Jonas Gardell

Genrer og tematikker

I et interview i forbindelse med udgivelsen af ”Tør aldrig tårer bort uden handsker” sagde Jonas Gardell om sin skrivestil: ”Jeg er ikke en specielt god stilist, jeg skriver ikke som en gud. Jeg tænker til og med på at skrive så dårligt som muligt – og med det mener jeg, at jeg ikke skal strø om mig med lignelser og metaforer. Derimod er jeg meget god til dramaturgien. Denne bog hviler helt og holdent på dramaturgi, den er opbygget meget gennemtænkt.” (Hanna Glansholm: Nu ska Jonas Gardell fira livet. LitteraturMagazinet, 2013-09-09. Egen oversættelse.)

Rå ligefremhed og mangel på berøringsangst kendetegner Jonas Gardells skrivestil, men det betyder ikke, at han udelukkende er prosaisk i sin stil. Sproglige billeder som metaforer og symboler er også karakteristisk for ham, selvom han måske frasiger sig det. Ret ofte bruger han bibelske skriftsteder som billede på tematikken i fortællingen, og englen som symbol indgår f.eks. i mange af hans bøger.

Jonas Gardells kristne opdragelse er et element, som han integrerer på den ene eller den anden måde i alle sine bøger. En af de overordnede tematikker i Gardells forfatterskab er at skildre mennesket på godt og ondt. Hans romanpersoner er langt fra kun gode mennesker, men også ofte egoistiske, selvmedlidende og grundlæggende mest optagede af sig selv. Det er mennesker, som i deres forhold til andre er sig selv nærmest og i deres begær efter at blive socialt anerkendt, selv glemmer at anerkende andre. Helt eksplicit bliver denne tematiske afsøgning af næstekærligheden oprullet i ”En komikers opvækst”, hvor mobning ødelægger Juhas barndom.

I forlængelse heraf er et andet overordnet tema konflikten mellem at være sig selv og at spille en rolle for at passe ind i en given social kontekst eller et bestemt verdenssyn, som for eksempel når Benjamin i ”Tør aldrig tårer bort uden handsker” må vælge mellem sit eget begær og sin families religiøse overbevisning. En rød tråd i forfatterskabet er at ville skildre outsiderens tilværelse, og det kan måske have noget at gøre med Jonas Gardells egen identitet som homoseksuel.

I et interview om ”Tør aldrig tårer bort uden handsker” sagde han om homoseksuelles status i det svenske samfund: ”Samfundet har altid behov for en gruppe, som er de Fremmede Andre. I dag er det muslimer. Dengang var det homoseksuelle. Homoseksuelle blev altid skrevet om som ”de homoseksuelle” (…) I dag bliver den her roman nok taget imod som en stor vigtig svensk roman. Men da jeg skrev min første bog Passionsspelet (1985), skrev Expressen ”afskyen og afsmagen vælter sig over læseren”. I dag er det umuligt, at en avis overhovedet ville skrive så nedladende om homoseksuelle. Men dengang var det ikke bare muligt, men en helt normal tiltale. Og vi var vanvittige over at blive tiltalt på den måde.” (Petter Wallenberg: Jonas Gardell. Faktum.se, 2012-09-01. Egen oversættelse.)

Beslægtede forfatterskaber

Med ”En komikers opvækst” skriver Jonas Gardell sig ind i en litterær tradition i forhold til at skildre den barske barndom i skolegården med mobning og vold. Ligesom den svenske forfatter Jan Guillou i ”Ondskab” (1993) og danske Knud Romer i ”Den som blinker er bange for døden” (2006) skriver Gardell om den svære barndom, om at være outsider og om dilemmaet mellem at gøre det gode og retfærdige og at må give efter for ondskaben for at redde sit eget skind. I ”Den der blinker er bange for døden” er det hovedpersonen, hvis mor er tysk outsider, mens det i Gardells ”En komikers opvækst” er mobbeofferet Thomas’ mor, der hånes for sin tyske oprindelse.

Jonas Gardell har desuden meget til fælles med den danske forfatter Helle Helle, der gør hverdagens rum til genstand for sine romaner. Med sin minimalisme skildrer Helle de små og umærkelige ting i hverdagen, der på trods af deres umiddelbare ligegyldighed viser sig at være fundamentet for en persons levede liv og identitetsskabelse. Hos Jonas Gardell skildres dette syn på hverdagens tilværelse tydeligst i ”Så gik den dag”. Selvom der reelt ikke sker særligt meget, er handlingen alligevel fortættet af personernes apati, frustrationer og usagte konflikter.

Jonas Gardell og Helle Helle har dermed en specifik forståelse af identitet til fælles, idet de begge afsøger muligheden for, at identitet er socialt konstrueret – at identitet skabes i dagligdagens rutiner og interaktionen med andre mennesker.

Relaterede forfattere