Foto: Jean-Pierre Clatot/AFP/Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Jacques Tardi

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2023

Hovedforfatter

Steffen Kronborg
bibliotekar, 2005

Jacques Tardi (f. 1946) debuterede som tegneserietegner i 1970 i tidsskriftet Pilote. Her blev også hans første lange tegneseriehistorie offentliggjort i 1972. I 1975 modtog tegneren for første gang den eftertragtede Prix Alfred for serien: Historien om den ukendte soldat. Siden 1985, hvor Tardi igen blev tildelt Prix Alfred (denne gang for sin samlede produktion), har Tardi været en af den fransksprogede voksentegneseries mest fremtrædende repræsentanter og har da også dannet skole inden for fransk seriekunst.

I dag regnes Jacques Tardi for en af de førende og mest indflydelsesrige franske serietegnere, og hvert nyt værk fra hans hånd imødeses med spænding af læserne og er på forhånd sikret en omfattende mediebevågenhed.

Tardi har i løbet af karrieren modtaget en lang række priser og hædersbevisninger for sine værker. Ud over Angoulême-festivalens store pris i 1985 har han modtaget adskillige priser på såvel denne som diverse andre store tegneseriefestivaler i Europa. I 2013 blev han udset til at modtage den højeste franske hædersmedalje, Legion d´Honneur, men afslog udmærkelsen.

Baggrund

Jacques Tardi (f. 1946) debuterede som tegneserietegner i 1970 i tidsskriftet Pilote. Her blev også hans første lange tegneseriehistorie offentliggjort i 1972. I 1975 modtog tegneren for første gang den eftertragtede Prix Alfred for serien: Historien om den ukendte soldat. Siden 1985, hvor Tardi igen blev tildelt Prix Alfred (denne gang for sin samlede produktion), har Tardi været en af den fransksprogede voksentegneseries mest fremtrædende repræsentanter og har da også dannet skole inden for fransk seriekunst.

Foto: Jean-Pierre Clatot/AFP/Ritzau Scanpix

Født
30. august 1946 i Valence, Frankrig.
Uddannelse
Kunstskoler i Lyon og Paris.
Debut
Adieu Brindavoine. 1972.
Priser
Prix Alfred 1975 og 1985. Angoulême-festivalens store pris, 1985. To Eisner Awards, 2011.
Seneste udgivelse
Babyen fra Buttes-Chaumont. Faraos Cigarer, 2023. (Le bébé des Buttes-Chaumont, 2022). Oversat af Søren Vinterberg. Tegneserie. (Adèle Blanc-Sec, 10).
Genre
Grafiske romaner

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Jacques Tardi slideshow talk - Kim Thompson at Fantagraphics Bookstore & Gallery

Værket

Tardis produktion består af en stribe albums med lange historier, samt en mængde korte fortællinger, hvoraf en del er samlet i antologien Tardi (1979). De lange historier falder umiddelbart i to store grupper.

Formelt kan man skelne mellem de værker, som Tardi selv har lavet manuskript til, og de værker, hvor han har lavet tegningerne til andres manuskript.

Den formelle todeling modsvares af en tematisk todeling. Den første gruppe værker har nemlig dét til fælles, at de næsten alle foregår under eller lige omkring 1. verdenskrig, som også spiller en væsentlig rolle i historierne. Desuden refereres der kraftigt fra ét værk til et andet i denne gruppe. Historierne udgør tilsammen én stor cyklus, som naturligt nok besidder et stærkere fællespræg end værkerne med forskellige manuskriptforfattere. Denne gruppe værker har ikke nogen tematisk gennemgående rød tråd, men man bemærker dog, at flertallet af historierne i værkerne er kriminalfortællinger - en genre, Tardi tydeligvis har en stor forkærlighed for.

Billedet

Begrebet "læselighed" er centralt for Tardis tegnestil. Det er et princip, Tardi har lært af Hergé, som bl.a. har sagt om sine tegninger: ”Jeg benytter mig ikke af rent dekorative eller æstetiske virkemidler. Det væsentligste inden for tegneserien er at vise nøjagtigt dét, som er nødvendigt og tilstrækkeligt for forståelsen af fortællingen - ikke mere, ikke mindre.” Ordene er som talt ud af Tardis egen mund. For ham er det vigtigste helheden, billedrækkefølgen, og ikke det enkelte billedes dekorative effekt. De rent æstetiske tegninger modarbejder tværtimod historien, mener Tardi.

For at opnå en optimal læselighed benytter Tardi sig af et ret traditionelt formsprog, hvad angår sideopbygning, farvelægning m.v. Også den udstrakte brug af virkelighedstro kulisser er et stiltræk, Tardi har overtaget fra de klassiske belgiske tegnere Hergé og Jacobs. Tardis egentlige nyskabende indsats finder man i hans ofte stærkt ekspressionistiske tegnestil, som fremhæver netop dét, der er centralt i hvert enkelt billede eller sidekomposition. For Tardi er personernes udtryksfuldhed vigtigere end de rette anatomiske proportioner. Den særdeles ekspressive udtryksform forstærkes desuden af de specielle deforme talebobler og af den dynamiske inkorporering af lydordene i billedet.

Stilen

I Tardis "egne" historier er distanceringen, den afstandsskabende fortællestil, et af de mest iøjnefaldende træk. Distanceringen viser sig oftest igennem de mange indflettede forfatterkommentarer, der primært har til formål at nedbryde fortællingens illusion af virkelighed. Det er en teknik, der især optræder i Adele-fortællingerne, hvor den undertiden er lige ved at blive mere dominerende end selve handlingsgangen. Serierne med andre manuskriptforfattere benytter sig som regel af en langt mere traditionel episk fortælleteknik. Et andet udbredt stiltræk i historierne er ironien. Ironien skal få læseren til at tænke over indholdet i teksten, og den er et velegnet middel til at fremføre budskaber i en ret uforpligtende form. Tardis brug af ironi er specielt tydelig i forbindelse med hans foretrukne skydeskiver: militæret, religionen og videnskaben.

Starten

Flere af Tardis tidligere værker udmærker sig især i kraft af billedsiden, bl.a. Isens Dæmon, der er en pastiche over Jules Vernes fortællinger. De mekaniske vidundere, de gale videnskabsmænd og hele udformningen af intrigen viser hen til Verne, ligesom også tegnestilen er en fremragende efterligning af stilen i de oprindelige illustrationer til Vernes bøger. Isens Dæmon kan udmærket læses for historiens skyld, men er primært en stilistisk tour-de-force.

Også i forbindelse med den tidlige Farvel Brindavoine er der snarere grund til at fremhæve billedsiden end selve fortællingen. Det er Tardis første lange historie med eget manuskript, og det mærkes tydeligt. Intrigen er en ret tyndbenet historie om en ung mands jagt efter magt og rigdom, samt om magtens vilkår og omkostninger. Albummets væsentligste værdi finder man i den allerede temmelig personlige tegnestil, selv om Tardis billeder på dette tidspunkt endnu bærer præg af hans fascination af de italienske tegnere. (Hugo Pratt m.fl.)

Heltinden

Det var med den fortsatte serie om Adele Blanc-Sec´s ekstraordinære oplevelser, at Tardi for alvor slog sit navn fast hos et bredere publikum. Adele-serien er udformet som en bevidst efterligning af en tidligere tids litteraturgenre, føljeton-romanen, både hvad angår handlingsgangen med dens mange usandsynlige hændelser og dens indviklede intrige, og hvad angår fortællestilen med de talrige indskudte bemærkninger og direkte læserhenvendelser.

Et område, hvor Tardi adskiller sig fra den traditionelle føljeton-roman, er i valget af en kvindelig hovedperson. Denne fornyelse er dog ikke særlig dybtgående, idet Tardi ikke anvender hovedpersonens køn som element i intrigen. Tardi har selv sagt, at det snarere end hovedpersonen selv er bipersonerne og begivenhederne omkring Adele, der for ham er det mest spændende ved fortællingerne. Kvindebeskrivelserne i hans øvrige værker er da også uhyre konventionelle, undertiden på grænsen til det mandschauvinistiske.

I 2011 blev Adèles ekstraordinære oplevelser overført til det hvide lærred af Luc Besson, som med udgangspunkt i de første Adèle-historier skabte filmen Les aventures extraordinaires d´Adèle Blanc-Sec. I tilknytning til filmatiseringen udkom i 2010 bogen Le livre d´Adèle.

Antihelten

I det 5. Adele-album Salamanderens hemmelighed har titelpersonen midlertidigt overladt hovedrollen til Brindavoine fra Farvel Brindavoine. Dennes formålsløse driven omkring fra den ene bar til den anden minder dog ikke meget om den optræden, man normalt forventer af en hovedperson. Brindavoine er antihelten, der lader sig styre så kraftigt af begivenhederne, at fortællingens episke struktur hele tiden er lige ved at bryde sammen.

I det 6. album befinder Brindavoine sig stadig i periferien af begivenhederne, og det er smukt i overensstemmelse med hans tragikomiske rolle i historien, at han afslutter den udklædt som hvid klovn. Klovnerollen er imidlertid samtidig led i den cirkusmetafor, der går som en rød tråd gennem hele albummet, og som gør denne Adele-historie til et langt mere helstøbt værk end den foregående løst strukturerede historie. Det 6. album vrimler med cirkuselementer, som til slut opsummeres i en enkel og slagkraftig form. ´Verden er et cirkus, og vi er klovnerne i det,´ lyder fortællingens morale.

Dæmonerne

Tardi har ikke bare beskæftiget sig med de ydre dæmoner som videnskaben, magten og pengene. I de to sort-hvide historier Historien om den ukendte soldat og Hovedafbryderen, der i Danmark er samlet i ét album, er det nogle helt andre, indre dæmoner, Tardi beskriver. Disse fortællinger er samtidig to af de serier, Tardi selv har erklæret sig mest tilfreds med, bl.a. på grund af deres meget udtryksfulde brug af sorte og hvide flader.

Den førstnævnte historie indeholder en lang række mareridtsagtige scenerier, der som det senere viser sig, i virkeligheden er en såret soldats feberfantasier. Soldaten, der også er forfatter, befinder sig under hele forløbet i en skyttegrav med en kugle i hovedet. Rædslerne er for størstedelens vedkommende projiceringer af forfatterens egne bloddryppende bøger. Det er logisk inden for historiens rammer, at det netop bliver voldsorgieproducenten, der kommer til at hvile i den ukendte soldats grav som symbol på krigens gru.

Den anden af historierne skildrer en soldat, der netop er vendt hjem fra 1. Verdenskrig. Også denne historie er meget blodig og viser bl.a. soldatens henrettelse i en udpenslet slutscene. For at forstå historien må man opfatte begivenhederne symbolsk, dvs. tolke den vanskabte dværg og den kyniske olding som billedlige fremstillinger af soldatens forkrøblede følelsesliv og hans alt for tidligt ældede sind, der kun har overlevet krigens rædsler ved at forhærde sig. I denne læsning af historien er soldaten uden tvivl skyldig: han er morderen, og den myrdede er den sidste rest af hans følelsesliv. Men samtidig ligger det klart, at hans afstumpethed skyldes dét, han har oplevet under krigen, som derved bliver den egentlig skyldige.

Krigen

Den centrale akse, som en væsentlig del af begivenhederne i Tardis serier drejer sig om, er 1. Verdenskrig. Det gælder de to netop omtalte historier, det gælder hele Adele-serien, og det gælder Le trou d´obus, Skyttegravskrigen, Putain de guerre og Soldat Varlot. I alle disse tilfælde fremtræder 1. Verdenskrig som afslutningen på en epoke og som den afgørende faktor i udviklingen mod samfundets forfald og udslettelse. Krigen får symbolværdi.

Tardis kredsen om krigen skyldes, at den på flere måder er eksemplarisk. Men den skyldes også, at han som barn blev stærkt påvirket af sine bedsteforældres beretninger fra krigen, således at han endnu kan have mareridt om skyttegrave m.v. Krigen er en af de mest oplagte af de dæmoner, Tardi prøver at give billedligt udtryk i sine værker.

I Tardis hidtil seneste værk, Moi, René Tardi (2012), er scenen skiftet fra 1. til 2. Verdenskrig, og hovedpersonen i fortællingen er ingen anden end Tardis egen far. Men krigens mareridt er det samme som altid i Tardis univers. Skildringen af faderens oplevelser i en tysk krigsfangelejr forstærker kun indtrykket af krigen som en af tegnerens mest påtrængende dæmoner.

Døden

Ligesom krigen er døden et uhyre udbredt motiv i Tardis produktion. Den voldsomme og brutale død er et fænomen, der går igen ustandselig i værkerne, og som faktisk er så udbredt, at over halvdelen af de mest betydningsfulde personer i Tardis persongalleri omkommer i løbet af fortællingerne.

Med en sådan forkærlighed for skildringer af vold og død kan det ikke undre, at Tardi har en speciel svaghed for krimimanuskripter i den hårdkogte genre. Krimi-fortællingen Skadedyrsbekæmperen fra 1984 hører til blandt Tardis bedste værker. Historien er en allegori, hvor hovedpersonens erhverv gradvis lades med symbolværdi. Han er nemlig kakerlakudrydder - en beskæftigelse, der er lige så nødvendig, som den er udsigtsløs på grund af modstandernes overlevelsesevne og talmæssige overlegenhed. Tardi har underbygget fortællingens udsagn grafisk gennem anvendelsen af en enkelt farve, rød, i den ellers sort-hvide historie. Hovedpersonens røde uniform får ham til at stå frem som et neonskilt i en mørk nat, hvorved læsernes fornemmelse af hans udsatte position forstærkes voldsomt. Også i forbindelse med slutscenens altdominerende røde flader bruger Tardi farvelægningen pointerende, som symbol på de strømme af blod, der er flydt i løbet af fortællingen.

Forbrydelsen

Gennem det meste af Tardis produktion sporer man en fascination af, hvad man kunne kalde forbrydelsens element. Forbrydelsestemaet løber som en rød tråd gennem mange af udgivelserne, måske mest synligt i de værker, hvor Tardi har leveret billedsiden til manuskripter af franske krimiforfattere som Malet, Manchette og Pennac.

Et af de tidlige eksempler på en tegneserieadaptation af en hårdkogt kriminalroman er værket Tåge over Tolbiac-broen (1982), hvor Tardi første gang gav Leo Malets privatdetektiv Nestor Burma kød og blod. Siden er det blevet til en stribe tegneserieversioner af Malets krimi-intriger fra de forskellige arrondissementer i Paris, og Tardi fik sågar forfatterens tilladelse til selv at forsøge sig med et Nestor Burma-manuskript. Det blev til historien Une gueule de bois en plomb (1990), som bl.a. adskiller sig fra de øvrige Burma-historier ved at være i farver. Efter at Tardi har forladt Nestor Burma-universet til fordel for andre projekter, har tegneren Moynot videreført arbejdet med at omsætte krimierne til tegneserieform.

Endnu tidligere end arbejdet med Leo Malets romaner finder man Tardis samarbejde med et andet af de helt store navne inden for den franske krimi, Jean-Patrick Manchette. I 1976 gik Tardi i gang med at omsætte et nyskrevet Manchette-manuskript til tegneserieformen – samtidig med, at han arbejdede på det første Adèle-album – og det blev til den barske fortælling Griffu (1978). Efter Manchettes død i 1995 fik Tardi igen lyst til at sætte billeder på forfatterens sorte univers, og det har indtil videre resulteret i tre tegneserieadaptationer.

Pariserkommunen

"Selv om Pariserkommunen kun varede i 3 måneder, repræsenterede den i mine øjne et forsøg på at indføre direkte demokrati - en slags skitse til det, som samfundet kunne have udviklet sig til ", har Tardi fortalt i et interview fra 2005 om sin motivation til at gå i gang med det store værk, Folkets røst. "Vores samfund i dag bygger delvis på Pariserkommunens resultater, selv om vi paradoksalt nok er godt i gang med at indskrænke borgernes rettigheder ", hedder det bl.a. videre i interviewet.

Pariserkommunen eksisterede i 3 korte forårsmåneder i 1871, inden den blev brutalt knust af Thiers' regeringstropper. Trods sin korte levetid fik det folkelige oprør en vældig betydning for udviklingen af det franske samfund efter 1871, og Pariserkommunen står for mange stadig som et af de tidligste forsøg på at skabe ægte demokrati - en utopisk drøm.

Forfatteren Jean Vautrin har digtet sin version af historien om det historiske oprør, og han har givet beretningen kød og blod ved at skildre begivenhederne gennem en række menneskeskæbner, som tilsammen danner et kalejdoskopisk billede af Pariserkommunens korte og dramatiske epoke. Tardi har sat billeder til den barske og illusionsløse fortælling, og resultatet er blevet endnu et hovedværk i tegnerens produktion. Selv om Tardi ikke har skrevet manuskriptet, knytter beretningen om den parisiske befolknings håbløse kamp for en bedre verden fint an til resten af forfatterskabet, ikke mindst til de mange skildringer af død og ulykke i forbindelse med den første verdenskrig. Folkets røst kan med god ret anses for en ægte Tardi-fortælling, selv om der står Vautrin på manuskriptet.

Pariserkommunen dukker op igen i den ene af to udgivelser, hvortil Tardi har leveret illustrationerne, mens hans kone, kunstneren Dominique Grange, på en medfølgende cd synger sange med relation til de historiske begivenheder: Des lendemains qui saignent (2009). Den anden af disse fælles bog+cd-udgivelser handler bl.a. om oprøret i maj 1968: N´effacez pas nos traces! (2008).

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Hugo Pratt

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Adeles ekstraordinære oplevelser. Manuskript af Tardi

Nr. 1: Adele og uhyret

1978

Intro

Baggrund

Født

Uddannelse

Debut

Priser

Seneste udgivelse

Genre

Værket

Billedet

Stilen

Starten

Heltinden

Antihelten

Dæmonerne

Krigen

Døden

Forbrydelsen

Pariserkommunen

Relaterede forfattere

Bibliografi

Adeles ekstraordinære oplevelser. Manuskript af Tardi

Jacques Tardi's egne værker

Øvrige værker som Tardi selv har skrevet manuskript til

Nestor Burma. Manuskript af Malet

Øvrige værker hvor Tardi har tegnet til andres manuskript

Øvrigt af og om Tardi

Om forfatteren

Links

Søgning i bibliotek.dk