Foto: Jan Buus

*Seneste udgivelse

Bjarne Reuter

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2023

Hovedforfatter

Pia Andersen Høg
cand.mag., september 2023

Bjarne Reuter er både den mest læste og mest lånte forfatter på danske biblioteker, og gennem mere end 30 år har hans bøger for børn og unge været fast inventar i klasseværelser og på kollegieværelser, mens populære filmatiseringer har gjort Buster og Bjørn fra Brønshøj til en fælles referenceramme generationer imellem.

Et varieret voksenforfatterskab har de seneste 20 år vist Reuter som en komikkens mester, men bag balladen gemmer der sig altid en væsentlig kritik af tingenes tilstand.

Reformation og renæssance

Baggrund

Bjarne Reuter er født og opvokset i Brønshøj, hvor han de 22 første år af sit liv havde fast gang i Bella Bio, på Brønshøj Torv og ved Utterslev Mose. Faderen var forvalter, moderen var hjemmegående, og Bjarne var distræt og drømmende.

”Men inden vi krydser vejen, tager vi tre dybe indåndinger, for på Bellahøj er luften særlig ren, heroppe får indbyggerne ikke tuberkulose.”

”Halvvejen til Rafael”, s. 23.

Interessen for litteratur opstod tilfældigt, da den unge Bjarne kort før teenageårene fandt en række bøger på familiens loft. Edgar Wallace, Edgar Allan Poe og Boccaccio var med til vække en litterær lidenskab, som han i mange år efter eget udsagn nærmest følte som forbudt (Bjarne Reuter: Med blikket på uendeligt i De andre historier, side 211).

Bjarne Reuter afsluttede realeksamen i 1966, og efter nogle småjobs påbegyndte han HF på Blågårds Seminarium. Under læsningen til den endelige eksamen på seminariet skrev han sin første roman, “Kidnapning”, på blot en uge. Bjarne Reuter debuterede i 1975, og hans humoristiske tone vakte opsigt i de socialrealistiske 70’ere, hvor man i høj grad skrev alvorlige romaner om alvorlige problemer.

Foto: Jan Buus

Født
Den 29. april 1950 i Brønshøj.
Uddannelse
Læreruddannelse fra Blågårds Seminarium, 1975.
Debut
Kidnapning. Branner og Korch, 1975.
Litteraturpriser
Kulturministeriets Børnebogspris, 1977. Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris, 1983. Københavns Amts Kulturpris, 1987. De Gyldne Laurbær, 1989. Bog & Idé-prisen, Danmarks Yndlingsforfatter, 1990. The Mildred L. Batchelder Award, 1990, USA. Egholtprisen, 1991. Peter Sabroe Prisen, 1993. Søren Gyldendal Prisen, 1997. Læserens Bogpris, 2005. BG Banks Litteraturpris, 2005. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1998.
Seneste udgivelse
Om venskab. Gyldendal, 2023.
Inspiration
William Heinesen.

Så var der åbnet for sluserne, og siden har Bjarne Reuter skrevet omkring 80 bøger og prøvet kræfter med stort set alle litterære genrer, foruden film- og tv-manuskripter. Han fortsatte sit lærerjob på Gladsaxe Skole indtil 1980, men herefter har det været muligt for ham at leve af sit forfatterskab alene.

Det var ikke mindst med sine børne- og ungdomsromaner, at han blev fast inventar i folkeskolen. Flere titler er oversat til de europæiske sprog – sågar til japansk. Men Reuter fornyr sig konstant, og de seneste år har han udviklet et vidtfavnende voksenforfatterskab.

Da han i et interview engang blev spurgt, hvad han ville være, hvis han ikke var forfatter, var svaret kort og godt: “Ulykkelig!” (Torben Weinreich: Reuters Verden, side 10.)

Bjarne Reuter har fire børn fra to ægteskaber, og bor med sin hustru Annette i Lyngby nord for København.

Udvalgte bøger

Eventyrene: Slusernes Kejser og Shamran – den som kommer

“[Aron Myill var] en smittens by. Et sted for døende, krøblinge og spedalske. De bor der i tusindvis. Ruinerne af byen står jo endnu, men byen er under Karras’ kontrol.”Bjarne Reuter gør sig bemærket som eventyrforfatter tidligt i sit forfatterskab. Først med en række gendigtninger af populære eventyr som “Rottefængeren fra Hameln” og “Drengen der ikke kunne blive bange”. I 1978 opfandt han selv en ny verden i kæmpeværket “Slusernes Kejser”. Her er eventyret for voksne; en sci-fi inspireret fremtidsvision med dyb gæld til Tolkiens “Ringenes Herre”.

”[Aron Myill var] en smittens by. Et sted for døende, krøblinge og spedalske. De bor der i tusindvis. Ruinerne af byen står jo endnu, men byen er under Karras’ kontrol.”

“Slusernes Kejser”, bind 1, udg. fra 1984, s. 89.

“Slusernes Kejser” udspiller sig efter en altødelæggende krig: En gruppe særligt udvalgte begiver sig ud på en rejse for at vælte den onde Kejser Karras, der har inddæmmet vandet og forarmet landet. Romanen er humanistisk i sin tematisering af magtbegær og ondskab, som mennesket må vælge fra for at undgå katastrofe. I 1984 udkom bogen igen, denne gang rigt illustreret af Ib Spang Olsen, delt i to bind og bearbejdet for børn.

Endnu et livtag med genren kom i 1985 med “Shamran – den som kommer”. Den er en stort anlagt allegorisk fortælling om kampen for livet: Den dødeligt syge dreng Filip går på sin sidste nat gennem et maleri til en parallel verden, hvor han må kæmpe mod trolddom og ondskab. Til sidst finder han igen sig selv i barneværelset – han har overlevet døden.

Bjarne Reuters eventyr placerer sig i intim forlængelse af klassikere som Tolkien og C.S. Lewis. Også for Reuter fungerer eventyrets nye verdener allegorisk: De skal sige noget om den virkelige verden. Men eventyret har også sin egen ret; det er verden opfundet på ny, siger han: “Jeg synes, eventyret er spændende af to grunde – selv om de godt nok er paradoksale. På den ene led kan man opfinde verden på ny. Man bestemmer selv og er ikke afhængig af en hel masse tidsbestemte faktorer. På den anden led er man bundet af eventyrets normsæt, som jeg holder meget af.” (Ulla Kofod-Olsen: Drøm, digt og virkelighed, side 71).

Voksenkrimierne

Fra slutningen af 1980’erne bliver Brønshøj-erindringer, fantasy og situationskomik erstattet af kriminalplots tilsat eksistentielle og samfundsmæssige problematikker. Et fællestræk mellem disse romaner er, at hovedpersonerne oftest er mænd, der presses af kræfter, der ligger uden for deres kontrol.

”- Har vi ikke sådan én alle sammen, Møller?
- En bro?
- Netop, en bro… tilbage.
- Tilbage til hvad?
- Bare tilbage. Man tror den forsvinder. Med tiden. At brædderne rådner bort. Men det gør de åbenbart ikke. Man kan stadig gå på dem.”

“Langebro med løbende figurer”, side 86.

I “Den cubanske kabale” fra 1988 stilles politimanden Johan Klinger over for en fuldstændig uigennemskuelig kriminalkabale. Udenrigsministeren er myrdet, den mistænkte sendes til Cuba for at dysse sagen ned, og Johan Klinger sendes med uden at vide, hvad hans opgave er. Romanen er velkonstrueret, og under plottets forviklinger ligger igen en Reutersk kritik af magthavernes og samfundsinstansernes foragt for menneskeliv.

Samme indignation findes i “En rem af huden” fra 1992. Her udfoldes en tankevækkende diskussion af selvtægtens ret i et samfund, hvor racisme, forråelse og korruption sætter grænser for menneskelighed.

I “Langebro med løbende figurer” fra 1995 er det en mildest talt ukontrollabel fortid i form af den infantile, voldelige psykopat Orson Kiel, der indhenter nygifte Jannik. Kiel er mistænkt for massemord, og politiets efterforskning peger på, at Jannik må vide noget. Men Jannik vil helst ikke huske sin fortid, han lever tilbagelænet men desillusioneret i sit spritnye ægteskab med rigmandsdatteren Alice. Det lykkes dog ikke Jannik at holde fortiden fra døren, men i romanens slutning aner man, at han efter endt dåd endnu engang vælger at begrave fortiden i stedet for at tage tyren ved hornene og mestre sit eget liv.

Fortrængningstematikken præger også “Mordet på Leon Culman” fra 1999. Den 78-årige Culman modtager et brev med en dødstrussel først i romanen; han skal dø for sine fortidige ugerninger. Langsomt optrævles Culmans historie – hvorfor skal han dø? – samtidig med at afsenderens identitet toner frem fra erindringens tåger.

Den iranske gartner og Den egyptiske tenor

Kl. 2.30 en sommernat vækkes den gnavne kriminalkommissær Stelman til nyheden om, at en iransk gartner er fundet skudt i køkkenet på et dansk slot. Kort efter mødes han med sin assistent Rasmus Larsen i forsøget på at afdække det bestialske mord, som viser sig at have vidtrækkende konsekvenser for nationens ve og vel.

”Det er dyrt at komme ind på Nørrebro, og efter kropsvisitationen i Baggesensgade havde de måttet betale de obligatoriske beskyttelsespenge, som gik til leje af to beskyttelsesveste.”

”Den egyptiske tenor”, s. 73.

Et kort handlingsoprids kan give det indtryk, at Bjarne Reuters ”Den iranske gartner” fra 2008 er en krimi, men det er nærmere en roman, som man inden for filmterminologi ville betegne som en ”spoof” – en stærk satirisk genrekarikatur, hvor intet er helligt.

I et desperat forsøg på at afmontere sagens sprængfarlige natur, lykkes det Stelman og Larsen at fremprovokere en drabelig rockerkrig, en autonom besættelse af en modekonference og diplomatiske problemer med Iran. De to betjente træder i samtlige spinatbede, de kommer i nærheden af, mens de på forunderlig vis lander med begge ben gennem et usandsynligt forløb af heldige tilfældigheder.

Det er intet mindre end verdensfreden, som er på spil, da vi igen møder Stelman og Larsen i ”Den egyptiske tenor” fra 2010. Kort før den globale fredskonference i København kidnappes og halshugges den syriske chefforhandler, Nazim al-Salu. Herefter følger vi Stelman og Larsens dilettantiske opklaringsarbejde i en hæsblæsende og elegant parodi på krimigenrens største koryfæer.

De to betjente står tilsyneladende over for en religiøs sekt af Dan Brown’ske dimensioner. De drager til Ægypten for at ledsage al-Salus dobbeltgænger til København, mens både James Bond, Hercule Poirot og Miss Marple kan anes i baggrunden, da Stelman og Larsen til sidst indfinder sig på en hjuldamper langs Nilen, hvor alle er mistænkte.

Reuter finder samtidig god plads til at vise en satirisk fremstilling af vores samtid. Både kongehus, regering og alskens kendisser parodieres kærligt, mens der sendes humoristiske stikpiller til alt fra Osama bin Ladens påståede død til Morten Messerschmidts juleplade.

Genrer og tematikker

Bjarne Reuter hører ikke blot til de flittigste og mest læste forfattere i Danmark; han er også en af de mest diverse. Med undtagelse af digte er der praktisk talt ikke den genre, som Reuter ikke har været i berøring med. Børnebøger, dannelsesromaner, krimier, komedier, historiske romaner, eventyr, gyserhistorier, erindringsnoveller, mm. – ofte har selve romanerne grænseflader til adskillige genrer. Og dertil kommer både film- og TV-manuskripter, teater og avisklummer.

Det er dog ikke mindst hans skildringer af barndom og ungdom, som har gjort Bjarne Reuter til dansk folkeeje. Selv siger han, at han hverken skriver børne- eller voksenbøger, for de etiketter dur slet ikke: “Jeg er ude på at skrive historier, som både børn og voksne kan få noget ud af.” (Gunnar Jakobsen: Bjarne Reuter, side 220).

På hver deres måde tematiserer serierne om Bertram, Bjørn og Buster de formative børne- og ungdomsår. Hvor det med Bertram og familien mestendels er skæg og ballade, er den socialrealistiske tristesse langt mere end blot baggrund i fortællingerne om de meget forskelligartede Buster og Bjørn. I begge serier skildres familieproblemer, vennerne, de tidlige kærester og første vigtige valg nuanceret.

Forstadsdanmark, centreret omkring Reuters egen hjemstavn Brønshøj, er også en fællesnævner for de ovennævnte romaner – om end Bertram og familien strengt taget ikke bor i Brønshøj, men i nabokommunen Vanløse. Det er dog Brønshøjs gader, som danner scene for både Bjørn og Buster, ligesom de dukker op i en række noveller om barndommen i novellesamlingen ”Halvvejen til Rafael”.

En række alvorlige og eksistentielle problemstillinger snor sig ind og ud af Reuters mangfoldige produktion. Religion tematiseres blandt andet i ”Løgnhalsen fra Umbrien”, ”Halvvejen til Rafael” og ikke mindst ”Englene i Avignon”, mens politiske magtkampe parodieres i bøgerne om kriminalkommissær Stelman. Hvor ”Barolo kvartetten” omhandler ægteskabskrise, er det de eksistentielle livsvalg og manglen på samme, som er i fokus i portrættet af Bjørn, samt i bl.a. ”Langebro med løbende figurer” og ”Mordet på Leon Culman”.

Krig og absolut ondskab præsenteres både med historisk akkuratesse i besættelsestidsromanen ”Drengene for Sankt Petri” og med allegorisk snit i det overdådige fantasy-epos om ”Slusernes kejser”.

Til trods for sådanne mørklødede tematikker og krads socialrealisme er Reuter ikke mindst kendt for sit humoristiske vid. I serierne om Bertram, Kaptajn Bimse, Buster og kriminalkommissær Stelman får vi både grinagtige optrin, pinlige dialoger og gakket situationskomik. Reuter har samtidig formået at forny sine lattervækkende virkemidler og iscenesætte dem forskelligt. Der er langt fra onkel Georgs vanvittige planer i Bertram-bøgerne og Stelmans dilettantiske politiarbejde i ”Den iranske gartner” til Giuseppe Emanuele Pagaminos eventyrligt underfundige rejse i “Løgnhalsen fra Umbrien”.

Netop det eventyrlige og overnaturlige har været en væsentlig ingrediens i Reuters forfatterskab, ikke udelukkende tematiseret i Pagaminos middelalderlige overtro. Ikke blot har Reuter forfattet en lang række eventyr, men også udgivet gendigtninger af klassiske eventyr. Mest fuldbyrdet udfoldes disse tematikker i de ambitiøse fantasy-romaner ”Shamran – den som kommer” og ”Slusernes kejser”.

Afslutningsvis kan tilføjes, at kriminalgenren er blevet behandlet fra yderst forskellige vinkler gennem Reuters forfatterskab. Mest klassisk præsenteres kriminalgåden i ”Den cubanske kabale” og ”En rem af huden”, mens den tilføjes ekstra bid og psykologisk dybde i bl.a. ”Barolo kvartetten” og ”Langebro med løbende figurer”. ”Den iranske gartner” og ”Den egyptiske tenor” er effektive parodier, hvor samtlige kriminalgenrens klicheer tages under satirisk behandling.

Beslægtede forfatterskaber

Mens bøgerne om Bjørn står på skuldrene af Charles Dickens’ storslåede dannelsesromaner, er det klassiske krimiplots a la Raymond Chandler, der er forlægget for bl.a. ”Den cubanske kabale”. Buster kan minde om den drømmende Billy Casper i Barry Hines’ socialrealistiske ”A Kestral for a Knave” (ikke oversat til dansk), mens Giuseppe Emanuele Pagamino ligner en ikke så fjern slægtning til Baron von Münchhausen, hvis fantastiske løgnehistorier bl.a. er blevet beskrevet af Rudolf Erich Raspe. Brødrene Grimm bringes in mente i Reuters glæde ved nye og nyfortolkede eventyr. Tolkien og C.S. Lewis har ganske sikkert leveret inspiration til den fiktive parallelverden i ”Slusernes kejser”, ligesom det ulige rejsefællesskab i ”Englene i Avignon” deler påfaldende mange ligheder med broderskabet i ”Ringenes Herre”- ikke mindst at begge selskaber begiver sig ud på en skæbnesvanger rejse i kamp mod det onde. I ”Shamran – den som kommer” er det ikke mindst Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, der anes bag spejlet.

Med sin enorme spændvidde er det nærliggende at bygge bro til danske forfattere som Bent Haller, Dennis Jürgensen og til dels Dan Turéll.

Bent Haller har ligeledes skrevet romaner for både voksne og børn, samt gendigtet klassiske fortællinger, bl.a. en række sagn fra den græske oldtid. Hos Haller er selv de mest børnevenlige udgivelser ofte krydret med en væsentlig portion alvor.

Dennis Jürgensen deler Reuters sans for situationskomik i børnehøjde og hører sammen med Reuter til de mest læste børnebogsforfattere. Viktor fra Jürgensens populære ”Kærlighed ved første hik” er ikke ulig Buster i sin kejtede kamp for anerkendelse, men det er ikke mindst det rablende persongalleri fra Bertram-bøgerne, som kommer Jürgensens tone nærmest. Mens han deler Reuters sans for pinligt morsomme barndomsbeskrivelser, er socialrealismen mestendels fraværende i Jürgensens mere ligefremme komedier. Dennis Jürgensen har desuden, ligesom Reuter, skrevet ungdomsthrillers og et stort fantasy-epos, den voluminøse Dystopia.

Stilistisk er Dan Turéll uden tvivl en markant anden type forfatter end Bjarne Reuter. Med inspiration fra den amerikanske beatgeneration beskriver Turéll en postmoderne verden af kødelige lyster, stoffer og eksistentielt forfald. Samtidig deles glæden ved forstadsbeskrivelser - Brønshøj er erstattet af Vangede, mens begge forfattere besidder en unik evne til genrenedbrydning. Turéll har beskrevet både vampyrer og kriminalbetjente, og i hans kriminalserie fra Vesterbro er det underfundige smil ofte at finde under den morderiske overflade.

Den svenske forfatter Mikael Niemi er lige som Reuter umulig at sætte i bås med et oeuvre, som bl.a. omfatter science fiction, hjemstavnsskildringer og identitetssøgende kriminallitteratur. Niemi er mest kendt for sine beskrivelser af latent ungdomsoprør i ”Populærmusik fra Vittula”. Her danner humor og socialrealisme symbiotisk parløb i forfatterens beskrivelser af ungdommens genvordigheder.