Elizabeth Strout

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2026
Maria Roslev
cand.mag., januar 2022

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2021

Amerikanske Elizabeth Strout fik sit internationale gennembrud med romanen ”Olive Kitteridge” fra 2008, som hun året efter modtog Pulitzerprisen for. Romanen er siden lavet til en Emmy vindende miniserie på HBO, og i 2019 udgav Strout en ny roman om Olive, ”Olive, igen”, hvor Strout både portrætterer den ældre matematiklærer Olive og det lille bysamfund, som hun bor i. Udkantsliv i små byer i det nordøstlige USA er Strouts speciale, og hun skriver novelleagtige romaner, der kredser om ensomhed, svigt og de store dramaer, der lurer under den pæne landsbyfacade.

Baggrund

Elizabeth Strout er født den 6. januar i 1956 i Portland, Maine. Som barn nåede hun at bo i flere forskellige mindre byer i både Maine og New Hampshire, og hun havde på mange måder en isoleret barndom. Begge hendes forældre var højtuddannede, og de mente, at deres børn havde bedre af at læse end af at se tv. Selv siger Strout om sine forældre: ”Begge mine forældre kommer fra familier, der har boet i mange generationer i New England, og de var ret skeptiske over for alle former for forlystelser.” [1]. Derfor læste Strout allerede som barn meget, og hun brugte mange timer alene i naturen. Hendes mor gav hende notesbøger, så hun begyndte tidligt at skrive, men det varede mange år, før hun udgav sin første roman.

”Men jeg mener jeg kender den smerte som vi børn knuger ind til vores bryst, hvordan den varer ved hele livet igennem med længsler så store at man ikke engang kan græde.”

”Mit navn er Lucy Barton”, s. 186.

I 1977 blev hun færdig med en bachelor i engelsk fra Bates College, og hun tog til England, hvor hun arbejdede på en pub. I England mødte hun også sin første mand, Martin Feinman, og de flyttede sammen til New York, hvor de fik datteren Zarina.

Foto: Leonardo Cendamo. Gyldendal.

Født
Den 6. januar 1956 i Portland, USA.
Uddannelse
Bachelor i engelsk fra Bates College i 1977 og i jura fra Syracuse University College of Law.
Debut
Amy and Isabelle. Random House, 1998.
Litteraturpriser
Pulitzerprisen, 2009. Malaparte-prisen, 2016. Story-prisen, 2018 m.fl.
Seneste udgivelse
Fortæl mig alt. Batzer & Co, 2026. (Tell me everything, 2024). Oversat af Lotte Kirkeby.
Inspiration
Ernest Hemingway, Sherwood Anderson, Alice Munro og William Trevor.

Ifølge Strout selv frygtede hun at ende som tjener resten af livet, hvis hun forfulgte drømmen om at blive forfatter, derfor uddannede hun sig også til jurist i begyndelsen af 1980’erne. Hun nåede dog kun at arbejde et halvt år på et advokatkontor i New York, før hun indså, at det ikke var noget for hende. Derefter kom hun til at undervise i engelsk på Manhattan Community College.

Selvom hun var længe om at debutere, opgav hun aldrig drømmen, for som hun fortæller i et interview, vidste hun, at hun bare skulle blive ved med at øve sig: ”Jeg kunne godt se, at det ikke var godt nok. Jeg kunne mærke, at det var muligt, og at jeg bare skulle blive ved med at skrive. Og jeg var overrasket over, at det tog mig så lang tid. Jeg tænkte for mig selv: ”Åh, altså, jeg anede ikke, at du ville være så langsom.” Men efterhånden lykkedes det mig at finde ud af, hvordan jeg fik de sætninger ned på papir på den helt rigtige måde.” [3].

Hun var 43 år, da hun endelig fik udgivet sin første roman ”Amy & Isabelle”, men så tog forfatterkarrieren også fart. Hendes anden roman fra 2006 ”Abide with Me” er blevet en amerikansk bestseller, og hun modtog Pulitzerprisen for sin tredje bog, ”Olive Kitteridge” i 2009.

I dag bor Strout sammen med sin anden mand, James Tierney, og de veksler mellem at være i deres hjem på Manhattan og i Maine.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Elizabeth Strout fortæller om karakteren Olive Kitteridge og småbyer i Maine.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Elizabeth Strout skriver om alt det, vi mennesker går og tænker og føler, og især om det, vi skjuler og aldrig kunne drømme om at fortælle andre. Det gør hun både i bøgerne om Lucy og om Olive Kitteridge. Netop det træk gør hendes karakterer meget menneskelige. De virker troværdige, og derfor kan man i glimt også genkende sig selv i dem, selvom de både er reserverede, komplicerede og har oplevelser, der måske ligger langt fra ens eget liv. Strout kender sine fiktive karakterer godt, og hun ved, hvordan hun med præcise sætninger gør dem levende og tydelige for læseren. Det er især i de indre monologer, at karakterernes menneskelige ambivalens kommer til udtryk. De har de samme blinde vinkler på sig selv, som virkelige mennesker har, og forstår ikke altid, hvorfor de handler, som de gør.

Strout har om sit forfatterskab sagt: ”Det er ikke godt eller ondt, der interesserer mig som forfatter, men den menneskelige eksistens’ dunkelhed og vore livs vedvarende mangel på perfektion.” [4].

De helt store temaer i Elizabeth Strouts forfatterskab er tab, svigt og ensomhed, og hun skriver om det, der gør ondt i livet, uden at det bliver sentimentalt. Og så skriver hun om menneskelige relationer og især om alt det, der går galt imellem mennesker.

Genremæssigt skriver hun realistiske fortællinger, og flere af hendes bøger placerer sig mellem novellen og romanen. Sceniske, afrundede fortællinger danner til slut nuancerede portrætter af miljøer og personer, hvilket gør sig gældende i både ”Olive Kitteridge”, ”Alt er muligt” og ”Olive, igen”. ”Mit navn er Lucy Barton” skiller sig ud i forhold til de tre andre bøger ved at have en jegfortæller og en tilsyneladende enkelstående fortælling, der dog springer ukompliceret mellem fortid og nutid og hele tiden bringer andre karakterers fortællinger i spil. Derved får bogen den samme sceniske struktur som de tre andre.

Strouts fortællestil er lavmælt. Det er i den lille drejning i en samtale mellem to mennesker, at dramaet opstår. Strout skriver i et sprog og i sætninger, der passer perfekt til hendes karakterer, og der fortælles aldrig mere end det absolut nødvendige. Selv siger Strout om sit forhold til sproget: ”Jeg tror virkelig på sætningen. Enhver sætning skal have noget levende, en puls, i sig. Og alle sætninger, der ender på papiret, skal hænge sammen med sætningen før og pege frem mod den, der kommer efter. (...) Og det er svært. Jeg har gennem årene øvet mig i at fjerne alle døde sætninger.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Det er nærliggende at sammenligne Elizabeth Strout med den canadiske forfatter Alice Munro, der i sit forfatterskab også lader de store dramaer foregå i små hverdagsscener. Strout er som Munro optaget af temaer som erindring og ensomhed, og de to forfattere har også til fælles at lade deres historier udspille sig i små landsbysamfund, hvor dramatiske livserkendelser og store omvæltninger kommer stilfærdigt og ret udramatisk til karaktererne. Alice Munro er sammen med William Trevor en af de forfattere, som Strout holder meget af, for, som hun siger: ”Alice Munro skriver med så stor autoritet i sine bøger.” (Anna Fitzpatrick: ‘If I’m Writing About Anybody, it’s a Political Statement’: An Interview with Elizabeth Strout. Hazlitt, 2017-05-29. Egen oversættelse).

En beslægtet dansk forfatter, der også skriver om udkantslivet i præcise sætninger, er Helle Helle. Både i ”Rødby-Puttgarden” og ”Ned til hundene” portrætteres det stille provinsliv, men selvom Helle Helles kvindelige hovedpersoner som Strouts ikke har meget selvindsigt, er de mindre handlekraftige end Strouts karakterer og rummer f.eks. slet ikke Olive Kitteridges bistre gennemslagskraft. Som i de fleste af Strouts historier er dramaet ikke det, der driver Helles fortællinger frem, og ingen af de to forfattere skriver med et plot for øje. Selv siger Strout: ”Jeg er ikke specielt interesseret i plot, og det har jeg aldrig været. Jeg skriver ikke bøger med et bestemt plot i tankerne. Derimod skriver jeg med en bestemt forandring for øje. Der vil altid ske en forandring i løbet af mine fortællinger, som jeg bliver klogere på, mens jeg skriver.” (Anna Fitzpatrick: ‘If I’m Writing About Anybody, it’s a Political Statement’: An Interview with Elizabeth Strout. Hazlitt, 2017-05-29. Egen oversættelse).