Janus Kodal

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
februar 2026

Hovedforfatter

Anders Olling
journalist og cand.mag., 2012

Janus Kodal er en ægte digt digter med mod på de store spørgsmål om tiden, livet og døden som eksistentielle vilkår. Samtidig er han ikke bange for at ironisere over poesiens rolle som et reservat for de få og kloge, og på sine modne dage er han også begyndt at kaste et anderledes kærligt blik på den storby, han som ung beskrev som en maskine beboet af bevidstløse drømmere.

Udviklingen i Janus Kodals forfatterskab illustrerer dansk poesis bevægelse fra firserpunkens eksistentielle storbysortsyn over halvfemsernes ironi til det nye årtusind, hvor den politiske kunst vendte tilbage og politiserede sproget.

Minimalisme i 1990'erne

Baggrund

På en måde blev Janus Kodals første sproglige ytringer fascinationsfundamentet for et helt forfatterskab. Det var nemlig i mødet med sine egne tidligste ord og sætninger, at Kodal begyndte at interessere sig for sproget – en interesse, han har gjort til sin livsvej.

”mens du ældes
kan du sige om byen
at den brændte
men nu er den virkelig forsvundet
Uidentificerbare askeflager
hvor kommer de fra
hvor meget skal forsvinde
før du selv forsvinder”

”ingentings mestre”, s. 39.

Janus Kodal blev født af et par unge hippier i den sønderjyske by Aabenraa i 1968. Forældrene var naturligvis helt vilde med deres lille førstefødte og tog billeder og gemte sønnens tegninger, ligesom forældre normalt gør. Det var mere usædvanligt, at de også med omhu dokumenterede Janus Kodals sproglige udvikling: Da han som helt lille begyndte at sætte ord på sine tanker, yndede forældrene at nedfælde de skrøbelige sætninger og vrøvleudtryk på papir og gemme dem. De grundige forældre endte med at have et helt arkiv over sønnens infantile guldkorn.

Foto: Robin Skjoldborg

Født
Den 18. september 1968 i Aabenraa.
Uddannelse
Uddannet fra Forfatterskolen 1991.
Debut
Antologi. Gyldendal, 1991. Digte.
Litteraturpriser
Har flere gange fået støtte fra Statens Kunstfond samt vundet Danidas Rejselegat 1994.
Seneste udgivelse
Fiasko. Alhambra, 2026. Prosadigte.
Inspiration
Charles Baudelaire, fransk digter og kunstkritiker. Walt Whitman, amerikansk digter og demokrat. Pier Paolo Pasolini, italiensk digter og filmskaber.

Som teenager opdagede Janus Kodal dette personlige sprogarkiv og blev vildt interesseret i de usikre sætninger og det næsten før-sproglige børneævl. Dels var der fascinationen af barnets umiddelbare tilgang til det sproglige – renset for forudanelser og vane – dels mødte Kodal et ekko af sig selv. ”Jeg oplevede, at der var en særlig genklang af mening i ytringerne,” siger Kodal (Anders Olling: interview med Janus Kodal februar 2011). Han oplevede simpelthen et stykke af sig selv tale til sig i det lille barns verbale kaos af sproglige brokker.

Fascinationen af mødet med sit eget barnlige sprog lagde kimen til et liv som digter. Kodal kom ind på Forfatterskolen i 1989 og debuterede i 1991 med digtsamlingen ”Antologi”. Siden har Kodal udgivet en række digtsamlinger. Kodal ser poesien som det perfekte formidlingsgreb, når tanken skal gribes. ”Det er den form, som stemmer bedst overens med min egen tankemåde. Poesiens tætpakkethed og åbne betydningsrum, hvor teksten kan udlægges på et væld af måder af forskellige læsere, er også noget, der tiltaler mig ved formen,” siger han (Anders Olling: interview med Janus Kodal februar 2011).

Ved siden af digtergerningen har Janus Kodal desuden været redaktør på en række udgivelser af forskellig karakter, og han har anmeldt teater og dans på dagbladet Politiken.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Udviklingen i Janus Kodals forfatterskab minder om flere repræsentanter fra hans generation. I begyndelsen var Kodal meget påvirket af firsernes gravalvorlige lyrik, hvor udgangspunktet var den fremmedgjorte storbyeksistens og eksistentielle refleksioner over tid og væren. Siden blev denne ind i mellem temmelig selvhøjtidelige tematik dog trængt i baggrunden for den ironiske distance, som i høj grad var toneangivende i halvfemserne. Her virkede det, som om folk havde fået nok af de sure firsere, hvor digterne var lidende kunstnere uden selvironi. Det kommer til udtryk i digtsamlingen ”Fyrsten Zibebes Bekendelse”, hvis titel alene antyder, at der her er mere ironisk pep i digteren end tidligere.

Janus Kodals forfatterskab har siden igen taget fat på storbyen, men i ”Hovedbanen og andre impulskøb” angribes storbyeksistensen på en helt anderledes måde end i forfatterskabets begyndelse. Her er det folkets København som beskrives, og digteren iagttager dagliglivets trummerum uden som i firserne at beskrive fortabtheden i den fremmedgjorte storby. Med tiden har digtene altså fået sig en noget mere hyggelig tilgang til det urbane.

I den senere del af forfatterskabet har Kodal igen skruet en alvorlig mine på og nærmer sig den kunstneriske avantgarde ved at blive sprogpolitisk. I ”Sabotage” og ”Sabotage V-VIII” sætter Kodal spørgsmålstegn ved den gængse sprogbrugs evne til at gengive virkeligheden på en tilfredsstillende måde. På den måde træder Kodal ind i en ca. 100 år gammel avantgardistisk tradition, hvor målet med digtene er at eksperimentere sig frem til et nyt sprog, der ikke er forurenet af løgn og uretfærdigheder. Dette er et radikalt politisk projekt, der kritiserer et samfund fyldt med breaking news, reklamer og spin, hvilket ”Sabotage”s titel også allerede antyder på omslaget.

Beslægtede forfatterskaber

Janus Kodal debuterede som meget ung som del af en generation af folk som Morten Søndergaard, Helle Helle og Mads Brenøe. Dette kuld af forfattere stod i forbindelse med den mørkt punkede digtning fra firserne, men de markerede også et brud med generationens selvhøjtidelighed, som man så hos f.eks. Michael Strunge. Kodals digt ”At flyve” fra debuten ”Antologi” kan sammenlignes med Strunges berømte digt "Livets hastighed" (”Livets hastighed”, 1978).

Kodals generation delte ikke i samme grad det gravalvorlige sortsyn og havde en mere kritisk distance til sig selv og sin rolle i et samfund, hvor massemedier og populærkultur vandt frem på bekostning af tv-monopol og strenge dannelseskrav. I modsætning til mange kolleger fra sin generation, har Kodal aldrig kastet sig over prosaen, men er blevet ved poesien.

I en større litteraturhistorisk kontekst indskriver Janus Kodal sig især i en symbolistisk tradition, hvor kunsten er i stand til at skabe forbindelse til højere magter (i Kodals tilfælde ikke nødvendigvis i traditionel religiøs forstand), rusen og ekstasen. Da den symbolistiske poesi i Danmark vandt frem omkring år 1900, udgjorde den en modvægt til den jordnært videnskabelige naturalistiske prosa.

I beskrivelserne af storbyens landskab på godt og ondt er Kodal beslægtet med den franske digter Charles Baudelaire (1821-67), som beskrev storbyens bagside med en kraft, der til stadighed inspirerer poeter verden over. I dansk poesi er Tom Kristensen og Søren Ulrik Thomsen også eksempler på forfattere, som har gjort byen til et centralt tema i deres digtning.

I sine sprogkritiske tekster har Kodal også en forbindelse med digteren Per Højhølt (1928-2004), som selv sprængte rammerne for sproget f.eks. i det berømte langdigt "Turbo" (1968), som vendte fastlåste betydninger af sproget på hovedet. Per Højholt spøger også i Kodals naturbeskrivelser i f.eks. ”I Provinsen”.