Søren Sveistrup

Emneord:

Hovedforfatter

Rebekka Andreasen
journalist, oktober 2025

Efter at have høstet international anerkendelse som manuskriptforfatter til nogle af de mest succesrige danske tv serier som ”Nikolaj og Julie” og ”Forbrydelsen” debuterede Søren Sveistrup i 2018 som romanforfatter med den mørke politikrimi ”Kastanjemanden”. Siden fulgte ”Tælle til en, tælle til to”, der igen følger efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess i deres bestræbelser på at opklare drab. Søren Sveistrup har også været med til at omskrive sin debutroman til en Netflix serie. Især med ”Forbrydelsen” har han stadfæstet Nordens helt særlige krimigenre nordic noir.

Baggrund

Søren Sveistrup er født i 1968 og voksede op på Thurø. Hans barn- og ungdom blev præget af en opvækst, der var kærlig, men også tynget af forældrenes dysfunktionelle ægteskab. Da Søren Sveistrup var 21, begik hans mor selvmord, og dyb sorg er et tema, han kredser om i sine historier.

”De høje birketræer med de gule blade svajer faretruende i blæsten, da Hess drejer ind og parkerer tjenestebilen lige uden for hovedindgangen til Kriminalteknisk Afdeling. Da han når op til receptionen på første etage, kommer han protesterne i forkøbet ved at vise sit skilt og forklare, at det er efter aftale.”

”Kastanjemanden”, s. 109.

Det var spændingsromaner om Sherlock Holmes og Hercule Poirot, der som barn gav Søren Sveistrup læselyst. Den unge Søren kunne identificere sig med detektivrollen: ”Ligesom efterforskeren skulle afkode tegn for at finde frem til sandheden, var jeg nødt til at afkode tegn i min hverdag, som var præget af mine forældres dårlige ægteskab. Jeg havde antennerne ude og forsøgte at aflæse, om det var en god eller dårlig dag.” [4].

Foto: Politikens Forlag

Født
7. januar 1968 i Kastrup.
Uddannelse
Bachelorgrad i historie og litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1994. Manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole, 1997.
Debut
Begyndelser. Forlaget Hekla, 1995. Noveller.
Litteraturpriser
Det Danske Kriminalakademis debutantpris, 2019. Harald Mogensen-prisen for bedste danske krimi, 2025.
Seneste danske udgivelse
Tælle til en, tælle til to. Politikens Forlag, 2024. Krimi.
Inspiration
Sjöwall og Wahlöö.

Allerede på litteraturstudiet havde Søren Sveistrup ambitioner om at skrive en roman, men han følte ikke, at han havde redskaberne til det. Han udgav novellesamlingen ”Begyndelser” i 1995. Efter en bachelorgrad søgte Søren Sveistrup ind på Den Danske Filmskole, hvor han straks følte sig hjemme. Han skrev flere succesfulde tv-serier, som også gav genlyd i udlandet, og han været med til at gøre nordic noir-genren populær og vundet flere prestigefulde tv- og filmpriser.

Efter mange år i film- og tv-branchen opstod der langsomt en lyst til en anden udtryksform. Nu havde han de redskaber, han manglede som ung, og i 2018 debuterede Søren Sveistrup som romanforfatter med ”Kastanjemanden”. Krimien blev en international succes, er oversat til 33 sprog og solgt i mere end 50 lande. Siden er ”Kastanjemanden” blevet til en Netflix-serie skabt af blandt andre Sveistrup selv. Seks år måtte den voksende læserskare vente på efterfølgeren ”Tælle til en, tælle til to” fra 2024.

Søren Sveistrup er ambitiøs og kalder sig selv perfektionistisk. Med et indre pres om at levere det ypperste. Alligevel er en vigtig del af hans skriveproces at fare lidt vild i sit manuskript: ”Jeg prøver hele tiden at få historien til at eksplodere til min egen skønne forvirring.” (Pernille Dreyer: Vi er for utålmodige med hinanden, mener forfatter. Særligt én tendens kalder han ”gift” for parforholdet. Berlingske, 2024-12-01).

Han er gift og har to sønner.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Søren Sveistrup fortæller om ”Tælle til en, tælle til to” på Krimimessen i Horsens, marts 2025.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ambitionen var klar fra begyndelsen. Søren Sveistrup ville skrive krimier, der appellerede til et internationalt publikum. I sine krimier om Thulin og Hess kombinerer han noget legesygt og uskyldigt som kastanjedyr og en velkendt Halfdan Rasmussen-remse med noget morbidt og rædselsvækkende. Fordi han har en forkærlighed for netop den kombination og selv finder den skræmmende. Kendetegnende for hans plots er, at de er ambitiøse og komplekse med mange forgreninger. Som Søren Sveistrup udtrykker det i Nova-podcasten En til En: ”Du kan godt lave krimier, der fungerer skidegodt, som er meget mere realistiske og hverdagsagtige… Men jeg kan godt lide, at det bliver lidt bibelsk, lidt mytologisk, at du er oppe mod en kæmpestor modstander. Det er det, der udfordrer mig som fortæller.” [5].

Til gengæld er Søren Sveistrups gengivelse af politiets arbejde realistisk. Bøgerne bygger på grundig research, hvad enten det handler om Nationalt Cyber Crime Centers arbejde eller kriminaltekniske detaljer.

Måske fordi Søren Sveistrup selv er opvokset i en dysfunktionel familie, har han hjerte for børn, der kommer i klemme og bliver ofre for voksnes dårlige beslutninger. Børn, der vanrøgtes. Med sine historier undersøger han, hvad der sker i miljøer, hvor børn oplever massive svigt, og han har fokus på børns evne til at overleve. Det kommer til udtryk i hans kriminalromaner, men også i arbejdet som manuskriptforfatter på film som ”Der kommer en dag” fra 2016, der handler om to brødres kamp for at overleve på et børnehjem i 1960'erne.

Hans krimier kredser om dyb sorg. Og altid med en psykologisk eller samfundsmæssig kerne, der giver de mange drab i bøgerne substans. Sveistrup har været åben om, at han netop med sine historier bearbejder den sorg, han oplevede som helt ung, da hans mor begik selvmord.

I ”Kastanjemanden” er der et politisk spor, mens stalking i ”Tælle til en, tælle til to” er et centralt tema. Der er også fokus på efterforskernes privatliv og de hemmeligheder, de hver især bærer rundt på.

Søren Sveistrups baggrund som manuskriptforfatter præger forfatterskabet, og dogmet fra Den Danske Filmskole om at fokusere på handling smitter af på hans ambitiøse krimier. Historierne er bygget op af korte kapitler, skiftende fortællestemmer og af næsten filmiske scener og stramme dialoger.

Beslægtede forfatterskaber

Med sin baggrund i film- og tv-branchen har Søren Sveistrup flair for at bygge en krimiintrige op og for at skabe intense cliffhangere, der får læserne til at hænge på kapitel efter kapitel i hans voluminøse krimier. En baggrund – og en evne - han deler med Michael Katz Krefeld, men hvor Krefeld er mere inspireret af den angloamerikanske krimitradition, læner Søren Sveistrup sig op ad nordic noir-bølgen og den skandinaviske krimitradition. I øvrigt en retning inden for film og litteratur, han selv var med til at sætte ekstra skub i som ”far” til den sweaterklædte, fiktive efterforsker Sarah Lund og de tre sæsoner af tv-serien ”Forbrydelsen”.

I Søren Sveistrups univers blander krimigåden sig med sociale eller politiske problemstillinger, og efterforskernes privatliv får også lov til at fylde, hvilket er præcis, hvad svenske Maj Sjöwall og Per Wahlöö gjorde i deres 10-binds serie om politimanden Martin Beck fra 1965-1975. Og siden dem talrige andre forfattere.

At vikle sine efterforskere ind i et komplekst plot, hvor hovedkaraktererne ofte er oppe imod noget, der næsten virker mytologisk, klaustrofobisk og meget voldsomt er et træk, Søren Sveistrup deler med den franske forfatter Jean-Christophe Grangé. Som Grangé skriver Søren Sveistrup også om udspekulerede seriemordere, der planlægger deres drab minutiøst. Der er ingen mænd, der i et værtshusslagsmål ved et uheld er skyld i en andens død i nogle af de to forfatteres bøger. Søren Sveistrup holder selv meget af en film som David Finchers seriemorderkrimi ”Se7en” fra 1995, og hans romaner har lidt af samme vildskab over sig.

En af de krimier, Søren Sveistrup selv har været optaget af, er ”Jeg dræber” af italienske Giorgio Faletti. Fordi krimien overraskede og overrumplede ham: ”Det er en debutroman, og den har den der fede, dramaturgiske vildskab, som forfattere skriver med, før de bliver alt for stilsikre og strukturerede. Det er, som om forfatteren bare giver slip og kører ud ad en tangent, og i det her tilfælde fungerer det skidegodt.” [1].