Lucas Rijneveld

Emneord:

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., september 2024

Hollandske Lucas Rijneveld slog igennem internationalt med sin første roman ”Aftenens ubehag”. Den foregår i et ruralt Holland, som er udpræget kristent og konservativt. Her vokser den unge pige Jas op med sin familie. Igennem hendes blik ser læseren en verden, der både er fuld af præ teenagerens liderlighed, af den barnlige fascination af det ulækre og af døde dyr. Rijneveld cementerede med sin anden roman hypen. I ”Min egen øjesten” er det ikke kun den pædofile fortæller og hovedpersons grooming af den 14 årige pige, der er foruroligende, det er også hans klistrede og kvælende sprog.

Baggrund

Lucas Rijneveld er født i 1991 i Brabant, Holland. Han er født Marieke og blev som barn kønnet som pige. I den periode, hvor han udgav sin første bog, ”Aftenens ubehag”, brugte han både Marieke og Lucas og de kønsneutrale pronominer de/dem, men nu bruger han udelukkende Lucas og identificerer sig som mand.

”Camillia var taget på besøg hos sin søster i Spanien, og kun børnene var hjemme, den ældste var to år ældre end dig, og dengang kunne jeg ikke forudse at noget ville blomstre op mellem jer, (…) og at jeg blev jaloux på min egen søn da han samme aften ville køre dig hjem på sin knallert, nej, jeg lokkede dig med at min yngste havde fødselsdag, at vi havde en kage med et tykt lag smørcreme stående.”

”Min egen øjesten”, s. 63.

Foto: Shody Careman

Født
20. april, 1991, Brabant, Holland.
Uddannelse
Ikke færdiggjort læreruddannelse.
Debut
Kalfsvlies. Atlas Contact, 2015. Poesi.
Litteraturpriser
C. Buddingh’ Prize, 2015. ANV Debutantenprijs i Holland, 2019. International Booker Prize, 2020, sammen med oversætter Michele Hutchison.
Seneste danske udgivelse
Min egen øjesten. Vinter Forlag, 2024. Roman. Oversat af Birthe Lundsgaard.
Inspiration
Rainer Maria Rilke, Vladimir Nabokov, Jan Wolkers.

Hans familie var bønder, de opdrættede køer og var meget religiøse. Rijneveld elsker stadig køer og har fået lavet sit eget personlige stempel med en stor tegning af en ko, som han bruger til at signere sine bøger med. Også efter han var blevet fuldtidsforfatter, mugede han ud i stalden på en gård, lidt uden for Utrecht hvor han bor. En slags meditativ motion. Og desuden, fortæller han i et interview, ”er køer rare at være sammen med. Hvis bonden er følsom over køerne, er køerne som regel også følsomme.” (Anna Kinsella: Marieke Lucas Rijneveld: the Dutch dairy farmer who wrote a bestseller. Dazed Magazine, 2020-02-27. Egen oversættelse). Desuden var den jævnlige omgang med kokasser en god, lavpraktisk måde at komme i kontakt med sin barndom, da lugten af kolort vækkede hans sansede erindringer fra farens kostalde til live.

Det lå ikke i kortene, at Rijneveld skulle blive forfatter, men han har altid vidst, at han havde et særligt forhold til litteraturen og kunsten. Som barn skrev han en hel Harry Potter-roman af, fordi han ikke ville miste historien, når han afleverede bogen tilbage til biblioteket. Sådan lærte han at skrive. Men det var først, da han flyttede væk fra familien og landsbyen, for at læse til lærer i universitetsbyen Utrecht, at han for alvor begyndte at skrive. Han udgav digtsamlingen ”Kalfsvlies” i 2015 og blev udråbt til en af de mest lovende forfattere i Holland. Romanen ”Aftenens ubehag” udkom i Holland i 2018 og tog Rijnevelds gennembrud fra at være nationalt til også at blive internationalt, da Rijneveld blev tildelt Booker-prisen i 2020 sammen med sin oversætter til engelsk, Michele Hutchison.

Rijneveld udgav i 2019 sin anden digtsamling ”Fantoommerie”, og hans anden roman ”Min egen øjesten” udkom i Holland i 2020, og på dansk i 2024.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Lucas Rijneveld læser op fra og fortæller om ”Aftenens ubehag”. The Booker Prizes, juli 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Lucas Rijneveld skriver om det rurale liv, livet på landet. Landbruget skildres i Rijnevelds forfatterskab med nul procent sentimentalitet og idyl. Det er barske vilkår, og det er voldsomt og fuld af syge, døde dyr og ødelagte familier, der kæmper på randen af økonomisk kollaps og kollaps i det hele taget. Den måde, de to unge piger, som er hovedpersoner i Rijnevelds to bøger, forholder sig til deres køn på, er også interessant at kigge på. Den unavngivne 14-årige hovedperson i ”Min egen øjesten” er ekstremt betaget af penisser. Hun ser på drengenes. Hun rører ved dyrlægens, og sammen med ham opererer hun en penis ud på en odder, som en slags manifestation af hendes brændende begær efter selv at have en penis. Rijneveld er varsom med at kalde nogen af de to hovedpersoners eksperimenter med deres køn for direkte kønsdysfori. Og som læser skal man nok også være varsom med at læse det faktum, at Rijneveld selv er transkønnet, ind i hans karakterer. Også selvom de i vid udstrækning er bygget på hans eget liv. Karaktererne er deres egne, og begge romaner er fiktionsfortællinger, uanset at de trækker på et stof, der ligger tæt op ad Rijnevelds liv.

Der er et meget påtrængende tema om seksuel vold. Den pædofile dyrlæge i ”Min egen øjesten” er den forførende og ødelæggende kraft i den unge piges liv. Men han er også selv et offer for seksuelle overgreb, som hans mor begik imod ham, da han var barn. I ”Aftenens ubehag” forsøger faren at helbrede Jas’ forstoppelse, ligesom han gør ved køerne, han stopper et lille stykke sæbe op i anus på hende. Hendes skam og smerte spejler sig i flere af de scener, hvor hun sammen med sine søskende udfører forskellige eksperimenter med hinandens kønsdele. Der findes tydeligvis ikke noget såkaldt sundt forhold til seksualitet for disse karakterer.

Beslægtede forfatterskaber

Den danske forfatter Hans Otto Jørgensen har skrevet om sin baggrund fra en landbrugsfamilie, ja faktisk kvægbrugsfamilie, ligesom Rijneveld, i utallige af sine bøger. Ligesom Rijneveld har han også været optaget af at beskrive det hårde og nedslidende arbejde, det er at holde dyr, og de menneskelige skæbner, der findes ude på gårdene og i landsbyerne. Hos Rijneveld er der i ”Min egen øjesten” en antydning af det skifte i livsform, som den unge pige foretager, da hun senere i livet bliver internationalt anerkendt musiker. Det findes også hos Jørgensen, der gentagne gange trækker på den erfaring. Både driften ud af landsbyen, mod kunsten, og sorgen over at forlade familien.

Her er det også værd at nævne Ditte Holm Bros ”Fladland” (2021), der tematiserer livet på landet på en helt anden måde: der er flade marker, men flere parcelhuse, og en ung piges indre liv, der udfolder sig i det miljø.

Rijneveld har tydeligvis bedrevet en genskrivning af den næsten mytiske ”Lolita”-fortælling, som Vladimir Nabokov skrev i 1955. Nabokov er inde på noget af det mest forstyrrende ved litteraturen, nemlig dens evne til at forføre. Læserens tilbøjelighed til at holde med en bogs hovedperson strækkes til det yderste og viser, at vi som læsere også er en form for medskyldige i en fortælling om seksuelt overgreb på en ung pige. Det er for så vidt det samme ærinde, Rijneveld er ude i, og det lykkes i høj grad, fordi han er så fremragende en stilist, ligesom Nabokov. Som læser får man en art dobbeltsyn, der fatter en slags forkvaklet sympati for hovedpersonen, samtidig med at man kan se, hvor ødelæggende det er for hans offer. Den sidste del af det, konsekvenserne for den unge pige, har Rijneveld så et helt andet blik for, meget mere råt og ærligt end Nabokov.

Man kan også nævne svenske Sara Stridsbergs ”Darling River” (2010), som er en slags omvending af Lolita-myten. Her er det ikke den ældre mand, der er et monster, men den unge pige, der vokser ud over sine grænser og bliver monstrøs.