Mads Brenøe

Emneord:

dansk litteratur

Senest opdateret

Redaktionen
2005

Hovedforfatter

Jimmi Michelsen
ph.d. stipendiat, 2003

Dansk forfatter. Har skrevet noveller og romaner.

Mads Brenøes første bøger udkom midt i en bølge af litteratur og film med pågående skildringer af død, sex og vold. Flere af disse skildringer havde klare elementer af kulturkritik og handlede ofte om psykopati og grænsetilfælde. Herhjemme var Brenøe en af dem som satte nye grænser for skildringer af ovennævnte slags. Brenøe fik hurtigt ry som forråelsens forfatter – et ry han har haft svært ved at ryste af sig. Fokuseringen på grusomhederne trak opmærksomheden væk fra bøgernes kritiske lag. Så megen vrede og Det mørke er først og fremmest studier i ensomhed og had med personer, der ikke er i stand til at etablere kontakt med omverdenen.

Baggrund

Mads Brenøe er født i København 1968 og var i perioden 1989-91 elev på Forfatterskolen.

Han debuterede i 1993 med novellesamlingen ”Så megen vrede”, der ligesom efterfølgeren "Det mørke"fra 1994, fik stor medieopmærksomhed pga. dens udpenslede beskrivelser af lemlæstelse, forfald og død. Beskrivelser, som fik flere anmeldere til at tænke på amerikaneren Bret Easton Ellis’ splatter- og gyserroman ”American Psycho”, men også fremkaldte beskyldninger om kynisme og effektjageri.

Foto: Martin Lehman / Ritzau Scanpix

Født
1968 i København.
Debut
Så megen vrede. Lindhardt og Ringhof, 1993.
Priser
Statens Kunstfond, arbejdslegater.
Seneste udgivelse
ABC. Politiken, 2005. Billedbog.

I de efterfølgende bøger har Brenøe bevæget sig hen imod mere lavmælte, hverdagsrealistiske universer, stadig dog med forkærlighed for ekstreme situationer eller bevidstheder.

Brenøe har desuden skrevet radio- og filmmanuskripter, senest til filmen "Surferne kommer", 1998, sammen med instruktøren Peter Bay.

Så megen vrede og vold

Mads Brenøes to første bøger udkom midt i en bølge af litteratur, kunst og film med pågående skildringer af død, sex og vold. Flere af disse skildringer havde klare elementer af kulturkritik og handlede ofte om psykopati og grænsetilfælde, mordere der slår ihjel for at opnå kontrol eller udtrykke smerte. Atter andre skildrede en verden, hvor død og sex – ofte uadskillelige – er blevet den eneste kommunikationsform.

Herhjemme satte folk som Jens-Martin Eriksen, Christian Lemmerz, Hans Flemming Hilt og Mads Brenøe nye grænser for skildringer af ovennævnte slags. Særligt Mads Brenøe skilte sig ud – i hvert fald ifølge de slet skjult forargede anmeldere. Brenøe fik hurtigt ry som forråelsens forfatter – et ry han har haft vanskeligt ved at ryste af sig.

Fokuseringen på grusomhederne har dog i nogen grad trukket opmærksomheden væk fra bøgernes kritiske lag. Så megen vrede og Det mørke er først og fremmest studier i ensomhed, isolation og had. Brenøes personer er ofte outsidere, der ikke er i stand til at etablere kontakt med omverdenen, som de opfatter som et overhængende kaos. Som hos Jens-Martin Eriksen er personerne fastlåste i deres egne tvangsagtige ritualer, og kommunikation med omverdenen synes kun mulig gennem vold og overgreb.

Dette demonstreres til fulde i debutsamlingens fjerde og mest konsekvente novelle, Eva, hvor en ung mand torturerer en kvinde, han tilfældigt har mødt på gaden. Kvinden udsættes for et orgie af pinsler, der til sidst ender med at tage livet af hende. Alt sammen led i hovedpersonens kamp for opretholde en form for orden i tilværelsen, der med kvindens tilstedeværelse med ét er blevet uoverskuelig: ”Hun havde fået mig til at glemme, at en situation, man ikke kontrollerer, kan udvikle sig i skæbnesvangre retninger. Og derfor var jeg vred. Jeg følte mig forurettet” .

Novellen er fortalt af morderen selv der, som hovedpersonen Patrick Bateman i ”American Psycho”, ikke holder sig tilbage med detaljerede beskrivelser af den bestialske akt. Da kvinden omsider ligger livløs i hans seng, oplyses det uden sindsbevægelse, at ”Hendes overkrop var en stor grødet masse (…) Hun havde ingen ben længere. Det, der fortsatte hendes underkrop, var kun betændte klumper af halvråddent kød” .

Fortællinger fra mørket

I Det mørke fra året efter er volden mærkbart nedtonet, men ikke mindre ubehagelig eller klaustrofobisk. Samlingens tre historier er en slags tværsnit i konfliktramte, mandlige bevidstheder. I den første historie er omdrejningspunktet en fars incestuøse besættelse af datteren, i den anden og tredje ugengældt kærlighed og død.

Fælles for historiernes hovedpersoner er et stærkt ubehag over for kroppen, det organiske – alt, der er underlagt forfald. Det mørke i titlen refererer netop til dette ubehag, til den indestængte vrede og aggression, som driver personerne til yderligheder.

Novellerne i Så megen vrede og ”Det mørke” er blottet for konkrete henvisninger til tider og steder og fremstår næsten abstrakte i deres rensede form. Vi følger begivenhederne fra psykopatiens upålidelige og klaustrofobiske vinkel – en teknik, der forstærker den gennemgående uhygge, men også påkalder sig læserens stillingtagen.

Galskab i medievirkeligheden

Brenøes næste udgivelse, romanen Victors Victor, 1995, fokuserer tættere på identitets- og virkelighedsproblematikken og viser samtidig en mere fabulerende og humoristisk side af forfatterskabet. ”Victors Victor” er en barok historie om psykisk sammenbrud, om afmagt i den flimrende medie- og reklamevirkelighed. Romanens hovedperson, der undertiden kalder sig Victor, undertiden Hans, konstaterer i begyndelsen, at alle hans bumser faktisk er forsvundet, efter at han er begyndt at bruge en ny ansigtssæbe, han har set på tv. Selv stereoanlægget lyder en smule renere, og smukke kvinder – påstår Victor – byder sig til på stribe. Den fantastiske sæbe, der ”synes at trænge ned i huden og gøre den ren indefra” , har simpelt hen gjort ham til et lykkeligt menneske.

Men lykken er kort for den ordensfikserede Victor, som intenst følger nyhedsudsendelserne om en optrappende storpolitisk krise på tv. Takket være en defekt videoafspiller kan han følge begivenhederne på nært hold, i slowmotion og flere gange om dagen. Alt sammen lige indtil han pludselig opsluges af videoens mere og mere hakkende billeder og tror han ser verden, som den i virkeligheden er: ”Inde bag flimmeret, bag de tæt konstruerede billedkollager og indviklede løgne, trådte det hele frem, viste sig sådan som det i virkeligheden er! Den sande historie. Uden fyld, uden bortforklaringer” .

Herfra er Victors verden definitivt opløst – og romanen om ham mere og mere diffus og flimrende. Til sidst i forløbet bryder pest ud i ”De gamles By”, og den fantastiske ansigtssæbe er begyndt at klø. Groteske sex- og voldsfantasier blander sig med tv-billederne i Victors mere og mere surreelle verden. ”Victors Victor” handler om skizofrenien, galskaben, som resultat af mediebilledernes udviskning af grænserne mellem identitet og virkelighed. Er løgnen, fiktionen, blevet et grundvilkår i den moderne verden? Har de allestedsnærværende billeder gjort virkeligheden utilgængelig?

Problematikken omkring virkelighed og fiktion dukker også op i romanen David Feldts efterladte papirer, 1997, en historie om en dømt, der begår selvmord, og hvis efterladte papirer simpelt hen er romanen ”David Feldts efterladte papirer”! Romanens sammenkobling af forbrydelse, skrift og død får afgjort læseren til at tænke på den tidlige Svend Åge Madsens forfatterskab.

At problematikken langt fra er ny, fremgår dog af omtalte ”Eva”, der også kan læses som en kunstners dødelige omgang med virkeligheden. Da Eva ligger livløs på jegfortællerens seng, omtaler fortælleren hende et sted som hans ”værk”. Er det at skabe form det samme som at fixere virkeligheden? Kan skriften indfange det levende?

Fedmens kulturkritik

Mord og lemlæstelse er der intet af i Brenøes foreløbig sidste og måske bedste opus, Bjerget, 2001. Romanen handler om fedtbjerget Jens, en ensom fyr i begyndelsen af trediverne, der har kastet sig ud i et gigantisk projekt: trods sin abnorme fedme rejser Jens landet rundt for at invitere sine gamle klassekammerater til gensynsfest. Rejsen fører ham til den jyske provins, til småborgerlige hjem og ægteskaber på randen af sammenbrud.

Via Jens fortæller Brenøe en grotesk og morsom historie om en ægte outsider, der dog er i stand til at filosofere over sin kropslige ekstremitet. Ifølge Jens er vi nemlig alle fede, fordi vi har travlt med ikke at være eller blive det: ”At være fed har aldrig; gentager aldrig været et valg. Vi er fede lige meget hvad. Gå på grønttorvet og se agurkepigen i øjnene, og du vi se hendes fedme sidde dér! Gå til slagteren, og den hund, der står bundet foran butikken, vil gø det fedes gøen” . Dette er uden tvivl romanens pointe: fedmen er blevet vores tids tabu, det onde selv, som vi fortrænger og forsager.

”Bjerget” er udstyret med en række delikate og i bogstavelig forstand fede madopskrifter, men også med en fortæller, der for første gang i forfatterskabet ikke har svært ved at påkalde sig læserens sympati. Med sine 312 sider er ”Bjerget” desuden Brenøes fedeste bog!