Sergej Lebedev

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juni 2026

Hovedforfatter

Andreas Tonnesen
cand.mag., januar 2020

Bevægelsen ind i et vildsomt og dystert landskab, væk fra civilisationens lys og ind det menneskelige mørke og barbariet. Det lyder som Joseph Conrads klassiker ”Heart of Darkness”, gentaget i Francis Ford Coppolas film ”Apocalypse Now”, men dette dystre tema og motiv er også på spil i Sergej Lebedevs debutroman ”Ved glemslens rand”.

Romanen rummer erindringer fra en barndom i tiden op til Sovjetunionens kollaps. Senere følger en rejse ud i den sibiriske ødemark i en søgen efter svar på en personlig historie. Men rejsens betydning bredes ud i en større eksistentiel og filosofisk bevægelse, der kredser om sammenhængen mellem mennesket og historien.

Baggrund

Sergej Lebedev blev født i Moskva i 1981 som søn af to geologer.

”Mennesket får på denne måde – gennem drømmen – adgang til hukommelsen: Det fornemmer en truende tilstedeværelse i fortidens skyggeområder som bevidsthedens lys ikke har berørt; dér, udelukket fra ens indre følelsesliv, i tidens fængsel, er mennesker, begivenheder, viden om en selv begravet.”

”Ved glemslens rand”, s. 141.

Som 10-årig kollapsede den verden han kendte, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Foto: James Hill / Palomar

Født
17. juni 1981, Moskva.
Uddannelse
Uddannet geolog.
Debut
Predel zabvenia, 2011.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Hvid dame : fem dage i juli 2014. Palomar, 2026. (Belya dama, 2025). Oversat af Lotte Jansen.
Inspiration
Josef Brodsky, Aleksandr Solsjenitsyn.

Bare femten år gammel deltog han som arbejdsmand i et kompagni af geologer på en række ekspeditioner i det nordlige Rusland og Centralasien. På disse ekspeditioner blev der samlet sjældne sten og mineraler, som kunne sælges i udlandet. Indsamlingen foregik bl.a. i de miner, som var gravet af straffefanger i Stalins Gulag-fangelejre. Disse rejser og resterne af den udgrænsede og forsvundne verden og dens mange ofre han her oplevede, har Lebedev beskrevet på følgende måde: ”Det var de dødes land (…) Jeg tog afsted år efter år, og jeg så, hvor mange der var forsvundet. Men de kunne ligeså godt have ligget på Månen, for de var fuldstændig adskilt fra resten af landet. Deres minde var alene lagret geografisk, ikke historisk. Og sommer efter sommer tog jeg på de her mærkelige rejser til det, der ikke fandtes. Jeg følte mig som en shaman, der kunne rejse mellem de levendes og de dødes verden.”[3].

Rejserne, Lebedev foretog som ungt menneske, spiller en central rolle for forfatterens debutroman – både som geografisk ramme og som udgangspunkt for den skønlitterære undersøgelse af Ruslands dystre og blodige historie. En historie, der ligger indkapslet i det russiske landskab både geografisk og mentalt.

I 2000 begyndte Sergej Lebedev, som er uddannet geolog, at arbejde som journalist for avisen ’Første september’ (Pervoje sentiabrja), og han har fået udgivet digte i tidsskriftet ’Stjerne’ (Zvezda). Foruden debutromanen ”Ved glemslens rand”, som er udkommet på over ti sprog, dækker forfatterskabet over tre andre romaner, der ikke er udkommet på dansk.

Udvalgte bøger

Ved glemslens rand
Sergej Lebedevs debutroman ”Predel zabvenia” udkom i 2011 (”Ved glemslens rand”, 2018). Romanen er opdelt i seks kapitler. I de tre første kapitler er afsættet den navnløse jegfortællers barndom og...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Det er den mørke arv fra Stalins Sovjetrusland, der damper op alle steder fra, hvor Lebedev graver i sin roman. Og som sådan rummer romanen også en klar politisk og aktuel dimension. Som en kritisk allegori rejser den ned i den menneskelige grusomhed og afstumpethed, der gennemsyrer den russiske historie op gennem det 20. århundrede og frem til i dag. Lebedev er da også en markant kritiker af denne histories nuværende arvtager og forvalter, den russiske præsident Vladimir Putin.

Hans virke som forfatter skal ses som en del af den kamp om den kollektive erindring, som pågår i Rusland i dag. En kamp som Lebedev blandt andet beskriver således: ”Der har været udkæmpet en slags krig om erindringen i Rusland, om hvad der skulle huskes og hvad der skulle glemmes. Historie i dag handler udelukkende om symboler, ikke om begreber som gensidig tilgivelse og forsoning.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

I sin måde at fokusere på sammenhængen mellem den blodige og ubearbejdede fortid og den dysfunktionelle politiske samtid i sit land har Sergej Lebedev et slægtskab med den russiske vidnesbyrdslitteratur og forfattere som russiske Aleksandr Solsjenitsyn og ukrainske Svetlana Aleksijevitj. Solsjenitsyns berømte bog ”Gulag Øhavet” fra 1974 er med sin blanding af reportage, øjenvidneberetning og statistisk og historisk oversigt på baggrund af 227 vidner det store litterære vidnesbyrd om Sovjetunionens omfattende undertrykkelsesapparat.

Svetlana Aleksijevitj er også med sin blanding af historie og skønlitteratur en markant figur i den russisksprogede vidnesbyrdlitteratur, bl.a. med bogen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” fra 1985, der giver vidnesbyrd om alle de ’glemte’ kvinder, der kæmpede for Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Men også den russiske digter Josef Brodsky nævner Lebedev selv som en inspirationskilde til den særligt poetiske prosa, som præger hans skrivestil: ”Det gælder om at opfange skygger, som Joseph Brodsky formulerede det. Og poesien er det mest fintfølende instrument, når man skal trænge ind i ting, også når det gælder Gulag.” [1].