BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Clemens Meyer
Foto: Doris Poklekowski/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Clemens Meyer

    Hovedforfatter
    • Andreas Eckhardt Læssøe
      cand.mag., 2016

    Intro

    Den tyske forfatter Clemens Meyer fik sit gennembrud med romanen ”Dengang vi drømte” (2009). I sine bøger skildrer han Tyskland, mere specifikt hans hjemby Leipzig, i årene lige op til og efter murens fald i en prunkløs prosa. Det handler om håbløse tilstande og hårde miljøer med kriminalitet, vold og prostitution, men også om den omsorg, der kan opstå mennesker imellem midt i al det voldsomme. Det er hårdkogt realisme fra bunden af samfundet.

    Baggrund

    Clemens Meyer er født i 1977 i Leipzig-Ost, et arbejderklassekvarter i det tidligere Østtyskland. Begge hans forældre var sygeplejersker. Moren var politisk aktiv og tog Meyer og hans søster med til demonstrationerne, der ledte op til murens fald. Faren læste meget og havde et bibliotek med flere tusinde bøger, noget Meyer tilskriver en stor del af æren for, at han blev forfatter. Men først skulle han arbejde.

    ”Bryggeriet Leipziger Premium Pilsner var midtpunktet for vores i vores kvarter og vores liv. (…)

    Original Leipzigerbryg var for os en gylden udgave af ånden i flasken, der tog fat i vores hår og blidt løftede os op over murene, forvandlede os til flyvemaskiner, lånte os sit tæppe, som vi fløj væk på, ens vi spyttede ned på strømernes hoveder.

    Disse mærkelige drømmeagtige flyvenætter endte dog som oftest med en landing i detentionen.”

    ”Dengang vi drømte”, s. 5.

    ”Efter jeg blev færdig med gymnasiet i 1996 sagde jeg, nu er det færdig med skole. Jeg ville arbejde, virkelig arbejde. Jeg fik arbejde på en byggeplads, alt muligt forefaldende arbejde: gravearbejde, nedrivning, tømme bygninger, slæbe cementsække, hive skorstene ned, alt muligt, det var gode tider. Det varede to et halvt år, så måtte jeg stoppe pga. rygproblemer.” [1]Gerrit BartelsI need the Klagenfurt moneyDie tageszeitung, 2006-06-26. (oversat til engelsk).

    Clemens Meyer
    Foto: Doris Poklekowski/Ritzau Scanpix
    • Født

      20. august 1977 i Leipzig.

    • Uddannelse

      Har studeret på Deutsches Literaturinstitut i Leipzig fra 1998-2003.

    • Litteraturpriser

      Preis der Leipziger Buchmesse, 2008. Literaturpreiz der stadt Bremen, 2014.

    • Seneste udgivelse

      Muret inde. People’s Press, 2015. Oversat af Henrik Andersen.

    • Inspiration

      Uwe Tellkamp, Raymond Chandler, Michel Houellebecq.

    Mens Meyer arbejdede, havde han, nærmest tilfældigt, skrevet en mænge små tekster, som han ansøgte til forfatteruddannelsen på Leipziger Literaturinstitut med, og han blev optaget med det samme. Samtidig med at han startede der, skulle han dog lige ind og aftjene en fængselsdom for et biltyveri, som han ikke kunne skubbe foran sig længere. Da han fortalte det til rektoren på skolen, svarede han: ”Jamen, hr. Meyer, skal du i fængsel?” og efter en kort pause, ”shit happens!”

    Meyers tid på Leipziger Literaturinstitut var hård. Særligt de to første år, hvor de ældre elever skulle hævde sig over for de unge, og når Meyer ikke kunne finde ud af at holde kæft, kunne det godt blive voldeligt. Der var også en masse akademisk vrøvl, som Meyer var alt andet end interesseret i, men han holdt de fem år på skolen ud og betragter dem i dag som en slags doktorgrad, og som et sted hvor han lærte at tage imod kritik og lærte vigtigheden af den enkelte sætning.

    Meyers første bog, ”Dengang vi drømte”, udkom i 2009, og er i høj grad en personlig skildring fra et fattigt og hårdt Leipzig. Han ser mange ligheder med sig selv i bogens hovedkarakter Daniel, men han ser også ligheder med sig selv i mange andre af bogens karakterer.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Når Clemens Meyer i sine bøger på den ene eller den anden måde tematiserer murens fald og Tysklands genforening, indskriver han sig i en tradition i nyere tysk litteratur. Blandt kritikere, litteraturforskere og forlag kaldes den type roman, han skriver, for en Wende-roman. Wende betyder vending, og det er sådan man i Tyskland omtaler murens fald, ’Die Wende’, vendingen.

    Hos Meyer er der en ambition om, at en stor fortælling, der spænder over mange år, kan pege på nogle af de udviklinger, der kan være svære at sætte ord på, som skete i Tyskland i årene efter murens fald, og som stadig former det samfund, han lever i.

    ”Dengang vi drømte” er det tydeligste eksempel på, hvordan Meyer indskriver sig i den tradition med en historie, der i høj grad er inspireret af hans egen opvækst. ”Muret inde” har et lidt mere etnologisk tilsnit, og Meyer har researchet i lang tid for at kunne fortælle historien om prostitutionens udvikling siden starten af 1990’erne.

    Når der i alle tre af Meyers bøger desuden er en behandling af vold som tematik, ja ofte nærmest en fejring af vold, må det nok ses som en vending væk fra et andet af tysks litteraturs helt store temaer, nemlig den humanistiske behandling af 2. Verdenskrig i litteraturen. Hvor den slags litteratur tit ender med et udsagn om, at der selv i menneskets laveste øjeblikke, i kz-lejrene hos Primo Levi f.eks., stadig findes en dyb medmenneskelighed, så vil Meyer gerne opholde sig ved volden. Fordi den er del af livet, men også fordi den kan indeholde en særlig form for ekstase, som særligt tydeligt skildres i drengenes slåskampe med andre bander i ”Dengang vi drømte”.

    Stilistisk er der en klar udvikling fra den første af Meyers store romaner til den anden. ”Dengang vi drømte” er skrevet i en socialrealistisk dynamisk prosa, og der eksperimenteres kun ét sted med fortællepositionen, når én scene gentages med variationer tre gange. ”Muret inde” har et væld af fortælleteknikker, der repræsenterer et væld af forskellige stemmer. Fælles for dem begge er dog, at Meyers skrift ofte finder det hårdkogte og socialrealistiske.

    Beslægtede forfatterskaber

    Den hårdkogte socialrealisme hos Clemens Meyer gør ham sammenlignelig med et væld af forfattere, der også skildrer arbejderklassen og kriminalitet. Man kan pege på en forfatter som Raymond Chandler, der perfektionerede noir-krimien i 1940’ernes USA. Af danske forfattere kan man pege på Jakob Ejersbo, der i ”Nordkraft” kortlagde mindre privilegeredes eksistenser i Aalborg, og i hans Afrika-trilogi bredte fortællingen geografisk ud til hvide nødhjælpsarbejdere og lokale i Tanzania.

    Håbløse tilværelser er et centralt tema for Meyers forfatterskab, ligesom det også er det for den franske forfatter Michel Houellebecq. I bøger som ”Kortet og landskabet” og ”Udvidelse af kampzonen” skriver han kynisk om kyniske personer og ret tilfældige, men grusomme voldshandlinger.

    I Tyskland er det blevet tradition at skrive om ’Die Wende’, vendingen, murens fald, og én af de andre forfattere, der er oversat til dansk, som også gør det, er Uwe Tellkamp. I sin roman ”Tårnet: historie fra et sunket land” skriver Tellkamp over 800 sider om familien Hoffmann i villakvarteret tårnet i Dresden. Både den socialrealistiske skildring og tidsperioden gør det givtigt at læse de to forfatterskaber sammen.

    Selv bryder Clemens Meyer sig ikke om at se sig som en del af nogle større bevægelser i litteraturen: ”Jeg kan ikke fordrage at høre ordet ’generation’ længere. Jeg ser mig selv som en individualist. Personerne i min roman er på samme måde, de går imod strømmen. De er ikke på højre- eller venstrefløjen, de er højest småkriminelle i udkanten af samfundet. Jeg ville ikke fortælle historien om en fortabt generation. Jeg finder det ekstremt mistænksomt, når folk taler om et ’vi’ eller en ’generation’. Vi dør alle sammen alene.” [1]Gerrit BartelsI need the Klagenfurt moneyDie tageszeitung, 2006-06-26. (oversat til engelsk).

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Dengang vi drømte
    Dengang vi drømte

    Clemens Meyer

    People’s Press, 2009. (Als wir träumten, 2006). Oversat af Henrik Andersen.

    Muret inde
    Muret inde

    Clemens Meyer

    People’s Press, 2016. (Im stein, 2013). Oversat af Henrik Andersen.

    Noveller

    Natten, lysene, volden
    Natten, lysene, volden

    Clemens Meyer

    People’s Press, 2013. (Die Nacht, die Lichter, 2008 og Gewalten, 2010). Oversat af Henrik Andersen.

    Om forfatterskabet

    Web

    Forlags hjemmeside (på tysk)

    Med biografisk information og links til interviews, anmeldelser og nyheder om optrædener.

    Wikipedia (på tysk)

    Med biografisk information, liste over priser modtaget osv.

    En tysker med trang til Tuborg og tragedier

    Anton Geist

    Information, 2009-03-10.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Clemens Meyer

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    I need the Klagenfurt money

    Gerrit Bartels

    Die tageszeitung, 2006-06-26. (oversat til engelsk)