
Bodil Bredsdorff
- Redaktionenjanuar 2025
- Else Møller2019
- Else Møller1997
Intro
Bodil Bredsdorff har skrevet børne og ungdomsbøger. Kragevig serien slog for alvor Bodil Bredsdorffs navn fast. Hun fortæller selv om serien, at bøgerne er skrevet om og til "Barnet", den 12 13 årige, der stiller livets store spørgsmål, men endnu ikke er ramt af den unges/voksnes kæresteproblemer, skinsyge og skuffede forventninger.

Født
3. marts 1951 i Hillerød.
Uddannelse
Pædagog.
Debut
Der hvor Linda bor. Fremad, 1975. Billedbog.
Litteraturpriser
Nemos Forfatterlegat, 1979. Børnebibliotekarernes Kulturpris, 1982. Kulturministeriets Børnebogspris, 1995. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2008. Silas-prisen, 2023.
Seneste udgivelse
Min polkaprikkede hjerne. Høi Forlag, 2025.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- Krageungen
Krageungen vokser op hos sin bedstemor, og da denne dør, forlader Krageungen hjemmet og rejser ud i verden. Med sig har hun som den vigtigste bagage sin bedstemors tre leveregler. Krageungen får go...
Læs mere om bogen - Eidi
Næste bog i serien har Eidi som hovedperson. Siden den lille flot vendte tilbage til Kragevig er der yderligere kommet en beboer til, nemlig Dåps far, der nogenlunde har forvundet sorgen over sin d...
Læs mere om bogen - Tink
Tink er i bogens start i dyb krise. Høsten er slået fejl i Kragevig, og Tink glemte at lukke leddet til køkkenhaven, så fårene åd en stor del af den høst, der skulle have klaret vinteren for det li...
Læs mere om bogen - Alek
I seriens fjerde og sidste bog er Dåp hovedpersonen. Dåp hedder han stadig her i starten af bogen, men ligesom Krageungen fik sit navn Unna og dermed sin identitet, får Dåp også sit rigtige navn Al...
Læs mere om bogen - Safran
Bogen er i sin opbygning et langt tilbageblik eller snarere en rammefortælling. Den har som hovedperson den handlekraftige Safran. Hun går ikke af vejen for oplevelser og handlinger, der næsten græ...
Læs mere om bogen
Fælles for alle fire Kragevig-bøger er geografien. Bodil Bredsdorff fortæller selv om, hvorledes hun dels fandt stedet rent geografisk, dels udfra det skabte det specielle Kragevig-univers.
På en cykeltur til Skotland for 17 år siden sammen med en veninde nåede de på et tidspunkt frem til en ø. Den stod på deres liste over steder med gode, billige overnatningssteder. Øen hedder Jura, og er en af øerne i Hebriderne vest for Skotland. Øen er 56 km lang, og før Anden Verdenskrig boede der ca. 2.000 mennesker. I dag er befolkningstallet nede på omkring 200.
Opholdet på øen bragte de to turister til Krageungens hus, et hus der ejes af en gammel dame. Hun lader huset stå åbent, så vandrere og spejdere kan bruge det som overnatningssted. Da Bodil Bredsdorff og hendes veninde efter en anstrengende cykeltur nåede over den sidste bakkekam, bredte landskabet sig ud: "Ved en lille vig, hvor en bæk løb ud i havet, lå tre huse. Det vil sige, det ene var ikke et hus mere. Det var en ruin, kun det nederste af murene stod tilbage.
Det andet hus var også ubeboet. Der var hul i taget, og regn og vand havde skuret kalken af, så man kunne se de grå, tilhuggede sten, det var bygget af.
Det tredje hus lå helt nede ved vandet. Det var hvidt med en skorsten ved hver gavl ..." Således begynder Krageungen , og således ser selve Kragevig ud. Resten af lokaliteterne - de nærmestliggende småbyer og bosteder er fiktive, skabt af Bodil Bredsdorff.
Kragevig hedder ikke rigtigt Kragevig. Lokalhistorien på Jura fortæller, at der ved fuldmåne skyller et kranie i land. Det ligger der og lyser hvidt på stranden, indtil bølgerne igen fører det til havs. Ifølge overleveringerne skulle det være kraniet af en ond herremand, som i sin tid havde plaget og pint indbyggerne. Som straf skulle han være blevet et slags spøgelse. Derfor hedder vigen på øen Jura slet ikke Kragevig, nærmere noget i retning af Kranievig.
Det er i dette delvis opfundne univers, alle fire Kragevig-bøger udspiller sig. Det er fra Kragevig, personernes liv udgår, og det er hertil, de vender tilbage efter deres forskellige rejser ud i området. I løbet af de fire bøger befolkes Kragevig og bliver et velfungerende kollektiv, der på mange måder er selvforsynende.
Genre og komposition
Opbygningen i Kragevig-serien minder meget om opbygningen i eventyr: Hjemme - ude - hjemme. Fx medbringer Krageungen på sin rejse tre leveregler og sit gode hjerte. Hun møder ondskab, men også hjælpsomhed, dels fra naturen - de to krager - dels fra gode mennesker. Hun opholder sig tre steder, inden hun kan vende hjem til sit eget. Hun har løst opgaven, nemlig at finde sig selv og et fællesskab.
På indholdsplanet kan Kragevig-serien siges at være meget realistisk. Der optræder fx ingen overnaturlige hjælpere. Handlingen foregår i tæt kontakt med naturen, uden at den dog på overnaturlig vis griber ind. Personerne er ganske vist underlagt naturens kræfter, men på det realistiske plan.
Og alligevel - i alle fire Kragevig-bøger må hovedpersonerne på bedste eventyrvis forlade hjemmet og rejse ud. For alle personer bliver udrejsen, hvad enten den er en rigtig rejse som for Krageungen, Eidi og Alek, eller en indre rejse, som for Tink, netop den personlige prøve og udvikling, der skaber det helstøbte menneske, der på lige fod med de andre i Kragevig kan indgå i det lille samfund som et fuldgyldigt medlem. Også i Safran kommer hovedpersonen ud for en rejse, hvor hun i lighed med personerne fra Kragevig-serien møder ondskab, men også godhed og hjælpsomhed. Da hun vender hjem, kan hun indfri sine drømme.
Et fællestræk i kompositionen i Kragevig-serien er start og slutning på hver af de fire bøger. Alle starter de med et kig ud over Kragevig fra forholdsvis kort afstand, og de slutter bortset fra Eidi igen med dette kig over Kragevig. Det er læserens ind- og udgang til romanerne.
Temaer og motiver i Kragevig-serien
Alle fire bøger handler om et barn, der er eller føler sig forladt. I alle fire bøger har hovedpersonen mistet en eller begge forældre. Alle de voksne lider i større eller mindre grad af ulykkelig kærlighed.
I Kragevig kan fællesskabet holde sorgen på afstand og gøre den udholdelig. Et andet fællestema i bøgerne er at påtage sig ansvaret for andre mennesker og dermed leve i et fællesskab med andre. Krageungen påtager sig ansvaret for Dåp, Eidi for Tink, Tink for Burd og Alek for Thala og sin bror Ravnar. Det er gennem fællesskabet og medmenneskeligheden, at hovedpersonen finder sig selv og sit eget livsindhold.
Bøgerne viser også tydeligt, at sorg og glæde er bedst og lettest at bære i fællesskab med andre. Det er ligeledes tydeligt, at barnet på toppen af sin barndom viser en større ansvarlighed omkring fællesskabet end de voksne, der kan have mange skjulte motiver i de handlinger, de udøver.
Hovedpersonerne i de fire Kragevig-bøger er nemlig noget i kraft af det, de kan og den rolle de indtager i det lille samfund. For hovedpersonerne bliver livet meningsfuldt, når de udfylder en nødvendig plads i fællesskab med andre. Selv om der er megen sorg og ulykke - voldsom og pludselig død - er Kragevig-serien alligevel bøger, der er med til at fastholde troen på det gode i livet. Slutningen i hver af de fire bøger viser, at hovedpersonen finder sin livslykke. Kragevig er fristedet for de fattige og udstødte.
Dagligliv i Kragevig: På ægte robinsonade-/nybyggervis skildrer Bodil Bredsdorff detaljeret, hvorledes livet leves med alle dets praktiske gøremål. Læseren får indblik i fårehold fra pasning af får til forarbejdning af ulden. Læseren er med, når der fiskes, og når fangsten forarbejdes. Og op fra bøgerne stiger madlugten fra de mange madgryder.
Tidsbilledet
For både Kragevig -serien og Safran gælder det, at tiden er en ikke nærmere defineret fortid, hvor man stadig lever som bønder, fiskere og landbrugere.
Megen handel foregår som udveksling af naturalier, omend penge eksisterer. Man er afhængig af naturen og i høj grad underlagt dens luner. Det er havet, der bringer fisk, og stormen, der bringer drivtømmer til ilden. Jorden giver afgrøder til dyr og mennesker. Maskiner er ikke opfundet, og håndværket er stadig i højsædet. Dog er bøssen opfundet.
I forhold til den fjerne fortid, alle bøgerne foregår i, er det bemærkelsesværdigt, at personerne både i Kragevig og Safran arbejder og gebærder sig på tværs af de formodede arbejdsområder for mænd og kvinder. Krageungen - Unna - går på jagt, Rossan strikker strømper, og mænd og kvinder laver maden, deltager i markarbejdet og pasningen af dyr og børn, og kvinder - på det nærmeste børn endnu - kan være ejere af den vigtige jord ( Krageungen og Safran ) eller bestride ledende poster ( Eidi ).
Sproget
Både Kragevig -serien og Safran er kendetegnet ved et sansemættet sprog. I Kragevig-serien er sproget ganske vist karskt og knapt som landskabet, og det har netop en farve af det barske landskab, personerne agerer i. Ligeledes er der mange sansninger i beskrivelsen af de mange måltider. Men her er der ingen overflødige ord og samtaler. Personerne er også på det verbale område "fattige" og økonomiske.
Safran er også sprogligt præget af miljøet. Men da klima, plantevækst, landskab og befolkning er ganske anderledes, er det sproglige udtryk farvemættet og fyldt med krydrede dufte. Personernes verbale ageren er mere ordrig og lidenskabelig end i Kragevig.
Safran og de personer, der omgiver hende, givet i højere grad udtryk for deres følelser verbalt. De er lidenskabelige sydlændinge med et større udadvendt følelsesregister end de indadvendte fåmælte nordboere i Kragevig.
Bibliografi
Bibliografi
Bodil Bredsdorff
2001 1. del af serie
Bodil Bredsdorff
For voksne
Læs mere om Bodil Bredsdorff
1995 (81.67)
Om forfatterskabet
Links
Her får man de vigtigste pejlemærker i Bodil Bredsdorffs forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.
Forfatterportrætter udarbejdet af bibliotekarer over hele landet. Portrættet indeholder blandt andet biografi, bibliografi, tekstuddrag og lyd-eksempler.