BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Olga Tokarczuk
Foto: Lukasz Giza / Gyldendal
*Seneste udgivelse

Olga Tokarczuk

Senest opdateret
  • Redaktionen
    marts 2024
Hovedforfatter
  • Maria Høher Larsen
    cand.mag., 2017

Intro

Polske Olga Tokarczuk er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland. Med gribende personskildringer og fortællinger om kærlighed, angst og fortvivlelse over tilværelsen samt filosofiske betragtninger og diskussioner er der i hendes romaner både til hjertet og intellektet. I romandebuten "Broderskabets rejse" og i "Rejsende" kredser hun om den europæiske kulturarv og ihukommer et intellektuelt tankesæt: nysgerrighed, samtale og bevægelse. Men hun er også blevet en kontroversiel politisk stemme, efter hun i et interview på nationalt tv i 2016 kritiserede den voksende xenofobi og højrenationalisme i Polen.

Baggrund

Olga Tokarczuk blev født i 1962 i den lille by Sulechów i det østlige Polen tæt ved den tyske grænse. I 1985 blev hun uddannet psykolog fra universitetet i Warszawa og arbejdede en kort periode med psykisk syge unge mennesker. Som ung var hun særligt optaget af at skrive poesi, og hendes første udgivelse var digtsamlingen "Miasta w lustrach" (på engelsk "Cities of Mirrors") i 1989. Hendes romandebut fulgte i 1993, "Podróż ludzi księgi" ("Broderskabets rejse", 1997). Med adskillige romanudgivelser og novellesamlinger i løbet af de seneste 20 år er hun blevet en af Polens største forfattere, elsket af publikum og anerkendt af kritikere. Hun har flere gange vundet den polske litteraturpris NIKE, og i 2012 blev hun nævnt som mulig vinder af Nobelprisen i litteratur.

”I stedet for at se på de forbipasserendes ansigter, så jeg på deres fødder. Og alle disse travle mennesker reducerede jeg til deres hastige, ilende skridt, på vej – men hvorhen? Og det stod mig klart at vores mission består i at hvirvle støv op i jagten på en uvæsentlig hemmelighed, læste han dybt tilfreds.”

"Rejsende", s. 27.
Olga Tokarczuk
Foto: Lukasz Giza / Gyldendal
  • Født

    29. januar 1962 i Sulechów i Polen.

  • Uddannelse

    Uddannet psykolog i 1985 fra Warszawa Universitet.

  • Debut

    Miasta w lustrach, 1989. Digte.

  • Litteraturpriser

    Kościelski Award, 1997. Den polske litteraturpris NIKE Award flere gange, senest i 2015. Den internationale Bookerpris, 2018. Nobelprisen i litteratur, 2018.

  • Seneste udgivelse

    Empusion : en naturhelbredelseshorror. Gyldendal, 2024. (Empuzjon, 2022). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

  • Inspiration

    Carl Jung

Olga Tokarczuk er venstreorienteret og medlem af det polske parti De Grønne. Hun har de seneste år været stærkt kritisk over for den højrenationalistiske og EU-skeptiske drejning, som især dukkede op i Polen i forbindelse med regeringsskiftet i 2015. Efter et interview bragt i polsk fjernsyn i 2016 fik Olga Tokarczuk flere personlige trusler og ubehagelige beskeder, og som følge heraf lider hun i dag af angst og nervøsitet. Det fortæller hun i et interview med Information, hvori hun også fortæller, at hun som ung forfatter i 1990'erne troede, at hun i sin litteratur skulle beskæftige sig med menneskelig inderlighed, men at hun i dag må erkende, at man ikke kan være forfatter uden også at være en politisk stemme: "Ingen forfatter kan i dag undsige sig det politisk højspændte – alt, du siger og gør, taler ind i den her betændte og angstfyldte sociopolitiske virkelighed, som præger store dele af Europa anno 2016." [2]Anna Raaby Ravn'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'Information, 2016-10-22..

I dag bor Olga Tokarczuk i byen Wroclaw. Udover at skrive driver hun det lille forlag Ruta.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Fælles for Olga Tokarczuks romandebut "Broderskabets rejse" og "Rejsende" er en tematisk kredsen om den europæiske kulturarv, oplysningstanke og videnskabelige landvindinger. Helt konkret tager fortællingerne i begge romaner udgangspunkt i 1600-tallet, en brydningstid i Europa mellem religiøs mysticisme og en spirende rationalisme, hvor mennesket for alvor begynder at opdage sig selv.

Begge romaner er optagede af menneskets nysgerrighed, menneskets psykologi og menneskets krop – i "Rejsende" studerer og afdækker Philip Verheyen og Frederik Ruysch menneskekroppens anatomi og udvikler nye metoder til at konservere kroppens væv, og i "Broderskabets rejse" eksperimenterer en sær eneboer og videnskabsmand med at skabe et menneskefoster ud af en sædcelle, som han fodrer med sit eget destillerede blod.

I bøgerne kommer omridset af et europæisk tankegods til syne, og kortlægningen af netop denne fælles arv er vigtig for at kunne drømme et fremtidigt Europa frem, mener Olga Tokarczuk: "Vi har alle de fragmenter, vi behøver for at genopbygge Europa og genetablere den åbne samtale; den europæiske essens. Det er vores opgave – og den er voldsomt stor og overvældende – som moderne mennesker at forvalte, forstå og forbinde vores histories fragmenter, så de skaber sammenhænge, der er meningsfulde for os i dag. Vi må ikke tænke i grænselukninger – vi skal stole på grænseoverskridelserne, nysgerrigheden og empatien, der drev os dengang." [2]Anna Raaby Ravn'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'Information, 2016-10-22..

Rejsen er ligeledes et gennemgående billede i begge romaner, hvor rejsen fungerer som metafor for den menneskelige nysgerrighed og bevægelse mod erkendelse og oplysning. Men rejsen er også en metafor for menneskets indre psykologiske rejse og forsøg på at skabe mening med tilværelsen. Og særligt fortællingerne i "Rejsende" viser, at det at søge eksistentiel mening er en fællesmenneskelig impuls, uanset hvor man hører til. Selv fortæller Olga Tokarczuk om "Rejsende", at hun ville undersøge, hvorfor folk rejser og beskriver i øvrigt romanen som sit hovedværk: "Jeg ville skabe en ny genre, men i visse kredse er den blevet misforstået som en rejsebog, jeg er således blevet inviteret til rejsefestivaler [...] Min motivation var imidlertid at undersøge, hvorfor folk rejser. Er det mode, fordi de har fritid, fordi de har penge, eller er der en dybere motivation. Findes der en rejsens metafysik." [1]Karen Syberg'Gamle kvinder har ingen plads i litteraturen'Information, 2012-06-01..

Beslægtede forfatterskaber

Olga Tokarczuk skriver verdenslitteratur forstået på den måde, at hun i sine bøger anlægger et globalt perspektiv. Modsat mange andre polske forfattere i sin generation interesserer hun sig ikke for den polske historie og samtid efter kommunismen, men for det fællesmenneskelige – blandt andet menneskets nysgerrighed og fortvivlelse over tilværelsen. I denne beskæftigelse er hele Europa – og faktisk hele den vestlige verden – hendes kulisse. Især i "Rejsende" viser det globale perspektiv sig ved de mange fortællinger fra vidt forskellige geografiske udgangspunkter samt en fortæller, der konstant befinder sig i luften – som hverken er her eller dér.

Dette globale perspektiv finder man også hos Salman Rushdie, der er født i Indien, men skriver på engelsk, og hvis romaner ikke kun er forankret i et lokalt udgangspunkt. Indere, englændere, indianere og folk fra ubestemte fantasilande befolker hans romaner, og ligesom hos Olga Tokarczuk er rejsen, bevægelsen og migrationen et tema. Det fabulerende, det groteske og det magiske anstrøg er endvidere en stil, som man ikke kun ser hos Salman Rushdie, men også hos Olga Tokarczuk, som i et interview fortæller, at det drømmeagtige og surrealistiske netop er essentielt for den central- og østeuropæiske litteratur: "Vi ser virkeligheden som noget mere flydende og fragmenteret og er på den måde åbne over for det drømmende, surrealistiske og magiske. Jeg tror, at vi i Centraleuropa generelt er mere åbne over for at bruge litteratur som en måde at opdage, opfinde og gentænke virkeligheden på. Vi har tidligere været underlagt censur og været nødt til at skabe og camouflere de politiske fremtidsscenarier i kunsten." [2]Anna Raaby Ravn'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'Information, 2016-10-22..

Begge forfattere har desuden oplevet at blive lagt for had – Salman Rushdie af fundamentale muslimer for romanen "De Sataniske Vers" og Olga Tokarczuk efter at hun på polsk tv i 2016 ytrede sig kritisk om den voksende xenofobiske og højrenationalistiske drejning i Polen.

Det globale perspektiv ses også i en roman som "Åben by" ("Open City", 2011) af den amerikansk-nigerianske forfatter Teju Cole, som blandt andet er en refleksion over identitet i en globaliseret verden, og selvom hovedpersonen og fortælleren bor i New York, hører han også bevidsthedsmæssigt til i både Afrika og Europa. Også stilistisk har "Åben by" og Olga Tokarczuks "Rejsende" det til fælles, at de består af små fragmenter af betragtninger og fortællinger om verden.

Olga Tokarczuks forfatterskab er også forankret i en lang europæisk fortælletradition. "Rejsen" er en markant metafor og strukturerende princip for fortællingen i både "Broderskabets rejse" og "Rejsende" ligesom i andre store værker i litteraturhistorien som f.eks. Goethes dannelsesroman "Wilhelm Meisters læreår" fra 1795 og endnu længere tilbage det græske heltedigt "Odysseen" fra Antikken. Som for at understrege den europæiske kulturarv foregår en af de afsluttende fortællinger i "Rejsende" på et krydstogtskib i det ægæiske hav ud for Grækenlands kyst – udgangspunktet for den antikke digtning, som har været forbillede for flere kunstnere og digtere i den vestlige kulturhistorie.

Bibliografi

Romaner

E.E. Fremad

Olga Tokarczuk

1996. (E.E., 1995)

Broderskabets rejse. Fremad
Broderskabets rejse. Fremad

Olga Tokarczuk

1997. (Podróż ludzi Księgi, 1993). Oversat af Runa Kildegaard Klukowska

Arilds tid og andre tider. Fremad
Arilds tid og andre tider. Fremad

Olga Tokarczuk

1998. (Prawiek i inne czas, 1996)

Opowieści wigilijne

Olga Tokarczuk

2000

Anna In w grobowcach świata

Olga Tokarczuk

2006

Kør din plov over de dødes knogler
Kør din plov over de dødes knogler

Olga Tokarczuk

Tiderne Skifter, 2012. (Prowadź swój pług przez kości umarłych, 2009). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Dagens hus, nattens hus
Dagens hus, nattens hus

Olga Tokarczuk

Tiderne Skifter, 2014. (Dom dzienny, dom nocny, 1998). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Księgi Jakubowe
Księgi Jakubowe

Olga Tokarczuk

2014

Rejsende
Rejsende

Olga Tokarczuk

Tiderne Skifter, 2016. (Bieguni, 2007). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Den fortabte sjæl
Den fortabte sjæl

Olga Tokarczuk

Batzer & Co., 2020. (Zgubiona dusza, 2017). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Hr. Tydelig
Hr. Tydelig

Olga Tokarczuk

Batzer & Co., 2023. (Pan wyrazisty, 2023). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Illustreret af Joanna Concejo

Empusion : en naturhelbredelseshorror
Empusion : en naturhelbredelseshorror

Olga Tokarczuk

Gyldendal, 2024. (Empuzjon, 2022). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Noveller

Szafa

Olga Tokarczuk

1997

Gra na wielu bębenkach
Gra na wielu bębenkach

Olga Tokarczuk

2001

Ostatnie historie
Ostatnie historie

Olga Tokarczuk

2004

Bizarre fortællinger
Bizarre fortællinger

Olga Tokarczuk

Gyldendal, 2022. (Opowiadania bizarne, 2018). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Digte

Miasto w lustrach

Olga Tokarczuk

1989

Om forfatterskabet

Bogomtaler af Olga Tokarczuks bøger

Litteratursiden.

William Blake ville have følt sig hjemme i Kotlina Klodzka
William Blake ville have følt sig hjemme i Kotlina Klodzka

Kim Skotte

Politiken, 2012-05-20.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Olga Tokarczuk

Kilder citeret i portrættet

[1]

'Gamle kvinder har ingen plads i litteraturen'

Karen Syberg

Information, 2012-06-01.

[2]

'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'

Anna Raaby Ravn

Information, 2016-10-22.