Rasmus Bregnhøi
- Redaktionennovember 2025
- Søren Jessenillustrator, november 2025
Intro
Jeg ved ikke, om Rasmus var et støjende barn. Jeg ved ikke engang, om han er en støjende voksen. Men jeg ved, at han er en støjende tegner. Når han kaster mennesker, biler, dyr og huse rundt på sine tegninger, kan det ved første øjekast se kaotisk ud – men det er også lige præcis det, der er meningen og sådan må det være, når man er en grænsesøgende tegner, der godt ved, at ens bogillustrationer ligger lige på kanten af, hvad mange vil kalde tegninger for voksne.
Baggrund
Man skulle tro, at Rasmus Bregnhøi (1965) – om nogen – er født til at blive børnebogsillustrator, men sådan er det ikke. Rasmus er godt nok søn af tegneren Palle Bregnhøi, men er ikke vokset op sammen med sin far. Alligevel er han altså gået i sin fars fodspor og er nu en flittig børnebogsillustrator. Men det var ikke med vilje.
”Jeg skal huske at tage børnene som gidsler i min egen frustration over livets nedture. De skal lære min angst at kende. Det bliver mega dybt og rasende ærligt.”
Født
1965 i Langerød ved Fredensborg.
Uddannelse
Danmarks Designskole, 1992.
Debut
Bregnhøi, Martin: Arne kan ikke li' heste. Mallings, 1987. Illustreret af Rasmus Bregnhøi.
Litteraturpriser
Kulturministeriets illustratorpris, 2007. Blixenprisen for Børne- og ungdomslitteratur, 2016. Orlaprisen, 2025.
Seneste udgivelse
Lemire, Sabine: Jørgen Pingvin gør noget ved klimaet. Gads Børnebøger, 2025. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. (Jørgen Pingvin, 5).
Inspiration
Franz Kafka, Dostojevskij, Jules Verne.
Da han som nyuddannet tegner fra Danmarks Designskole i København i 1992 skulle ud og finde noget at lave, tænkte han ikke i børnebogsbaner. Ikke for alvor. Han illustrerede et par bøger skrevet af sin bror Martin i slutningen af 1980’erne: ”Arne kan ikke li’ heste” (1987) og **”**Borte” (1989), men det var ikke det, han brændte for på det tidspunkt. Han ville hellere tegne for voksne og lavede i to år tegneserien ”Uffe Undskyld” til månedsbladet Press, om en mand der altid siger undskyld. Samtidig fik han en aftale i stand med dagbladet Information om fast at levere to dagsaktuelle tegninger om ugen plus de løse opgaver, der måtte komme hen ad vejen. Det forhold stoppede brat i 1995, og hans forsøg på at få en anden bladtegnertjans mislykkedes. Med tiden er Bregnhøi dog blevet en populær illustrator, der har illustreret historier af forfattere som Alberte Winding, Kim Fupz Aakeson, Oskar K, Pia Juul og Katrine Marie Guldager.
”Det handler om, at finde ud af hvor langt jeg kan trække den,” siger Rasmus, ”men det er vigtigt, at man er sig bevidst om, at det er børn, man arbejder for.”
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
Samme år indledtes et samarbejde med forfatteren Peter Mouritzen, som har skrevet en hel del finurlige billedbøger. I Det gale vejr (2000) lyder det: ”I Bindegal by var der en mølle, der malede byens vejr. Normalt gik det godt. Men når det gik galt, gik byen amok og blev sær.” Det gør tegningerne også. Bliver sære. Men også interessante, blandt andet fordi der her er anvendt en anden teknik (akrylmaling) end i de tidligere bøger. Rasmus Bregnhøi viser her et stort malerisk talent. Tag for eksempel opslaget der lyder: ”Hos Madsen, der altid var tavs og mut, sad der på taget en sjov trutterut. Hos Kitty, der havde et hvidt stakit, sad på stakittet en køn kvittevit.” Det er specielt vellykket af flere grunde. Hvis man kigger på bakken bag kvittevitten, ser man en blomstereng med store blomster, der tilsyneladende er blevet malet over med et orange-gulligt lag, der dog er lagt så tyndt på, at blomsterne nedenunder stadig kan ses. Det er smukt og et decideret vendepunkt i illustratorskabet. I ”Det gale vejr” introduceres også det at klippe figurer ud og klistre dem på i flere lag. Bagerst i alle tegningerne ligger dog det hvide papir. Der er ingen horisontlinje eller disede, blå bjerge i det fjerne til at forstyrre. Der er også nok andet at kigge på.
Året efter udkom Kukken – det gale ur (2001) skrevet af Peter Mouritzen. Her er vi igen i Bindegal by, og tegneren har brugt præcis samme teknik som i ”Det gale vejr”. Men der sker også noget nyt, idet der er flere tegninger, der har en farvet baggrund med psykedeliske mønstre, der ikke giver ro, men tværtimod pisker en stemning op. Mest vellykket på tegningen af kukken der forklædt som tyv løber af sted med klokkerens ur. Den form for baggrund går igen andre steder. For eksempel i bogen Landet længere væk (2002), som er et katalog over hovedparten af de danske bogillustratorer. Her har Rasmus Bregnhøi tegnet til en grum historie af Dorte Karrebæk, og et heftigt orange mønster er her brugt som en understregning af hovedpersonens mentale tilstand. I Tante T. (2003) af Kim Fupz Aakeson er Rasmus gået videre med disse mønstre. De breder sig på de fleste sider – ja, helt ud på bogens forsats der er lige til at blive svimmel af.
Som det nyeste skud på stammen af bøger fra Bindegal by er bogen Det gale alfabet udkommet (2003). Her ser man igen de helt hvide baggrunde, men bakkerne er væk, og det samme er de psykedeliske mønstre. Til gengæld er der en klar reference til en af Rasmus’ passioner: Litteratur af lidt ældre årgang. På et opslag i ”Det gale alfabet”, ser man således Huset Buddenbrook ( Thomas Mann) og Slottet (Franz Kafka).
Cyklister og træmænd
I Træmandens hus (2003) har Rasmus Bregnhøi fundet en gammel, kendt tekst og sat billeder til. Ligesom han gjorde i bogen Ti små cyklister (2001). Og de to bøger har andre fællestræk. For eksempel er det nogle af de få billedbøger fra Rasmus’ hånd, hvor der er mellem- og baggrund på næsten alle tegninger. I ”Ti små cyklister” er der masser af ensfarvede huse i baggrundene, og i ”Træmandens hus” ser man bakker, et hav og fjerne skyer på himlen.
Sidstnævnte adskiller sig dog fra alle andre bøger ved at være farvelagt på computer. Rasmus ville have at farverne skulle være så mættede som muligt, og desuden ville han prøve at se, om han kunne få umiddelbart disharmoniske farver til at spille sammen. (Den lyserøde himmel og det vissentgrønne græs). Derfor lavede han bogen på computer, men så fik han en museskade i armen, så hvem ved om der kommer flere bøger med den teknik.
Pia Linda, Poul og Betty
Rasmus Bregnhøi er illustrator på tre forskellige billedbogserier om henholdsvis Pia Linda, Poul og Betty. Selvom bøgerne ikke har samme tekstforfattere, de to førstnævnte er skrevet af Andreas Bræstrup Kirstein og den sidste af Alberte Winding, så har Bregnhøis illustrationer til de tre serier en del tilfælles.
Vi befinder os i en genkendelig dansk børnefamilie fra middelklassen med engagerede, men også lidt trætte forældre. Tegningerne er farveglade med personer og handling i centrum for tegningen. Ofte er baggrunden ensfarvet eller også udspiller der sig en handling løsrevet fra karaktererne. Det kan være en gade, hvor Pia Linda og hendes mor går forbi et vindue, der viser ind til en fyldt restaurant, eller en svømmepøl med livlig aktivitet bagved Betty og hendes forældre, der ligger og soler sig på deres ferie.
Bregnhøis univers er fyldt med ironi, og han får især gjort grin med forældrene med små henvisninger i tegningerne, som når Bettys far ligger ved poolen og på det ene billede læser Prousts ”På sporet af den tabte tid”, på det næste Maxim Gorkijs ”Læreår” og på den næste igen Solsjenitsyn ”Gulag Øhavet”. Far og mor er med andre ord på alvorlig voksenferie, og det ville være bedst, hvis Betty bare kunne lege med ham den lille dreng derovre og ikke forstyrre far og mor. Med den slags små henvisninger får Bregnhøi tydeliggjort afstanden mellem de to generationer, som ligger subtilt i teksten. Dermed blinkes der også kraftigt til den dobbelte læserhenvendelse i billedbogsgenren, nemlig den at bøgerne er skrevet til børn, men formidles af voksne.
Rasmus skriver en Nordisk Børnebog
Hen over efteråret 2014 udgav Rasmus Bregnhøi løbende en serie på sin blog, som han kaldte ”Rasmus skriver en Nordisk Børnebog”. Bregnhøi skrev selv teksten til serien, som blev optrykt i samlet form i Dagbladet Information, da den sluttede. Hvert afsnit bestod af en lille tegneserie om drengen Rasmus, der filosoferede over det at skrive børnebøger i dag.
”Drengen havde en mor der kun så sig selv. Den eneste erindring hun havde om ham var et ar på sin krop og på sin sjæl.”
”Rasmus skriver en Nordisk Børnebog” er en ironisk og kritisk kommentar til en tendens hos danske børnebogsforfattere til at vælge meget alvorlige og tunge emner for deres børnebøger. For eksempel hedder det i afsnit 4: ”Jeg skal huske at tage børnene som gidsler i min egen frustration over livets nedture. De skal lære min angst at kende. Det bliver mega dybt og rasende ærligt”. Bregnhøi kritiserer ikke nogen bestemte titler eller forfattere, men man kommer til at tænke på bøger som ”Idiot” eller ”Lejren” af kollegerne Oskar K og Dorte Karrebæk eller måske ”Jagten” af Pia Juul som Bregnhøi selv har illustreret.
Tegningerne er holdt i en passende deprimeret sort og hvid tone, lige indtil det går galt i afsnit 10, hvor en nisse flyver gennem et regnbuefarvet landskab. Skyldfølelsen kommer med det samme: ”Nu har jeg fuck’et den nordiske børnebog helt op, med farver og amerikanske virkemidler, og kaldt en Nisse for en Nisse og ikke ”de underjordiske” (afsnit 11). Blyanttegningerne er holdt i en naiv stil og ligner forstudier til nogen af Bregnhøis andre udgivelser, men teksten står i den grad som kontrast med sit stærkt ironiske budskab.
Umiddelbart efter ”Rasmus skriver en Nordisk Børnebog” udgav han på bloggen en julekalender, der også gør tykt grin med børnebogsuniverset. Her lyder det halvvejs igennem julekalenderen: ”Det her virker håbløst. Det er som om personerne i historien er ude af stand til at få et narrativ op at stå…” (d. 12. december). Den postmoderne, splittede tekst vi kender fra voksenlitteraturen har med andre ord også ramt børnebogsgenren.
Genrer og tematikker
Rasmus Bregnhøi er bedst kendt som illustrator af billedbøger. Han har illustreret for mange af de største danske forfattere af børnelitteratur, og hans streg må findes på de fleste børneværelser i Danmark. Han har dog også illustreret bøger for voksne, blandt andet en tegneserie i samarbejde med mange andre illustratorer om Besættelsestiden, ”Knivsæg” (2015).
Han har også både tegnet og skrevet en graphic novel om palæstinakonflikten ”Nogen er under belejring” (2011). I indledningen fortæller han, hvordan han var træt af kun at høre om konflikten i medierne, han ville selv rejse derned og opleve, hvordan hverdagen var og føles.
I den lettere og mere komiske genre hører hans bøger om Ib, Poul, Pia Linda og Betty, men også blandt børnebøgerne har han arbejdet med tungere emner som at miste sin far i ”Pigen der havde en klovn på slæb” og hvordan det kan føles, at ens far finder en ny kæreste i ”Heks”, begge fra 2015. Bregnhøis ironiske serie ”Rasmus skriver en Nordisk Børnebog” er derfor ikke kun en kritik af kollegerne, men også en selvkritik og en refleksion over egen praksis som illustrator. I serien ”Sjov med Rasmus Bregnhøi”, som har kørt i Dagbladet Politiken i 2015, forsætter han i samme stil, denne gang med en tyk ironi over voksenemner som sex, diagnosticering, Gud og kernefamilie, gerne i en stor pærevælling: ”Tror I at det er en grundpræmis at føle skyld, eller er det simpelthen kristendommen, der har skabt synden?” som en af striberne indledes. Bregnhøis naive streg og figurer fra børneuniverset er en effektiv måde at tilføre de tunge emner et komisk lag, og der åbnes dermed for en verden, hvor man kan diskutere vanskelige emner uden at det bliver for selvhøjtideligt.
Beslægtede forfatterskaber
Rasmus Bregnhøi har en tydelig forkærlighed for det drengede univers, hvor mennesker per default er mandlige, med mindre de udfylder en tydelig kvindelig funktion, som for eksempel at være bedstemor eller eksplicit konnoteres kvindelig af forfatteren. Den forkærlighed deler han med den svenske tegner Jan Lööf og med danske Jakob Martin Strid. Interessant nok arbejder alle tre også hovedsageligt med en let genkendelig verden, dog med en stærk sympati for barnets perspektiv på verden.
Bregnhøi har illustreret for mange forskellige forfattere, men han har også arbejdet sammen med en håndfuld forfattere igennem mange år. Det gælder samarbejdet med Andreas Bræstrup Kirstein og bøgerne om Poul og far og spinoff serien om Pia Linda og mor. En anden forfatter, han har arbejdet meget med, er Kim Fupz Aakeson. De har ikke arbejdet så meget i serier, men i enkeltstående udgivelser. Senest med udgivelserne ”Heks” og ”Pigen der havde en klovn på slæb”, begge fra 2015. I ”Heks” har drengens far fået en ny kæreste, hun ligner og opfører sig som en frygtelig heks, med grønt hår, rådne tænder og spids hat. Efterhånden som drengen lærer kvinden at kende ændres hendes udseende mere og mere mod en almindelig kvinde.
I ”Pigen der havde en klovn på slæb” er tegningerne mere fantasifulde. Der er et lyserødt, smilende hjortedyr, måger med hatte og elefanter med hånddukker på snablen, men der er også farlige drager, onde trolde og noget ubestemmeligt, som er helt forkert. Pigen og klovnen er faret vild, de ved ikke helt hvor de er på vej hen, men nogen er blevet væk og ” … den der ikke leder intet finder” som pigen konstaterer. De får hjælp på vejen, og i baggrunden springer hjortedyret rundt og holde øje med de to. Til sidst finder de hjem til moren, klovnen var i virkeligheden pigens lillebror og hjortedyret var faren. Han er blevet begravet og moren giver børnene ret: ”Alt er helt forkert … Jeg ved det godt, jeg ved det alt, alt for godt”.
Samme tema udspiller sig hos den norske forfatter Stian Hole i hans billedbog ”Annas himmel”. Annas mor er væk, og sammen med faren tager Anna på en rejse igennem en fantasiverdenen for at finde sin mor. Ud over den fælles tematik er begge bøger bygget op af collager, i begge bøger flyver hovedpersonerne igennem fantasifulde og svært forståelige landskaber, og det er svært at tro, at Aakeson og Bregnhøi ikke har ladet sig inspirere af ”Annas himmel” i arbejdet med ”Pigen der havde en klovn på slæb”. Dog har både Aakeson og Bregnhøi meget anderledes tilgange til tekst og illustration end Hole.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Illustrerede værker af Rasmus Bregnhøi
Lotte Salling
2002
Kim Fupz Aakeson
2004
Annette Herzog
Høst, 2016. Illustrationer: Rasmus Bregnhøi. 2. del af Psst!. Graphic Novel. Indeholder også: Stormhjerte.
Sabine Lemire
Gyldendal, 2018. Kunstner: Rasmus Bregnhøi og Simon klein Knudsen.
Alberte Winding
Gyldendal, 2018. Kunstner: Rasmus Bregnhøi. Billedbog.
Kim Fupz Aakeson
Carlsen, 2018. Kunstner: Rasmus Bregnhøi. Tegneserie.
Rasmus, Trine Bundsgaard & Mikkel Sommer Christensen Bregnhøi
Gyldendal, 2023.
Sabine Lemire
Gads Børnebøger, 2025. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. (Jørgen Pingvin, 5).
Illustrerede og skrevne værker af Rasmus Bregnhøi
Rasmus Bregnhøi
Carlsen, 2015. Billedbog.
Rasmus Bregnhøi
Gyldendal, 2019. Billedbog
Rasmus Bregnhøi
Carlsen, 2022. Illustreret af Rasmus Bregnhøi.
Rasmus, Kim Fupz Aakeson & Mette-Kirstine Bak Bregnhøi
Gyldendal, 2024
Kim Fupz og Rasmus Bregnhøi Aakeson
Gyldendal, 2024. Illustreret af Rasmus Bregnhøi.
Mira - tegneserie
Sabine Lemire
Gyldendal, 2018. Kunstner: Rasmus Bregnhøi. (2).
Sabine Lemire
Gyldendal, 2019. Kunstner: Rasmus Bregnhøi. (4).
Sabine Lemire
Gyldendal, 2021. Illustreret af Rasmus Bregnhøi.
Om Rasmus Bregnhøi
Link
Indeholder nogle af hans illustrationer