”mens du ældes
blafrer flammernes
små snakkende ansigter
i vindueskarmene
himlen bevæges af vinden vestover
hvor solen rejste decembergult
og en flok fugle
passerer som over et lærred
mens du ældes”
”ingentings mestre”, side 13.
Digtet kredser om flere af de samme temaer som forgængeren ”Antologi”. De eksistentielle refleksioner over tid og kontinuitet er i centrum, men ”ingentings mestre” er ikke på samme måde som ”Antologi” forankret i den konkrete storby, men skifter mellem flere forskellige scenarier. Umiddelbart er det første, der springer læseren i øjnene tekstens udformning: Der er et spor, hvor ordene er adskilt i tabulator-afstand og et andet, hvor teksten har zigzag-form, hvilket får teksten til at fremstå som konkret poesi (digte, hvor tekstens udformning danner konkrete billeder).
Det første spor består af sætningsfragmenter, hvor det virker som om tabulator-tasten har sprængt mellemregninger og ordfyld væk. Det andet spor er mere direkte (fortalt i 2.person eller du-form) og ordrigt og vender gentagne gange tilbage til vendingen ”mens du ældes”. Denne del af digtets zigzag-form danner pile, der får teksten til at pege frem mod et eller andet. Det stemmer fint overens med digtets centrale tema: Tiden som fremadskridende proces, hvor oplevelser og ansigter fortaber sig i glemselens mørke. Havets vuggen sliber sten til sand og døden er i sidste ende uundgåelig. Det skal man dog ikke græde snot over, for Kodal slår midt i digtet fast, at ”mens du ældes / frygter du ikke din egen død / den er noget indeni som lever selv[...] forskellen mellem levende og døde / er lille og holder ikke længe” (s. 24-25).
Kodal bruger klassiske elementer som ild og vand som billeder på liv og død, ungdom og erfaring og på kulturen, som står i kontrast til naturens gang. Vand eroderer alt, mens ild forvandler alt til aske. Afslutningsvist er kun havet tilbage som en gennemsigtig masse, og roen kan sænke sig over Kodals eksistentielle langdigt. Digteren må kapitulere over for livets gang, og selv kunsten må i sidste ende give fortabt i kampen for at overvinde tiden: ”mens du ældes / æder dine ord papiret / det forsvinder lig i flammer” (s. 32).
Janus Kodal
Janus Kodal er en ægte digt digter med mod på de store spørgsmål om tiden, livet og døden som eksistentielle vilkår. Samtidig er han ikke bange for at ironisere over poesiens rolle som et reservat ...
Læs hele forfatterportrættet
