Alen Mešković

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
februar 2026

Hovedforfatter

Anders Johannsen
cand. mag. ph.d. stipendiat, 2011

Med bosnisk baggrund og førstehåndserfaring af konflikten på Balkan ligner Alen Mešković ikke mange andre danske forfattere. Hans to bøger spænder over genrerne digtsamling og roman, og selv om formerne er ganske forskellige, er grundstoffet det samme: oplevelsen af krigen. I digtene er den altdominerende følelse hjemløshed, mens romanen handler om muligheden for at leve der, hvor man er. Virker flygtningens situation i digtsamlingen ”Første gang tilbage” fastlåst og umulig, så slutter romanen ”Ukulele jam” til gengæld magtfuldt og i fuld tiltro til fremtiden.

”Til sidst satte jeg mig ned ved siden af far på terrassen mellem D1 og D2. Amar og Ismar gik forbi. De bar en kasse øl imellem sig. Over øllene var der stablet flere poser af chips, saltstænger og peanuts. Synet gjorde mig næsten svimmel. Så lagde far pludselig armen om min skulder og hviskede mig i øret: – Vi skal nok få lavet den dér fest, om så hele lortet går under!”

”Ukulele-jam”, s. 76.

Baggrund

Alen Mešković blev født i 1977 i Bosnien. Med dét fødested og dét fødeår var han 14 år og tæt på, da Bosnien i 1992 erklærede sin selvstændighed, hvilket blev indledningen til den værste konflikt og største humanitære katastrofe på europæisk grund siden 2. Verdenskrig. Krigen i Bosnien kostede over hundrede tusinde livet og drev millioner på flugt. Blandt de sidste var Alens familie, der fra 1992 til 1994 måtte bo i en lejr for fordrevne bosniske flygtninge. Som 17-årig fik han ophold i Danmark.

Foto: Isak Hoffmeyer

Født
19. oktober 1977 i Bosnien.
Uddannelse
Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling, 2006.
Debut
Nye stemmer, antologi. Gyldendal, 2007
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Den smukkeste afsked. Gyldendal, 2026.
Inspiration
Min far.

At en krig kunne ryste alt det i tilværelsen løs, som virkede fast, har gjort et stærkt indtryk på Alen: ”I de menneskers liv, der har oplevet krigen, er den skelsættende. Det er den, der vælter om på det hele. Den tager de ting, som ens liv består af, og kaster dem op i luften. Det satte spor i erindringen.” (Astrid Bjørnskov Thorhauge: Alen Meskovic: Sådan var virkeligheden. www.litteratursiden.dk, 2011-10-06). Det var som 14-årig, i det første krigsår, at Alen begyndte at sætte sine tanker på papir. Inspirationen til at skrive på dansk kom fra et besøg i sin bosniske fødeby. En oplevelse, der senere fik udtryk i debutsamlingen ”Første gang tilbage”.

For Alen Mešković er den bedste bog sådan en, hvor det er tydeligt, at den kun kunne være skrevet af den, der faktisk skrev den. Alens forfatterskab bygger på hans eget liv, og det selvbiografiske element er tilsigtet: ”Jeg forstår ikke helt Per Højholts dictum med, at man ikke må tage af hovedstolen”. Men i sidste ende er det er fiktion, Alen skriver – ikke dagbog eller erindringer. Som han siger i et interview: ”Jeg er loyal over for mine erfaringer, ikke over for mine oplevelser” [2].

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Begge Alen Meškovićs bøger viser tilbage til nogle voldsomme og afgørende begivenheder, både i forfatterens liv og Europas historie. Oplevelsen af krigen, der gennemryster tilværelsen og sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad der virkede givet, er kerneerfaringen, som bearbejdes på forskellig måde i digtsamlingen og romanen. I ”Første gang tilbage” er konsekvensen af med hård hånd at blive revet op og plantet om et andet sted, at det senere bliver umuligt at slå dybe rødder. For flygtningen gælder det, at nok kan han slå sig ned i et hus, men han kan aldrig gøre det til sit hjem. ”Ukulele-jam” gør dette vilkår lettere at bære ved at vise, at hvor livsviljen findes, er en ny tilværelse mulig.

Selv om bøgerne befinder sig i skyggen af en kompliceret politisk konflikt, holder Mešković opmærksomheden fast på de nære, personlige og eksistentielle konsekvenser af generalers og statslederes beslutninger. Således nævnes Milosevic’ navn kun én gang i ”Ukulele-jam”, i et referat af en af flygtningelejrens excentriske beboeres teori om, at franskmændene har forgiftet leverpostejsforsyningen. Farens komiske besættelse med radionyhederne og hans efterfølgende nytteløse knurren over de høje herrers beslutninger markerer det apolitiske standpunkt yderligere.

I ”Ukulele-jam” forsøger Miki at bygge en identitet op omkring sin musik. På samme tid gør den etniske konflikt det tydeligt, at identitet i høj grad er en bunden størrelse. De kroatiske myndigheder afkræver bosniere et ublu gebyr for at blive indskrevet i skolen, og mediernes ordvalg favoriserer den dominerende befolkningsgruppe; det hedder sig, at bosniere flygtede, mens kroatere blev fordrevet fra Bosnien. I en etnisk konflikt er etnicitet uundgåelig: “Uanset hvor man kiggede hen, blev man mindet om, at man boede i den uafhængige og suveræne Republik Kroatien. At dette unge land havde tre hundrede fem og tres nationaldage om året.” (“Ukulele-jam”, s. 20). Følelsen af at være fremmed og blive sat i bås med sin baggrund vil måske stadig være et tema i kommende udgivelser, eftersom Alen af sine anmeldere roses for at skrive godt dansk.

Beslægtede forfatterskaber

Forfatterskabets to afdelinger, den poetiske, der kom først, og det skønlitterære, der fulgte, har forskellige slægtninge.

Søren Ulrik Thomsen er et åbenlyst forbillede for ”Første gang tilbage”. De lange, slyngede sætninger minder om Thomsens arabesker, og det fyldige noteapparat ligner en kærlig hilsen. Alens digte er dog for de flestes vedkommende små lyriske prosatekster, hvilket adskiller dem fra Thomsens mere traditionelt strukturerede poesi.

På prosasiden er Jakob Ejersbos Liberty-trilogi i anlæg og sproglig udtrykskraft en mulig ledsager. Når det gælder andre bøger, hvor det handler om at være ung, vokse op og gøre sig fri af forældrene, samtidig med at pubertetstraditionerne med pigekys og ufornuftigt alkoholindtag holdes i hævd, er der mere eller mindre frit valg på alle hylder i bibliotekets ungdomssektion.