”Mor siger, at et barn ikke kan eje en bjørn. Hvordan skal jeg klare mig uden dig, Lillebjørn? Steen siger, man ikke kan eje hinanden. Man kan kun elske hinanden.”
”Dybt vand”, s. 32.
Billedsiden af bogen er som altid i Dickmeiss’ universer spækket med metaforer, der er skibe, hav og fisk i alle billeder, og det metaforiske lag flyder over i fortællingen. Papfaren og drengen er i samme båd, de er på dybt vand og ved at drukne i fortvivlelse og oprørte vande, heldigvis reddes de i land og stormen har lagt sig. Ligesom i ”Farfar” løser konflikten sig til allersidst, drengens modstand er blevet set af moderen, og hun accepterer, at han stadig kan have behov for at se papfaren. Men en forandring har dog fundet sted, de voksne er stadig gået fra hinanden, og onsdagsbesøgene er jo ikke det samme som at bo sammen.
Scherfig siger om bogen på sin hjemmeside: ”Jeg hader at sige farvel. Der er ikke noget værre. Jeg bryder mig ikke om at give slip i noget, jeg kan lide. Men altså, det er jo umuligt at gå gennem livet uden brud, afsked, farvel. Vi har brug for at gøre noget nyt, møde nye mennesker, kaste os ud i nye eventyr, men stadigvæk; jeg hader at sige farvel. Kan vi ikke bare sige: ”Vi ses igen … på en ny måde”?” Spørgsmålet er, om der også venter nye eventyr for drengen gemt i denne nye relation til papfaren? Noget tyder på det, for i sidste opslag i bogen sejler drengen, papfaren og bjørnen af sted i en husbåd, med blikket rettet fremad og med ren idyl på båden.
Lilja Scherfig
IndledningLilja Scherfig blev nomineret til Orla prisen for sin anmelderroste debutroman ”Louie Louie” (2007) og har senest udgivet ”Drengen uden øre” (2021). I sine ungdomsromaner og billedbøger s...
Læs hele forfatterportrættet
