Ane Riel

Genrer og tematikker

Selvom Ane Riel har vundet flere krimipriser, skriver hun ikke klassisk kriminallitteratur. Krimigenren fungerer nærmere som et referencepunkt i Ane Riels forfatterskab, og siden sin debut har hun gjort alt for at vende den på hovedet eller endda stikke helt af fra den. Debutromanen ”Slagteren i Liseleje” repræsenterer meget godt hendes skæve vinkling af krimigenren: I stedet for at handle om en mordopklaring, handler den om morderen som hovedperson og spørgsmålet om, hvem og hvordan hun har tænkt sig at slå ihjel. Romanen er blevet beskrevet som en ”idyl noir”, hvilket i det hele taget er dækkende for forfatterskabets udforskning af menneskets modsætningsfyldte natur og det groteske, der altid lurer lige under tilværelsens blankpolerede overflade: ”Jeg kan godt lide at udforske lag i mennesker, og jeg kan godt lide at beskæftige mig med kontraster, også i mig selv.” [1]Grum og sjov Liseleje-roman. Frederiksborg Amts Avis2013-09-25. I Ane Riels romaner befinder vi os ude i det stille landsbyliv, hvor alle burde kende alle, men langt fra gør det. I ”Slagteren fra Liseleje” er iscenesættelsen af det idylliske miljø netop et tematisk omdrejningspunkt i romanen. Hovedpersonen Judith skjuler sin grusomme side bag en facade af sødme og venlighed, men også de tre alkoholikere Hans, Christian og Andersen gemmer hver især på sider af sig selv. Alle kender alle i Liselejes lille bysamfund, men når det kommer til stykket, er det ofte kun en facade, som de stifter bekendtskab med. Et andet tema i forfatterskabet er ondskab i forskellige afskygninger, men særligt den tragiske ondskab, som opstår ved misforståede hensyn, eller som kommer fra personer, der selv lider. Med andre ord er der i romanerne en klassisk afsøgning af det gode/det onde og skyld/uskyld. Ane Riels forfatterskab er desuden rigt på symbolik. I ”Slagteren i Liseleje” er det æblet, som bliver brugt i et symbolsprog omkring Judiths slægt og hendes giftige ondskab, mens det i ”Harpiks” er harpiks, der bliver et genkommende symbol på angsten for at miste og ønsket om at fastholde.

Beslægtede forfatterskaber

I beskrivelsen af det lille bysamfund samt de skæve og tragiske eksistenser er Ane Riels forfatterskab beslægtet med den engelske forfatter J.K. Rowling. Udover at have skrevet Harry Potter-bøgerne har J.K. Rowling under pseudonymet Robert Galbraith udgivet voksenromanerne ”Den tomme plads” og ”Gøgens kalden” – begge i spændings- og krimigenren. Både Rowling og Riel har en skæv tilgang til genren, og i en satirisk tone giver de plads til skarpe person- og miljøbeskrivelser. En del af ”Slagteren i Liseleje” foregår i 1960'erne, hvor drengen Jørgen går i skole på 1960'ernes Frederiksberg, inden det blev forbudt for lærerne at benytte sig af fysisk afstraffelse. Beskrivelsen af den sorte skole og lærerstabens forskellige dæmoner bringer tankerne hen på Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår”. I stedet for Lektor Blomme fremskriver Ane Riel en homoseksuel gymnastiklærer, som nyder at kærtegne skoledrengenes numser, og en fysiklærer, som giver uvorne drenge elektrisk stød. Udover krimigenren henviser bøgerne også til eventyrgenren. Handlingen i ”Bæst” foregår i en lille provinsby, som fremstår som et gammeldags og alligevel tidløst og universelt sted – akkurat som i mange eventyr. Mere konkret er den intertekstuelle reference til eventyrgenren i ”Slagteren i Liseleje” i kraft af de tre alkoholiske skæbner Hans, Christian og Andersen. I H.C. Andersens eventyr ”Klods-Hans” er Klods-Hans den mindste og mest ringeagtede af tre brødre, ligesom den lille og tavse grønlænder Hans i ”Slagteren i Liseleje” er den af de tre kammerater, som på trods af sin undselige karakter viser sig at være den klogeste. Æble-figuren er et andet motiv i romanen, som leder tanken hen på eventyret ”Snehvide og de syv små dværge” og den onde stedmor, som forgifter sin steddatter med et giftigt æble. I forbindelse med udgivelsen af ”Bæst” nævner Ane Riel John Steinbeck som en inspirationskilde, blandt andet i skildringen af venskabet mellem Mirko og den naive Leon, der minder om venskabet mellem George og Lennie i Steinbecks ”Mus og mænd”. Hun fortæller, at det var midt i skrivningen, at hun pludselig opdagede Steinbeck i sin egen tekst: ”Skulle jeg så fjerne mig fra ham eller gøre noget andet, tænkte jeg. Er det farligt, at det pludselig minder lidt om ham? Eller skal jeg bruge ham? Jeg elsker Steinbeck, elsker hans universer og det meget visuelle i hans bøger, de vide horisonter, de svedige mænd i markerne, at der er højt til himlen - og så tænkte jeg, at jo, det er det, jeg har lyst til, nu bruger jeg ham sgu.” (Johannes Baun: Utilsigtede ondskaber. Weekendavisen, 2019-10-11).

Relaterede forfattere