BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
daniel dencik
Foto: Robin Skjoldborg
*Seneste udgivelse

Daniel Dencik

Senest opdateret
  • Redaktionen
    februar 2026
  • Marie Hauge Lykkegaard
    cand.mag., april 2024
Hovedforfatter
  • Maria Roslev
    cand.mag., 2014

Intro

I Daniel Denciks forfatterskab møder vi den ensomme globetrotter. Ham – for det er oftest en mand – der flyver, sejler, cykler mod eksotiske, billedskønne destinationer for at finde sjælefreden, men som kæmper med at finde den. Flere udgivelser har afsæt i det, som Dencik selv betegner som sin personlige katastrofe – det retsforløb for mere end ti år siden, der resulterede i, at han i dag ikke har kontakt til de tvillinger, han er far til. Hvordan kommer man videre efter sådan et forløb? Man rejser, bedøver sig, går itu – præcis som Denciks hovedpersoner.

Baggrund

Daniel Dencik er født i Stockholm i 1972 af svenske forældre. Da han var tre år, flyttede han med sin familie til Danmark. Han er vokset op i Valby, har gået på den jødiske privatskole Carolineskolen og senere på Vestre Borgerdyd Gymnasium. Han er stadig svensk statsborger, selvom han det meste af sit liv har boet i Danmark.

”Sig det højt./ At livet som du kendte det, ikke vil vende tilbage igen./ Sig det højt og gå videre./ Forholdet til skolen./ Forholdet til børnenes mor./ Forholdet til et helt land./ Jeg har mistet lysten og evnen, uopretteligt.”

”Anden person ental”, s. 125.

Hans forhold til Sverige er dog efterhånden anstrengt, og det skyldes især, at han har været udsat for falske anklager om vold og overgreb mod sine tvillinger i Sverige, hvor hans ekskone bor med børnene, og af den grund har fået frataget retten til at se dem.

Selv siger han om sit livs tragedie: ”Jeg levede et smukt og godt liv med mine tvillinger. Jeg var fraskilt, børnenes mor flyttede til Sverige, og det var mig, der pendlede. Fra den ene dag til den anden blev jeg anklaget for ting, som voksede og voksede, og jeg fik ikke lov til at møde mine børn. Myndighederne ville også kun møde mig, hvis jeg erkendte mig skyldig i ting, jeg ikke har gjort (…) Jeg har ikke set mine to børn i to år.” [2]Jeppe BangsgaardMS spørger: Daniel DencikBerlingske, 2014-02-02..

daniel dencik
Foto: Robin Skjoldborg
  • Født

    9. maj 1972 i Stockholm.

  • Uddannelse

    Filmklipper, Den Danske Filmskole.

  • Debut

    Lyn på en motorvej. Gyldendal, 1998. Digte.

  • Litteraturpriser

    Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, 2012. Nat & Dags Københavnerpris for Årets bedste litteratur i 1998 samt flere filmpriser.

  • Seneste udgivelse

    Kroner og øer. Alpha, 2026. Noveller.

  • Inspiration

    Ismael – fortælleren i ”Moby Dick”, for som Dencik siger:”Han er fuldstændig ukuelig og har en enorm livsappetit, som jeg også har. Han rejser til nye steder hele tiden, og verden er et stort eventyr.”

  • Daniel Dencik fortæller om sit arbejde med romanen "Nordisk vildt" (2

    52). Politikens Forlag, 2018.

To af hans romaner kredser om denne personlige tragedie, men forfatterskabet startede et andet sted, nemlig med udgivelsen af digtsamlingen ”Lyn på en motorvej” i 1998. Den udkom, mens Dencik gik på filmskolen for at uddanne sig til filmklipper.

Som helt ung læste han filosofi på universitetet i Stockholm, men det blev arbejdet som filminstruktør og forfatter, der blev hans levevej. For dokumentarfilmen ”Tal R The Virgin”, der handler om vennen og kunstneren Tal R, modtog Dencik en Robert for årets bedste, korte dokumentar. Senest har han instrueret spillefilmen ”Miss Osaka” fra 2021.

Nyere interviews med Dencik handler især om at finde ro på den anden side af katastrofen – Denciks egen betegnelse for det, han har været igennem – og pleje det, man har: ”Men den katastrofe indeholdt en gave, der tog mig lang tid at pakke ud, og jeg er stadig i gang med at pakke den ud,” sagde han til Børsen i 2022, kort inden han rejste to år til Samoa sammen med sin nye familie [3]Maria Kentorp”Kun det smadrede kan repareres”Børsen, 2022-09-16..

Daniel Dencik bor sammen med sin kone og deres to børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Daniel Dencik fortæller om sit arbejde med romanen "Nordisk vildt" (2:52). Politikens Forlag, 2018.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Daniel Dencik debuterede som lyriker. Kendetegnende for hans digte i de tre digtsamlinger ”Lyn på en motorvej” fra 1998, ”Solvinden” fra 2005 og ”Via Katastroferne. Nekrolog” fra 2012 er prosaformen, legen med sproget og et fokus på at fortælle en historie snarere end at fremdrive poetiske billeder. Denciks digte er med tiden blevet mere og mere personlige, og særligt digterjeg’et i digtsamlingen ”Via katastroferne. Nekrolog” ligger snublende nær forfatterens jeg.

Manden i krise – på den ene eller anden måde – er det altoverskyggende tema i Denciks forfatterskab. En krise, der udvikler sig til ren tragedie i romanen ”Anden person ental”. Både den og opfølgeren ”Første person flertal” trækker direkte på forfatterens hovedstol og er de mest personlige af Denciks bøger.

Dencik skriver altså mellem det fiktive og det biografiske. Det er virkelighedens materiale og hans egne oplevelser i en litterær bearbejdning, der udgør de to romaners handling. Selv mener han, at den personlige udvikling i forfatterskabet har været uundgåelig, selvom han egentlig gerne ville skrive om noget andet end sig selv. Han siger: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne arbejde med noget, som ikke altid handler om mig, men med ’Via katastroferne’ fandt jeg ud af, at det er det, jeg er god til. Hvis alt er på spil, hvis jeg blotter mig fuldstændig, bliver det også taget imod på en anden måde, så har det større værdi for læserne, tror jeg.” [1]Tine Maria WintherDaniel Dencik: I anstændighedens navn er Sverige blevet et…Politiken, 2014-01-26.. Det gentog han i forbindelse med den opfølgende roman i 2022. Han ville gerne have skrevet om sommerfugle eller cykling: ”Men man skriver åbenbart kun de bøger, man kan.” [3]Maria Kentorp”Kun det smadrede kan repareres”Børsen, 2022-09-16..

Et andet spor i forfatterskabet er forsøget på selvransagelse og trangen til at sadle om. I novellerne i ”Grand danois” møder vi mænd, der søger væk fra deres problemer. De flygter over landegrænser og søger distraktion, ofte er det sex, men det hjælper dem ikke. Og Alexander har i ”Første person ental” trukket sig ud af det rejseselskab, han var en del af. Det klingede hult midt i klima- og coronakrise at leve af at sælge pakkerejser. I stedet har han slået sig ned i de nordsjællandske skove og øver sig i at følge sin åndemanernabos råd om at gøre ingenting, bedre.

Beslægtede forfatterskaber

Daniel Dencik skriver sig ind i en tendens, der har præget den litterære scene i efterhånden en del år. I autofiktionen bliver det virkelige, biografiske liv udgangspunkt for fiktionen. Det åbner for et dobbelt læsespor, hvor læseren må spørge sig selv: Hvad er fiktion? Hvad er sandhed? Man udfordres til at forholde sig til, hvor vidt sandheden om virkeligheden findes.

Udgivelsen af ”Anden person ental” førte til en debat om, hvordan man som kulturjournalist forholder sig til et værk om en person og af en forfatter, der har været udsat for de samme alvorlige anklager. En lignende diskussion har norske Karl Ove Knausgårds bøger været genstand for. Knausgård brugte også sit eget liv som afsæt i seksbindsværket ”Min kamp”. Medlemmer af Knausgårds familie tog stærk afstand til værket, da de første bind udkom i Norge i 2009, og modtagelsen af ”Min kamp” medførte en diskussion af, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed går.

”Brun mands byrde” fra 2013 af Hassan Preisler tilhører samme genre. Det er en roman, der handler om manden Hassan Preisler, der føler sig splittet mellem to identiteter. Tematisk er Preislers roman også på linje med flere af Denciks udgivelser. Preisler skriver med udgangspunkt i sig selv, hvorfor manden uundgåeligt bliver hovedpersonen, og det er hans identitetskrise, det kredser om. Selvom Preisler måske fremstår mere selvironisk end Dencik, deler de en sikker sproglig stil, lige som de er fælles om en ærlighed og ægthed i deres udtryk, som virker forførende.

Denciks debutroman har også et tematisk slægtskab med Thomas Vinterbergs film ”Jagten” fra 2013. Begge handler de om, hvor meget en mand kan tåle at blive udsat for. Hvor mange falske anklager kan en mand holde til, før han begynder at opføre sig uciviliseret? Der er derfor mange ligheder mellem hovedpersonen Alexander i Denciks roman og Lucas, som er hovedpersonen i Vinterbergs film. Selv siger Dencik om sin fortællings lighed med ”Jagten”: ”Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen har nærmet sig det emne så godt, de overhovedet har kunnet, men desværre er jeg selv en endnu stærkere ekspert i, hvordan det er at være udsat for sådan noget. Jeg tror ikke engang, min bror eller far rigtig kan forstå det”. [1]Tine Maria WintherDaniel Dencik: I anstændighedens navn er Sverige blevet et…Politiken, 2014-01-26..

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Lyn på en motorvej
Lyn på en motorvej

Daniel Dencik

Gyldendal, 1998.

Solvinden
Solvinden

Daniel Dencik

Gyldendal, 2005.

Via katastroferne. Nekrolog
Via katastroferne. Nekrolog

Daniel Dencik

Gyldendal, 2012

Noveller

Chihuahua
Chihuahua

Daniel Dencik

Gyldendal, 1999.

Grand danois
Grand danois

Daniel Dencik

Gyldendal, 2016.

Kroner og øer
Kroner og øer

Daniel Dencik

Alpha, 2026.

Romaner

Anden person ental
Anden person ental

Daniel Dencik

Gyldendal, 2014.

Nordisk vildt
Nordisk vildt

Daniel Dencik

Gyldendal, 2018.

Snask
Snask

Daniel Dencik

Politiken, 2021.

Første person flertal
Første person flertal

Daniel Dencik

Politiken, 2022.

Faglitteratur

Sportshjerte
Sportshjerte

Daniel Dencik

Gyldendal, 2017.

Om forfatterskabet

Artikler

Kun en tåbe frygter havet

Sektionen Paradoks

Information, 2007-05-18.

Kultur profilen – Daniel Dencik

Kristian Lindberg

Berlingske, 2012-10-25.

Jeg har verdens bedste job
Jeg har verdens bedste job

Dorte Hygum Sørensen

Politiken, 2012-11-01.

Daniel Dencik fører den lyriske guillotine over det mandlige begær

Mikkel Bruun Zangenberg

Politiken, 2013-01-04.

Det gode med det onde
Det gode med det onde

Synne Rifbjerg

Weekendavisen, 2013-01-18.

Via Katastroferne.

Nina Nørgaard Lorentzen

Radioprogram på Den2radio.dk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Daniel Dencik

Kilder citeret i portrættet

[1]

Daniel Dencik: I anstændighedens navn er Sverige blevet et…

Tine Maria Winther

Politiken, 2014-01-26.

[2]

MS spørger: Daniel Dencik

Jeppe Bangsgaard

Berlingske, 2014-02-02.

[3]

”Kun det smadrede kan repareres”

Maria Kentorp

Børsen, 2022-09-16.