*Seneste udgivelse

Knud Erik Pedersen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juni 2024

Hovedforfatter

Ejgil Søholm
1986

Knud Erik Pedersen skrev næsten lige så længe, som han kendte bogstaverne. Men han var en garvet skolelærer i fyrrerne, inden en bredere offentlighed blev delagtiggjort i skriverierne. Det var den jyske sprogtone fra barndommens Himmerland, der blev hans nøgle til det rige erindringsstof, som han gav kunstnerisk form i seks romaner om den tænksomme husmandsknægt Esben fra Skarring. Med denne opdigtede "tvillingbror" som hovedperson kunne han skildre verden, som den så ud for jævne folk på landet i krigs og efterkrigsårene.

Baggrund

Allerede i halvtredserne havde Knud Erik Pedersen haft barndomslandet under pennen, men uden held. Han har selv karakteriseret resultatet som noget i retning af det, der kunne være kommet ud af det, hvis Martin A. Hansen havde forsøgt at parodiere Willy-August Linnemann - eller omvendt! Oven på det ville han så være litterat. Ud over en biblioteksvejledning i besættelsestidens skønlitteratur (1960) og nogle anmeldelser i tidsskriftet Vindrosen i 1960'erne kom der et manuskript på 3-400 sider om Albert Dam ud af de bestræbelser. Det hviler stadig i skrivebordsskuffen, men den tilegnede sagkundskab blev senere nyttiggjort ved udgivelsen af nogle af Dams tekster 1905-1920 ("Tider går", Gyldendals Julebog 1970).

Foto: John G. Dinesen

Født
4. juli 1934.
Død
15. juni 2024.
Uddannelse
Lærereksamen fra Ranum Statsseminarium, 1956.
Litteraturpriser
Gyldendals Boglegat for Børnebogsforfattere- og tegnere, 1983. Madame Hollatz' Legat, 1985. Knud Nissens Legat, 1986. Martin Andersen Nexø Fondens Pris, 1987. Blicherprisen, 1997. Limfjordsegnens Litteraturpris, 2000. Albert Dams mindelegat, 2004.
Seneste udgivelse
Landposten og hans sønner : Knud Erik Pedersen, erindringer 1934-52. Knud Erik Pedersen, 20??.

Vigtigere var det imidlertid, at Albert Dams "Morfars By" sammen med Marie Bregendahls romanværk "Sødalsfolkene" - og så naturligvis den store himmerlandske Jensen - fik vor jyske læsehest til at spidse øren: "Det viste mig, at skulle jeg prøve igen at skrive om det miljø, som jeg kendte bedst, så måtte jeg vende tilbage til det sprog, som jeg kendte engang."

Nu kunne han komme ind i sin historie og få den ud til os andre - i passende romanportioner: Puslinglandet (1977), Fra asken (1980) og Lystgården (1984).

Udvalgte bøger

Ordene og krigen

Et af de første sære ord, Esben læser og lader sig fascinere af - uden at kunne udtale det (eller måske netop derfor) - er ROMESSENS. Det stod på en af krigshusholdningens små riflede flasker. Men det er avisen, der leverer de fleste. Her proklamerede profeten Mikkelsen verdens undergang med tilhørende DOMMEDAG den 15. marts 1943. Esbens optagethed af den historie er emnet for en af de indtil nu fire selvstændige børnebøger, Knud Erik Pedersen også har skrevet på sit himmerlandske barndomsstof. "Åh, det pjokværk!" er faderens kommentar, da dommedag til Esbens undren viser sig at forsvinde i mediernes blå luft som andre avisænder.

Knud Erik Pedersen har spækket sin fremstilling med landmiljøets særlige begreber udtrykt i dialektens egne ord, og han har bygget mange af dens episoder op om krigsfænomener såsom spærreballoner, massive cykeldæk, indenlandsk tobak og kartoffelmel fremstillet på rivejern. Romanerne emmer af tidsægte virkelighed. Ligesom Esben kan gribes af avisens sære ord, fanges læseren af forfatterens.

Undtagelsestilstandens udgangsforbud kommenterer Karl indigneret: "Ikke rigtig klog, ikke rager dem, gør ikke!" Men så enkelt er sognets syn på besættelsesmagten langtfra. Anders Post er en typisk repræsentant for danske landbrugeres opportunistiske valenhed på det nationale område. Men da tyskerne helt meningsløst skyder en af dem fra hans egen rute, får han noget at tænke over. Han synes dog fortsat, at degnen er en "narrerøv", ikke mindst da han lader både sig selv og fædrelandet besynge ved skolejubilæet.

Forfatteren og hans stof

I en række essays har Knud Erik Pedersen beskæftiget sig med sin - og Esbens - barndom som virkelighed og som stof. Det landsbymiljø, han vil minde os om, er et samfund, hvor "hjælpsomhed, gæstfrihed og tilværelsesaccept er i stand til at holde trit med det mål af sladderagtighed, brødnid og mangel på god vilje, som også fandtes".I en række essays har Knud Erik Pedersen beskæftiget sig med sin - og Esbens - barndom som virkelighed og som stof. Det landsbymiljø, han vil minde os om, er et samfund, hvor "hjælpsomhed, gæstfrihed og tilværelsesaccept er i stand til at holde trit med det mål af sladderagtighed, brødnid og mangel på god vilje, som også fandtes".

Det faldt i sin tid visse bylitterater for brystet, at de Skarring-folk så uhæmmet skider i grebningen og pisser ved gavlen! Men fuld dækning for realismen på dette særlige punkt synes at fremgå af et erindringsstykke, hvori forfatteren f.eks. bedyrer, at han snesevis af gange lige før sengetid har hørt sin far rejse sig fra avisen og spørge: "Er den nuen dæ ka hoew, om at hå wot ue å skiej?" (Er der nogen, der kan huske, om jeg har været ude at skide?). Så det.

Drømmefugl og hanegal

Ud over de tre romaner, Esben-bøgerne for børn (se litteraturlisten) og et par andre historier skrevet på samme stof har Knud Erik Pedersen udgivet fortællingen Joel og drømmefuglen (1985) om en tegneglad dreng i Kana på Jesu tid. Den lyriske produktion indskrænker sig til fire fugledigte (trykt i "Nye danske tekster", 1, 1985); men den ornitologisk kyndige forfatters iagttagelser ude fra feltet dukker op overalt i hans prosa.

Knud Erik Pedersens seneste og mest markante forsøg på at bryde ud af sin himmerlandske bås er romanen Hanegal bag muren (1986). Den foregår på Sjælland - og handler om reinkarnation! Hvordan vil et par typiske familier i 1980´ernes Danmark reagere på et barns tilsyneladende uigendrivelige påstand om at have levet før? Svaret på det spørgsmål er blevet en social spændingsroman, der viser, at den jyske udkant-skriver også behersker den nervepirrende kombination af håndgribelig realisme og sugende bevidsthedsskred, som ikke mindst den psykologiske krimi har betjent sig af.

Både kritikken og Kulturministeriet med flere prisuddelende instanser har været der med anerkendelse i form af smukke ord og danske kroner til Knud Erik Pedersen for hans bøger for børn og voksne. Og skolelæreren har vovet springet ud på fuldtidsforfatteriets dybe vand. Det kommer hans læsere næppe til at fortryde. Der vil sikkert ske ting og sager, nu han har begge hænder fri.

Først og fremmest er det ret så spændende med seminarist Esben Poulsens videre vandringer i lystgårdens labyrinter. Når man kender en så godt, vil man jo gerne høre, hvordan det går med ham.