”Jeg har kendt ham, så længe jeg kan huske, og han har kendt mig lidt længere, siger han. Han er vel nærmest som en storebror, selvom jeg er en hel del større end ham. Mirko siger, at jeg aldrig er blevet rigtig voksen. Jeg er bare vokset.”
”Bæst”, s. 14.
I takt med at Leon bliver større, får Danica problemer med at håndtere ham. Hans kærtegn føles som slag, og hans favntag truer med at klemme livet ud af hende.
Imens går Karl og skumler over, at hans hustru ikke længere har overskud til at vise kærlighed over for ham. Da det går op for ham, at Mirko ikke kun er kommet på gården for at hjælpe til, er bjørnen løs. I mere end én forstand. Og det bliver begyndelsen på et nært og unikt venskab mellem Mirko og Leon.
Historien oprulles i skiftende synsvinkel mellem Mirko og Danica, mens den voksne Leons barnagtige og troskyldige stemme danner en ramme om fortællingen. Man aner konturerne af en voldsom begivenhed, men med Leons naive betragtning af verden forbliver det uklart indtil slutningen, og det pirrende ubekendte bliver motoren i fortællingen.
Ironisk henviser Ane Riel til krimigenren – og måske endda til sig selv i en metakommentar – i første linje: ”Det er nu lidt ærgerligt, at jeg sådan kommer til at slå dem ihjel.” Men faktisk minder ”Bæst” mere om et tidløst eventyr, blot med momentvise referencer til vores virkelighed i form af ”automobiler” og et Amerika, som nogle fra byen er udvandret til, hvilket gør fortællingen sært sælsom.
Ane Riel
Juletræer i loftet, en dreng med næsten overnaturlig muskelkraft og en sød gammel dame, der vil slå postbuddet ihjel. I sine romaner kradser Ane Riel i genkendelighedens polerede overflade og lader...
Læs hele forfatterportrættet
