BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Leonardo Fuentes Padura
Foto: Adalberto Roque/AFP/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Leonardo Fuentes Padura

    Hovedforfatter
    • Christian Baun
      cand.mag., 2010

    Intro

    Gamle bøger, farlige og frække kvinder, efterforskning af mærkværdige mord og en god snak med vennerne over en middag med rigelige mængder rom. Det er omdrejningspunktet for hovedpersonen i Leonardo Padura Fuentes’ “Havana kvartet”, den slidte og nostalgiske politimand Mario Conde. Det er cubanerne og hverdagen, der interesserer Padura. Hans skrivestil er så intens og nærværende, at figuren Mario Conde nærmest er blevet en levende del af Havana, og det er ikke sjældent, at forfatteren får besøg af læsere, der spørger til kriminalkommissær Conde. Leonardo Padura er nok bedst kendt uden sit Fuentes, og han har revitaliseret den cubanske litteratur med sin succesfulde krimiserie. Bøgerne udtrykker en stor kærlighed til Havana men med sin sociale bevidsthed lykkes det samtidig for Padura at skildre skyggesiderne af den cubanske virkelighed.

    Baggrund

    Leonardo Fuentes Padura kom til verden i 1955 i sine forældres nye hus Villa Alicia i Mantilla-kvarteret nær Havana. Dette kvarter i forstaden Arroyo Naranjo har hans familie beboet i fire generationer.

    ”Denne insisteren på at opgrave fortiden, på at jagte en angivelig selvmorders mere og mere komplicerede genfærd, fremkaldte en bitter smag i munden – det var som at forsøge at elske med et smukt lig, når man havde muligheden for at elske med en varm og levende kvinde. Sandheden var stadig uopnåelig, tænkte han, og den burde fortsætte med at være lukket inde i den fæstning, hvor man havde lukket den ind.”

    “Fortidens tåge”, s. 179.

    Padura har en universitetsgrad i latinamerikansk litteratur fra Facultad de Arte y Letras på Havana universitet. Under studierne skrev flere af hans venner både poesi og noveller. Padura mente, han kunne gøre dem kunsten efter, og i denne ånd af konkurrence begyndte han at skrive skønlitteratur. Kort efter, at han dimitterede fra universitetet, fik han sit første job som journalist på litteraturmagasinet Caimán Barbudo. Her skrev han kulturelle og historiske artikler, men der var stadig plads til skønlitteraturen ved siden af. Padura ser sit journalistiske arbejde som et vigtigt skridt i sin udvikling som forfatter: “For det første gav det mig en hel ny opfattelse af landet, for det andet ændrede det fundamentalt min skrivestil i forhold til min første roman.” (videointerview, www.havana-cultura.com, 2010). Padura har desuden været redaktør for det toneangivende kulturmagasin La Gaceta de Cuba fra 1990 til 1995.

    Padura og hans generation er vokset op med den cubanske revolution og sammenbruddet af idealerne og illusionerne. Netop derfor foregår “Havana-kvartetten” i de fire årstider af 1989 – tiden hvor jerntæppet smuldrede i Europa, og Sovjetunionen endte med at blive opløst.

    Leonardo Fuentes Padura
    Foto: Adalberto Roque/AFP/Ritzau Scanpix
    • Født

      1955 i Havana, Cuba.

    • Uddannelse

      Latinamerikansk litteratur fra Havana Universitet.

    • Debut

      Fiebre de caballos, 1983-84. Roman.

    • Litteraturpriser

      Premio Internacional Café Gijón, 1995. Hammett Prisen (Premio Hammett), 1997, 1998, 2005, 2006. Raymond Chandler Award, 2009.

    • Seneste udgivelse på dansk

      Kættere. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Herejes, 2013). Oversætter: Kirsten A. Nielsen.

    • Inspiration

      Ernest Hemingway.

    En vigtig detalje om Paduras liv er, at han stadig bor på Cuba og ikke er emigreret efter sammenbruddet. Mange forlader landet, når de har penge til det, men Padura har valgt at blive i det lokale og beholde sin inspiration. Beslutningen er dog tung; “praktisk talt hele min fars familie lever i udlandet, samt min yngre bror og masser af venner. Det er et intenst, intimt og smertefuldt forhold.”. (Arriazu, Ascen: Our man in Havana: introducing Leonardo Padura Fuentes and the quill of mystery. www.threemonkeysonline.com, 2006-04).

    Padura er oversat til femten sprog og har senest udgivet romanen “El hombre que amaba a los perros” i 2009. Romanen udkommer i dansk oversættelse som “Manden der elskede hunde” i 2011. Padura har her udeladt Mario Conde og skrevet en mere politisk roman om bolsjevikken Lev Trotskij og den kommunistiske utopi i det tyvende århundrede.

    Udover romaner skriver Padura politiske essays og artikler, og han har omskrevet adskillige af sine værker til filmmanuskripter, men endnu er intet filmatiseret.

    Padura bor stadig i huset Villa Alicia og lever et roligt tilbagetrukket liv med sin kone, journalisten Lucía López Coll, og deres hund Chiro.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    På trods af “Havana-kvartetten” ser Padura ikke sig selv som krimiforfatter: *“Det vigtigste er at skrive godt og allermest at sørge for, at teksten er mere end et litterært mysterium” [2]Leonardo Padura's revolution in crime. Artikel i The Independent2008-05-23. Padura vil producere en vedkommende litteratur, og det lykkes i hans romaner at give læseren noget mere at tænke på, end hvem der har begået en forbrydelse. Han er lokal for cubanerne og eksotisk for resten af verden. Men hans problemstilling med en desillusioneret postrevolutionær verden er ikke kun aktuel på Cuba, og man bliver som læser påvirket af de følsomme emner.

    Problemer som rådne skolesystemer, stoffer, arbejdsløshed og korrupte politikorps får læseren til at tage stilling til spørgsmål om samfund, moral og værdier. Men imponerende nok er Padura ikke censureret, og man kan med hans litterære succes se en forskydning af de moralske grænser i Cuba. Forfatteren placerer sig præcist på knivsæggen mellem bred underholdning og stærk kritik. Paduras politiske stemme udtrykkes også i hans essays om Cuba, som bliver brugt i universitetsstudier i latinamerikansk politik flere steder i verden.

    Sproget i romanerne bliver aldrig højt og kryptisk, men baserer sig på gode observationer, en flydende fortælling og karakterer, som er lette at forholde sig til. Med gentagelser både i referencer, udtryk og karakterer får man en hjemlig og tryg fornemmelse ved at læse Leonardo Padura.

    Padura indrømmer selv, “at han startede med at skrive som Hemingway” [2]Leonardo Padura's revolution in crime. Artikel i The Independent2008-05-23.Det simple sprog med en dybere liggende mening er Hemingways såkaldte ‘isbjergsteknik’, der også bruges af Raymond Carver. Denne tørre stil lader det psykologiske ane bag karakterer og dialog. Padura bruger skrivestilen sammen med kraftige genrekonventioner som krimien og opbløder dermed den realistiske isbjergsteknik. Dette giver en mere konstrueret litteratur, hvor man kan mærke en vægt på underholdning og arketyper.

    Cubas korte historie er påvirket af store omvæltninger, og Padura ønsker at efterlade et mærke for denne særegne periode og specielt for “følelsen af desillusion, da den ideale verden, som de talte om, begyndte at forsvinde, og vi hørte rygter om, at Sovjetunionen ikke var det land, vi havde lært om” (Arriazu, Ascen: Our man in Havana: introducing Leonardo Padura Fuentes and the quill of mystery. www.threemonkeysonline.com, 2006-04). Drømmene og tiden strander for eksempel hos Tynde Carlos, hvis fremtid er skudt i sænk af en kugle i ryggen, som har placeret ham i rullestol. Øjeblikket bliver det eneste, man kan stole på hos Padura, og det må nydes med mad, sex, druk og venner.

    Beslægtede forfatterskaber

    De litterære forbilleder finder man ved at følge Mario Conde, for Padura udtrykker et sammenfald i de forfattere, de læser – J.D. Salinger, J. L. Borges, D. Hammett og Hemingway. Conde bygger ikke på Paduras egen karakter, men er tværtimod en utopiske politimand, der er skabt, så han kan bevæge sig over alt i den cubanske verden. Det er den hårdkogte kriminallitteratur fra Amerika før 1945, Padura tager afsæt i, og Mario Conde er beslægtet med de berømte fiktionelle detektiver fra Raymond Chandler og Dashiell Hammett – nemlig Phillip Marlowe og Sam Spade. Disse karakterer fra de hårde realistiske krimier er gode mænd, der kan drikke en hel flaske whisky, og stadig ved, de ikke skal slå på kvinder. Det er moralsk stærke karakterer med plads til, at de kan pege fingre af en nederdrægtig verden.

    Padura udtrykker selv, at hans generation har fravalgt at efterligne de latinamerikanske forfattere inden for magisk realisme på grund af den nye mere politiske virkelighed: “Vi prøvede at skrive om virkeligheden med ægthed i et hverdagssprog: urban litteratur, altid placeret i byerne, i gaderne.” [2]Leonardo Padura's revolution in crime. Artikel i The Independent2008-05-23. Netop derfor kan man i Cuba omkring Berlinmurens fald se et skifte fra den politiske og socialistiske roman til den realistiske og mere omfavnede roman, som Padura producerer. Padura førte litteraturen væk fra historier om CIA-folk, der forsøger at infiltrere det socialistiske system, til en langt mere broget litteratur med beskidte karakterer, der sveder, stjæler og er moralsk tvetydige. En ironisk og legende litteratur for de nu illusionsløse cubanere.

    Paduras skrift udstiller samfundsmæssige svagheder og kan sammenlignes med "Den hvide tiger" af indiske Aravind Adiga. Adiga arbejder som Padura som journalist og ønskede med sin roman fra 2008 at vise sit hjemlands svage sider. Hermed skulle der blive åbnet op for en konstruktiv udvikling. Adiga udtrykker det således; “Kritikken fra forfattere som Flaubert, Balzac og Dickens i det nittende århundrede hjalp England og Frankrig med at bliver bedre samfund.” (I highlighted India's brutal injustices: Adiga. www.rediff.com, 2008-10-16). Men først og fremmest må man mærke sig, at Padura ønsker at erindre og fremlægge fortiden. Hvilken udvikling der er brug for, har han endnu ikke svaret på.

    Spanske Manuel Vásquez Montalbán er en anden parallel til Padura. Han har på samme måde formået at forny krimilitteraturen i sit hjemland med et bredere krimibegreb. Montalbáns romaner er krydret med gastronomiske betragtninger, som man netop også ser hos Padura. Det kan skyldes kogekunstens evne til at placere sig både lokalt, familiært og farverigt.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner på dansk

    Den ulastelige cubaner
    Den ulastelige cubaner

    Leonardo Padura

    2007. (Pasado perfecto. 1991)

    Forårsblæst over Havana
    Forårsblæst over Havana

    Leonardo Padura

    2008. (Vientos de cuaresma. 1994)

    Maskespil i Havana
    Maskespil i Havana

    Leonardo Padura

    2006. (Máscaras. 1997)

    Cubansk efterårslandskab
    Cubansk efterårslandskab

    Leonardo Padura

    2009. (Paisaje de otoño. 1998)

    Fortidens tåge
    Fortidens tåge

    Leonardo Padura

    2010. (La neblina del ayer. 2003)

    Manden, der elskede hunde
    Manden, der elskede hunde

    Leonardo Padura

    Sohns Forlag, 2011.

    Slangens hale
    Slangens hale

    Leonardo Padura

    Sohn, 2012. ( La cola de la serpeinte, 2012). Oversætter: Kirsten A. Nielsen.

    Kættere
    Kættere

    Leonardo Padura

    Lindhardt og Ringhof, 2015. (Herejes, 2013). Oversætter: Kirsten A. Nielsen.

    Udgivelser på spansk

    Fiebre de caballos

    Leonardo Padura

    1983-84. Roman

    Con la espada y con la pluma

    Leonardo Padura

    1984

    Colón, Carpentier, la mano, el arpa y la sombra

    Leonardo Padura

    1987

    Según pasan los años

    Leonardo Padura

    1989

    Lo real maravilloso: creación y realidad

    Leonardo Padura

    1989. Essay

    Alejo Carpentier y la narrativa de lo real maravilloso

    Leonardo Padura

    1995. Essay

    La puerta de Alcalá y otras cacerías

    Leonardo Padura

    1997. Novelle

    Modernidad, posmodernidad y novela policial

    Leonardo Padura

    2000. Essay

    La cola de la serpiente

    Leonardo Padura

    2001. Roman

    La novela de mi vida

    Leonardo Padura

    2005. Roman

    El hombre que amaba a los perros

    Leonardo Padura

    2009. Roman

    Om forfatteren

    Leonardo Padura: Jeg er en af dem, der skriver. Poli…

    Charlotte Sejer Pedersen

    Pedersen, Charlotte Kjærholm. Savnet er overalt

    Information. 2010-06-03

    Forlaget Sohn.

    Paduras danske forlag, hvor man blandt andet kan læse om den kommende udgivelse “Manden, der elskede hunde” og resten af de danske udgaver.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Leonardo Fuentes Padura

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Our man in Havana: introducing Leonardo Padura Fuentes and the …

    Ascen Arriazu

    [2]

    Leonardo Padura's revolution in crime. Artikel i The Independent

    2008-05-23

    [3]

    Ukendt: Leonardo Padura's interview. Video på www.havana-cultura.com.