Jenny Rossander

Emneord:

Hovedforfatter

Marie Hauge Lykkegaard
cand.mag., december 2024

Jenny Rossanders debutroman om teaterverdenen, ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” (2024), er iscenesat som en tragedie. Lige så fuld af musik, perlebesatte dragter og monumentale teaterlejligheder fortællingen er, lige så klart står det, at alt vil gå i stykker. Det gør det, og det gjorde det også i den virkelige historie, Rossander skriver ud fra. Gennem sin karriere som musiker er Rossander gået forrest og har brugt sin stemme til at tale om ulige vilkår i kunstverdenen på baggrund af egne erfaringer. Med ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” gør hun det denne gang i et nyt format.

Baggrund

Jenny Rossander, også kendt som Lydmor, er født i Aarup på Fyn i 1990. Hendes interesse for at skabe værker var til stede allerede i barndommen: ”Jeg var ret meget en dagdrømmer. Jeg læste rigtig meget og var lidt en outsider i den der lidt provinsielle by, hvor man enten skulle gå op i håndbold eller heste.” [1]. Hun begyndte at skrive allerede som 14-årig, men kunstnerkarrieren startede ikke med litteraturen i fokus.

”Denne gang må jeg igennem det sådan her, i skrift. Hvor jeg kan styre det. Som en performance. Mit eget lille teater.
Se, først: en ung kvinde. Naiv og frisk, klar til at blive smidt i den her kødhakker af en fortælling. Stakkels fjols. Jeg sætter scenen på et lille torv.”

”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen”, s. 8.

Foto: Karen Rosetzsky

Født
27. januar 1990 i Aarup på Fyn.
Uddannelse
Autodidakt musiker og forfatter.
Debut
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen. Politikens Forlag, 2024. Roman.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen. Politikens Forlag, 2024. Roman.
Inspiration
Egne og bekendtes erfaringer med magtstrukturer i kulturbranchen. Kreative projekter, Jenny Rossander selv har medvirket i.

Som efterskoleelev på Langeland begyndte hun at spille klaver og fik øjnene op for, hvor rart det var at komme lidt væk fra Aarup. Herefter startede hun på kostgymnasium i Struer, men droppede ud for at flytte til Aarhus og lave musik. De næste år arbejdede hun, indspillede elektronisk musik i sit hjemmestudie og gjorde gymnasiet færdig. Kunstnernavnet Lydmor opstod, da hun blev en del af det kreative fællesskab Frontløberne: ”Vi var en masse mennesker. Blandt andre en kvinde med en madvogn. Hun blev kaldt madmor. Og så var der mig. Jeg havde en lydvogn, hvor jeg hyrede bands og indspillede folks demoer gratis.” [1]. Under det kunstnernavn har hun foreløbig udgivet fem soloalbums.

Jenny Rossander har ikke lagt skjul på, at hendes romandebut ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” (2024) om rollen som hemmelig elskerinde til en magtfuld kulturpersonlighed tager udgangspunkt i egne oplevelser, og at hun håber, at andre vil kunne spejle sig i fortællingen. Det er imidlertid ikke første gang, at Rossander italesætter skæve magtforhold i kunstverdenen. I 2020 skabte hun opmærksomhed med et debatindlæg i musikmagasinet GAFFA, hvor hun kritiserede Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo for at skrive sexistiske anmeldelser, der fokuserede på kvindelige kunstneres påklædning og udseende frem for deres musik og performance. Rossander blev efterfølgende tildelt Ethel-prisen, der uddeles årligt til en person, der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere.

I lighed med hovedpersonen i ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” har Rossander leveret musik og lydeffekter til flere teaterstykker. I 2019 komponerede hun musik til og medvirkede i opsætningen af ”Orestes” på Aarhus Teater. Siden har hun bl.a. skrevet musik til ”Tine” på Aalborg Teater i 2021 og ”Mørkt forår” på Betty Nansen i 2023.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Musikvideo med Lydmor til sangen ”Someone We Used To Love” fra hendes album ”Capacity” fra 2021. hfn music, 2020-05-15.

Udvalgte bøger

Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen
Jenny Rossander debuterede i 2024 med romanen ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen”. Det er en fortælling inddelt i fire akter om en kærlighedsrelation, ingen må kende til. Komponisten, en ung, ...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Jenny Rossander skildrer i ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” fra 2024 en ulige kærlighedsrelation og viser, hvor store konsekvenserne af relationen kan være for den med mindst magt. Det er svært ikke at blive smigret, når en magtfuld mand kalder en for ”atomsol”, som Instruktøren gør det i romanen. Og det er nærmest umuligt at trække sig tilbage fra en stormfuld, men giftig relation, hvis den, man bryder med, kan have afgørende indvirkning på ens karriere.

I forbindelse med romanens udgivelse opridsede Rossander i Politiken det, hun selv betegner som ”et sygt coming of age-ritual” i hendes egen branche, og det er netop det ritual, Rossanders debut tematiserer: ”Unge kvinder kommer ind i kunstverdenen med begær for livet og begær for at skabe. Men alt for ofte tørrer en magtfuld, ældre mand med en midtvejskrise snot af i dem. Og resten af livet skal de bare holde kæft med det.” (Emilie Maarbjerg Mørk: Han var gift og højt på strå. Hun var ung musiker på vej frem. Nu har hun skrevet en bog om affæren. Politiken, 2024-05-23).

Rossander skriver fra elskerindens synspunkt. Hun beskriver, hvordan det føles at være den slags kæreste, der ikke må eksistere udadtil – for gør hun det, braser elskerens parallelle liv sammen. I stedet bliver det elskerindens liv, der braser sammen. Så længe hun går med på præmissen om at være en andens hemmelighed, har hun ikke kontrollen over sit eget liv.

Med ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” sætter Jenny Rossander fokus på en situation, hun selv har været i, og låner også kulisser fra teaterproduktioner, hun selv har medvirket på – eksempelvis Aalborg Teaters opsætning af ”Tine” fra 2021. Roman bevæger sig på grænsen til autofiktion, men Rossander understreger, at meget i romanen også er opdigtet, og at det er de konsekvenser, et forhold som Komponistens og Instruktørens kan have, der har været det essentielle for hende at belyse: ”Det er ikke relevant, hvem ’han’ er. Det ville være forfærdeligt, hvis vi endte med at snakke om én person, når der er tale om et strukturelt problem,” [2], siger hun til Fyens.dk. Fortællingen er en førstehåndsberetning, som hun håber, andre unge kvinder vil kunne spejle sig i.

Beslægtede forfatterskaber

Tine Høeg giver i ”Nye rejsende” (2017) også stemme til elskerinden. En kvinde får nyt job. Første morgen møder hun en mand, der pendler på samme togrute. De har sex på togtoiletter eller står af en station før for at ses i hemmelighed, for han har kone og barn. Romanen kredser om begær og det at begære en, man kun kan se i hemmelighed.

”Jeg giver alt væk” (2024) af Emma Rosenzweig har også elskerinden i fokus, men fortællingen starter et andet sted. I romanen går en ung kvinde rundt i det hus, hun netop er flyttet ind i. Hun var for ganske nylig en ældre mands unge elskerinde, men nu er hun hans kæreste og bor sammen med ham i det hus, han engang delte med den kone, de begge bedrog.

I Ulrikka S. Gernes’ roman ”En pige forlod værelset” (2024) ser en kvinde tilbage på et forhold, hun i sine teenageår havde til en ældre mand. Handlingen udspiller sig i kunstnermiljøet, og romanen er – i lighed med Rossanders debutbog – en berettelse om magt og svigt og de konsekvenser, forholdet fik for hende.

Vil man læse mere om magtforhold i kulturverdenen, og hvor slemt det kan se ud i den alleryderste konsekvens, kan man læse ”Klubben: en undersøgelse” (2020) af den svenske journalist Matilda Gustavsson. Det er ikke fiktion, men en detaljeret afdækning af den virkelige historie om systematisk magtmisbrug, sexchikane og overgreb i inderkredsen af Stockholms litteraturmiljø. I modsætning til Rossanders roman beskæftiger ”Klubben” sig med ekstremt alvorlige og strafbare forhold. Når det er sagt, er både Rossander og Gustavsson med til at bryde tavsheden og sætte fokus på magtmisbrug i kunstbranchen.

Britisk-palæstinensiske Isabella Hammad bruger i romanen ”Genfærd ind” fra 2023 også teateret som ramme om sin hovedkarakters personlige drama. Sonia er skuespiller og er rejst fra London for at besøge sin søster i Haifa. Hun var egentlig på ferie i det land, hun selv voksede op i, men pludselig spiller hun med i en version af ”Hamlet”, der skal opføres på den israelsk besatte Vestbred. Romanen beskriver prøveforløbet, hvor genfærdet i ”Hamlet” spejler de genfærd, traumer og sorger, Sonia selv bliver konfronteret med under opholdet i sin families hjemland – et land hun har været længe væk fra – både fysisk og mentalt. I lighed med Rossander bruger Hammad teaterstykket til at ridse dynamikker mellem romankarakterer op.