*Seneste udgivelse

Otto Dickmeiss

Emneord:

Senest opdateret

René Hjelm
cand.mag., 2005

Hovedforfatter

Marianne Eskebæk Larsen
journalist

Mennesker med store hoveder og små kroppe. Det er noget af det første, man lægger mærke til hos illustrator Otto Dickmeiss. Ser man nærmere efter, opdager man, at det overvejende er børn, der må bære rundt på store hoveder. Og det hvad enten de har sørgmodige øjne, som i teksterne af Louis Jensen og H.C. Andersen, eller store grinende munde, som i billedbogen af Kim Fupz Aakeson. En stor del af Otto Dickmeiss’ produktion består af illustrationer til Gyldendals letlæsningsbøger, Dingo serien. Med en sød og næsten naivistisk streg iscenesætter han hverdagen og fantasien på humoristisk vis. Dickmeiss har dog især slået sit navn fast som en kompetent fortolker af H.C. Andersens eventyr, et hverv som traditionelt har talt nogle af de mest betydningsfulde illustratorer i Danmark. Her lader Dickmeiss surrealismen blomstre i støvede farver og fine penselstrøg, hvilket resulterer i sødmefyldte, men også foruroligende billeder.

Baggrund

I Otto Dickmeiss’ barndom blev der tegnet meget. Faderen var arkitekt og dygtig akvarelmaler, og han opfordrede ofte sønnen til at tegne. Det var især Salvador Dali og René Magritte, der sammen med faderens akvareller inspirerede Dickmeiss som barn. Moderen, som Otto Dickmeiss voksede op hos i Nørre Nissum, sørgede for at holde hans tegnelyst på skinner ved at købe masser af tegneudstyr.

”Mit håb er, at mit arbejde inspirerer børn og fejrer fantasiens ukrænkelighed, følelserne og den uvurderlige betydning af ordløse fortællinger.”

www.ottodickmeiss.dk.

Foto: Lars Helsinghof Bæk

Født
26. august 1969 i Tarm.
Uddannelse
Illustrator, Danmarks Designskole, 1992.
Debut
Billedbogen Rokketand. Gyldendal, 1999.
Litteraturpriser
Arbejdslegat fra Kunststyrelsen, 2004. Årets Bedste Bogarbejde inden for genren børnelitteratur, 2008. Kulturministeriets Illustratorpris 2006 og 2013.
Seneste udgivelse
Scherfig, Lilja: Dybt vand. Jensen & Dalgaard, 2020. Kunstner: Otto Dickmeiss. Billedbog.
Inspiration
René Magritte og Salvador Dali.

Efter 10. klasses efterskoleophold og arbejde som pedel tog han på kunsthøjskole. Det gav afsæt for at søge ind på Kunstakademiet og Skolen for Brugskunst, som Danmarks Designskole hed dengang. Dickmeiss kom ind på Danmarks Designskole, hvorfra han blev færdig i 1992. Som nyuddannet startede han tegnestuen Tegnestiftelsen sammen med illustratoren Rasmus Bregnhøi, og han har lige siden kunnet leve af at tegne.

Dickmeiss har især tegnet til Gyldendals Dingo-serie, som er forskellige niveauer af letlæsningsbøger, og han har illustreret en række af H.C. Andersens eventyr. Derudover har han lavet logoer for virksomheder og tegnet for fagblade som f.eks. Samvirke (FDB) og Nordisk Ministerråds Blad, Politik i Norden. I halvandet år var han tegner på Kristeligt Dagblad, hvilket han fandt meget udfordrende: ”Det var gode tekster med åndeligt indhold.” (Interview med Marianne Eskebæk Larsen, juni 2005). I dag er Otto Dickmeiss bosat i København, hvor han også har sin kæreste og sine to sønner.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Halve mænd og strandede hjerter

Otto Dickmeiss markerede sig allerede stærkt med illustrationerne til grundbogen ”Ny Dansk i sjette” fra 2001, som er en samling prosatekster til brug i danskundervisningen. Her har Otto Dickmeiss illustreret tre af børnebogsforfatteren Louis Jensens grotesk-realistiske historier. Omslagsillustrationen kommer fra teksten ”De mærkelige billeder”, som er en historie om akvareltegninger af gråspurve, der bliver levende, da fortælleren puster på papiret. Dickmeiss har skabt en komprimeret illustration, som indeholder dele, der i teksten optræder tidsmæssigt forskudt. Manden med geværet og huset er afbildet på samme opslag, men i teksten dukker manden først op, da drengen er fløjet væk fra huset. Det er en teknik, som kan minde om avistegningen, der ofte nedkoger essensen af en tekst i en enkelt tegning. På billedet falder huset fra hinanden som en skrøbelig kulisse, mens drengen stiger til vejrs i en spiral af gråspurve. Hans store hoved med de sørgmodige øjne, den åbne mund og de viftende arme udtrykker nok bevægelse og drama, men på en meget behersket måde.

Også farverne er afdæmpede, og det er som om en grønlig patina dækker hele sceneriet. Den pelsede streg som man så i ”Rokketand” er helt væk. De store hoveder forklarer Dickmeiss som et ønske om at have fokus i tegningen, men også ud fra en bevidsthed om barnets rolle: ”Et barnehoved er selvfølgelig ikke større end et voksenhoved, men forskellen er større på barnekroppen. I og med at man overdriver, så barnehovedet faktisk er større end et voksenhoved, så understreges det barnlige.” [1].

De afmonterede kropsdele er gennemgående i Louis Jensens historier. I ”Den kløvede mand” er en mand skåret over på langs og i ”Det strandede hjerte” bliver en krop sat sammen inden i et stort hjerte. Teksterne udfolder psykologiske erkendelser i et surreelt univers, hvilket Otto Dickmeiss formidler i et symbolsk og foruroligende billedsprog. Men det er illustrationer, som udfolder de voldsomme begivenheder så behersket, at tekstens mystik bevares. Og det sker desuden i et billedsprog, som har sin helt egen stemning.

Skal man pege på andre illustratorer, som har formået at skabe originale billeder i samklang med Louis Jensens tekster, må det blive illustratoren Lillian Brøgger. Hendes illustrationer til den groteske og poetiske serie om de hundrede firkantede historier anses generelt for meget vellykkede.

Gys og blod velegnet for børn

I Dingo-bøgerne ”Blodet på gulvet” af Dorte Roholte (2001) og ”Uegnet for børn” af Bent B. Nielsen (2002) er tegningerne bløde, runde og pastelagtige. De humoristiske gyserhistorier er tegnet med tusch og blyant og farvelagt direkte med akvarel. Historiernes forsøg på at fortælle om det overnaturlige bliver aldrig rigtigt uhyggeligt, hvilket Dickmeiss fanger med sine morsomme og karikerende tegninger. ”Blodet på gulvet” er et niveau sværere at læse end ”Uegnet for børn”, og det lader til, at forskellen også kommer til udtryk på billedsiden. I hvert fald er personerne fremstillet med flere skraveringer og detaljer.

Her genfinder man også de støvede farver og de ovale, tydelige læber, som optrådte i ”Rokketanden” og som kan minde om en klovnemund. Historien har sin titel fra en blodplet, som ikke kan vaskes væk, og som stammer fra en dreng, der engang blev myrdet. Det opdager Lau, da han skal tilbringe en uge i mosterens hus. Efter et par dramatiske begivenheder ender han med at være knap så skeptisk over for mosterens spirituelle tilbøjeligheder.

I ”Uegnet for børn” er akvarelfarven tydelig, papirets struktur spiller med og skyggerne bliver mere fremtrædende. Personerne er gengivet med en klar optrukken streg og lyse farver. Det visuelle og luftige præg giver en modvægt til hovedpersonen Caspers frygt. Han er alene hjemme, og opildnet af en vampyrfilm går han ud i mørket, hvor han blandt andet støder på en flagermus og ender på kirkegården med sin ven Jakob.

Skridtet fuldt ud i den morsomme fortælling tager Dickmeiss med Dingo-bogen ”Paolos brev” af Vibeke Marx (2002). Historien viser en far, der går gennem ild og vand for at poste et fødselsdagsbrev til sin søn. Det er ikke svært at identificere sig med faderen, som meget udtryksfuldt forcerer alskens forhindringer. Læseren tror, det hele blot udspiller sig i sønnens fantasi, men slutningen overrasker. Paolo er gengivet mere krammeklar end sin dragebamse, der i bogens sidste illustration kigger ud på læseren, som for at sige farvel og tak.

H.C. Andersen og symbolerne

Der er noget altmodisch over illustrationerne til H.C. Andersens historier ”Ole Lukøie” (2001), ”Sneedronningen” (2002) og ”Vintertrilogi” (2003), alle malet i akvarel. Otto Dickmeiss har ifølge eget udsagn forsøgt at gøre tegningerne mere tidløse, idet han har ønsket at være tro over for teksten, og derfor i en klassisk stil tilpasset tøj og ting til 1800-tallet (Otto Dickmeiss i telefoninterview med Marianne Eskebæk Larsen, juni 2005). Men personernes gammeldags påklædning gør det ikke alene, også farverne og stregen har et skær af gamle dage. Det er, som om farverne ses gennem et brunligt eller støvet filter, og de fine og detaljerede penselstrøg minder om gamle illustrationer og glansbilleder, især pga. de buede rammer og illustrationernes sødme.

For- og bagsats myldrer med mærkelige halvmytologiske figurer: dæmoner, engle og kranier med fiskeskelet, havfruer og slangelignende væsener med mange hoveder. Her slipper Dickmeiss surrealismen løs med de mange symboler som et stort øje øverst på en pyramide, et æg med fugleben, en atlastegning og et hjerte med vulkanske tendenser. Derved understreger Dickmeiss de mange fortolkningslag, Andersens eventyr har. Det er en surrealisme, hvor varemærket, de store hoveder og store øjne, giver børnene en stedvis sentimental skrøbelighed.

Dickmeiss rammer den sammenkobling af børn, uskyld og tro, som man finder i H.C. Andersens eventyr, samtidig med at han ikke overdramatiserer den spænding, der er til stede i historierne. Det er billeder, man kan fordybe sig i, særligt fordi Dickmeiss koncentrerer hver enkelt illustration, som han også gjorde det med Louis Jensens grotesk-realistiske historier.

På Internettet kan man se hans illustration til H.C. Andersen

s eventyr ”Elverhøi”, der er farvelagt med akvarel og til sidst behandlet med shellak. Den er mørkere og har flere dystre undertoner end de tre værker, og den ligner næsten et billedark, fordi de mange figurer fremstår som tydelige silhuetter, man kan trykke ud.

Miranda og Bassemand

Katrine Marie Guldager er forfatter til de to bind om kattene storebror Bassemand og lillesøster Miranda fra 2003 og 2004. De to katte bor hos Kattemor, som hun benævnes i teksten, og i det ene bind sender hun dem til deres store fortrydelse på koloni. Bassemand tror fejlagtigt, at han skal slagtes, og Dickmeiss viser dette med et morsomt billede af katten skåret ud som bøffer, men med et særdeles livagtigt om end sørgeligt udtryk i ansigtet.

I det andet bind hører man om kattenes problemer med at finde ud af, hvem der skal bestemme i hjemmet. Her fantaserer Miranda bl.a. om, at alle lillesøstre kunne slå sig sammen om at bekæmpe deres storebrødre, og på billedet ser man således otte små katte tyrannisere Bassemand.

Mest bemærkelsesværdigt er, at Dickmeiss i disse bøger om Miranda har anvendt en lidt anderledes og mere neutral stilart. Kattemor har samme næse som Bella og samme form som personerne i de øvrige Dingo-bøger, men ellers er kattene og universet omkring dem tegnet mere tydeligt og mindre karikeret og uden samme naivitet som i Bella-bøgerne.

Lys og mørke

Otto Dickmeiss har efter eget ønske arbejdet meget med billedbøger de senere år, fordi man med billedbøger ”… får lov til at formgive en hel bog, bestemme meget mere, ja, hele stilen…” (Otto Dickmeiss i telefoninterview med Marianne Eskebæk Larsen, 2005).

Hans produktion spænder over et bredt register, der går fra de sjove og bløde tegninger i Dingo-bøgerne over det vilde og groteske i f.eks. ”Rokketand” og lærebogen ”Tænk før du taler” skrevet af Søren Marquardt Frederiksen (2011) til de alvorlige, melankolske og surreelle.

En yderligere gennemgående tråd i Dickmeiss’ illustrationskunst er dette surreelle og melankolske i tilknytning til historierne fra Bibelen, og som hans tegninger i Bibelstærk-serien er gode eksempler på. Hans æstetiske univers har dermed også dybe rødder i kristendommen, og hans tegninger skildrer spændingen mellem godt og ondt, mellem paradisisk uskyld og glæde i modsætning til det mere groteske og uhyggelige. I billedbogen ”Det tossede tårn” (2006) viser Dickmeiss det både groteske og absurde i historien om Babelstårnet, der lægger ud med byboernes glade intentioner, men som munder ud i en nærmest uhyggelig sprogforvirring. Illustrationerne er også her udførlige og helt farvemættede illustrationer, der er en blanding af akvarel og tegning.

Derudover er det også typisk for Dickmeiss at opløse den virkelige verdens naturlige skel mellem den fysiske, ydre verden og den indre, åndelige verden, hvilket giver den omtalte surreelle effekt. Dette forsøg på at skildre direkte, hvad der foregår inde i personernes tankeunivers, ses i mange af Dickmeiss’ illustrationer, f.eks. i ”En bog om Fadervor” (2007) skrevet af Lars Busk Sørensen. Dermed overrasker det heller ikke, når Dickmeiss skriver på sin hjemmeside, at han især føler sig hjemme, når han skildrer ”… kampen mellem godt og ondt, lys og mørke, det indre og det ydre” (www.ottodickmeiss.dk, egen oversættelse).

Selv når der er tale om sex og lir i bogen ”Mer’ og bedre sex” skrevet af Jakob Olrik (2010) formår Dickmeiss at løfte det rent kropslige og fysiske op på et spirituelt og kærligt niveau. I denne illustrerede bog er de tre billeder dog udført med flere og kraftigere primærfarver og med en mere fyldig streg, der giver dem et anstrøg af tegneserie-billeder. Dermed spiller illustrationerne også godt sammen med bogens emne om de mange og brogede former for samspil mellem mand og kvinde.

Hvad der også er værd at bemærke i Dickmeiss’ arbejde er illustrationernes samspil med ordene, der tydeligt kommer til udtryk i eksempelvis lærebogen ”Hvad vil du sige?”, der også er skrevet af Søren Marquardt Frederiksen (2009). På en meget fantasifuld måde konkretiserer og tydeliggør Dickmeiss de teoretiske og mange gange vidtløftige problemstillinger ved forskellige former for kommunikation. Og med sin ovenfor beskrevne tegne-stil og farvelægning i olivengrøn, hvid og sort skaber Dickmeiss her en spændende og ironisk dynamik mellem ord og billede, der giver bøgerne et humoristisk islæt. Som tidligere nævnt har Dickmeiss nemlig siden barndommen forsøgt at synliggøre ordenes betydning, men samtidig også forsøgt blot at fortælle rent visuelt og helt uden ord.

Genrer og tematikker

Otto Dickmeiss spænder over et bredt register, fra de sjove og bløde tegninger (alle Dingo-bøgerne), til de skøre og groteske (f.eks. billedbogen ”Rokketand” og ”Det tossede tårn”) og til de alvorlige og surreelle (Louis Jensens tekster og H.C. Andersens eventyr). Det er primært i den sidste kategori, han for alvor skiller sig ud i forhold til de betydelige illustratorer, der for de flestes vedkommende er uddannet på Designskolen i Kolding under vejledning af illustratorkunstens grand old lady, nemlig Lillian Brøgger.

Men Otto Dickmeiss, der er fra Danmarks Designskole i København, har en stil, der ligger langt fra den ekspressive streg og det markante farvevalg, der kendetegner mange af illustratorerne fra Kolding. Hans surrealistiske tegninger forundrer, og børnenes store hoveder virker rørende. Illustrationerne til H.C. Andersens eventyr har desuden en altmodisch karakter kombineret med noget sødmefyldt.

I det hele taget kan Dickmeiss’ illustrationskunst ses som en stor hyldest til fantasien, og både anmeldere og kulturinstitutioner har de senere år bemærket hans fine arbejde og særlige univers. Ikke uden grund fik Otto Dickmeiss dermed for anden gang Kulturministeriets Illustratorpris 2013 for billedbogen ”Rævefælden” skrevet af Lilja Scherfig (2012) sammen med kulturminister Marianne Jelveds rosende udtalelse: ”’Rævefælden’ er komponeret og udarbejdet med stor indsigt i og respekt for billedbogen som medie og for samspillet mellem tekst og billede.” (Kulturministeriets forfatterpris og illustratorpris går til Komatøs og Rævefælden. www.kum.dk, 2013-03-19).

Beslægtede forfatterskaber

Otto Dickmeiss fremstår som en original billedmager i nutidens landskab, og det er derfor vanskeligt at finde beslægtede illustratorer endsige noget forbillede. Men den beherskede streg indskriver ham dog i en angelsaksisk tradition, hvor den klassiske tegnestil er i centrum. Nærliggende er ”Alice i Eventyrland”, illustreret af John Tenniel, som dog ikke har de mange symboler, Dickmeiss indlejrer i billederne.

Dickmeiss’ surrealisme og angelsaksiske stil er også helt anderledes end hos den engelske illustrator og forfatter Anthony Browne og dennes fotorealistiske streg. Det skyldes især det naivistiske præg, Dickmeiss’ illustrationer har, hvor eksempelvis perspektivet aldrig er helt nøjagtigt.

Alt i alt kan man sige, at Dickmeiss’ varemærke er blevet de store hoveder på de små (børne-)kroppe, men også tydelige ovale læber og lidt sørgmodige øjne med markante øjenvipper går igen. Disse figurer bruges som nævnt til at udtrykke mange typer historier i spændingsfeltet mellem ord og billede, godt og ondt og det vilde i modsætning til det stille og eftertænksomme.

Og så er illustrationerne ofte i akvarel med meget dækkende farver, selvom der også er undtagelser som f.eks. billedbogen ”Rævefælden”, der kun består af sort/hvide tegninger dog tilsat en meget vag og mat blå-grøn farvenuance.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Illustrationer til skønlitterære bøger

Profetens have. (Forsideillustration)

Kahlil Gibran

1996. Roman

Intro

Baggrund

Født

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse

Inspiration

Udvalgte bøger

Halve mænd og strandede hjerter

Gys og blod velegnet for børn

H.C. Andersen og symbolerne

Miranda og Bassemand

Lys og mørke

Genrer og tematikker

Beslægtede forfatterskaber

Relaterede forfattere

Bibliografi

Illustrationer til skønlitterære bøger

Miranda-serien

Bella-serien

Serien om Harald

Illustrationer til faglitterære bøger

CD med børnesalmer

Om illustratoren

Artikler

Søgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Den grønne mand

Telefoninterview med Otto Dickmeiss, juni 2005.

Illustratorens hjemmeside

Kulturministeriet (konstateret utilgængelig 2023-08-14)