Rasmus Juul

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2025

Hovedforfatter

Kirsten Bystrup
bibliotekar, 2007

Rasmus Juul hører til den yngre generation af illustratorer, der har præget børnebogen siden årtusindeskiftet. Hans markante personlige stil viser sig allerede i debuten, billedbogen “Kent og Ralle finder en skat”: de sorte konturstreger, de mange fortællende detaljer, de karikerede personer og de særlige baggrunde, der med deres store variation og stoflighed bliver en væsentlig del af billedfortællingen. Det er tegninger, der kombinerer inspiration fra tegneserien med en række andre billedmæssige udtryk, bl.a. mexicanske vægmalerier, graffiti, reklamer fra 1950’erne, tegnefilm, amerikanske illustrationer og Rasmus Juuls egne børns tegninger. Det er billeder, der tydeligt er tegnede med stort overskud, og som indeholder stærke elementer af leg og glæde.

Ved siden af sin billedbogsproduktion tegner Rasmus Juul også illustrationer til magasiner, aviser og fagbøger. Han fik blandt andet stor opmærksomhed og mange læseres bevågenhed med sine illustrationer til en række fagbøger om sproget, hvor den første var: “Skeletter i skabet og 73 andre talemåder forklaret for børn”. I disse bøger viser han sin særlige evne til omsætte sproglige udtryk til selvstændige billedfortællinger ofte med en overrumplende og sjov pointe.

Baggrund

Rasmus Juul er vokset op som den mellemste af tre søskende i Ølsted, en lille forstad til Frederiksværk. Han var familiens kreative barn og siger – som man har hørt mange andre tegnere sige før ham – at han har tegnet siden, han kunne holde på en blyant: “Med en blyant i lommen og en blok under armen, har jeg altid haft det godt”. Som 13-årig fik han sin første professionelle opgave, en graffitiudsmykning på den skole, han gik på. Men ellers var det først og fremmest tegneserien, han arbejdede med, og som 15-årig sendte han et udvalg af sin produktion til tegneseriens “grand old man”, Will Eisner, i New York. Will Eisner skrev tilbage: “Det er godt, det er rigtig godt, bliv ved og vær flittig”. Og det er, hvad Rasmus Juul gjorde. Han var måske ikke den flittigste elev i skolen og i hf, men flittig til at tegne var han, og hovedopgaven til hf var netop en tegneserie, inspireret afWill Eisner.

”Med en blyant i lommen og en blok under armen har jeg altid haft det godt”

I de følgende år er det stadig tegneserien, det er omdrejningspunktet. Rasmus Juul producerer og udgiver tegneserier på egen hånd, og han udgiver tegneseriehæftet L.O.V.E på forlaget Achtung, ligesom han leverer tegninger til diverse undergrundsmagasiner. Han bliver tilknyttet tegnestuen Fort Kox og begynder at arbejde freelance for en række fagblade, bl.a. Folkeskolen, HK Statsansatte, ligesom han også tegner til Børsen og i en periode fra 1999-2003 er fast tegner på Weekendavisen. Han er således i fuld gang med at tegne og har allerede skabt sig en levevej inden for faget, da han søger ind på Danmarks Designskoles grafiske linie. Han følger undervisningen 1,5 år, men synes, at tegningen vægtes for lidt på uddannelsen og vælger derfor at holde op igen. Når Rasmus Juul bliver stillet det gængse spørgsmål: Hvorfor valgte du at blive tegner? så svarer han, at han egentlig aldrig har valgt det, han har altid vidst, at han ville tegne og male, og han har faktisk aldrig overvejet noget andet fag.

Foto: Peter Elmholt/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Født
2. marts 1972 i Frederiksværk.
Uddannelse
Autodidakt.
Debut
Kent og Ralle finder en skat (billedbog), 2001.
Priser og legater
Litteraturrådets arbejdslegat, 2002. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2003. Optaget på æreslisten for Kulturministeriets Illustratorpris med “Kent og Ralle finder en skat”, 2002. Indstillet til IBBY’s Honourlist som illustrator for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark med “Hr. Pippeli Poul”, 2004. Deltager i illustrationsbiennalen i Bratislava med ill. fra “Hr. Pippeli Poul”, 2005.
Seneste udgivelse
Bjørn og Ræv cykler. Turbine, 2025. Billedbog.

Men hvorfor tegne til børn? Hvad er det, der får Rasmus Juul til at gå gang med det? Han fortæller, at børnebogen altid har været et sted, hvor han har fundet inspiration, og at han grundlæggende altid gerne har villet tegne til børn. Hertil kommer, at det altid har været en naturlig del af hans arbejdsproces at udforske forskellige genrer sideløbende. Så området er ikke fjernt fra ham, da han får sine første freelanceopgaver indenfor børnelitteraturen i slutningen af 1990erne i form af en række bogomslag til ungdomsbøger for forlagene Gyldendal og Carlsen. De er tegnet i en figurativ naturalisme, som genskaber stemninger og situationer fra de pågældende bøger.

Sin egen personlige stil udviklede Rasmus Juul først, da forlaget Apostrof bestilte en billedbog hos ham og gav ham helt frie hænder til selv at bestemme, hvordan den skulle være og se ud. Rasmus Juul skrev og tegnede “Kent og Ralle finder en skat” med inspiration både fra sin egen barndoms leg og fra sin datter, der dengang var fire år. Debuten banede vej for bestillinger på en række billedbøger indenfor så forskellige genrer som nonsens og hverdagsrealisme.

I dag arbejder Rasmus Juul som illustrator for webbureauet Verticportals, der som et af sine særlige områder har interaktive projekter vendt mod børn. Rasmus Juuls opgaver drejer sig fortrinsvis om E-learning, der lærer børn at bruge hjemmesider aktivt.

Han har altid malet, men det er ikke mere end omkring fem år siden, han begyndte at udstille. Lige for øjeblikket har han dog ikke rigtig tid til at gøre det store ud af det med fast arbejde, freelance opgaver og tre børn.

Udvalgte bøger

Nonsensfortællingen

Den næste udgivelse, “Spilopperne: et tosset orkester” fra 2002, bliver den første i rækken af billedbøger, hvor Peter Mouritzen står for teksten. Man kan spørge, hvor forbindelsen mellem Peter Mouritzens fabulerende, rimede nonsensfortælling og Rasmus Juuls tegninger ligger? Et mødepunkt kan være, at de begge er fabulerende, et andet, at Rasmus Juul er ligeså logisk og konsekvent i sine billeder, som Peter Mouritzen er det i sine tekster. Men den stærkeste forbindelse ligger måske i, at de begge hver på deres måde har sans for nonsensdigtningens ofte komiske vers, der uden mening saboterer det logiske indhold og driver bogstaveligheden ud i absurditeten. I “Spilopperne: et tosset orkester” er Rasmus Juul som en anmelder skrev “rigtig på hjemmebane som medspiller til Mouritzens højt gearede historie om et farverigt og balstyrigt orkester.” (Vibeke Munch Kofoed, lektørudtalelse fra DBC). Det handler kort fortalt om en koncert, hvor alting går galt, før lige til sidst, hvor det hele falder på plads. Titlens spilopper henviser til noderne, “der var slemme til at drille!/de var kåde, sprang som propper/de var ude på spilopper.

Her optræder bl.a. Hottentotten på fagotten, der “blev lidt knotten da Kokotten/blæste falsk på saxofonen /hun ku ikke ramme tonen”. Hvordan ser så en hottentot ud? Jo, det er en gedigen sort jazzmusiker, mens kokotten i Rasmus Juuls streg bliver til en ung, lyshåret, blåøjet kvinde med lyserød kjole, bar mave, sorte netstrømper og røde sko. Senere optræder Bokser Madsen, der en ”bajads der boksed bassen”, og han er afbildet som en hærdebred, tandpastasmilende lyshåret fyr, der spiller på bassen med bokserhandsker på.

Rasmus Juul tegner i samme stil som i debutbogen, men man lægger særlig mærke til, at han i denne bog i langt højere grad lader billedernes baggrunde indgå som en integreret del af fortællingen. Det er her han skaber hele lydkulissen. Ikke som interiører, men i form af skødesløse, tilsyneladende tilfældige farvestrøg, hvor noderne hele tiden indtager en central rolle, som fragmenter af nodeblade eller som tegnede noder, der svæver gennem luften.

Rasmus Juul fortsætter med at illustrere nonsenstekster af Peter Mouritzen i de følgende år først med “Tretten tykke tøndemænd” fra 2003, en rimet fortælling om Digter Våse, der gør det i vanvittige vers med et omkvæd, der lyder:

“Det var vissevassevås Det var vrøvl og våseri Det var pjattepjattepjank Det var fjas og fjanteri!”

Året efter kommer “Hr. Pippeli Poul” , som er en lang rablende rimet fortælling på vers om hovedpersonen, Hr. Pippeli Pouls vanvittige rejse gennem havet, under jorden og så op igen på jorden, op og ned af bakke, gennem loop og sløjfer, på toppen af en tyfon og gennem storme og sand for til sidst at ende hjemme igen.

Hverdagsfortællingen

Efter at være blevet udfordret indenfor nonsensgenren, illustrerer Rasmus Juul en genre, der ligger i den stik modsatte retning, nemlig hverdagsfortællingen. Det drejer sig i alle tilfælde om fortællinger om drenge, der har vanskeligheder med tilværelsen på den ene eller den anden måde.

Thomas Oldrups “Vokseværk” fra 2004 er således en fortælling om en dreng, der har ondt i sine knogler – især i benene – og derfor frivilligt går tidligt i seng. Der ligger han så og tænker over, hvad det kan være der sker inde i hans krop. Fortællingen er lagt i munden på hovedpersonen og former sig som en “stream of consciousness”, med en lang række associationsspring i drengens bevidsthed, indtil han endelig falder i søvn – for at vågne op uden smerter næste morgen.

Rasmus Juul sætter her mere knald på farverne og konturstregerne bliver federe og sortere. Samtidig udnytter han de muligheder, der ligger i bogens høje format, i sine billeder. Således afslører allerede billedet på omslagets forside, hvad det er, bogen handler om. Vi kan umiddelbart se, at der er tale om noget langstrakt, noget der vokser i unaturlig grad. Vi ser et par usædvanligt lange ben, der vokser helt op i skyerne. Deres længde understreges af, at de er omgivet af noget, der kunne ligne et par røde stylter. Det viser sig ved nærmere eftersyn at være to af bogstaverne i titlen, der har fået vokseværk. Størrelsesforskellen understregs af den lille dreng, der står og ser på. På denne måde visualiserer format, illustration og typografi i samlet form bogens titel og emne: vokseværk.

Morten Ramslands “Da Bernhard skød hul i himlen” fra 2005 har som ramme en klassisk konflikt mellem Bernard, der er en dreng på 5-6 år, og moren. Han bliver sendt “til afkøling” på sit værelse, fordi han skændes med sin storesøster. Selve historien fortæller så, hvordan han kommer over sit raseri i en dagdrøm, hvor han med sin pistol skyder hul i himlen.

Rasmus Juul tegner her i en lidt mere spinkel streg, men er ellers tro overfor sit billedsprog med et væld af fortællende detaljer og en særlig sans for at ramme direkte ned i drengens forestillingsverden. Samtidig lader han to forskellige farveholdninger adskille fortællingens to planer. Nutidens, fortællingens ydre rum er sat i gyldne farvetoner, mens Bernards dagdrøm gengives i en gråblå tone.

I den følgende bog, Morten Ramslands “Onkel Pedro kommer hjem” fra 2005, sker der imidlertid noget nyt med Rasmus Juuls billedudtryk. Han har her forladt den tynde, sorte konturstreg og de meget detaljefyldte billeder til fordel for den mere voldsomme, skødesløse sorte, malede konturstreg og mere fokus på farven og fladen end på detaljen. I denne historie er hovedpersonen Sune på nogenlunde samme alder som Bernhard. Han er rødhåret, fregnet, halter lidt og har en talefejl, og derfor bliver han mobbet af de andre børn. Men han klarer sig ved at fortælle vilde historier om sin fantastiske onkel Pedro, der er verdens stærkeste, modigste, flotteste og sejeste onkel. Han tror selv på det og bliver derfor først både forundret og skuffet, da onkel Pedro viser sig at ligne Sune på en prik, blot i en noget ældre udgave. For onkel Pedro er – rigtig gættet! – Sunes far. Men det kommer omvendt til at fylde lige så meget i hans bevidsthed som løgnehistorierne, og alt ender godt.

Den mere voldsomme streg hænger sammen med, at Rasmus Juul her har brugt en arbejdsmetode, hvor han tegner skødesløst på et meget stort stykke papir med meget tykke streger. Således kan konturen i bogen i sin oprindelse nogen steder have været 3 cm tyk. Bagefter samler han det hele i computeren i mange lag og kan så begynde med farverne. For selvom Rasmus Juul er fortrolig med ”de klassiske teknikker”, er det alligevel computeren, han bruger i den endelige proces. Han gør sig imidlertid stor umage med, at det ikke skal være synligt. Computeren er i al væsentlighed et arbejdsredskab for ham, som han kan bruge til at skabe helhed i de forskellige billedudtryk.

Billedlabyrinter

Rasmus Juuls seneste bog, “Karl og Johanna leger labyrint” fra 2007, lægger sig i kølvandet på den for tiden meget populære billedlabyrintgenre, selvom den adskiller sig på flere måder. For det første ved, at selve rammen om labyrintgåderne er, at der er tale om to børn, som leger sammen over en dag. For det andet ved, at der slet ikke optræder nogen egentlige “pigelege”, selvom den ene hovedperson er en pige. De leger opdagelsesrejsende og cowboys, de leger med biler, og de leger dykkere. De tegner, og de leger tidsmaskine. De leger riddere og astronauter og vikinger. Rasmus Juul bruger her det “rene” konturløse og flade computerbillede i en tæt billedfortælling med bunker af sjove, overraskende og finurlige fortællende detaljer. Der ligger en særlig pointe i forsatsens tegning af hjernens kringelkroge set i et tværsnit af et hoved med et par spillende henholdsvis blå og brune øjne. Her visualiserer Rasmus Juul, at bogen netop fortæller om lege, der udelukkende finder sted inde i hovederne på vores to hovedpersoner.

Malende illustrator og en illustrerende maler

Som illustrator har man altid sit billedmæssige udtryk bundet op på en tekst. Det kan være udfordrende, men illustratoren kan også føle behov for “at få tanket” nye billeder op i bevidstheden. For Rasmus Juul er det at male billeder en vej til det. På spørgsmålet om, hvad forskellen er på at illustrere og male et billede, svarer Rasmus Juul, at der er stor forskel i forhold til frihed: “Når jeg illustrerer, er det hele tiden teksten eller historien, som jeg bliver nødt til at være tro overfor. Som illustrator skal man jo underbygge eller formidle noget, som allerede eksisterer. Når jeg maler, maler jeg fra underbevidstheden og skal ikke stå til regnskab for, hvad jeg laver.”

Hvordan er forholdet mellem de to udtryksformer? Inspirerer de hinanden – eller er det fortrinsvis maleriet, der inspirerer billedudrykket i illustrationen, eller er det omvendt? Hertil svarer Rasmus Juul, at det nok går begge veje i hans tilfælde: “Jeg er både en malende illustrator og en illustrerende maler.”

Som maler er Rasmus Juul fast tilknyttet Galleri Pyton. Indehaveren, Leif Sylvester, siger bl.a. om Rasmus Juul, at “han er tro mod det valgte udtryks egne lovmæssigheder, […] har et godt kunstnerisk overblik. […] Jeg kunne godt tænke mig, at Rasmus Juul ikke lavede andet end at male billeder, da jeg mener, han er et stort malerisk talent.”

Fremtiden vil vise, om det bliver sådan. Men for øjeblikket er Rasmus Juul godt i gang med at udforske mange sider af sit talent, og man kan uden videre sige, at han på bedste vis efterlever det credo, som han formulerede som 18-årig: “Det at tegne gør mit liv rigere. […] Når man tegner, har man en følelse af magt, man kan selv bestemme hvem der skal gøre hvad, man kan lade det umulige blive muligt.”