Hans Otto (børn og unge) Jørgensen

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2012

Med samme motivkreds og miljø som i mange af sine bøger for voksne fortæller Hans Otto Jørgensen om at være en nysgerrig og lidt uheldig dreng på landet i 1950’erne og 60'erne. Hans bøger for børn handler primært om en lille dreng, der altid kommer galt af sted, lidt på samme måde som Emil fra Lønneberg, der altid kommer til at lave ulykker uden at ville det. Livet som dreng på landet udgøres blandt andet af store høstakke, uudforskede vandhuller og en bedstefar, der kan fortælle gode historier.

Baggrund

Hans Otto Jørgensen blev født 23. august 1954 og voksede op i Vile ved Limfjorden i Nordvestjylland. Hans far var landmand og indremissionsk, og kristendommen prægede hans opvækst med kærlighed og strenghed.

”De var alene hjemme, moren havde lavet saftevand til dem, de legede. De lavede perlekranse, snakkede med hunden, drak saftevand og spiste kiks. De vidste ikke, hvad der gik galt, men pludselig havde lillesøsteren bidt drengen i armen. Når hun blev vred, sagde hun, hun spyede ild. Som en drage.”

”De gule føl”, s. 26.

Som seksårig var Hans Otto Jørgensen ved at blive trampet ihjel af kvierne på gården. Hans far slæbte ham ud i staldgangen og reddede hans liv, men han måtte tilbringe to måneder på hospitalet, fordi skuldrene var knuste. Denne voldsomme oplevelse har sat sig spor i både forfatteren og hans bøger.

Det var under studierne på HF i Nørre Nissum, at Otto Jørgensen som 16-årig opdagede litteraturen, og at han havde ”det her særlige sprog-gen”, som han udtrykker det. Han siger ”Jeg opdagede det, da jeg gik på HF og læste Karen Blixens ”En herregårdshistorie”. Det var som at få en åbenbaring. [ ...] Da jeg havde læst første side af ”En herregårdshistorie”, vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og vidste, at jeg ville blive det, men der var ingen at tale med det om. Det eneste, jeg havde forstand på, var at passe køer. Og det eneste, nogen havde værdsat, var arbejde og ansvarlighed over for køerne.” [1].

Foto: Morten Holtum

Født
23. august 1954 i Vile i Salling.
Uddannelse
Driftsleder og kvægbrugstekniker, Vejlby Landbrugsskole, 1987.
Debut
Tårnet: en kærlighedshistorie. Klim, 1989.
Litteraturpriser
Albert Dams Mindelegat, 2000. Radioens Romanpris, 2002. Marie Bregendahl Prisen, 2004. Statens Kunstfonds Livsvarig ydelse, 2004. Otto Gelsted Prisen, 2007. Kritikerprisen, 2008.
Seneste udgivelse
En anden kanon. Dansklærerforeningen, 2017.
Inspiration
Hans Otto Jørgensen nævner om sin litterære horisont, at den ”spænder vidt, fra folkeviserne over salmedigterne til Leonora Kristina, St. St. Blicher og H.C. Andersen i den ene ende, og fra Arthur Rimbaud over Franz Kafka, Virginia Woolf og William Faulkner til Elfriede Jelinek og Hertha Müller i den anden ende.” (Vestjyllands Højskole, 2012).

Landmandsliv og litteratur har byttet plads flere gange i hans liv. Efter at have læst dansk på Københavns Universitet, blev han i 1987 uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker fra Vejlby Landbrugsskole. Han begyndte at arbejde med økologisk landbrug, men han ville hellere skrive, og kompromiset blev, at han passede naboens køer, mens han skrev. Som 35-årig debuterede han i 1989 med romanen ”Tårnet”, hvor de eneste oplysninger, man finder om forfatteren, er, at han er ”bondefødt og kvajet opdraget”.

Udover forfattergerningen har Hans Otto Jørgensen arbejdet som anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad fra 1994-1998, og fra 1998-2000 var han højskolelærer ved Testrup Højskole. Mellem 2002 og 2009 var Hans Otto Jørgensen rektor for Forfatterskolen. Hans Otto Jørgensen underviser til daglig på forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole.

Størstedelen af forfatterskabet er bøger for voksne, men i 1998 udgav Jørgensen børnebogen ”Viggos hus”, der siden er blevet efterfulgt af to bøger om livet på landet, ”De gule føl” og ”Vand, blod, tis og maskiner”.

Hans Otto Jørgensen blev far første gang, da han var 27 år gammel, og han fik sit seneste barn, da han var 44. Det er blevet til tre døtre og en søn.

Se forfatterportræt om Hans Otto Jørgensens forfatterskab for voksne på forfatterweb.dk.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Hans Otto Jørgensens børnebøger er førstehåndsberetninger om livet på landet i 1950’erne. De fungerer som tidsbilleder fra en nu svunden tid såvel som mere generelle fortællinger om at være barn, om at være en nysgerrig knægt, der kommer galt af sted uden at ville det. Drengen i bøgerne er drevet af virkelyst og en trang til at udforske, og ofte handler han, før han har nået at tænke sig om. Målgruppen er de seks til tiårige, men bøgerne kan også læses af større børn som en kulturel og historisk indføring i, hvordan det var at leve på landet i Danmark i ’de gamle dage’. De lidt barske historier kan virke skræmmende, men fordi fortælletonen er så nøgtern og med sympati skildrer drengen og hans skamfuldhed, så bliver de ikke uhyggelige og fremmede.

Selvom det ikke bliver uddybet i bøgerne, er der et psykologisk portræt af typiske familiestrukturer indlejret i fortællingerne. Drengen bruger meget tid sammen med sin bror og sin bedstefar, mens forældrene optræder mere perifert. Faderen er fjern og streng, og moderen omsorgsfuld og betænksom.

Bøgerne giver et meget præcist billede af livet på landet gennem sin nøjagtige sprogbrug, som Hans Otto Jørgensen må formodes at have stiftet bekendtskab med i sin egen barndom. Tingene omtales ved deres rette navne, og det er ikke sikkert, at børn i dag kender hverken navnene eller de ting de repræsenterer. Det giver bøgerne et lidt eksotisk præg, da de så tydeligt udspringer af en anden tid.

Genren ”ulykkeshistorier” er en gammel genre i børnelitteraturen. Tilbage i 1700-tallet og helt op i 1800-tallet blev der udgivet korte, moralske fortællinger, hvori børn kom ud for de forfærdeligste ulykker, ofte med døden til følge. Børnelæseren skulle belæres om at opføre sig ordentligt. Hans Otto Jørgensens ulykkeshistorier har dog ikke dette belærende element over sig. De er set fra barnets synsvinkel og kommer nærmere til at fungere som en forklaring på, hvorfor det går så galt.

Samtidig med, at bøgerne er fortalt fra barnets synsvinkel, så ligger den voksnes blik på historierne. Den lille dreng er nok bekymret for sin mor, men den ømhed og hengivenhed, der ligger i dette, ser kun den voksne. I Hans Otto Jørgensens forfatterskab står familie og slægtskab i centrum, og forfatteren mener selv, at han er flere aldre på samme tid: ”Altså jeg har den oplevelse, at jeg i mig både rummer min barndom, mit voksne liv og min alderdom. Og sådan ser jeg også på andre. Kvinder bliver hele tiden deres egen mor i og med, at de ser sig selv i deres barn. Men det skyldes måske, at jeg er opvokset sammen med min bedstefar. Sådan at jeg hele tiden både var barn og meget gammel, da jeg var barn. Jeg bærer tydeligvis ham i mig og er måske selv sådan en tusindårig.” [2]

Beslægtede forfatterskaber

Den mest oplagte forfatter at drage en parallel til er Hans Otto Jørgensen selv. I hans eget voksenforfatterskab behandler han det samme miljø, de samme episoder og karakterer som i børnebøgerne. Det er oplagt, at bøgerne udspringer af hans egen opvækst på landet i 1950’erne og 60’erne.

En anden litterær karakter, der ofte kommer galt af sted, er Alfons Åberg. Svenske Gunilla Bergstrøms historier handler om den ensomme dreng Alfons, der laver ulykker og ikke tør sige det til de voksne. Bøgerne om Alfons er også funderet i et tydeligt miljø (her lidt trøstesløse etageejendomme i en svensk forstad) og med synsvinkel og sympati hos drengen.

Astrid Lindgrens fortællinger om Emil fra Lønneberg er på mange måder også ulykkeshistorier. Emil er måske den mest kendte opfinder og udfører af alskens ulykker – eller skarnsstreger –, og har lige som drengen i Hans Otto Jørgensens bøger også en streng far og en kærlig mor, samt en søster, der ofte er hans medsammensvorne. Livet på landet med de daglige gøremål og pligter ligger også til grund for Emils gøren og laden. Hos Astrid Lindgren er der til forskel fra Jørgensen dog en meget tydelig fortæller, der sætter historierne ind i en ramme og også fortæller til de voksne.