- Anders Johannsencand. mag. ph.d. stipendiat, 2011
Intro
Der er fyldt med underlige huse i Alen Meškovićs digtsamling ”Første gang tilbage” fra 2007. Huse, der har revet sig løs fra fundamentet og svæver i luften, huse med blændede vinduer og skudhuller i væggen, huse, hvor taget tegneserieagtigt hænger i luften og ligner en åben bog med ryggen opad. Digterjegets tilbagevenden til et krigshærget hus sætter en tankeproces i gang, hvor tunge modsætningspar spilles ud mod hinanden. Er den kløft, som krigen skaber, en halvering af landet eller en fordobling? Betyder den voldsomme omvæltning af tilværelsen mon afslutning eller en ny begyndelse? Ofte er perspektiverne repræsenteret af personer, som her, hvor en mand kun ser slutningen, mens en kvinde insisterer på, at fremtiden findes: ”Lad slutningen være hér,” sagde manden der havde en kone, der havde en mave, der var stor … Mod byen, mod begyndelsen gik kvinden med maven der var stor og sagde: ”Nej. Lad den være et andet sted.” (s. 18). Digtene er hovedsageligt små prosastykker, hvor ordene imidlertid tiltager sig udvidede betydninger, og simple billeder og gentagelsesfigurer udnyttes med stor effekt.
