”Åh, tak/ For sølvringen med aquamarin, gudesmukke, alt for unge mand, jeg lover/ at bære den lethjertet, max drømme/ om en interimistisk oase, hvor vi…/ drikker myntete med lidt for meget/ sukker, kysser/ sweet, sommerfugleblidt/ falder i søvn sammen på et tyrkisk tæppe, græsgrønt græs. Lungerne i os/ side om side som fire grå natsværmervinger. Vi tænder hver vores smøg.”
”Juninætter” i ”Dø, løgn, dø”, s. 83.
Bogen er kendetegnet ved en række modstillinger mellem bl.a. sort og hvid, mand og kvinde – og farven hvid er et gennemgående motiv med alt fra sæd og modermælk til Snehvide, hvid støj, sne, knogler, måner og hvide kitler. Bogen er også karakteriseret ved ordassociationer, til tider på flere sprog, og associationsrækker baseret på figurer, som når et rundt nul forvandles til et hul og et æg.
Et andet eksempel på Moestrups sprogbrug er brugen af homonymer, det vil sige ord, der lyder ens men betyder forskellige ting. Her om et zebraføl: ”Det skræmte livet af mit lille, indre…øh…føl! Jeg mener ikke bydemåde (…) Føl selv efter med lukkede øjne: Der er ingen forskel mellem striberne. Vel?” (s. 15).
Som tidligere i forfatterskabet handler det om krop, seksualitet og køn men også om mere eksistentielle kategorier som kærlighed og død. Oplevelsen af, at vi som mennesker er kropsligt forbundne, tematiseres i et af samlingens mere beskrivende digte, der handler om en kvindes fald ud ad vinduet fra fjerde sal: ”da min krop ilede til/ en anden kvindes fald/ som mælken løber til/ når en fremmed spæd græder/ var det ikke et valg” (s. 31). Det bliver en intuitiv og kropslig reaktion at række ud og hjælpe. Vi vil hinanden som mennesker og er alle sårbare: ”udsatheden er i det mindste fælles” (s. 34).
I et andet digt ses en reference til Inger Christensens ”Sommerfugledalen”, dets skildring af en dal med sommerfugle og tematisering af døden. I Moestrups digt bruges det tyske ord for død, Tod: ”Hvad betyder det for sommerfuglen/ at jeg kalder den for zanimo i nat nat i/ de stiger op/ op stiger de/ Tod op op Tod” (s. 58).
Mette Moestrup
Mette Moestrup er blevet kaldt en af de mest eksperimenterende danske digtere i sin generation og vores skarpeste postfeministiske poet. Hos Moestrup finder man en undersøgelse af, hvordan ordene o...
Læs hele forfatterportrættet