*Seneste udgivelse

Poul Hoffmann

Emneord:

dansk litteratur

Hovedforfatter

Lars Tjalve
1992

Som en rød tråd igennem hele forfatterskabet går en optagethed af myten. Man kunne næsten bruge den engelske åndsbeslægtede forfatter C.S. Lewis' ord: "Ved at bade dem i myten, ser vi dem klart" Men Hoffmann går en anden vej end de fleste andre forfattere, der har beskæftiget sig med myter i nutidens litteratur. De fleste vælger den psykologisk tilgang. De gør det mytiske stof til en indre proces, der afspejler sig i personernes psykologi. Hoffmann går så at sige den modsatte vej. Ikke et øjeblik lader ham læseren vide, at dette er en myte. Han fortæller myten som om den var den mest tilforladelige og naturlige foreteelse af verden. Og så sker miraklet: den bliver det også for læseren!

Foto: Nordfoto / Jesper Dijohn

Født
19. maj 1928 i Næstved.
Død
18. juni 2015 i Højslev.
Uddannelse
Juridisk embedseksamen. Lærer.
Debut
Søn af Priamos. Branner og Korch, 1953. Roman. Litteraturpriser: Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, 1992
Seneste udgivelse
Ester : Solen i Saı̈s. ProRex, 2014. Originaludgave 1989. (3). Roman.

Introduktion

Poul Hoffmann har haft en mærkelig skæbne i dansk litteratur. Slår man op i de forhåndenværende litteraturhistorier eller i samleværket ´Danske digtere idet 20. århundred´, leder man forgæves. Han er end ikke nævnt. Faktisk er han officielt ikke-eksisterende. Det står i voldsom modsætning til den kendsgerning, at han siden debuten har udsendt en strøm af bøger, der alene ved deres antal må imponere. Romaner, noveller, essays, kulturkritik, Bibelkommentarer - altsammen dokumenterer det et talent, som det er vanskeligt at sætte i bås. Dertil kommer, at han har en stor og trofast læserskare, hvad der ses af, at hans bøger kommer i stadig nye oplag.

Selv om det ikke skorter på både præcise og velformulerede spark til nutiden i hans essays, er der på ingen måde noget tidstypisk ved forfatterskabet. Poul Hoffmann skriver ud fra en konservativ kristen livsholdning, som er klar bibelsk. Men i hans skønlitterære produktion, møder man aldrig klæg opbyggelighed. Forfatterskabet er båret af en stor fortællerglæde og en optagethed af netop den historie, han fortæller. Der er ikke noget verdensforsagende eller verdensforagtende over Poul Hoffmann.

Hele mennesker

Som en rød tråd igennem hele forfatterskabet går en optagethed af myten. Man kunne næsten bruge den engelske åndsbeslægtede forfatter C.S. Lewis ´ ord: "Ved at bade dem i myten, ser vi dem klart" - som han skrev i anledning af Tolkiens ´Ringenes Herre´. Hoffmann bader sine personer i mytens lys. Og hans to første romaner har da også deres emne og tema fra den klassiske græske mytologi. Søn af Priamos og Kong Theseus (1953-55) hedder de og er gendigtninger af mytestof.

Men Hoffmann går en anden vej end de fleste andre forfattere, der har beskæftiget sig med myter i nutidens litteratur. De fleste vælger den psykologisk tilgang. De gør det mytiske stof til en indre proces, der afspejler sig i personernes psykologi. Hoffmann går så at sige den modsatte vej. Ikke et øjeblik lader ham læseren vide, at dette er en myte. Han fortæller myten som om den var den mest tilforladelige og naturlige foreteelse af verden. Og så sker miraklet: den bliver det også for læseren! Man kan sige, at Hoffmann bruger myten til at fremstille hele mennesker. Han fører læseren ind i en verden, hvor følelser, lidenskaber og mennesker kommer til at stå klart.

Den levende myte

Hoffmanns gennembrudsværk og til dato hans største præstation er tre-bindsværket om Moses, som udkom første gang i slutningen af halvtredserne. Den brændende tornebusk . Den evige ild . Kobberslangen . Det er et værk på næsten 1000 sider og meget mere end bare en genfortælling af velkendt Bibelstof. Skal man finde værker at sammenligne det med, er det snarere Thomas Manns store episke værk om Josef og hans brødre, der falder i øjnene. Det er en spændende og medrivende historie, hvor Poul Hoffmann mobiliserer en uhyre fond af viden af historisk, arkæologisk og filosofisk art. Kulturfilosofisk eller teologisk er det tilblivelsen af troen på Jehova, den ene Gud, der optager ham. Men fortællingen bliver aldrig tør og belærende. Poul Hoffmann arbejder næsten filmisk med visuelle iscenesættelser. der er farver og dufte, der er lyde - og der er et mylder af mennesker. Og så er der først og fremmest hovedpersonen Moses.

Hoffmann lader aldrig sin læser i tvivl om, at han opfatter dette som virkelige begivenheder og virkelige mennesker. Og det er tydeligt, at det giver fremstillingen en frihed og dynamik fri for enhver kulturhistorisk indpakning. Vi er der virkelig. Og så kan man næsten tale om en rent ud sagt forelskelse i hovedpersonen. Hoffmann skriver op til sine personer. Han beundrer dem - og han bruger sin evne som fortæller til at fortælle sig ind i dem.

Isis og Osiris-mysterier, det nydelsessyge ægyptiske folk, Moses som forbundet med to folk, det ægyptiske og Israel, og vandringen mod frihed - med først af den altgennemtrængende magt Jehova. Det er en stærk og stor fortælling - Hoffmann favner en epoke i menneskehedens udvikling. Det hele fortalt i et sprog, der fastholder læseren gennem de mange sider, fordi historien er elementært spændende, og fordi Hoffmann hele tiden også antyder mere end han siger ligeud. Det handler i sidste instans om den grundlæggende kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan.

Hoffmann i nutiden

I romanen Sangen om Maria (1973) viser Hoffmann sig fra en anden side. Her har han forladt den historiske roman og har begivet sig op i nutiden. En dansk teologistuderende er taget til Israel for at lede efter den hellige gral, hvilket siden middelalderens ridderromaner jo plejer at betyde en søgen efter sandhed og menneskelig helhed. Det er altså igen det hele menneske, der optager Hoffmann. Den moderne gralsridder træffer på sin rejse en italiensk pige, der naturligvis hedder Maria. Selv når han fortæller en tilsyneladende realistisk historie, er det symbolske eller mytiske aldrig langt borte. Og selv om rammen er deres sightseeing i de besatte områder, udspiller romanen sig først og fremmest på et andet plan.

Det drejer sig om intet mindre end kærligheden, mennesket som skabt i Guds billede som et modstykke til nutidens dyrkelse af dyret. På det realistiske plan diskuterer personerne teologi, Jesu død, djævelens forførelse af mennesket. På handlingsplanet føres hovedpersonen gennem døden til kærligheden. Det er virkelig fra Hoffmanns side en kærlighedens højsang, hvor Maria står som indbegrebet af kvindelighed. Og behændigt væver forfatternes kristendom - både katolsk og protestantisk - og jødedom ind i begivenhedsforløbet.

Men alligevel er romanen ikke ganske vellykket. Den er her mere tænkt end oplevet. Mere villet end skabt af det fortællermæssige overskud, der bærer de store historiske romaner. Personerne bliver typer, ideer, skabeloner. Og den idédebat, som forfatteren fører med sin samtid, gør replikkerne tunge, så man til tider mere har fornemmelsen af at læse en aviskronik end en roman. Hvad er der galt? Når det gælder nutiden, så tager idédebatten overhånd og tager dermed livet af fortællingen.

Den lille form

I samlingen Komme dit Rige (1979) har Hoffmann samlet en række fortællinger, der i den korte form gennemspiller det mytiske perspektiv. Nogle af dem kan minde om Harald Kiddes små fortællinger med bibelsk motiv, men de er blottet for denne forfatters tungsindighed.

Fortællingen ´Bogen´ er en kristen fabel om menneskets vandring, men ellers gælder det, at Hoffmann her lever sig ind i bibelsk stof og leverer rids af en stor historie: Abraham før han bryder op fra byen Ur på det, der skal blive begyndelsen til Israels folk: den jødiske slave, som efter babylonernes sejr drømmer om "en mand, der kommer og redder os"; den ene af de kommende hellige tre konger, Melchior, der aner, at noget stort skal ske, når ´Mosestegnet´ gentages: "da Moses blev født, skete der et stort tegn på himlen. To af de stjerner, som vandrer blandt de andre, kom hinanden nær og flammede side om side i fiskens billede ... Når tiden er inde, vil de samme stjerner atter nærme sig hinanden, og alle jordens folks skal se Mosestegnet igen, og alle som kender den gamle visdom, skal vide, hvad det betyder ..."; og de udstødte i fattighusene uden for Jerusalems bymur, der som de første erfarer budskabet om opstandelsen.

Tonefaldet i disse miniature-fortællinger er lavmælt, og det er nok grunden til at de er lykkedes fuldt ud. Hoffmann lader her budskabet - og der er et budskab i disse småfortællinger - vokse frem af selve fortællingen. Det er fint gjort.

Tilbage til den store fortælling

Med trilogien om Dronning Esther, den jødiske pige som blev optaget i storkongen Xerxes´ harem og blev perserrigets dronning, er Hoffmann tilbage i den bibelsk verden, som han færdes så fortroligt i. Månen i Persepolis . Stjernerne i Ekbatana . Solen i Sais . (1984-89)

Man kan godt sige, at Hoffmann her gentager kunststykket fra de tre bind om Moses. Det er igen en brydningstid, han fører læseren ind i. Og selv om han tydeligt kaster lange sideblik til vor egen forvirrede samtid, mister han aldrig blikket for selve fortællingen. Jøderne er igen i exil, de er igen et undertrykt mindretal udsat for en forfølgelse, der med jævne mellemrum bryder ud i lys lue - men beskyttet af dronning Esthers høje placering.

Og igen evner Hoffmann at væve det store, universelle perspektiv sammen med den konkrete handling. Hele romanen er denne gang lagt i munden - eller pennen - på hovedpersonen. Det er ikke bare fortællingen om Esther, det er hendes fortælling. Og igen smeltes mytologi, mystik og religion af vidt forskellig herkomst sammen til en krydret blanding, der lader Esther fremstå som et helt menneske. Men var Moses hel, fordi han var taget i besiddelse af den guddommelige magt, så er Esther hel i sin kærlighed til Xerxes. Den kærlighedshistorie, der ikke ganske lukkedes i ´Sangen om Maria´, foldes her ud i et lykkeligt åndedrag. Og Hoffmann lader os ikke i tvivl om, at Esther får sin styrke fra sin jødiske tro og dens håb ud over al sandsynlighed. Men igen er det helt ned i detaljer, at han får fortællingen til at leve. Han kan skildre et herberg med dets vrimmel af rejsende og trampende og prustende heste, tjenestefolk og gæster, så man ikke et øjeblik betvivler, at han har været der. Det er nemlig i eminent grad set og oplevet. Og han kan føre os ind i den betændte atmosfære omkring kongen, hvor alting oser af sammensværgelse, men også af trolddom og magi, og han kan rulle de åndelige og religiøse modsætninger op, så man forstår, at det også her drejer sig om en kamp mellem åndsmagter og kræfter, der er større end mennesker.

Hoffmann fører sin historie frem til Xerxes fald. Undervejs griber man sig i næsten ikke at kunne få vejret - ikke blot af spænding (det er en meget spændende fortælling) men også fordi han suverænt tumler et imponerende historisk og religionshistorisk materiale, så man er taknemlig for, at han har vedføjet en omfattende navneliste med forklaringer bag i bøgerne, så man kan holde rede på det hele. Konsekvent er hele det store fortælle-værk Dronning Esthers jeg-fortælling i form af breve. Det giver den vinkel på stoffet, som Hoffmann behøver for ikke at drukne i detaljer. Og sproget er igen farverigt. Det har - som god, gammel vin - krop, sanset og set, som det er.

Det er Esther, der fortæller. Men det er Xerxes, der er hovedpersonen. Vi følger ham på vej til magten og på magtens tinde, da det ikke længere er den, han attrår. Nu drejer det sig om sandheden. Men hvordan kan man tale om sandhed i en tid, hvor alverdens guder og religioner konkurrerer på markedet?

Og så kommer det værks genistreg: De første hellige tre konger var ikke dem, der besøgte Jesusbarnet. Det var Kheops, Nebykadnezar og Xerxes, fordi de i deres tro og dyrkelse af den ene Gud, himlens og jordens herre, forudgriber, det, der skal komme. Tydeligst kommer det til orde, da Xerxes og Esther gennemvandrer Kehopspyramiden under den gådefulde Senits vejledning. Denne sightseeing er mere end en turisttur. Den er en vandring gennem døden til opstandelsen, hvad der dog ikke hindrer det gådefulde mord på Xerxes. Hvorfor er det gådefuldt? Fordi Hoffmann mere end antyder, at det ikke blot drejede sig om en paladsrevolution og et almindeligt stykke magtkamp. Xerxes ville grundlægge gudsriget på jorden. Og det var de sataniske kræfter, der fik bugt med ham.

Det er flot gjort. Og det fungerer. Selv om Esther-trilogien endnu ikke har fået samme status i forfatterskabet som Moses-fortællingen, står den fuldt på højde med den. Ja, den er måske endnu bedre, fordi jeg-formen giver en autenticitet og ægthed, som gør de moderne kærlighed mellem Esther og Xerxes til mere end et postulat. Skal man indvende noget, så blot dette ene: at Esther af type forbliver en ung pige. Hendes brevstil kan blive lidt pludrende. Men balancen holdes. Og bøgerne er elementært spændende - også fordi Hoffmann denne gang giver sig selv lange tøjler og leger med tanke- og fortælleformer, der hos enhver anden ville tangere det platte: hemmelige selskaber, magi, uforklarlige hændelser, hvis historie viser sig at række adskillige århundreder tilbage osv. Når denne sammensatte blanding lykkes og bliver til en appetitlig ret, er det naturligvis fordi det hele aldrig gøres for effektens skyld, men er dirigeret af det overordnede historiesyn, som man kan kalde profetisk. For uanset hvor mange århundreder på den ene eller anden side af Kristi fødsel vi skal igennem, så har historien, skjult eller åbenbart, altid en kompasnål, der viser hen på Kristus.

En kristen digter

At Poul Hoffmann er en kristen digter betyder jo ikke, at han kun kan digte fromt eller opbyggeligt. Det betyder derimod, at det er en klar og kompromisløs tro, der bærer hans værker. Nogle vil nok finde, at f.eks. hans syn på kønnene og deres roller er meget lidt nuanceret - for nu at sige det mildt. Det er derfor, man har svært ved at læse hans essays om de ting uden kriblen i fingrene, det er derfor hans nutidsromaner sjældent er fuldbårne - og det er måske af præcis samme grund, at det kan lykkes for ham at skabe så fremragende historiske fortællinger.

Og så må det da for øvrigt siges, at Poul Hoffmann også som debattør og kronikør altid er værd at læse. Han hører til den type skribenter, der aldrig går efter manden. Han er saglig og velargumenterende, omend hans synspunkter til tider kan synes særprægede. F.eks. deler han ikke flertallets opfattelse af renæssancen som den nye tids stolte fødsel: "Det var nyhedenskabets nat, der begyndte at sænke sig over verden", skriver han i et essay, som tydeligt lader ane, at han finder sine åndsbeslægtede i oldtid og middelalder. Men han har tydelige beslægtede i C.S. Lewis og Tolkien , som han selv nævner sammen med vor egen Ingemann. "Den bibelske frelseshistorie er verdens største drama om krig og kærlighed. Om Gud, der ikke ønskede sig en lysånd, men et menneske. Om skabningens fald og genløsning. Om den bundløse smerte og den uendelige glæde", skriver han i et essay om kristendom og kultur. Her giver han så også noget af svaret på, hvorfor han skriver så spændende og medrivende fortællinger. Det er fordi han opfatter dem som dele af "verdens største drama om krig og kærlighed."