”Så lad os tage et billede her
af det som døde indefra.
Snart bokser syrevædede pacifister
hinandens kusser ind
og skabende tømmes
pumpende for trængsel.
Mange kommer ud i Cadillac
iført parykker á la moderne
som dronninger med
lettere forskudt betydning
for at bekræfte de vulgæreste
i retten til riget.
Så lad os tage det billede
af slangehovederne i det rådne træ.
Det er dødt indefra
og negativerne yngler i det.”
”Fyrsten Zibebes bekendelse”, side 24-25.
”Fyrsten Zibebes bekendelse” lægger ud med en ouverture ,”Den fede arie”, som ironisk reflekterer over digterens rolle som outsidergeni. Det lader til, at Kodal efter de foregående udgivelser, som bestod af gravalvorlige digte, følte en trang til at gøre lidt grin med sin position som smal, anmelderrost kunstner. ”Den fede arie” beskriver i et finurligt sprog, hvordan poesien går hen over hovedet på publikum, hvorfor hjælpere (formidlere) ”med hydraulikbor må sættes ind” (s. 8) for at overbevise offentligheden om digtenes kvaliteter. Der anes en træthed over poesiens position med en ligeglad offentlighed og et anerkendende parnas, og digtet afsluttes med en småvrængende bemærkning til anmelderkorpset: ”Pressens ansigter er allerede furede af begejstringsanfald.” (s. 9).
Resten af ”Fyrsten Zibebes bekendelse” er en blandet landhandel af kærlighedspoesi og rejseskitser. Meta-refleksionerne over poesien og digterens rolle fortsætter i digtet ”Til de dømte”. Her citerer Kodal indledningsvist digteren Emil Aarestrup og skriver, at ”Det er en slags ophøjet vrøvl” (s. 24). Herefter viser fortælleren henkastet (”Så lad os tage et billede her”) sin evne til at skabe fuldstændigt gakkede billeder som ”Snart bokser syrevædede pacifister hinandens kusser ind” (s.24) i forsøget på at skabe en godt billede ”af det som døde indefra”. Muligvis er ”Fyrsten Zibebes bekendelse” et projekt, hvor Janus Kodal allerede fuldstændigt mestrer sin genre og derfor er nødt til at gøre oprør imod den for at undgå at blive en ondskabsfuld manipulator.
Janus Kodal
Janus Kodal er en ægte digt digter med mod på de store spørgsmål om tiden, livet og døden som eksistentielle vilkår. Samtidig er han ikke bange for at ironisere over poesiens rolle som et reservat ...
Læs hele forfatterportrættet
