Dolly Alderton

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2026

Hovedforfatter

Marie Hjørnet Nielsen
cand.mag., 2021

Med et glimt i øjet og et skarpsindigt sprog skriver den engelske forfatter Dolly Alderton om at forlade ungdommen og famle sig vej ind i voksenlivet. I både ”Alt jeg ved om kærlighed” (2019) og ”Spøgelser” (2021) tegner Alderton et nuanceret billede af sin generations syn på kærlighed. Kærlighed i en tid, hvor den første kontakt sker på datingapps og sociale medier, og hvor udtryk som ’ghosting’ og ’stalking’ er en del af vokabulariet. Men det er ikke kun den romantiske kærlighed, der kommer under lup i forfatterskabet – venindekærligheden er mindst lige så vigtig, hvis ikke vigtigere.

Baggrund

Dolly Alderton blev født i London i 1988 og er halvt canadisk. Hun voksede op i en middelklassefamilie, der boede i Stanmore, en forstad til London. Som teenager kom hun på kostskole, der kun var for piger, og derfor var hendes første rigtige kontakt med det modsatte køn på de sociale medier. Hun er barn af den såkaldte millennialgeneration, der dækker over gruppen født mellem 1985 og 2000, og er vokset op med medieteknologiens nye muligheder for at socialisere sig. Muligheder, der også har haft indflydelse på, hvordan Alderton knytter venskaber og intime forhold i sit voksenliv. Teknologien kan skabe en falsk fornemmelse af tæthed, mener hun: ”Mænd og kvinder i min generation talte for første gang rigtig sammen som teenagere i chatrum på nettet og på tidlige sociale medier som MSN Messenger og Myspace. Det skaber en diskrepans, og jeg tror, det er derfor, at jeg finder det så svært at kommunikere med mænd. Selv nu lærer vi hinanden at kende på sociale medier. Vi præsenterer vores identitet på sociale medier, og vi forsøger at danne intime bånd online med de mænd, vi dater.” [1].

”Morrissey beskrev engang sit teenageliv som ’at vente på en bus, der aldrig kom’, en følelse der kun bliver stærkere af at gå ungdommen i møde et sted, der føles som et beige-i-beige venteværelse. Jeg kedede mig, jeg var trist og ensom, og jeg ønskede bare, at min barndom ville forsvinde.”

”Alt hvad jeg ved om kærlighed”, s. 11.

Foto: ©Joanna Bongard / Politikens Forlag

Født
31. august 1988, London.
Uddannelse
Kandidat i engelsk og drama fra Exeter Universitet.
Debut
Everything I Know About Love. Fig Tree, 2018.
Litteraturpriser
National Book Award, 2018.
Seneste udgivelse
Godt materiale. People's, 2026. (Good material, 2024). Oversat af Maria Brus Pedersen.
Inspiration
Egne erfaringer og historier fra venner.

Dolly Alderton har en kandidatgrad i engelsk og drama fra Exeter Universitet. Ved siden af sin forfatterkarriere arbejder hun som skribent på avisen The Sunday Times, hvor hun skriver om kærlighed, venskab og feminisme, og som podcastvært på ”Love Stories”, hvor hun interviewer skuespillere, komikere og musikere om de lidenskaber, der har været med til at forme dem. Hendes interesse for kærlighedsrelationer skinner igennem i hendes arbejdsliv. Selv har hun været single det meste af sit liv, men det har heller aldrig ligget i kortene, at hun skulle være hende, der giftede sig med sin barndomskæreste og kun havde sex med en håndfuld mænd, siger hun i et interview. [2].

Som teenager kunne Dolly Alderton ikke vente med at blive voksen, men voksenlivet har også sine udfordringer, især at blive 30 har været skelsættende for hende: ”Det er let at sige, at man ikke går op i ungdom, udseende, frugtbarhed og en mands syn på en, når de ting falder ud til ens fordel. Men da jeg blev 30, havde jeg et meget blotlæggende øjeblik, hvor jeg indså, at de ting forsvinder på et tidspunkt. De er ved at forsvinde.” [1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Dolly Alderton on lockdown, isolation & writing her new novel. Penguin Books, maj 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

For erindringsbogen ”Alt hvad jeg ved om kærlighed” er Dolly Alderton blevet kaldt for sin generations stemme, men det er en titel, hun vægrer sig mod: ”Det er jo godt ment, men den illustrerer også, at vi ikke er villige til at tage os tid til at tale om og forstå kvinders oplevelser på samme måde, som vi gør med mænd.” [2]. I forfatterskabet kommer den feministiske opmærksomhed for eksempel til udtryk i skildringen af forskellene mellem kønnene på datingmarkedet.

Genremæssigt kan Aldertons forfatterskab ses i lyset af ”Chick-lit” eller ”City girl”-litteraturen, der er kendetegnet ved at have en kvindelig hovedperson i et storbymiljø, som dyrker nattelivet, venskaber og karrieren. Hovedpersonen i ”Chick-lit”-litteraturen er altså en selvstændig og seksuelt frigjort kvinde og på den måde en kontrast til den litteraturhistoriske tradition for mere passive kvindeskikkelser. Aldertons forfatterskab beskæftiger sig ligesom ”Chick-lit” med eksistentielle følelser som rodløshed og utilstrækkelighed; følelser det moderne, uafhængige liv også rummer.

En gennemgående inspirationskilde for Alderton er egne erfaringer og historier, hun hører fra sine venner. Både ”Alt hvad jeg ved om kærlighed” og ”Spøgelser” har altså selvbiografisk indhold. I et interview forklarer hun, hvordan hun kom på idéen til tematikken omkring datingfænomenet ghosting: ”Det syntes at være noget, der skete for mange, jeg kendte, og det var derfor, jeg i første omgang blev så interesseret i at undersøge fænomenet, men også en af årsagerne til, at jeg har kunnet låne fra mange samtaler med mine venner.” [3]. Ligeledes siger hun i interviewet, at det er et oplagt romantema og plotmotor, fordi man bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvad der sker.

Udover tematikker omkring venindekærlighed og millennialgenerationen, der er vokset op med medieteknologien, er et andet stort tema i forfatterskabet at blive ældre og om livet i 30’erne: ”Vi har skabt en forestilling om, at mange ting bliver nemmere, når man når til sine 30'ere. Men det er en fantasi. Der er mange relationer, som bliver som spøgelser i dit liv. Dine venner, som flytter fra byen og får børn, dine forældre, som bliver gamle og måske syge. Det er, som om ghosting indkapsler alle aspekter af livet på det tidspunkt.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Dolly Aldertons skildring af citysinglekvinden i 30’erne har fællestræk med universet i ”Bridget Jones’ dagbog” (1997), skrevet af Helen Fielding og som både findes i bogform og som film. ”Nynnes dagbog” (2005) af Henriette Lind er en dansk version, om den 35-årige københavner Nynne, der fører dagbog over sit liv efter hendes kæreste har forladt hende til fordel for en yngre kvinde.

Kærlighed er også omdrejningspunktet i irske Sally Rooneys ”Normale mennesker” (2019). En fortælling om, hvordan romantiske forhold og venskaber former os og følger os hele livet.

Dolly Aldertons bøger undersøger, hvordan man kan være kvinde i dag, og det samme gør Lena Dunham i ”Ikke den slags pige: en ung kvinde fortæller hvad hun har "lært"” (2016), der også har den korte, springende fortællestil og selvbiografiske og feministiske vinkel til fælles med ”Alt hvad jeg ved om kærlighed”. Lena Dunham står også bag den populære tv-serie ”Girls”. I et interview udtaler Dolly Alderton, at selvom hun har stor respekt for en instruktør som Lena Dunham, vil hun helst ikke sammenlignes med hende: ”Jeg har det sådan: »Nej, vis lige kvinder den høflighed at lære dem at kende i stedet for at kategorisere dem som en version af en anden kvinde.«” [2].

Alderton er af den overbevisning, at der er behov for flere forskellige versioner af den kvindelige oplevelse: ”Man behøver bare at læse en eventyrbog for små piger eller se en romantisk komedie for at erkende præcis, hvor allestedsnærværende grænserne for den korrekte kvindelige oplevelse er. Jeg tror, vi har brug for en buffet af historier om, hvordan man kan være kvinde. Vi har såååå mange mandlige.” [2].

”Sex and the City” (2000) af Candace Bushnell er baseret på klummer skrevet i New Yorker Observer og er også produceret som TV-serie, der udover at skildre singlelivet for en række, modne storbykvinder også tematiserer ghosting, omend handlingen foregår i en tid, før de sociale mediers indtog og derfor også viser en mere klassisk version af at blive brændt af. I ”Spøgelser” er der en intertekstuel reference til en scene i ”Sex and the City”, hvor den fireogtredivårige Miranda ringer til den mand, der ikke er dukket op til deres date og finder ud af, at han er død af hjertestop. I ”Spøgelser” overvejer romanens hovedperson, om Max kan være død, efter at han er stoppet med at svare på hendes beskeder og opkald.