om Kina og kejseren. De udvider teksten uden at modsige den.

En særlig rolle spiller de mus der bogen igennem arbejder sig af sted langs den skønne prinsesses fletning med et målebånd for at kontrollere om den virkelig er halv-elvte alen lang, som teksten siger. Fletningen løber som et bånd langs sidernes underkant, i ømme stunder krøller den sig i hjerteform, og når kejseren raser, skælver den. Da forfatteren på bogens sidste opslag binder sløjfe på historien, afsluttes fletningen ligeledes med en lille, rød sløjfe.

Også i Johannes Møllehaves tekst til Den nøgne zebra (1999) har Birde Poulsen prøvet at udfylde nogle af de huller som teksten efterlader, men her trækker hun til en vis grad i den modsatte retning af forfatteren. Zebraen har tabt sine sorte striber og begiver sig ud for at lede efter dem. Den bliver hånet af de andre dyr og føler sig alene, indtil den møder en anden zebra som har mistet sine hvide striber, og så går det som det må gå: Fordi de begge var lidt til en side, så elskede netop den sorte den hvide - og kærligheden er gengældt. De to elsker hinanden gennem mange dage og nætter skildret i billedfelter hvor månen når at skifte fra halv til fuld, og det resulterer i de dejligste zebrastribede unger.

Alt er harmoni, men læseren sidder tilbage med et ubesvaret spørgsmål: Hvad var det med den abe som vi så stjæle zebraens striber på bogens første sider? Spørgsmålet om hvordan zebraen mistede sine striber, spiller ingen rolle i Møllehaves historie, og her lokker illustratoren for en gangs skyld læseren på afveje ved at indlede billedsiden med en bihistorie der antyder, at aben vil blive en vigtig figur i bogen.

Tudse og Spidsmus

Birde Poulsens samarbejde med Sally Altschuler begyndte i 1998 med Evelyn med de smukke øjne og er siden fortsat i foreløbig tre bøger om Tudse og Spidsmus (med yderligere to på vej). Med den dorske Tudse og den spilvågne, utålmodige Spidsmus som de centrale figurer behandler bøgerne filosofiske spørgsmål i småbørnshøjde.

Da Tudse blev træt (2000) fortæller om døden, eller mere præcist om frygten for den. Den skildres bl.a. i et opslag, hvor sneen ligger frysende blåtonet over den hule hvor Tudse er gået i dvale. Spidsmus, der tror at hans ven er død, siksakker formålsløst rundt i kulden, og i fire indsatte billedfelter ser vi Spidsmus tættere på, sulten, frysende og ensom, så det må gribe enhver om hjertet. Dette trøstesløse vinterbillede modsvares nøje og raffineret af bogens sidste opslag, et frodigt forårsbillede tegnet fra præcis samme vinkel. I stedet for de fire små billeder er der imidlertid her indsat et enkelt gyldent billedfelt med en smilende Tudse som lige er vågnet op af dvalen, og en lykkeligt dansende Spidsmus.

I Venner ved verdens ende (2001) begiver de to sig på vandring for at finde ud af, hvor stor verden egentlig er. En tur der for Spidsmus bliver fyldt med drama og oplevelser, mens Tudse bare får endnu mere at spekulere over - for hvad er der på den anden side af verdens ende?

Der er noget i vejen, Tudse (2001) drejer sig ligesom den første bog i serien om døden, denne gang i skikkelse af et dødt pindsvin som de to venner finder på vejen. Her arbejder tekst og illustrationer fornemt sammen om kun gradvis at afsløre den barske sandhed. Der ligger noget på vejen, men hvad? Teksten fortæller det ikke, og billederne viser bare noget spidst og brunt.

På næste opslag går den iltre Spidsmus til angreb på det uforklarlige som ligger dér og spærrer, og han stikker sig - stadig uden at noget vises i sin helhed eller forklares.

På det tredje opslag i sekvensen opdager de en pote og kan regne ud at det må være et dyr. Derefter bider Spidsmus i poten for at få dyret til at flytte sig. På det følgende opslag undrer de to sig over at intet sker. Dernæst bliver de - og læseren - klar over at det er et pindsvin. Det ligger helt stille, og man kan se, at det vistnok er dødt. Men først på det syvende opslag efter, at de først stødte på pindsvinet, bliver det sagt , at det er dødt. Den trinvise afdækning af sandheden giver både plads til humor og tid til eftertanke. Langsomt bygges der op til spørgsmålet: Kan man bare sådan dø af sig selv? I erkendelse af at svaret er ja, mødes Tudse og Spidsmus på bogens sidste billede i en omfavnelse.

Æsop og Bluitgen

Flemming Quist Møller har genfortalt Æsops fabler (2002), og hvad var mere oplagt end at bede Danmarks fremmeste dyretegner om at illustrere? Det har tydeligvis moret Birde Poulsen at tegne især nogle af de magtfulde, farlige dyr som bjørn, vildsvin, ulv og løve tæt på - og set en anelse nedefra så man rigtig fornemmer deres styrke.

Bogen hører imidlertid ikke til hendes mest homogene, måske fordi der er tale om en række historier uden indbyrdes sammenhæng. Der er ikke som i billedbøgerne med én sammenhængende fortælling et miljø, der gradvis har kunnet udforskes og skildres som stemningsfuld baggrund for fortællingen. Hver tekst har skullet fanges ind i en enkelt illustration, hvor figurerne ofte står på hvid baggrund, og hvor deres udtryk er ene om at bære historien, eventuelt suppleret af en vignet. Birde Poulsen har her arbejdet med en lidt hårdere og sortere streg end i mange af sine andre bøger og med en lidt løsere farvelægning. En række af tegningerne er morsomme, drabelige og meget udtryksfulde, men der er ikke den fortættede stemning som vi kender fra andre af hendes bøger.

Stemning for alle pengene er der til gengæld i de indledende nattebilleder i Døgnfluen Viva (2001), som har tekst af Kåre Bluitgen. De to døgnfluer Viva og Æv bliver klækket en aften og lever altså den første halvdel af deres liv i sommernatten. De våde farver har fået lov at arbejde dels i rolige, dunkle nattebilleder og dels i mere handlingsprægede og detaljefyldte billeder hvor bl.a. flagermus, ællinger og tudser lever deres eget liv. Siv og andre planter indgår som et markant dekorativt element, der visuelt binder bogens billeder sammen, også i overgangen fra den blågrønne nat til dagen med dens gule sollys og vådtgrønne sommerregn.

Døgnfluerne lever deres korte liv. Viva med stor appetit på tilværelsens glæder og genvordigheder, Æv uden nogen sinde at vove sig væk fra det siv, hvor han kom til verden. Sådan kan man have det så forskelligt med livet, men at Birde Poulsens pensel har haft det herligt i mosens fugtige mørke er der ikke tvivl om.

Samarbejdet med Bent Jørgensen

I 1997 udkom Dyrenes kæmper som den første af foreløbig fire bøger med tekst af den tidligere direktør for Zoologisk Have. Bent Jørgensen er en formidler med udpræget sans for at fremhæve det fantastiske ved virkeligheden, men fiktion er der på ingen måde tale om, og det afspejler sig også i illustrationerne. I de mange, mange enkelttegninger til disse bøger har Birde Poulsen lagt vægt på at give informationer der understøtter teksten. Den gamle lærebogsillustrator fornægter sig ikke. I sine tegninger giver hun en loyal og grundig redegørelse for de biologiske detaljer, men stadig i sin helt personlige streg, der er blødere og mere levende end man ser i så mange andre biologibøger.

Dyrenes kæmper og de to efterfølgere, Mærkelige dyr (1998) og Dyrenes jægere (1998), fortæller alle med stor underholdningsværdi om fremmedartede og fascinerende dyr som elefanter, strudse, piratfisk, spækhuggere og hyæner og var med til at skaffe Birde Poulsen Kulturministeriets illustratorpris 1998.

Det hidtil seneste resultat af makkerskabet mellem Jørgensen og Poulsen er Krible-krable-dyr (2001), hvor blikket vendes fra den store verden mod det dyreliv og de dramaer som enhver kan opleve i en dansk parcelhushave, på grøftekanten eller ved mosen. Også i denne bog demonstrerer Birde Poulsen sit blik for både boghåndværk og naturskønhed i mange gennemarbejdede opslag, hvor fx fire røde skovmyrer kan stå i en smukt spændt bue hen over et opslag.