BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Mette Sø
Foto: Kenneth Nguyen / Politikens forlag
*Seneste udgivelse

Mette Sø

    Hovedforfatter
    • Anne Vindum
      cand.mag., 2015

    Intro

    Cykelløb, trusseeksport, sabotagevirksomhed og skovhugning er de utraditionelle erhverv hos de kvindelige hovedpersoner i Mette Søs romaner. Med et humoristisk blik på sine karakterer tegner Mette Sø portrætter af kvinder, der er i færd med at blive sig selv. Trods romanernes klejne omfang folder der sig store historier og farverige billeder ud, og det er svært at slippe bekendtskaberne med de elskelige karakterer Petit, Betty, Moskva og Kanel.

    Baggrund

    Mette Sø er født i København i november 1968 og opvokset på Østerbro, ”dengang hvor de fleste boede til leje, de færreste havde bad, man legede på gaden og alle børn delte værelse med deres søskende” [1]Anne VindumMailinterview med Mette Søoktober 2013.. På 75 m² boede hun med sine forældre, to søskende, en hund og en kat, mens hendes mormor og morfar var nærmeste nabo.

    ”– Åbn din taske, siger hun til Spot. Spot kigger uforstående på hende. – Gør det nu. Spot åbner sin taske, Pim stikker hånden ned i kurven, fisker en Luger op fra de våde badedragter og håndklæder og lægger den over i Spots taske. – Afsted med jer. Hurtigt. Vi ses udenfor Park om to.”

    ”Snebær”, s. 74.

    Mette Sø har taget en eksportuddannelse, men ”kan ikke huske hvad den hedder, for den er aldrig blevet brugt til noget”, som hun selv siger det. Under uddannelsen fik hun arbejde på et reklamebureau, og de næste femten år arbejdede hun inden for den branche. I dag arbejder hun som forfatter og som freelanceresearcher på film- og tv-serier.

    Mette Sø
    Foto: Kenneth Nguyen / Politikens forlag
    • Født

      12. november 1968 i København.

    • Uddannelse

      Eksportuddannelse.

    • Debut

      Petit Petit. Republik, 2010. Roman.

    • Litteraturpriser

      Rejselegat, Statens Kunstfond, 2011, 2013 og 2015. Arbejdslegat, Statens Kunstfond, 2015, 2016 og 2017.

    • Seneste udgivelse

      Sommergræs, vinterorm. Politiken, 2017. Roman.

    Allerede som barn havde hun et tæt forhold til litteraturen. Hendes morfar var ansat på forlaget Hasselbalch, og når han kom op af trappen om aftenen, håbede hun altid, at han havde en ny bog med til hende. Hun tilbragte lange eftermiddage på biblioteket og blev suget ind i historierne: ”Jeg tænkte tit, at det måtte være helt vidunderligt at skrive en bog. Det stod for mig som en opdagelsesrejse. Men skulle jeg skrive, skulle det være under et andet navn, alt andet ville være for pinligt. Den pinagtighed holdt ved langt op i tyverne og det var først, da længslen efter at skrive og udtrykke mig blev større end det pinlige, at jeg kastede mig ud i det.” [1]Anne VindumMailinterview med Mette Søoktober 2013..

    Hun kastede sig ud i det, og debuterede i 2010 med romanen ”Petit Petit”, der i 2012 blev efterfulgt af ”I en snæver vending”. I 2013 udkom ”Snebær” om tre kvindelige sabotører i krigens sidste år i København, og i 2015 ”fordi at” om en skovhugger ved navn Kanel.

    Da Mette Sø var 12-13 år, fik hun Marge Piercys ”Kvinde ved tidens rand” af sin mor og blev meget berørt af den. Uden helt at forstå det kønspolitiske i bogen, kunne hun mærke, at her var en forfatter med en holdning og en blik: ”Og jeg lærte, hvad litteratur og kunst er for mig; en helt unik chance for at se og forstå andre måder at være i verden på, at se verden på – og det at se verden gennem et andet menneskes blik kaster lys tilbage på min, bevidste eller ubevidste, måde at være i verden på. Jeg tænkte rigtigt som barn – det er en opdagelsesrejse at skrive en roman – det er at gå ind i parallelunivers, som jeg både skaber, men som også på en sær måde kun venter på at blive fundet.” (Eget interview, oktober 2013).

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Trods bøgernes umiddelbare forskelligheder, er der flere genkommende træk i Mette Søs romaner. Alle har de kvindelige hovedpersoner, som er i færd med at definere mål og motiver i deres liv. Petit skal finde ud af, om hun skal være cykelrytter og på hvilke præmisser, Betty skal finde ud af at løsrive sig fra sin mor og turde være sig selv og Moskva skal finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert i hendes sabotagevirksomhed. Kanel skal finde ud af, hvordan hun forholder sig til magiske mærkværdigheder og kærligheden. Der er ingen overordnet fortællerinstans, der forklarer det hele for hverken karaktererne eller læseren, så vi ser kun verden fra karakterernes synsvinkel.

    Mette Sø har netop betonet denne fiktive virkelighed som et interessant sted at dykke ned som forfatter: ”For mig er en karakter et individ i en given virkelighed som jeg skal lære at kende. Det interesserer mig at dykke ned i det individs frihed og ufrihed. Hvordan ser individets virkelighed ud og hvordan farver den individet? Er individet og virkeligheden af fast eller plastisk materiale, kan individet fx ændre sin virkelighed?” [1]Anne VindumMailinterview med Mette Søoktober 2013..

    I ”I en snæver vending” skifter perspektivet løbende mellem 1. og 3. personfortæller, og dette synsvinkelskift siger undervejs noget om Bettys forhold til det, der sker. ”En anden ting, der optager mig, er at undersøge fortællesynsvinklen som et aktivt lag i hovedkarakterens personlighed, situation eller udvikling. Og hvordan synsvinklen kan forstærke den historie jeg gerne vil fortælle.” fortæller Mette Sø i et interview med forfatterweb [1]Anne VindumMailinterview med Mette Søoktober 2013..

    Romanerne er en udforskning af, hvordan man tager sin historie og sin skæbne på sig – om man bliver bitter eller accepterer sin skæbne. Petit nævner det i ”Petit Petit” . I ”Snebær” hedder det på side 79: ”Er det hendes natur eller summen af hendes erfaringer” og det spørgsmål er centralt gennem forfatterskabet: hvad skaber et menneske? Betydningen af opvækst og familieforhold er vigtig for kvinderne, og romanerne handler netop om at frigøre sig fra sin historie, sin familie og andres forventninger for at kunne blive sig selv. De har alle erfaringen af, at de kun kan stole på sig selv, når det kommer til stykket.

    I både ”Petit Petit” og ”Snebær” tematiseres det, hvordan det er at være del af et større foretagende og finde sin egen rolle i det, om det er et cykelløb eller en sabotørgruppe.

    Ydre temaer er besættelsen, sabotagevirksomhed og københavnske hverdagsliv under krigen i ”Snebær”, cykelløb i ”Petit Petit” og populærkulturens indvirkning og indflydelse på mennesker i ”I en snæver vending”.

    Beslægtede forfatterskaber

    Amerikanske Chris Cleave udgav i 2012 romanen ”Guld” (”Gold”) om to kvindelige banecykelryttere. De er konkurrenter lige så vel som de er veninder, og lige som Petit og miss Starr i ”Petit Petit” skal de også finde ud af, hvad og hvor meget de vil ofre for at nå deres professionelle mål.

    Der findes et hav af bøger om besættelsen, modstandsbevægelsen og sabotagegrupper. Et eksempel er Tage Skou-Hansens ”De nøgne træer” fra 1957 og handler om Holger, der er modstandsmand og med i en sabotagegruppe. Den har også splittelsen mellem lyst og moral indlejret i og med det erotiske dobbeltspil, som Holger har kørende med den gifte Gerda. Spørgsmålet om, hvem man har forpligtet sig på, når det gælder, bliver afgørende.

    Bjarne Reuters ”Drengene fra Skt. Petri” (1991) handler om en gruppe unge mænd, der laver sabotage og bliver mere eller mindre påvirket af det. Mette Søs interesse for, hvordan psyken påvirkes og hvordan man tackler kriser, ses også i Reuters udlægning af sabotørvirksomhed og unge mennesker.

    Den danske forfatter Peder Frederik Jensen skriver i lighed med Mette Sø meget korte romaner med få karakterer. Hans ”Læretid” er en kort roman om en ung mand, der udfordrer sig selv ved at flytte fra det forventelige akademikermiljø i København for at uddanne sig til bådebygger i Røsnæs. Det er en atypisk og kortfattet dannelsesroman, lige som Mette Søs romaner er det.

    Tilfælles har de også interessen for håndværk og for at formidle glæden ved dette præcist og begejstret.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Petit Petit
    Petit Petit

    Mette Sø

    Republik, 2010.

    I en snæver vending
    I en snæver vending

    Mette Sø

    Republik, 2012.

    Snebær
    Snebær

    Mette Sø

    Republik, 2013.

    Fordi at
    Fordi at

    Mette Sø

    Republik, 2015.

    Sommergræs, vinterorm
    Sommergræs, vinterorm

    Mette Sø

    Politiken, 2017.

    Om forfatterskabet

    Web

    Skønlitteratur på P1: Nye romaner til fods og på cykel. Dr.dk

    2010-06-12. Indslag om Mette Søs debutroman ”Petit Petit”

    Skønlitteratur på P1: Kierkegaards kinesiske æske. dr.dk

    2013-02-20. Indslag om Mette Søs sprængstofresearch forud for ”Snebær”

    Mette Søs blog

    Mette Søs blog om sit omfattende researcharbejde under arbejdet med romanen ”Snebær”.

    Forfatterens hjemmeside

    På Mette Søs hjemmeside kan man finde omtaler og anmeldelsesklip af alle romanerne samt læse mere om inspiration, researcharbejde mm.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Mette Sø

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Mailinterview med Mette Sø

    Anne Vindum

    oktober 2013.