Jane Susanne Andersen

Emneord:

Hovedforfatter

Julie Lystbæk Hansen
cand.mag., januar 2020

Jane Susanne Andersen fanger ensomhedens kvælende fornemmelse i sine bøger til store børn og unge. Ensomheden er i høj grad knyttet til ikke at kunne udtrykke sine følelser, og den kan både eksistere i et magisk univers med overnaturlige monstre og i en moderne, realistisk virkelighed, hvor de sociale medier både kan repræsentere en virkelighedsflugt og et fængsel. Jane Susanne Andersen er også billedkunstner og maler farvestærke billeder i sin skrift, som det blanke, røde hyben i ”Hybenhjerter”.

Baggrund

Jane Susanne Andersen blev født i Aarhus i 1973. Hendes far var revisor og hendes mor lærer. Da hun var fire år, flyttede familien til Kvaglund, som er en forstad til Esbjerg. Hvor Jane Susanne Andersens egen familie var rar, tryg og fyldt med kreativitet, oplevede hun i skolen klassekammerater, der kom fra både utrygge og voldelige hjem: ”Jeg mødte børn, hvis forældre var alkoholikere. Jeg så børn, der var blevet slået, og som selv ville slå. Der var børn ingen talte med og flere, der blev mobbet. Jeg gik i klasse med to børn, hvis mødre begik selvmord og en pige, hvis far slog hendes mor ihjel.” [1].

”Da jeg kørte forbi skolen første gang, pumpede mit blod rundt i kroppen i et vanvittigt tempo. Frihed knuste de nervøse klumper, der ellers altid sidder midt i mit bryst og i min mave. Tænk, at jeg ikke behøvede at gå ind i klassen. Tænk, at min dag kun skulle fyldes med min egen tavshed. Nu kører jeg tit forbi skolen. Suset af frihed er blevet mindre.”

”Hybenhjerter”, s. 8.

Da Jane Susanne Andersen var tretten, flyttede familien til Ribe. Her var der langt færre problemer blandt børnene i skolen, og byen bød på flere muligheder for at udfolde sin kreativitet. Jane Susanne Andersen gik til teater og billedkunst, og den interesse har fulgt hende ind i voksenlivet, hvor hun selv har undervist i begge fag. I 2001 blev hun uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og hun har undervist på højskoler og en friskole.

Foto: Forlaget Turbine

Født
26. februar 1973 i Aarhus.
Uddannelse
Læreruddannet fra Den Frie Lærerskole i Ollerup, 2001.
Debut
Noans mærke. Turbine, 2014.
Litteraturpriser
Orlaprisen i kategorien ”Bogen man ikke kan lægge fra sig”, 2019.
Seneste udgivelse
Hybenhjerter. Turbine, 2019.
Inspiration
Lene Kaaberbøl, Josefine Ottesen, Mette Vedsø m.fl.

Særligt billedkunsten fylder meget i Jane Susanne Andersens liv. Hun er billedkunstlærer, udøvende kunster og leder billedskolen i Ulstrup, hvor hun er bosat med sin mand og tre børn.

Sideløbende med kunsten har litteraturen også altid fulgt Jane Susanne Andersen. Som barn brugte hun i perioder flere timer om dagen på at læse, og hun skrev ideer til de bøger, hun ville skrive, ned på en gammel skrivemaskine. Det var dog først i 2012, da hun måtte forlade sit daværende atelier og oveni gik på barsel, at billedkunsten for en stund blev lagt lidt på hylden og litteraturen trådte i dens sted. Efter lidt tilløb hørte Jane Susanne Andersen en forfatter tale om RiS-metoden, som helt enkelt står for ”Røven i Sædet”. Det fik hende til at sætte sig ned og skrive hver dag. I 2014 mundede det ud i debuten ”Noans mærke”.

På grund af sit arbejde med billedkunsten finder Jane Susanne Andersen sjældent tid til lange stræk med skrivning, men hun henter stor inspiration hos de børn og unge, hun møder i sin dagligdag.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Jane Susanne Andersens bøger henvender sig til store børn og teenagere. De er letlæselige, men rige på almenmenneskelige og eksistentielle temaer. Både ”Noans mærke” og ”Hybenhjerter” har ensomhed som centralt tema. Mere specifikt handler de begge om ensomheden i ikke at kunne dele sine følelser med andre mennesker.

Børnene på øen i ”Noans mærke” må ikke vise, at de er kede af det eller vrede, fordi de følelser bliver betragtet som negative af øens leder Nidur. Han vil gerne have, at alle skal være glade.

Der er en parallel mellem den idyl og positivisme, Nidur forsøger at skabe på øen, og den virkelighed Lea i ”Hybenhjerter” skaber online i form af Veronika-profilen. Selvom Veronika er ved at dø af kræft er hendes profil fyldt med livsbekræftende og optimistiske budskaber. Hun er et digitalt filter over den enorme ensomhed Lea oplever, og som hun ikke kan dele med andre.

Både børnene på øen i ”Noans mærke” og Lea lever i en dobbelttydig virkelighed, som på den ene side giver dem bekræftelse og glæde, men på den anden side er utryg og undertrykkende. Ingen af dem kan være fuldt og helt sig selv. Børnene må undertrykke visse følelser, og Lea skjuler sorgen over sin ensomhed.

Jane Susanne Andersen skaber i begge bøger stemningsmættede universer ved hjælp af enkle sproglige virkemidler. I især ”Hybenhjerter” benytter hun et enkelt, men virkningsfuldt metaforisk sprog, hvor kræftsygdommens retorik bliver et billede på Leas ængstelighed: ”Jeg kan mærke en knude i min lunge. Luften har svært ved at komme helt ned i den. En kæmpeknude, der vokser og vokser, så jeg må gispe efter vejret” (”Hybenhjerter”, s. 17). Titlen refererer til sangen ”Septembers himmel er så blå”. Lea citerer femte vers, som hun har fået til opgave at lære udenad i skolen, og det kommer til at stå som metafor for hendes egen vej mod at modnes og stå ved sig selv: ”Hvis modenhedens milde magt, af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt, dit røde hybenhjerte” (”Hybenhjerter”, s. 72).

Beslægtede forfatterskaber

Jane Susanne Andersen beskæftiger sig i sine bøger særligt med ensomhed. En af de helt store skildrere af børns ensomhed var Astrid Lindgren. Mange af hendes karakterer oplever ensomhed og er ofte også forældreløse, ligesom børnene i ”Noans mærke” og på sin vis Lea i ”Hybenhjerter”, da hendes forældre er meget fraværende.

I Astrid Lindgrens forfatterskab møder man for eksempel den forældreløse og ensomme dreng Bo, der i ”Mio, min Mio” (1954) forsvinder ind i et andet univers. Sammen med ”Brødrene Løvehjerte” er ”Mio, min Mio” Astrid Lindgrens version af en fantasyroman, hvor børnene må kæmpe mod overnaturlige fjender, som dragen Katla i ”Brødrene Løvehjerte” og den onde ridder Kato i ”Mio, min Mio”. Det må de for at kunne overvinde det onde og indstifte fred, men kampen er også en dannelsesrejse, der modner dem og lærer dem, hvad de er værd og hvad der er værd at kæmpe for. Ligesådan må Noan overvinde mantikoraen i ”Noans mærke” og derigennem lære, hvor han kommer fra og hvad hans styrke er. Samme tematik er på spil i Josefine Ottesens forfatterskab, som Jane Susanne Andersen også nævner som en af sine inspirationskilder.

I svenske Sara Kadefors’ roman ”Blogbitch” (2015) er hovedpersonen Lex noget ældre end Lea i ”Hybenhjerter”, men hun er også ensom. Ligesom Lea søger Lex en vej ud af ensomheden online. Hun opfinder Maya og starter en blog, hvor Maya udfolder sig som et attråværdigt stilikon, der snart får mange følgere. Både Lex og Leas digitale alteregoer repræsenterer en virkelighed, hvor bekræftelsen på sociale medier er blevet en afgørende faktor for mange unges selvværd. Både ”Blogbitch” og ”Hybenhjerter” viser den negative side af den tendens, hvor den ekstreme jagt på bekræftelse får en modsat effekt og blot forstærker hovedpersonernes identitetskrise og ensomhedsfølelse.