Jon Ranheimsæter
- Kirsten Bystrupbibliotekar, 2000
Jon Ranheimsæter tog først vejen om ad en norsk cand.mag. eksamen og arbejdede i Oslo som rockanmelder og forlagsredaktør, før han besluttede sig for at gå på Den Grafiske Højskole i København.
Men sin egentlige uddannelse tilskriver han sin opvækst i et kunstnermiljø. Hans far er ikke blot en anerkendt grafiker i Norge. Han har også været professor ved Kunsthåndværkerskolen i Oslo, ligesom hans mor har tegnet.
Forældrene blev katolikker, da Jon Ranheimsæter var i 7-års-alderen. Det, set i sammenhæng med at moren er engelsk, mener Jon Ranheimsæter selv er de vigtigste årsager til, at hans illustrationsarbejde måske har et mere internationalt frem for et nordisk præg.
Spændvidden og variationen i hans billedverden kan aflæses i de to billedbøger Hvordan hvalen fik sin snævre hals og Drengen der ville være bange. Hvor Kiplings eventyr har en ligefrem, let, humoristisk og meget engelsk tone, er stemningen i Drengen der ville være bange mere mørk, makaber og grotesk morsom.
Selvom bøgerne er meget forskellige, er man ikke i tvivl om, at det er Jon Ranheimsæter, der har tegnet dem begge. De rummer hver på sin måde nogle meget karakteristiske træk for tegneren. De viser en tegner, der fabulerer og digter videre på en tekst, der er god til at lave tydelige, fortællende billeder med dramatiske effekter, der bruger humoren og den ironiske pointe, og der i sin eksperimenteren med selve den grafiske form skaber et optimalt samspil mellem billede og tekst.
At tegne til børn
Det med at tegne til børn kom nærmest ved en tilfældighed. Da Jon Ranheimsæter via en kollega fik opgaven at tilrettelægge og illustrere Danmarks Radios børneavis Klub 1000 sidst i 1970´erne, var han bladtegner ved Børsen og havde i øvrigt illustrationsopgaver for norske rockmagasiner og forskellige danske fagblade.
Efter børneavisen kom illustrationsopgaverne i hastig rækkefølge: gåde- og vitsbøger, fagbøger - både enkeltstående og hele fagsbogssystemer bl.a. indenfor natur og teknik og fysik og kemi, - letlæsningsbøger, oplæsningsbøger for de mindre børn, romaner for de større børn og omslag, masser af omslag.
Jon Ranheimsæter blev hurtigt etableret som en anerkendt og meget brugt illustrator for børn.
Når man spørger Jon Ranheimsæter om, hvorfor han tegner til børn, siger han, at det også indimellem undrer ham selv. Det er i hvert fald ikke for pengenes skyld, for næsten alt andet illustrationsarbejde er bedre betalt!
"Når jeg er blevet børnebogsillustrator og gerne vil fortsætte med det, tror jeg mest det skyldes, at jeg er et fabulerende menneske, som sætter pris på den fantasimæssige frihed, det giver at tegne til børn."
Det er ikke nødvendigvis sit børnepublikum, han har i tankerne, når han tegner. Ofte er det sig selv, han tegner til - til det barn, der husker yndlingsbøgerne: Dickens, Verne, Stevenson, Wells, eventyrene med Dorés tegninger, Asbjørnsen og Moe, Kittelsen og Werenskiolds illustrationer, drengebogsillustrationerne fra mellemkrigstiden.
Han tegner også til det voksne barn, der samler på legetøj (helst science fiction-legetøj fra 1950´erne) og ’objekter’: værktøj, masker, mexikanske sukkerkranier, robotter, skydevåben, knive og dåser. Sære ting, sjove ting - et helt raritetskabinet. Og på tegneserier - fra Little Nemo til Krazy Cat og Tintin til moderne og ´kunstneriske´ serier af Tardi, Bilal og Charles Burke.
Jon Ranheimsæter er særlig interesseret i de gamle illustrationer, især dem fra midten af 1900-tallet. "Det, jeg sætter pris på ved dem, er deres undren over virkeligheden, deres skamløse forsøg på at beskrive det umulige. Hos dem har jeg lært, at der er visse dramatiske effekter, der er næsten uopslidelige. Tegnerne er ikke bange for banaliteter - de er romantiske, komiske og surrealistiske - altsammen elementer, jeg gerne vil finde hos mig selv."
Jon Ranheimsæter trækker imidlertid ikke kun på sine egen hukommelse. Han lader sig også inspirere af sit store bibliotek med billedbøger om alt muligt, lige fra mumier til to-plansfly fra den 1. verdenskrig, og gamle encyklopædier om våben, dyr etc. Endelig har han sine to drenge, der har sørget for, at han har haft barnets verden tæt inde på livet.
´En decideret illustrator´
Jon Ranheimsæter kalder sig selv for ´en decideret illustrator´. "Jeg har svært ved at fungere som billedskaber, hvis der ikke er en historie, der skal fortælles. Jeg griber ikke min skitseblok og laver koloristiske stemninger, når solen skinner. Jeg synes, jeg kan lave en lige så effektiv solopgang hjemme på et mørkt hummer, mens jeg ryger en masse smøger, som ude i naturen."
Jon Ranheimsæter kan fortælle historier i billeder ud fra mange forskellige tekster. Som en dreven illustrator gør han sig altid klart, hvordan han bedst muligt får billedsat en tekst - om den skal følges, evt. udvides, måske belyses mere eller mindre skævt, eller om illustrationen skal gå direkte mod teksten.
Jon Ranheimsæter mener, at illustrationerne til en tekst skal være tekstudvidende, at billederne skal føje elementer til teksten, som ikke er der i forvejen. Han siger selv, at han hurtigt kommer til kort over for de sprudlende og beskrivende tekster som f.eks. Louis Jensens Krystalmanden.
Paradoksalt nok har han lavet en af sine bedste illustrationer til denne bog, illustrationen af den elektriske hund. Netop fordi hunden er tegnet så naturtro, virker den langt farligere, end hvis den havde været tegnet som et fantastisk uhyre. Jon Ranheimsæter arbejder med tusch og kombinerer med en laveringsteknik, som giver en utrolig lang toneskala fra dybsort til næsten hvidere end det hvide i papiret.
Men de øvrige tre bøger i serien har han sagt nej til at illustrere. Han synes, at Louis Jensen med sit blomstrende og stemningsskabende sprog skriver det hele. Der bliver ikke noget tilbage at fortælle for billederne. De kan ikke blive andet end staffage, hvis de da ikke ligefrem svækker teksten.
Jon Ranheimsæter vil helst arbejde med en tekst, der ikke indeholder noget som helst andet end selve handlingen, så det bliver billederne, der fortæller hele resten. Jon Ranheimsæter kan så lade billederne vokse frem og bruge sin egen fantasi og forestillinger uhindret.
Men de øvrige tre bøger i serien har han sagt nej til at illustrere. Han synes, at Louis Jensen med sit blomstrende og stemningsskabende sprog skriver det hele. Der bliver ikke noget tilbage at fortælle for billederne. De kan ikke blive andet end staffage, hvis de da ikke ligefrem svækker teksten.
Jon Ranheimsæter vil helst arbejde med en tekst, der ikke indeholder noget som helst andet end selve handlingen, så det bliver billederne, der fortæller hele resten. Jon Ranheimsæter kan så lade billederne vokse frem og bruge sin egen fantasi og forestillinger uhindret.
Drengen der ville være bange
Grimms Eventyret om En der drog ud i Verden for at lære Frygt at kende er i Jon Ranheimsæters egen gendigtning blevet til Drengen der ville være bange. Her arbejder han netop med den enkle, helt spartanske tekst, som han bedst kan lide. Den giver ham et fuldstændigt frit spillerum til at billedsætte al den gru og uhygge, han selv oplevede, da han som 6-7 årig læste eventyret for første gang.
Det er da også tilsyneladende en rædselsvækkende og uhyggelig historie. På sin færd ud i verden oplever drengen de værst tænkelige situationer og møder alt det mest uhyggelige, man kan forestille sig. Men selv siger Jon Ranheimsæter, at det måske, når det kommer til stykket, kun er den scene, hvor faderen smider ham ud hjemmefra, der er rigtig uhyggelig for børn.
Alt det andet grufulde, som drengen kommer ud for, får et forsonligt for ikke at sige barokt, vanvittigt, komisk og til tider morsomt skær ved selve den afvæbnende, urørlige og koldsindige måde, han tager tingene på. Han kan jo netop ikke blive bange.
I det stykke følger Jon Ranheimsæter ham. Der er netop ingen bedrevidende, overtalende voksendistance i billederne: Se, hvor forfærdeligt, nu må du da blive bange! Det er tværtimod billeder, der er tegnet fabulerende og fantasifuldt og med en næsten fandenivoldsk fascination af det gruopvækkende og farlige. Billederne spiller på en dobbelthed i selve det billedmæssige udtryk.
For når Jon Ranheimsæter billedsætter barndommens skrækvisioner, trækker han på hele sit store fond af inspirationskilder: Dürer, Arcimboldo og Bosch, Piranesis fængselsfantasier, dødemotiver fra middelalderen, Goyas krigsvisioner, Collots hængte sigøjnere, mexicanerne Posada og Manilas ´calaveras´ (hovedskalsbilleder). Det giver billederne et ekstra lag, der ligger som et udspil til den voksnes viden og erfaring.
Der er ikke tale om nogen form for indforståethed, idet billederne umiddelbart lever deres eget liv. Men henvisningerne giver en ekstra dimension i billedsiden, som måske vækker genklang hos den voksne op- og medlæser, og under alle omstændigheder ligger som en åben opfordring til barnet om at vende tilbage til billederne.
Det er netop den side, Jon Ranheimsæter finder er væsentlig. "Tilværelsen er ´mystisk´ for et barn. Det spændende er i lige så høj grad det, man ikke forstår, som det man forstår. Derfor lægger jeg ikke så megen vægt på, at et barn nødvendigvis skal forstå alle detaljer i et billede: Det gør ikke noget, at man mystificeres og får noget at grunde over. Der skal være en udfordring i billedet."
En krydsning mellem en billedbog og en tegneserie
I sine billedbøger har Jon Ranheimsæter arbejdet meget eksperimenterende med selve billedbogsformen og har udviklet det, han selv kalder ´en krydsning mellem en billedbog og en tegneserie.´
I den første firefarvede billedbog, Jens Sigsgaards genfortælling af sagnet fra den græske mytologi, Kong Midas har æselører, er der tilløb til en sammenkobling mellem billedbogen og tegneseriens udtryk. Det er imidlertid stadig teksten, de har hovedvægten, mens billedsiden på klassisk vis veksler imellem den illustrerede bog og billedbogens udtryk. Det er kun på enkelte opslag, Jon Ranheimsæter arbejder med tegneseriesekvensen, og kun et par steder lader han teksten indgå som en del af den typografiske helhed.
I den næste billedbog, Kiplings underfundige og morsomme historie om, hvordan den lille lumskefisk lokker den grådige hval til at spise en sømand, Hvordan hvalen fik sin snævre hals, er det omvendt. Her er billedsiden dominerende, og teksten indgår som en del af helheden på billedets præmisser. Jon Ranheimsæter har her meget bevidst brugt talebobler til dialogen, mens de mere berettende afsnit, ligeledes håndskrevet, danner en visuel helhed med billederne.
I Drengen der ville være bange rendyrker Jon Ranheimsæter sit eget helt personlige billedudtryk. Tegneseriens dynamiske, filmiske billedsekvenser spiller sammen med billedbogens fortættede, fortællende udtryk. Den perfektionistiske gennemarbejdning er karakteristisk for Jon Ranheimsæter. Her er intet overladt til tilfældighederne. Hver en detalje er der kælet for. Det er blevet til en bog, der i sin gennemarbejdede form er helt klassisk samtidig med, at den i sin tegnemåde er meget moderne.
Jon Ranheimsæter bruger denne fortællemåde i flere af sine følgende bøger, idet han afpasser dem stemnings- og udtryksmæssigt efter tekstforlægget. Således er Eske K. Mathiesens Eventyret om den lille skrædder lys og venlig og mere umiddelbar end Robert Brownings rimede udgave af det klassiske eventyr om Rottefængeren fra Hameln, der som vi alle ved tager en frygtelig hævn over det nærige bystyre. Jon Ranheimsæter er her mere dyster og foruroligende både i sin figurtegning - den rottefænger er intet rart bekendtskab - og i sin farveholdning.
Per Riis Ebbesens fortælling om Elefanten der fik nok inspirerer Jon Ranheimsæter til mere glad vildskab i sine billeder af den sure elefant i zoologisk have, der længes så meget efter sukkerrør og skove, at den i et ubændigt raseri suger alt og alle, hele jorden, planeterne og stjernerne ned i maven. Lige indtil den atter mindes smagen af sukkerrør og slår en kolossal prut, som den husker at stoppe i tide, så den kommer tilbage til sin jungle.
Her bruger Jon Ranheimsæter imidlertid i højere grad opslaget til større enkeltbilleder og udnytter billedretning, baggrund og farvesætning meget effektfuldt, mens tegneserieindslaget er minimalt.
Det er værd at lægge mærke til, at Jon Ranheimsæter ikke er bange for at bruge komplekse billedudtryk i sine bøger. "Moderne børn er fremragende billedlæsere, flasket op som de er med tegneserier, video og tv," siger han og fortsætter: "De lærer tidligt at forstå, at selv om mandens hoved ikke er med på billedet, behøver han ikke være halshugget. Også evnen til at aflæse perspektiver, ekstreme afkortninger m.m. tror jeg, de lærer tidligere og tidligere. Det giver en større frihed illustrationsmæssigt. Det er nok på den måde blevet nemmere at være illustrator i dag, end det var for 30 år siden."
Samspillet mellem tekst og billede
"For mig skal en illustreret bog være en helhed, ikke en tekst ledsaget af billeder. Billeder og tekst bør indgå i et litterært og grafisk samspil."
Kravet om at opnå det maksimale grafiske samspil mellem billede og tekst går som en rød tråd gennem hele Jon Ranheimsæters produktion. Det er da også sådan, at han selv helst både tegner og tilrettelægger de bøger, han illustrerer, også når det drejer sig om andre bøger end billedbøger.
Det er Eske K. Mathiesens Heinreich Hundekoks bedrifter og især Harlekin på flugt et godt eksempel på. Her har Jon Ranheimsæter taget sig af bogens samlede grafiske tilrettelægning. Man kan se det på alle de mange gennemarbejdede detaljer (omslag, titelblad, indholdsfortegnelse, kapiteloverskrifter, sidetal) og på selve den måde, hvorpå illustrationerne føjer sig ind i den tekstlige sammenhæng.
Omslaget til Harlekin på flugt er et godt eksempel på, hvordan Jon Ranheimsæter lader den illustrative og fortællende side spille sammen med det grafiske og billedmæssige. Det fortællende i omslaget er dets opsummering af bogens historie: På forsiden kommer Døden i voldsom hast med timeglasset i hånden for at hente Harlekin, som imidlertid undviger med en elegant bevægelse. På bagsiden falder Harlekin tungt ned i hovedet på den forskrækkede Død.
Det grafiske og billedmæssige tager naturligt udgangspunkt i de ydre karakteristiske træk ved de to hovedpersoner. Hele kompositionen er bygget op over rudemønstret og farverne i Harlekins dragt, mens der hentydes til Døden i det mørkviolette baggrunds´tæppe´, bestående af kranier i et tilsvarende rudemønster.
På bagsiden er der ydermere et raffinement: Dødningemønsteret danner et scenetæppe, hængt op øverst i billedrammen. Det skaber en teatermæssig illusion, sådan at billedet, hvor Harlekin overrumpler Døden, også kommer til at indeholde en fin hentydning til Harlekin-figurens udødelighed. Det er ikke kun i bogen, han lever, men også rundt om i verden, på scenen. En elsket og udødelig figur.
Trykkeri og repro som arbejdsredskaber
De fleste af sine illustrationer tegner Jon Ranheimsæter med elastikpen og tusch. "Tusch er noget af det sorteste, der findes," siger han, "og man kan sige, at i en s/h tuschtegning findes den maksimale grafiske kontrast. En elastikpen er et meget effektivt våben, når man lærer det at kende. Den samme pen kan tegne streger fra 0.1 til 1 mm tykkelse. Tegner man hurtigt på papir, som yder en vis modstand, får man en streg, der har en egen rå dramatik. Det er et værktøj, som giver mulighed for både ekstrem præcision og spontanitet."
Jon Ranheimsæter arbejder som regel med tusch og elastikpen, når det drejer sig om motivernes konturer og hovedtræk men videreudvikler ofte tegningen til en ´halvtone´, dvs. at den ´rene´ tuschtegning gråtones i valører af den oprindelige sorte streg. Det giver blødere kontraster uden at den grafiske virkning går tabt: det hvide i tegningen står stadig næsten mere hvidt end det hvide papir.
Som illustrator/grafiker er Jon Ranheimsæter generelt uinteresseret i, om en tegning eller et layout ser ´flot´ ud på tegnebordet, hvis den ikke kan lade sig gengive tilfredsstillende trykteknisk. I en vis forstand eksisterer originalen ikke.
"Det skyldes, at trykkeri og reproanstalt kan noget, som jeg ikke kan," fortæller han, "og fordi en reproduktion af en original ofte vil give et dårligt resultat, hvis man ikke deler tegningen op i forskellige farveformer. Fx vil en sort kontur på en farvelagt tegning ikke fremstå rigtig sort og renskarp, medmindre den bliver trykt separat. Trykkeriet kan ved hjælp af samkopiering af trykfilm fremstille resultater, der er bedre end dem, jeg selv kan opnå på originalen. Derfor kan man sige, at trykkeri og repro er to af mine arbejdsredskaber."
Harlekin på flugt er et godt eksempel på, hvordan Jon Ranheimsæter indarbejder den tekniske trykproces i sit billedudtryk. Bogen er trykt i en teknik, der kaldes duplex. Der er tale om tuschtegninger, tonet med sorte mellemtoner, som - helt kort sagt - er trykt oven i sig selv, først i en sort halvtone og derefter i en lysende pink farve. Det giver billederne en raffineret farvetone. Man tror, at tegningen er s/h, men det er den alligevel ikke. Den er udtonet i en svag lilla tone. er et godt eksempel på, hvordan Jon Ranheimsæter indarbejder den tekniske trykproces i sit billedudtryk. Bogen er trykt i en teknik, der kaldes duplex. Der er tale om tuschtegninger, tonet med sorte mellemtoner, som - helt kort sagt - er trykt oven i sig selv, først i en sort halvtone og derefter i en lysende pink farve. Det giver billederne en raffineret farvetone. Man tror, at tegningen er s/h, men det er den alligevel ikke. Den er udtonet i en svag lilla tone.
Derudover arbejder Jon Ranheimsæter også med den pink farve i forskellige valører for at give spil, variation og spræl i indholdsfortegnelse, sidetal (som står i pink ruder), stempler (som Jon Ranheimsæter selv har skåret) af Harlekins sværd og af dødningehovedet.
Humoren
Når Jon Ranheimsæter siger, at han holder af at tænke på sig selv som en forællende tegner med hang til det morbide, så passer det som fod i hose til Drengen der ville være bange og og Harlekin på flugt, hvor han veloplagt kredser om døden og alle forestillingerne om den. Men man skal bag om selve udsagnet og have fat i tonefaldet for at komme frem til det, der er Jon Ranheimsæters fremmeste kendemærke: humoren. Den er der hele tiden, hvad enten det drejer sig om de makabre og morbide historier, de mere hverdagsnære eller de eventyrlige og fabulerende.
I Niels hjælper mor holder Jon Ranheimsæter en kærlig, ironisk distance til det foretagsomme barn, der på ingen måde hjælper sin mor. Han driver hende snarere til vanvid. Det siger den umiddelbart tilforladelige tekst ikke spor om. Det er på billederne vi se Niels i aktion og moren i opgivende fortvivlelse.
I Min far oprulles et andet kendt hverdagsdrama på næsten samme måde, men her er faren i fokus. To små drenge skændes om, hvem af deres fædre, der den stærkeste, rigeste etc. Her kommer pointen imidlertid først på sidste side, hvor vi endelig får syn på de fædre: den ene er en lang tynd fyr med brun, strikket vest, hjemmesko og rødternet forklæde, den anden er lille og tykmavet med pagehår, Elton John briller, rygsæk og cykelhjelm.
Kontrasten til praleriernes he-men er til at tage og føle på. Det er sjovt, men uden at der er tale om morskab på barnets bekostning. Jon Ranheimsæter holder både her og i Niels hjælper mor en fin balance mellem at være voksen iagttager og samtidig være inde i barnets egen forestillingsverden.
Lars og Lone alene hjemme er endnu en ´far-bog´, men denne gang er det ikke ´de gode, bløde fædre´, det handler om. Tværtimod får vi her faren, der lader det hele sejle. Han lader sine to mindre børn være alene hjemme. Han giver dem matadormix og skumfiduser til morgenmad. Hans eneste reaktion på, at hele huset er brændt af, da han kommer hjem er at glæde sig over, børnene ikke har kedet sig, gå på burgerbar og spise og foreslå, at de skal sove i telt og lege indianere.
Det er en helt igennem bevidst upædagogisk og ukorrekt historie om alt det man ikke må, alt det forbudte. Her er slet ikke er nogen form for morale. Det er meget morsomt og befriende. Man kan sige, at bogens historie er i sig selv pointen. Det er både dens styrke og dens svaghed. For måske er der mere tale om humor på voksne præmisser?
Der mere rablende og afsindig humor på børneplan i Opfinder Ole. Peter Mouritzens korte, rimede vers om drengen, der opfinder alt muligt og ikke mindst umuligt, har inspireret Jon Ranheimsæter til en række utroligt opfindsomme, morsomme, vanvittige og sjove tegninger.
Han fortæller selv, at han har haft glæde af den viden, det har givet ham at tegne til et lærebogssystem i fysik og kemi. Men det kommer kun til udtryk i ´udenomsværkerne´ på tegningerne, for selve opfindelserne er der absolut ikke noget realistisk og håndgribeligt i - selv om de er tegnet så akkurat og præcist, at man næsten kunne fristes til at tro det! Men selvfølgelig er det modstillingen mellem det tilsyneladende så korrekt tegnede og det afsindige indhold, der gør bogen så overrumplende morsom.
Jon Ranheimsæter laver hele tiden bøger til børn, og han vil gerne lave flere billedbøger, når blot der er manuskripter, der ´virkelig sætter hjulene i gang´. Lad os håbe, der kommer flere af dem!
Bibliografi
Illustrerede værker for børn og unge
Jens Sigsgaard
1982 (79.38)
Phillip Pullman
1998
Phillip Pullman
1999
Dorthe Maria; Jørgensen, Ellen; Ranheimsæter, Jon Buhl
2006
Læs mere om Jon Ranheimsæter
Kirsten Bystrup
1987. I: Børn & Bøger, nr. 4, 1987
André Wang Hansen
1993. I: Plys, nr. 7, side 49-55, 1993
Søgning i bibliotek.dk
Om illustratoren
Link
Her får man de vigtigste pejlemærker i Jon Ranheimsæters forfatterskab.