Mo Yan

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Anna Møller
cand.mag., 2014

Da den i Danmark ukendte, kinesiske forfatter Mo Yan i efteråret 2012 modtog Nobelprisen i litteratur, var den mest udbredte reaktion i danske medier et spørgsmålstegn. Hvem var den prisbelønnede, men for os ukendte og uoversatte forfatter?

Opvokset i et bondesamfund og tidligere medlem af Folkets Befrielseshær har Mo Yan oplevet at få sine bøger gjort forbudte i sit hjemland og er blevet beskyldt af både nobelpristagere og landsmænd for at være i lommen på staten. Frataget de politiske uoverensstemmelser står Mo Yans litteratur tilbage som et levende og malerisk eksempel på, at fortællingen fuld af sanselige detaljer og medrivende skæbner sejrer i et polemisk, litterært verdenshav.

Baggrund

Mo Yan er kunstnernavnet for Guan Moye, og direkte oversat betyder aliasset Tal Ikke. Navnet stammer fra forfatterens opvækst, hvor han fra sine forældres side fik indprentet, at han ikke skulle provokere magthaverne. Mo Yan er født 17. februar 1955 og opvokset på landet i Shandong-provinsen i det nordøstlige Kina som søn i en landbrugsfamilie. Han har udtalt, at lysten til at fortælle opstod, da Mo Yan som barn arbejdede i hvedemarkerne som del af kollektivets bønder. Ude på marken fortalte en mand historier, som den unge forfatter smuglyttede til og om aftenen gengav for sin mor. Under Kulturrevolutionen forlod han tidligt skolen for at arbejde – først på bomuldsfabrik og siden på en oliefabrik – og i 1976, hvor Kulturrevolutionen efterhånden var slut, gik han ind i Kinas statshær, Folkets Befrielseshær.

”The Japanese cavalry unit headed south along the riverbank all the way up to where Laidi and her sisters had left their shoes. (…) Laidi kept looking, but they were gone. She then turned to look down at the dead sorrel, its head bloody, its big, lifeless blue eyes staring sadly into the deep blue sky.”

”Big Breasts & Wide Hips”, s. 34.

Her begyndte Mo Yan sideløbende at skrive og debuterede i 1981 med ”Falling Rain on a Spring Night”, der i 1984 modtog hærens litterære pris. Mo Yans nære tilknytning til staten fortsatte, da forfatteren senere hen underviste på Hærens Kulturakademi og i dag er næstformand i Kinas forfatterforening.

Foto: Batzer & Co.

Født
17. februar 1955 i Shandong-provinsen, Kina.
Uddannelse
Kandidatgrad i litteratur fra Beijing Normal University, 1991.
Debut
Falling Rain on a Spring Night. 1981.
Litteraturpriser
Litterær pris fra den kinesiske hær, PLA Magazine, 1984. Den ikkestatslige litterære pris Dajia, 1995. Kiriyamas fiktionspris, 2005. Fukuoka Asian Culture Prize XVII, 2006. Newman pris for kinesisk litteratur, 2009. Mao Dun litteraturpris, 2011. Nobels Litteraturpris, 2012.
Seneste udgivelse
Livet og døden tager røven på mig. Batzer, 2022. Oversat af Peter Damgaard. Roman.
Inspiration
Gabriel García Márquezog William Faulkner.

Mo Yan skriver en form for kinesisk version af magisk realisme – en litterær genre, der opstod i 1970’erne og 1980’erne og er præget af en kombination af socialrealisme og drømmelignende begivenheder, eventyrelementer og skrøner. Mo Yan er oversat til fransk, engelsk, spansk, tysk, norsk og svensk, og i 2013 udkom så den første, danske oversættelse, da ”Hvidløgsballaderne” endelig var at finde på dansk.

Senest har Mo Yan udgivet romanen ”Pow!” (2013), hvor en landsbydreng genfortæller sit liv til en kinesisk munk og bl.a. beskriver sin kødbesatte hjemby, hvor korruption er hverdagskost. På trods af at romanen af mange kaldes en allegori over det moderne, kinesiske samfund, så fastholder Mo Yan en ikke-ideologisk tilgang til den fantastiske fortælling. Efter kritikken af nobelpriskomiteen begyndte at falde i kølvandet på offentliggørelsen i efteråret 2012, satte forfatteren punktum på diskussionen på sin egen måde. Mo Yan omtalte ikke den konkrete kritik, men svarede derimod: ”Jeg er en historieforfatter. Jeg har fået Nobelprisen i litteratur, fordi jeg fortæller historier.”

[3].

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Da Mo Yan blev offentliggjort som vinder af årets Nobelpris i Litteratur, kaldte nobelpriskomiteen hans skriveform for hallucinatorisk realisme. Det hallucinatoriske skal forstås som en sanselig sammenblanding af folkeeventyr, historie og samtid, hvor levende beskrivelser af naturen, kroppe og karakterers inderste følelser og længsler forenes med en mere mundtlig fortælletradition.

Mo Yans forfatterskab er i høj grad drejet om socialrealistiske og ofte personlige fortællinger, der med mytiske og fantastiske elementer leverer en kritisk fremstilling af bl.a. de kinesiske landbrugsreformer i 1950’erne og kommunisternes kulturrevolution fra slutningen af 1960’erne. Således er to af hans romaner, ”Hvidløgsballaderne” og ”The Republic of Wine”, blacklistet af Bejings styre – uden at forfatteren dog er blevet forvist fra det kinesiske samfund.

Mo Yan er nemlig ikke en decideret politisk forfatter. Mo Yans fortællinger skildres ofte fra ’den lille mands’ synsvinkel – formentlig grundet Mo Yans egen bondeopvækst – og ofte er der satiriske elementer. Vesten er vant til systemkritiske, kinesiske kunstnere som den politiske aktivist og billedkunster Ai Weiwei (f. 1957) og den danskoversatte kritiker og satiriker Yan Lianke (f. 1958), der har fået flere bøger blacklistet i sit hjemland. Mo Yan betegnes – på trods af sine kritiske beskrivelser af Kinas udvikling de sidste 50 år – som systemets mand og dermed som en slags modvægt til de to førnævnte. Således hyldede forfatteren i sommeren 2012 kommunistpartiets leder, Mao Zedong (1893-1976), ved at skrive den tidligere kommunistleders litteratursamtaler i byen Yan’an af i sin egen kalligrafihåndskrift.

Ai Weiwei har ligeledes kritiseret, at Mo Yan – i stedet for en mere systemkritisk og politisk forfatter – skulle modtage Nobels Litteraturpris, og den negative benævnelse som systemets mand har Mo Yan da også mødt tidligere. Selv udtrykte Mo Yan det således på bogmessen i Frankfurt i 2009: ”En forfatter bør kritisere og udtrykke indignation over samfundets mørke sider og menneskets hæslige natur. Nogle har lyst at råbe i gaderne, men vi bør også tolerere dem, som gemmer sig på deres værelse og bruger litteraturen til at udtrykke deres holdninger.” [1]

Også nobelprismodtageren fra 2009, tysk/rumænske Herta Müller, har kritiseret komiteen for at have givet Mo Yan nobelprisen for litteratur, da han ”(…) ikke har lagt afstand nok til det kinesiske styres knægtelse af frihedsrettigheder og censur.” [3].

Selv har Mo Yan ikke svaret direkte på kritikken, men har i stedet fortalt om sit bondeophav, forholdet til sin familie og om den normative og kedelige tid i den kinesiske hær, hvori han med egne ord mødte 1980’ernes intellektuelle frigørelse.

Beslægtede forfatterskaber

I kraft af sin litterære blanding af socialrealisme og fantastiske og overnaturlige begivenheder er den kinesiske forfatter blevet sammenlignet med den colombianske magisk realisme-forfatter Gabriel García Márquez (f. 1927), der bl.a. har skrevet slægtsromanen ”Hundrede års ensomhed” (1967).

Ifølge Anne Wedell-Wedellsborg, der er ekspert i kinesisk litteratur og lektor på Afdeling for Asienstudier på Aarhus Universitet, var Mo Yan ”(…) en del af 1980’ernes såkaldte ’rodsøgende bevægelse’, som var påvirket af latinamerikansk magisk realisme, men med den forskel, at forfatterne tog fat i de kinesiske traditioner og folkesagn og bearbejdede dem.” [2] Wedell-Wedellsborg peger på Márquez og William Faulkner (1897-1962) som åbenlyse inspirationskilder, og samtidig med, at Mo Yan selv begyndte at skrive, oversatte han da også både Márquez og Faulkner.

Mo Yan karakteriserer sig selv som forfatter af realisme og ofte historisk baseret fiktion, men ligesom med Márquez strækker Mo Yan den realistiske og historisk baserede fiktion i nye og ofte ildesete retninger. Således er de officielle og historiske optegnelser af bondeoprøret, der ligger til grund for ”Hvidløgsballaderne”, af mindre interesse for forfatteren. Mo Yan vil i sidste ende hellere fortælle den gode og malerisk beskrevne historie.