Philip Kerr

Genrer og tematikker

Tid og sted i Kerrs romaner er ofte tiden omkring 2. Verdenskrig, og via centrale romanpersoner som Bernie Gunther bliver krigen også set fra tysk side. Han skildrer mange tyskeres dilemma ved at adlyde nazisterne og samtidig bekrige de allierede, hvorved de havde to fjender. Kerr undersøger i mange af sine romaner, hvad det har af moralske konsekvenser og krisebevidsthed, når man som soldat befinder sig i ekstreme situationer langt væk fra den civiliserede hverdag.

Via sine personer fra alle krigens parter og hierarkier skildrer Kerr netop sagen – 2. Verdenskrig – fra flere sider. Derved fremstilles det normale skel mellem godt og ondt som noget meget flydende og relativt, idet det stakkels offer og den grusomme bøddel ofte er én og samme person. F.eks. føler Gunther sig som offer for krigen og det nazistiske regime overordnet set, men går samtidig ikke af vejen for at skyde en tysk soldat med koldt blod, idet Gunther tror, at denne kan forpurre mordplanerne mod Hitler.

Ifølge Kerr er det netop Gunthers moralske habitus, der er interessant: “Denne særlige karakters moralske flertydighed gør, at jeg er interesseret i at skrive om ham. (…) Det er meget mere interessant at skrive om nogen, der balancerer på en knivsæg mellem godt og ondt og som endda nogen gange får overbalance” [1]David Star-Telegram Martindale’A Man without Breath’ puts Bernie Gunther on wrong side of History. Star-Telegram2013-04-10.

Det er i øvrigt comme il faut at hævde, at sandheden altid er krigens første offer, hvilket Kerr synes at skrive under på med sine mange intelligente blotlægninger af, hvordan de krigsførende parter pakker deres grusomheder ind i pæne omskrivninger, der i virkeligheden kun er blankpoleret hykleri.

Disse moralske temaer formidler Kerr som nævnt ofte ved at kombinere de to genrer, krimien og den historiske roman. Ved at lægge sine kriminalhistorier ind i meget veldokumenterede, historiske rammer får selve fiktive krimiplot tilsat ekstra troværdighed, der samtidig dæmper det eventyrlige aspekt i historierne. I forlængelse heraf er hans fortællinger samtidig formidlet i en sober, realistisk og saglig sprogstil tilsat en stor del barsk selvironi og humor, der samtidig er kendetegnet ved mange fantasifulde sprogbilleder, der holder læseren fast på krogen med sit sproglige overskud.

Beslægtede forfatterskaber

Philip Kerrs romaner fra 2. Verdenskrig afspejler forfatterens store, analytiske interesse for denne grusomme, men afgørende epoke i europæisk historie. Dermed benytter Kerr sig af den historiske roman som genre, dog ikke kun for at sætte eksotiske og spændende kulisser op, men som et ihærdigt og veldokumenteret forsøg på at formidle noget sandt, og for at forstå en stor del af årsagen til, at verden ser ud, som den gør i dag. Romanernes detailrigdom gør det ikke kun let for læseren at visualisere fortællingerne, men øger samtidig fortællingernes sandsynlighed, også mht. de fiktive personers gøren og laden. Som sådanne meget realistiske historiske romaner kan de sammenlignes med en af de største inden for genren, nemlig Leo Tolstojs ”Krig og fred” fra 1869.

Kerrs historiske romaner er dog også spændingsromaner eller krimier og har derfor tillige visse fællestræk med Umberto Ecos historiske roman og krimi ”Rosens navn” (1980), selvom Kerrs romaner er knap så intellektuelle og teoretiske som Ecos. Derudover er detektiverne også forskellige, idet Ecos munke-detektiv William af Baskerville mere minder om en køligt reflekterende, britisk Sherlock Holmes, mens vi derimod skal over i den amerikanske krimitradition med Raymond Chandlers Philip Marlowe for at finde en tilsvarende hårdkogt og handlekraftig helt som Bernie Gunther. Lighederne mellem de to gælder både, når det gælder osende smøger, tømmermænd og tætte mentale alkoholskyer samt det mindre vellykkede forhold til smukke kvinder og kærlighed. Kerrs krimier indskriver sig således mere i den hårdtslående, amerikanske krimitradition og mindre i den klassiske krimitradition med f.eks. Arthur Conan Doyle og hans historier om Sherlock Holmes, der mere lægger vægten på refleksionen.

Selvom Kerrs fortællinger bygger på mange af de typiske krimikonventioner, lykkes det ham at styre udenom de største krimiklicheer, måske især på det sprogligt-stilistiske niveau, hvor man mange gange finder et sandt festfyrværkeri af originale, morsomme og farverige sprogblomster.

Kerr ommøblerer heller ikke de historiske kendsgerninger i sine romaner for at være original, ligesom de forfattere, der skriver historiske romaner med afsæt i den kontrafaktiske historieskrivning. F.eks. udspiller handlingen i Robert Harris’ krimi ”Fædrelandet” (1992) sig efter 2. Verdenskrig, men i et scenario, hvor Tyskland har vundet krigen, og hvorfor store dele af Europa derfor er tysk. I modsætning hertil og mere på linje med den klassiske historiske roman holder Kerr sig altid inden for rammerne af de historiske facts, også selvom han tilsætter sine egne fiktive elementer. Om det historiske aspekt i sine romaner påpeger Kerr, at: ”Det er vigtigt at blive mindet om lighederne mellem, hvad der sker historisk og hvad der sker i dag” (E.F.: It’s a mystery. The Economist, 2012-09-25. Egen oversættelse).

Relaterede forfattere