Stian Hole

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2024

Hovedforfatter

Helle Eeg
cand.mag., 2015

Den norske billedbogsforfatter Stian Holes bøger om den tænksomme og underfundige dreng Garmann blev øjeblikkelige klassikere, allerede da den første bog udkom i 2006. I Holes foruroligende billedunivers flyver farvestrålende fugle side om side med sorte katte, mælkebøtter i frø, fordrejede smil og ikonbilleder af bl.a. Elvis og prinsesse Diana. I dette univers tages børns uro og usikkerhed overfor så alvorlige emner som døden, kærligheden, den onde nabodreng og den første skoledag alvorligt. Det er eksistentiel børnelitteratur, når den er allerbedst.

Baggrund

Stian Hole er født i 1969 og opvokset i Hokksund i Norge. I dag bor han i Oslo med sin kone og sine tre børn. Han er uddannet designer fra Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo og arbejder i dag som illustrator af blandt andet bogomslag til nogle af Skandinaviens største forfattere som Lars Saabye Christensen, Jostein Gaarder og Jan Guillou. Hole debuterede som forfatter i 2005 med billedbogen ”Den gamle mannen og hvalen”, som blev tildelt Kulturdepartementets debutantpris. Siden da har anerkendelse og priser skyllet ind over Hole, og for sine bøger om den tænksomme dreng Garmann har han blandt andet modtaget den prestigefyldte norske litteraturpris Brageprisen hele to gange.

”Kajak staves på samme måde, både forlæns og baglæns, siger Anna. Og det gør regninger også. – præcis som med Anna, svarer far. Men nu må du skynde dig, ellers kommer vi for sent. Anna kan mærke at far er rastløs selv om hun ser den anden vej. Hun kan mærke det på luften, på græsset, i arret på knæet, i modermærket på halsen og i hvert eneste hårstrå på hovedet. Anna ved at far bliver rastløs når der er noget han er nervøs for.”

”Annas himmel”, s. 3.

Foto: Privatfoto

Født
20. marts 1969 i Hokksund.
Uddannelse
Uddannet fra Institutt for visuell kommunikasjon på Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo.
Debut
Den gamle mannen og hvalen. Cappelen Damm, 2005.
Litteraturpriser
Brageprisen, 2006. Bologna Ragazzi Award, 2007. Nordisk Børnebogspris, 2009. Deutscher Jugendliteraturpreis, 2010. Brageprisen, 2010.
Seneste udgivelse
Min blå cykel. Alinea, 2024.
Inspiration
Billedkunstneren Edward Hopper.

Det er ikke mindst det særlige Holeske billedunivers, der belønnes. Sine illustrationer har han sat sammen af elementer fra gamle skoleplancher med blomster, fotografier af hans egen familie, frimærker, blade han har fundet i Oslo og ikonbilleder af for eksempel Elvis. Ved at blande de mange forskellige fotografier og illustrationer skaber han en særlig tidløs stemning, som bevæger sig et sted mellem drøm og virkelighed.

Netop stemningen i Holes bøger har fået kritik med på vejen for at være for dyster, men det er Hole nu ikke så bekymret for. Han mener, at børn er kompetente læsere: ”Især er det en fryd at diskutere billeder med børn … Mange børn er virkelig gode til at læse billeder. De er åbne og fordomsfrie og lader sig føre med af billederne. De har derfor ofte mange gode tolkninger af det, de ser. Min oplevelse er også, at børn ikke er bange for det, de ikke forstår i et billede. Tværtimod kan de være meget mere fantasifulde end voksne. Børn er med på legen, mens mange voksne har forsvarsmekanismer og skjold, de holder op, når de møder noget, som ikke så let kan sættes i bås” [1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Stian Hole præsenterer sig selv og sit forfatterskab

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Stian Holes bøger går hånd i hånd på flere planer, både i sproget, billederne, stemningen, handlingen og livssynet. I løbet af de tre bøger om Garmann vokser hans forståelse af livet. Han udvikler sig fra at være bange for at starte i skole til at trodse vejens bølle og til at forelske sig i Johanne. På forsiderne af de originale bøger bliver Garmann for hver bog en smule mere påklædt, men samtidig også mere blind. På første bog kikker han direkte ud på læseren, på den anden er hans ene øje gemt bag en mælkebøtte i frø, mens to pigehænder dækker begge hans øjne på sidste bog. Måske er det sådan, at jo ældre vi bliver, jo mindre af verden ser vi? Som Annas far, der må have hjælp fra sin datter til at finde et sprog for sin sorg.

Den danske anmelder Steffen Larsen har kritiseret bøgerne om Garmann for at være for mørke og ikke egnede for børn, men det afviser Stian Hole: ”Jeg tror at mange børn genkender den følelse af uro som findes bøgerne. Her er billedbøger et godt udgangspunkt for at tale om de ting. Ofte følger der en voksen læser med, og billedbogen er en god anledning til at nærme sig vanskelige emner på en varsom måde.” [2].

Historien om Garmann er da også inspireret af et barns oplevelse af at skulle møde noget nyt og at være bange for det: ”Fortællingen om Garmann begyndte den dag, min ældste søn skulle starte i skole. Det var den sidste dag i sommerferien, og vi sad i haven, da jeg i et kort blik så i hans øjne, hvordan han gruede for næste dag. Det var en følelse, jeg genkendte. Jeg så mig selv i det øjeblik, og der vidste jeg, at dette ville jeg undersøge nærmere” [1].

Måske har Hole alligevel taget lidt af kritikken til sig. Hans seneste bog er, trods det alvorlige emne, lysere i stemningen end bøgerne om Garmann. Og så alligevel ikke: ”Det hænder at nogle breve forsvinder på vejen” siger Annas far et sted i bogen og gentager dermed Frimærkemanden, der i ”Garmanns gade” sagde, at ”Det er ikke alle breve der kommer frem til dem der skal have dem”. Måske er det en lille hilsen til kritikerne. Måske er det, at verden til tider er uforståelig, ikke det samme som, at der ikke findes håb.

Beslægtede forfatterskaber

Stian Holes bøger er hyldet som nyskabende børnelitteratur, og helt sin egen er han da også. Alligevel kan man pege på slægtskaber både på billedsiden og i tematikken.

Hans collagestil er blevet sammenlignet med den danske illustrator og børnebogsforfatter Helle Vibeke Jensen, og stemningen i billederne er ofte blevet sammenlignet med den amerikanske billedkunstner Edward Hopper. Mere oplagt er dog hans slægtskab med den hollandske billedkunstner Ruud van Empel, hvis stærkt manipulerede collagebilleder af bl.a. børn, både teknisk og tematisk har en del til fælles med Holes illustrationer.

Selv siger Hole om sit arbejde: ”Jeg stræber efter en drømmeagtig virkelighed. Et udtryk i nærheden af det, jeg ser, når jeg lukker øjnene. Det tog nogle år at finde et værktøj til at klare det job (…) Garmanns ansigt består nogle steder af 30 forskellige stykker, der er arbejdet sammen. Arbejdet i photoshop er tidskrævende, men det giver en uendelig stor frihed, når billederne komponeres.” (Bent Rasmussen: ”livet er aldri helt trygt...” Nordisk Skolebibliotekarforening, 2009).

Stian Holes bøger er blevet kaldt for eksistentielle børnebøger for deres evne til at beskrive den uro og angst, som tunge emner som død, venskab, mobning og kærlighed kan skabe hos et barn. Stian Hole selv vil dog helst ikke sættes i bås: ”jeg er lidt ked af at blive sat i båsen for eksistentiel uro. Der er også mange lysere klange og emner i bøgerne.” [2]. Det er dog netop den side af især bøgerne om Garmann, som ofte fremhæves.

Et af temaerne, som fylder meget i Holes bøger, er da også døden, hvilket ikke er så usædvanligt et emne i børnelitteraturen, som man måske skulle tro. Den tyske forfatter Wolf Erlbruch har skrevet om døden i billedbogen ”Anden, døden og tulipanen”, og det samme har de danske billedbogsskabere Oskar K. og Dorte Karrebæk i blandt andet ”Børnenes bedemand”.